Sådan tilgav jeg min far

dsDilemma

For 2 år siden, faktisk helt præcist 2 år og 7 dage siden, skrev jeg dette indlæg, hvor jeg besluttede mig for at sætte mig op på den skuffede hest (et udtryk mine veninder og jeg bruger, når en af os er sur, og nægter at blive god igen. Så sidder vi bare sidde deroppe og blive ført en meget skuffet og tvær vej, og nægter at stige ned, for selv at kunne gå en sjovere og mere oplivende vej).

Mens jeg sad deroppe, skrev jeg en sms til min far:

“Du kom aldrig. Vi har ikke set hinanden i 16 år, og så glemmer du vores aftale. Det er sgu for slapt.”

“Jeg er så frygtelig ked af det” – skrev han “Jeg troede oprigtigt først, at det var i morgen vi havde en aftale”.

“Det er for sent nu. Jeg havde ellers tilgivet dig, men nu har du gjort mig mere skuffet end nogensinde før, og jeg kan ikke tilgive dig. Du har opbrugt dine chancer, og der er intet der kan gøre det godt igen”. 

Og hvordan kommer man så lige videre derfra? Spørgsmålet trænger sig på, ja det ligefrem tikker ind i min indbakke denne morgen, hvor en 16 årig pige har formuleret et dilemma til mig:

“Hvordan tilgav du din far, og hvordan kan jeg gøre det samme med min far, som først ville se mig, da jeg fyldte 9 år?”

Svar

Her er nogenlunde hvad jeg skrev til hende:

De fleste vil nok mene, at grunden til, at de sidder på den skuffede hest lige nu, er grund nok. Faktisk er grunden så dyb, at de kunne sidde her dagen lang, og natten med. For der er grunde nok til skuffelse: Alle de svigt man blev udsat for som barn, alle de onde ting der sker i verden, chefen der synes uden empatiske evner, sovsen der konsekvent skiller, naboens nye utroligt dyre og pralende bil på din parkeringsplads, tiden mellem kl. 16-18 hvor alt sødt skriger på at blive spist, folk med deres eget dykkerudstyr, fejlfindere, bumser og jobsamtaler på samme tid, og dengang kæresten sagde, at man faktisk ser lidt tyk ud i de der bukser og erkendelsen af man skal oprette en pensionsopsparing lige nu. Det sker hver eneste dag. Omgivelserne er skuffende, og de er pisse ligeglade med hvor godt humør du var i før de kom og ødelagde det hele. De kaster sig ind under dig, og ødelægger alt omkring sig, og før du ved af det, sidder du igen på den skuffede hest og orker ikke at stige ned.
Praktisk talt lader vi på den måde vores omgivelser styre vores følelser. Vi ligger vores styrke fra os, og lader os overvælde af noget, vi vælger at tolke som helt forfærdeligt og utilgiveligt. Og den eneste som føler smerten, er os.
For lige at vende tilbage til situationen med min far, besluttede jeg mig for at se det på den måde, at hvis jeg havde vokset op med ham, ville han måske have været endnu mere skuffende. Jeg tænker, at jeg faktisk er lidt taknemmelig for, først at have mødt ham nu, hvor jeg er voksen, og ikke er direkte afhængig af at have en far, som skal komme og hjælpe mig, og som glemmer dagen han skulle komme på. Jeg tænker, at han altid har gjort alt det bedste han kunne, og det vælger jeg at elske ham for. Også selvom det ikke var mig der fik hans kærlighed som lille, men mine halvsøskende. Jeg har valgt at fokusere på det unikke forhold jeg har til min mor, som nok ikke havde været lige så tæt, hvis hun havde en mand at dele sine oplevelser med. Og jeg tænker på, hvor heldig jeg er, at mine søskende og jeg nu ses hjemme hos min far en gang om måneden, til kaffe og kage i Raadvad, hvor min far bor blandt originaler og rådyr i striben mellem Dyrehaven og Lyngby. Jeg har fået to smukke søstre og en bror som næsten er lige så gammel som jeg selv, ud af at tilgive min kære far.
Havde jeg valgt at holde fast i vreden, svigtet og angsten for at blive såret igen, ville jeg bære på de følelser hver dag. Og jeg ville ikke have mødt mine søskende. Så det ville i sidste ende bare gå ud over mig selv.
Da jeg mødte min far første for 2 år og 7 dage siden, sagde jeg til ham, at jeg havde tilgivet ham, og det eneste krav jeg havde, var, at han var ærlig. Og det skal jeg love for at han var. Han fortalte mig hele sin historie, og jeg nåede ikke at sige så meget, men jeg lyttede og drak min kaffe, og det var alt sammen, som det skulle være. Og jeg tænkte, at tilgivelse er det vigtigste man kommer til at lære i livet. For når vi tilgiver, sætter vi alle de hadefulde og triste tanker til side, for at give plads til kærligheden, og det er jo den vi dybest set gerne vil vil have – ikke?
Jeg synes du skal gøre op med dig selv, hvad du vælger for dit liv.
Alt det bedste herfra // Carla

Ps. hvis du stadig har svært ved at tilgive, så kan jeg anbefale at tage en coach-session hos min mor. Hun finder altid ind til kernen af problemet, og er enestående til at åbne hjerter. Hendes site er her.

kdwn

Flere indlæg i samme stil

2 thoughts on “Sådan tilgav jeg min far

  1. Hej Carla,
    Jeg synes det kommer an på hvordan ens far har været.
    I mit tilfælde var min egen ikke en forældre. Han var biologisk min far, men han behandlede mig aldrig pænt.

    Jeg tilgav for min egen skyld, men jeg valgte ham stadig fra. Og har jeg virkelig kun haft glæde af.

    Man vælger ikke sine forældre, og som barn kan det være sindssygt svært og man vil altid næsten ’tilgive’ for at have nogen. For sandheden kan gøre ondt. At ens forældre ikke varetager en, som de skulle.

    //Laura

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *