Carla Chloe

Når verdens mest retarderede fyr, indleder en samtale på McKluud med: “Hvad er chancen for at vi to kan blive kærester?” er det jeg må stoppe op, for der efter, langsomt og forsigtigt, at bevæge mig ud i en afvisning. Ordene: “ikke eksisterende” tårner sig op i mit hoved. Men et andet sted inde i mig, sidder der en gammel dame med blå rødