Så der sad jeg. Midt på badebroen på Svanemølle strand, og følte mig en og samme tid lykkelig og ensom. Ensomheden er en utilregnelig fætter. Selvom der er folk omkring mig, og også gerne flok jeg kender godt, så kan jeg med ét føle mig alene og udenfor. Jeg iagttager de andre, og tænker over hvad de mon går og roder med, siden de siger og gør om de gør. Imens føler mig anderledes og uden for. Jeg tænker ofte på, om jeg ville være bedre foruden denne stemning, og jeg tror det næppe. Jeg tror ikke man skal være så bange for ensomheden. Jeg syntes i hvert fald ofte mine egne tanker kan være mere sigende, end det de omkringstående taler om. Og jeg tror at det er inden i, når man er alene og ensom, hvis vi skal holde fast i det ord, selvom det i manges øre klinger svært negativt, og minder dem om 10-frikvateret og makrel i madpakken – det er der man finder sin egen sandhed, upåvirket og ren. Og den vil jeg gerne finde.

Flere indlæg i samme stil

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *