Carla Chloe

Jeg har set hvor fjollet jeg ser ud, når jeg klæder mig ud og drikker en fadøl lidt for hurtigt. Hænderne slår jeg sammen, blikket bliver blankere, og stemmen høj. Det er sjovt at være klædt ud, siger jeg til min veninde og hendes ven, mens jeg bunder en dåseøl. Sådan skulle man altid tage sig ud i byen, fastslår jeg. Man er fri til at skeje ud, sikke mange muligheder man har når man er klædt ud, ingen kan genkende en, og man kan fortælle alle de røverhistorier man orker. Jo, at klæde sig ud, siger jeg og standser eftertænksomt og ser ud mod klædeskabet i det fjerne, det burde man gøre noget oftere.

Sådan sagde jeg – og så så på min veninde M og hendes ven K, og før jeg nåede at tænke, om jeg syntes om ideen, stod jeg med paliet gamacher, læderjakke og biker boots, på vej på værtshus. En søndag aften. K lignede temmeligt sikkert en der ikke havde tænkt sig at tage med min veninde hjem i aften. Definitely gay. Den vender jeg lige tilbage til..(!)

Nogle skridt senere, sad vi midt i Vanløse på en bar, med en bartender der hed John. Omgivet af unge mennesker i juleferiens mekka, som alle tog imod os med kyshånd. En fyr med en turkis sweater og en lille charmeklud, der iøvrigt lignede George Michael i sine unge Wham dage, fik hurtigt inviteret de tre bikerere (os) hen til hans bord. Da jeg kom i snak med ham, blev jeg i tvivl om, han overhovedet var åndeligt til stede. Var han virkelig så fuld en søndag aften kl. 23? Eller havde han en lille fejl i hjernen, der gjorde, at han ikke kunne snakke på en normal måde, og sige nogle kloge ting ind imellem.

Senere hen blev det endnu mere underligt. K fortalte mig, at han var begyndt at se sin ekskæreste. “Uha-uha” tænker du nok. Ja, det er nu historien vender tilbage fra udflugt, fra ovenstående afsnit. Jeg blev sat i et frygteligt dilemma, som jeg dog ganske hurtigt fandt en løsning på. Efter netop afsluttet samtale med K, gik turen ud på toilettet med M. Her blev informationen videregivet, for herefter at tage ovenstående foto (læs: det med undertegnede og M). Hun var ikke tilfreds med situationen, og efter lidt problemer med at huske sin pinkode, forlod vi stedet.

I M’s køkken sad vi så og spiste risotto, mens vi hørte på K skændes med sin eks over telefonen. Og vi undrede os gjorde vi. Siden hvornår har det værret passende, at tage lige den slags skænderrier, når M og K sidst havde haft sex for en uge siden. At K desuden havde besluttet sig for et venskab ham og M imellem, uden sex, havde han endnu ikke offentliggjort. Så forvirringen var total. OG NEJ. Jeg ved ikke hvad ekskæresten ville, eller hvad der siden skete med den unge mand. Men jeg håber han klarer den. Uden M!

Og der sad jeg så – på sofaen, lamslået, rød i hovedet og med en helt tom hjerne, der ikke kunne komme på en eneste sætning.  Jeg troede simpelthen ikke det var muligt. Jeg havde slet ikke forberedt mig ordenligt, og angrebet kom mildest talt bag på mig: “Hvad bilder du dig egentlig ind – at komme her i min lejlighed, og tale til mig på den måde?”. “Mener du det?” – var mit knapt så kunstfærdige retoriske comeback, men ikke desto mindre det eneste min hjerne kunne servere. Min veninde M, havde taget mig med hjem til hendes nye veninde, for at få lagt julefrokost make-up og drikke kaffe. Hun tog imod os ude i døren, og jeg så, at hun var meget smuk. Hun har med garanti været den seje pige i klassen, hende alle de andre ville ønske de var, mens hun bare ville være anderledes. Min veninde M er mindst lige så smuk, og jeg ved, at hun også var den seje og smukke pige i klassen. Men det er som om, at hun rummer mere end blot et smukt ydre. Hun er en lille solstråle, fin og følsom og fyldt med humor. Det indeholder den nye veninde ganske sikkert også, men hun indeholder tilsyneladende også en trang til at tæske nye bekendskaber med tungen. For efter jeg havde kommenteret hendes jydske dialekt, skiftede stemningen radikalt, og uden min gode vilje, kom mit ansigt til at ligne en hjort fanget i det lange lys ved nattetid. En latter satte igang. Hvad jeg havde opfattet som en direkte modbydelig oplevelse, var åbenbart en morsomhed. M prøvede at glatte ud, og veninden sagde, at det bare var sådan hun var.  Jeg besluttede mig for at blive, trods verbal forskrækkelse og udeblivende kaffe. Jeg bredte min pels ud over sofaen, og lagde mig til rette, mens jeg stirrde på M, der var ved at få glimmer lagt på øjnlågene. Veninden fortalte os, at hun var meget træt af veninder der ikke var til at stole på. Jeg hørte lidt efter mig selv sige: “Hvorfor er du egentlig så hård i filten? Behøver du virkelig beskytte dig selv, på den måde?” Svaret var ja.

I begyndelsen af aftenen var der kun én. Én flaske hvidvin. Men trods et driverliv med en formidabel pause midt i arbejdstiden på teatret, gik det som bekendt galt alligevel. Carla skulle selvfølgelig drikke hurtigt, og hvis ikke lige så meget som de to kontrollører, så lidt mere. Og hvad skete der? Jeg erhvervede mig en overbevisende beruselse. Og det kan være morderligt svært at finde ud af, hvorledes jeg fik afleveret kassen med pengene, uden at min chef opdagede min åbenlyse brandert. Men afleveret blev den, og kursen blev sat mod min ven R’s lejlighed på Nørrebro. Jeg havde mødt de tre venner han havde på besøg, nogle gange før. Problemet med at være meget fuldere end dem man er i selskab med, er at man fuldstændig mister grebet om, hvem man er, og hvilke normer man gerne burde følge. De tre herrer jeg sad i selskab med, morede sig over mine fiffige historier, og mine skøre indfald (fik idag genfortalt, at jeg havde siddet i et hjørne af sofaen og klappet, mens jeg råbte at de skulle høre hvor hårdt jeg kunne slå mine hænder mod hinanden). Da to danse piger kom forbi denne lille umage samling af mennesker, der ikke kørte i helt samme spor, mistede jeg for alvor grebet. Fik slynget en kommentar ud om, at deres afgangsshow i tivoli, var intet mindre end noget af det værste nogensinde set. Nogle lo, pigerne undlod, jeg drak ud.  Her kunne man have håbet på, at én havde sagt: ”Nej, stop – inden vi kommer for godt i gang, skal vi måske lige hive i nødbremsen”. Men denne tanke undgik min bevidsthed på det allerkraftigeste.

Da vi løb tør for blandingsprodukter, blev jeg sendt i Seven Eleven for at købe sodavand. Havde lige nøjagtig 50 kr. og et lukket dankort. Denne opdagelse fik mig til at gå metalt i spagat, da jeg ellers havde taget både en Lime sodavand, en Zero og en normal cola med til disken.  Da jeg kom tilbage var det ikke just klapsalver jeg modtog fra R, for min beslutning om at vælge lime sodavanden fra, og dermed købe to colaer.  Efter min lille udflugt, gik det kun én vej. Og det var nedad. En gennemtrængende kvalme ramte som kun en gennemtrængende kvalme kan. Husker ikke helt hvad der skete, men turen gik til toilettet, og det i en allerhelvedes fart. Det kan åbenbart være svært at holde igen med de våde varer, når man er uden for eget postnummer, og nu var de altså på retur. R gik forbi toilettet hvor han kom med et solidt fingerpeg om, at mit bræk enferno på toilettet måtte stå for egen rengørings-regning.  Lidt efter lå han selv derude på toiletgulvet, og spulede gulvet med en kraftig bruser. De andre gæster havde røget noget fjolletobak, og lå nu i sofaerne og kyssede. Hjem ville jeg. En venlig sjæl anbefalede mig at tage en taxa. Men jeg havde nu kun 2,50 kr. og et lukket dankort, så jernhesten var min eneste udvej.

I lyskrydset hører jeg mig selv stønne noget i stil med: ”HOLD kæft jeg er fuld!”. Denne udmelding opsnapper min side-cykel-mand, og han giver mig så evigt ret. Vi følges ad, og jeg opdager, at fyren er set før. Jeg har set ham i en musical på Østregasværk ikke længe siden, og nu cykler vi rundt sammen, og taler om den mand, jeg får på besøg lige om lidt. “Prinsen på den hvide hest” havde nemlig meldt sin ankomst i mit berusede liv, der midt på en fredag nat. Næste morgen lavede jeg verdens fattigste morgenmad! Tun og revet gulerod stegt på panden??!!!, æg, og ristet rugbrød med meget smør på. Der blev næppe spist op, men sovet blev der. Han blev liggende i min seng, da jeg måtte forlade ham, til fordel for de optagelser jeg havde foran mig, de næste mange timer. Trods en vild nat, og en mærkbar alkoholindtagelse, gik optagelserne godt, og jeg var intet mindre en henrykt over dygtige folk og dejlig stemning.

Der optages Super16 film. Det er grande

Hvordan kan en kvinde med SÅ tyndt hår, være så højrøvet, at hendes røv simpelthen sidder så højt oppe, at man ikke KAN sparke derop? Det spørgsmål ramte mig, da jeg efter at have fået mit nye dankort spærret (man har kun 3 forsøg!?), og derfor måtte drage i Nordea for at få omtalte kort åbnet igen. Når lige ind, som dagens sidste kunde. Ser, at det tilmed var en gammel kending, der sad der bag den høje skranke. En kvinde, der på besynderlig vis, har tillagt sig et udseende, der sender tankerne på langfart – jeg ser “Ringenes Herre”- Smegal for mit indre blik. Hun må mindst være 100 år. Da det bliver min tur, oplyser hun mig, at kan jeg ikke huske koden, så har jeg to forsøg om dagen, til at gætte løs med. Ude i hæveautomaterne. Beder hende om, at hæve 500 kr. Venter.. Disse ord sniger sig nu ud af den gamle kvindes stramme mund: “Du har jo ingen penge.. Du er i minus. Du spilder min tid”…

Cykler på arbejde. Når til Gammel Kongevej. Og dér sker det så. Jeg går fra nul til hundrede, på et nanosekund.  Jeg forandrede mig til et enferno af raseri, lige foran øjnene på en mand, der sad lamslået bag sine tonede ruder, i hans røde bil. Manden havde sikkert travlt, og tænkte “Nu vil jeg hjem! Så må de andre lige skynde dig væk”. Han kørte lige ud på Gammel Kongevej. Èn nåede lige at løbe i sikkerhed. Jeg selv derimod, blev fanget lige i saksen. Væltede ned fra cyklen, da bilen ramte mit forhjul.

Normalt er cykelture et lille åndehul i min hverdag. Jeg holder af, at bevæge mig gennem byen, tilpas hurtigt til, at man ikke keder sig, men hele tiden ser nye ting. Men somme tider bliver posen rystet så kraftigt, at chancen for at finde helt nye sider af sig selv opstår. Jeg er ikke længere Carla Chloe med de strittende hjørnetænder. De faste cykelrammer erstattes af direkte panik, og jeg mister simpelthen min ellers stensikre sans for overblik. Hvor er mit snappy comeback, når jeg netop skal bruge det? Når sted og tid udelukker chancerne for gruppeterapi og kaffé latte, må man ty til råben. Det er ihvertfald hvad mine instinkter kommer op med, bliver jeg sat i en ny og spidsbelastet situation. Så jeg råbte. Bankede endda på hans bil med knyttet næve. Han sagde han ikke havde set mig. Og her kunne det have været på sin plads, at informere ham om, at han i givet fald ikke havde orienteret sig tilstrækkeligt. Men jeg valgte bare at cykle hovedrystende derfra. Havde for helvede lys og selvlysende cykelhjelm på!

Cyklede videre i regnen. Græd lidt over min situation. Flad. Og nu – kørt ned. Stoppede først, da jeg indså, at to cykelstyrskæg af mascara under øjnene og bævremund, ikke gavner min chancer for en tilfredsstillende aften på teatret. Og at manden i den røde bil, mindede om en bleg norsk tissemand.

Står foran Statens Teaterskole og undrer mig. Døren er låst, og jeg sveder selvom det kun er 5 grader. Hænger som altid fast i min cykel, med min i-pod ledning. Cykel låsen vil ikke låse, hvis jeg forsøger at låse den på højre side af cyklen. Så jeg måtte bakse om på venstre side. Cyklen vælter, og min taske falder ned i en vandpyt. Mine læber er tørre, så de har fået rigeligt med lipgloss på. Og nu sidder de fast på mit uldne halstørklæde. Ringer min intruktør op. Min nye telefon vælger at lægge på med det samme. Ringer op igen. Der er nu optaget. Venter. Ringer igen: “Ja hej R, jeg står herude nu”. Han svarer med forvirret stemme, at det da vist først var imorgen vi skulle mødes.. Vor herre til hest altså. R skyndte sig hen på skolen, og vi øvede det vi kunne nå. Da jeg kom på arbejde, fandt jeg ud af, at jeg skulle have mødt for 5 timer siden. Det var først imorgen jeg skulle møde kl. 12.. Onsdag var åbenbart for kedelig en dag, til at min hjerne gad tage den seriøst. Den havde simpelthen sprunget den over, og tyvstartet på torsdagen. Og det til min chefs store ærgelse.. Sidder nu i gardaroben på mit ene arbejde. Er træt, og glæder mig til at komme over på teatret. Der er nemlig en hel times pause, hvor jeg har planer om at erobre sofaen. Så teaterstykket igår, for anden gang.. Det havde jeg nok ikke behøvet.

Det er en skamfuld citron, men presses må den.. Jeg fik idag spørgsmålet, jeg ikke anede, man i ramme alvor kunne stille mig. Jeg fik spørgsmålet, der fik sat det hele i kog inden i min hjerne. Jeg fik spørgsmålet i et lydstudie. Der hvor Irma Hønens æg ville lande, landede de ved Sortedamssøen, efter en storm for eksempel.

Det særlige spørgsmål kommer lige straks. Men først de kolde facts: Jeg var netop kommet op af industri elevatoren, for så at træde ind i et lokale, som tilfældigvis var det lydstudie jeg idag skulle til eftersynk i. Sagde hej, lidt højt, da jeg ikke kunne få øje på nogen. Det var tændt sterrinlys. Mange ting havde fundet deres vej til dette lydstudie. Og her var de så, tingene. Tingene og nogle ikon billeder, lavet af Mexikanske børn, formodes. En gråhåret mand stikker hovedet ud af en dør. Han siger hej, og sådan nogle andre velkomst kommentarer. Vi følges ud i køkkenet, hvor jeg takker nej til brunekager (noget har jeg da lært), og ja til danskvand fra Irma. Der hænger blandt mange andre, et billede af en lille dreng, som man kan kan se, ligner sin far, lydmanden. Jeg så, at der ved siden af et par kina sko i, ja nok en størrelse 43, stod et par bittesmå kinasko. Spurgte om hans søn tit kom på disse kanter, her i lydstudiet? Han smilede, og lignede på samme tid en, der lige havde opdaget en helt ny farve, som måske havde været der hele tiden, ligesom at se farven orange for første gang. Og så kom spørgsmålet…(!) Det kommer nu. Hold fast: “Sjovt du bemærker den slags – har du selv børn?”

Min mave lavede et besynderligt stunt, og en form for stød spredete sig i min krop. Spørgsmålet trængte sig så smerteligt på, at jeg i bar’ befippelse, kom til at lyve om min alder. For svaret var nej! Jeg har da ingen børn! I min unge alder. Næh nej, nu må de stoppe. Han lo af min indrømmelse af alders-løgnen, og jeg sad nu i et frygteligt dilemma, og havde ved grød mit at tænke på. FØRST OG FREMMEST kan jeg ikke slippe tanken, om han mon troede, at vi var jævnaldrende, eller han i det mindste havde en kone på min alder. Det er i sig selv en grusom tanke. Derud over, kom jeg til at tænke på, at hvis jeg ligner en mor, så er det vist ved at være slut med at få kommentare som: “Nææh, er du så ung? Hvor er du talentfuld, at du er her sammen med os gamle, som du dog kan, i din unge alder”… Nu kan jeg se frem til kommentarer, hvor gamle mennesker siger: “Sådan nogle som OS gamle røvhuller, vi bliver jo nød til at gøre plads til de unge talenter”.

Dagen gik. Og aftenen med. Og dér omkring, slår mine rædsomme tanker sig ned i min rødhårede venindes univers. Trods jeg nødigt ville bringe hende i endnu større vanskligheder end jeg selv var, følte jeg, at en anden person (gerne ældre end jeg selv) måtte give mig en af de gode og så velkendte kommentarer. Men de udeblev. Til gengæld fandt jeg ud af, at hun var sådan ca. dobbelt så gammen som jeg hvade formodet! Vi blev enige om, at alder vist nok er noget vi selv skaber. Så NYD øjeblikket lige nu. Det kommer aldrig igen. Og i det næste er du mor.

Jeg havde ellers taget både chips og brunekager med. Men det var som om, at disse velmenende godbidder blev overset i sammenhold med den hjemmelavede risalamande, den varme kirsebærsovs og de mange forskellige slags oste, de andre piger havde med. Det er åbenbart ikke længere smart at spise brune kager fra Fakta. Det er passé, færdigt, og de måtte derfor henslæbe sig evigheden i V’s køkken i al ubenyttethed. Jeg havde heldigvis også medbragt en flaske rødvin og 4 dåseøl. Kom på vej hen til V i tvivl, om hun egentlig ikke havde givet mig netop denne flaske vin i fødselsdagsgave? Nu fik hun den i så fald tilbage. De mange piger var netop ved at afslutte en gaveleg, da jeg var nået op af trapperne. De skreg på gaver. Hysteriske toner hamrede ind i mine øre, og jeg nikkede venligt i håbet om, at uret snart ringede, så man igen kunne få ørenlyd. Da gaverne var pakket ud, fik jeg hilst på N, som er den af disse piger jeg er tættest på. Vi boede faktisk sammen her i sommers. Hun kigger på mig med sin sorte undertrøje på. Hun er den eneste, der kan se så tæske lækker ud iført slidt tanktop. Jeg ligner selv en kvalt kedsomheds person i samme outfit. Ikke overraskende afslører hun, at de har drukket snaps, og er ganske fulde. I et øjebliks mangel på alternativer, tog jeg en rask beslutning, om at drikke mig ned i en fart, der nok ikke ville blive godkendt af sundhedsstyrelsen. Og hvor blev jeg dog glad for denne beslutning. Vi legede endnu en fjolle leg, V holdte en rørende tale og viste sider af sig selv, man måske havde været fin foruden, vi lo, vi drak, og jeg gik.

Min bedste ven F holdete nemlig samme aften housewarming, for gud ved hvilken gang. Denne gang, fordi hans kæreste var flyttet ind. Det var en rigtig fin fest, med mange nye ansigter. Jeg dansede blandt andet med en fyr, der var i åbenlyse vanskligheder med at følge rytmen. Jeg var så sød, at klappe lidt diskret i det bestemte gentagelsesmønster af toner. Næppe med stor succes.

Mødtes senere med ham, der minder mig om Thomas Bo Larsen, bare knapt så nakoman-agtig. Og så stod vi der. I regnen, lørdag nat ved 4-tiden. To fulde mennesker med hver vores grimme cykler og spritånde, og kiggede ud på Nørrebrogade, mens jeg tænkte på, hvor meget hellere jeg ville tage en taxa. Næste morgen spiste vi et helt brød med smør på og tre pølser hver. K havde også været til julefrokost aftenen før, hvor han havde medbragt dette brød. Han havde simpelthen set det komme – forudset, at hvidt brød ingenlunde kan hamle op med flæskesteg og brune kartofler, og tog derfor brødet med sig, efter middagen. Rutineret.

Tog hjem til min bedste veninde M, og kunne mærke et grineflip presse sig på, da jeg på vej op af trapperne, kom til at tænke på, at der oppe i M’s lejlighed sad en person helt alene ved højlys dag, i en tåge af beruselse og intens overtræthed. M tager imod mig iført intet andet end et par sorte g-strengs trusser. Vi griner. En meget besynderlig situation. Krammer min nøgne veninde, og griner kraftigt. Hun er fuld, og byder på en hjemmelavet pebernød. Jeg åbner dåsen, og ser en lille småkage, der næppe ligner en pebernød, og minsandten heller ikke smager af pebernød. Griner mig selv i gulvet. Hører M med en optimistisk og glad stemme sige: “Nej, en bagerpose – hvad har du taget med?” Hun kigger i posen, og hendes ansigt laver et drastisk skift, lægger sig i ærgelsens folder, og en nu yderst skuffet stemme siger: “(….) To tøre boller?” Vi griner af mit åbenlyse fejlkøb, og sætter kursen over imod Føtex, for at købe ind til katoffel pizza. Vi skulle kun have tre kartofler. Da vi vejede dem, så vi, at det blev 5 kroner. Jeg tilbød derfor at betale for dem. Men lod være. Vi så Midt om natten, grinte af alt. Se dét er en god weekend, så det batter. Jeg kan ikke formulere det mere præcist. Tillad mig at lykønske M for at være min bedste veninde – og samtidig minde om, at der vanker payback-time for facebook morsomhedder. Snart!

Visse mennesker gør det svært ikke at ønske sig andet steds hen, når man er I deres nærvær.  En kvindelig direktør gjorde sig den umage, at stille op som et pragteksemplar på denne art: ”Jeg vil bare lige nævne, at jeg syntes det er urimelig dårlig stil, at maden ikke står klar. Så er det nævnt!” Jo, tak – skab du da hellere lige en stemning der henleder tanken på militært diktatur, her på din fødselsdag, og desuden et kvarter før planlagt ankomst. Frikadeller har det til deres oplysning, med at blive kolde, står de længe uden varme. Og de livløse stykker hakket kød, du efterlyser, er ikke det fjerneste mere charmerende, kolde.

”Hvor er vinen?! Hvornår fatter i, at INGEN skal mangle noget, der skal hele tiden komme mere vin!” Disse ord var de næste, der kom fra nævnte direktør, fra den strøm af fornærmelser, der tilsyneladende ingen ende ville tage. ”Vinen er på vej” Hører jeg mig selv sige, med en stemmeføring, der på overfladen fremstår fattet, vel nærmest venlig, men bunder i et indre raseri og frustration.

Da den sidste flaske vin blev sat på bordet, og klokken havde slæbt sig hen mod receptionens slutning, strømmede det stadig ind med folk, der ville spise frikadeller og drikke vin. Det var tydeligt, at det aftalte antal gæster, for længst var fordoblet. Og da hun skulle betale pr. person, blev det forbistrede ansigt beriget med en bæ-mund så gyselig, da hun overhørte min begejsting over de mange gaver til gave-listen-med-navne-til-takkekort-damerne. For i selv samme samtale, fik jeg på snu vis disse kvinder til at afsløre, at der havde været omkring 250 gæster, op mod de forventede 100.

Receptionen fra helvede var slut. Kun fødselaren og hendes nærmeste slaver, var blevet tilbage, for at læsse de mange gaver ud i en lastvogn. Der var også dukket to 3×34 mænd op til samme formål. Den ene havde et makabert ansigt, der måske var blevet kørt over som knægt. Den anden lignede en meget høj prins. Kom til at tænke på, om de der ”gave-listen-med-navne-til-takkekort-damer” var blevet betalt for ulejligheden.(…?)

Her på falderebet gik jeg ikke i vejen for at provokere, og sige højt til min arbejdsveninde M, at jeg ikke forstod hvorfor jeg ikke fik så mange gaver til min fødselsdag. Så sød JEG er! ”Du er ikke gammel nok” var direktørens klare udmelding, uden den mindste varme eller humor i stemmen.

Man kan intet andet end formode, at der i hendes hoved hersker den opfattelse, at os ansatte, og mange andre, bevares, skal ned med nakken. Og ve den der modsætter sig. Hun er et sammensurium af Rungsted Kyst, antikke perlekæder og cigaretskodder. Måske en unik kombination for nogen, men for mig kortslutter det. Hun er et studie i dårlig energi, og har dog samtidig den forførende åndsforladte grusomhed, der, formodes, har gjort hende til succesrig direktør. Ved ikke om en eneste af dem der kom til hendes fødselsdag, er beriget med en skjult side af hende, der i menneskelige termer kaldes sødme. Eller om de alle blot er betalte slaver, og dybest set dødtrætte af frikadeller og for lidt vin. Det blev jeg i hvert fald.

Pudsigt som det vælter ind med mails fra folk jeg ikke mindes have set før. En kronraget mand med cowboybukser beskriver, at have set mig på et studie et sted i byen, for en månedstid siden. Han er lige kommet ud af et mange årrigt ægteskab, og vil gerne drikke kaffe med mig. 10 point for at huske mig, 10 point for at kunne finde min mail, og så ja… Mange årrigt ægteskab.. Minus 200 point.

“Hey Carla – ham der står dér – ham har du vist ikke fået talt med her til aften!?” Ok – nu bli’r det sagt, sendt ud, meldt ud, ja faktisk smidt ud: Jeg taler meget med fremmede. Det være sig i bussen, på vej på indkøb, endda på arbejdet. Ud over at være skuespiller, ville jeg altså egne mig meget bedere til at være sådan en, der ikke var tjener eller bartender på et teater, men snarre en der gik og snakkede med folk, og grinte på stikord af sjove kommentarer, og sørgede for, at Sanne Salomonsen fik sin kaffe med halvt skum og halv kaffe, og Michael Carøe fik den skide gin og tonic. Jeg fandt for aftenen en middel gennemvej, og holdte en god kontakt med de borde jeg skulle sørge for ikke manglede noget, og arrangørene af velgørenheds koncerten. Da aftenen var slut, fik jeg to våde kindkys af en musiker, der havde nydt godt af den evendige strøm af rødvin, et visitkort fra en politiker, der ville være statist i min næste film, og en mail da jeg kom hjem, med beskeden om tak for en dejlig aften.

“Alderdom er et sted man kommer ind, når man er blevet for gammel. Og beslutter man sig alligvel for at drage i krig, så skal man huske at tage skudsikker vest på. For man er meget langsom, når ens knogler er ligesom støv.”

Jeg besøgte min kære mormor idag. På hospitalet sad hun, med sin pæneste bluse på og noget hår, der ikke var blevet klippet i en rum tid. Hun var blevet normal igen, og fortalte mig hurtigt hvad hun ønskede sig til jul. Vi spiste chokolade og lo over de andre tosser på gangen. Alvorlig blev hun dog, da snakken faldt på plejehjem. Stemningen gik fra ubekymret latter, til den dybeste, fortrolige og aller nådigste sammenbidte bemærkning om, at dét kunne der ikke blive tale om. Jeg tog ind til byen og prøvede et strutskørt og spiste noget mad, der gav min mor og jeg, en gemmetrængende kvalme.

Her til aften kom hele holdet af 2. års elever på skuespillerskolen, det hold jeg var til 3. prøve med, ind og så teatrets forestilling. Det var hyggeligt at se dem igen. Især en af dem, der minder lidt om Thomas Bo Larsen, bare ikke helt så nakoman agtig. Og jeg blev kun lidt misundelig over ikke selv, at være den der skulle begejstres og lægge hurtige planer i pausen, om ideer udsprunget fra aftenens stykke.

Cyklede hjem, og måtte erkende at jeg havde spist vel rigeligt med chokolade idag.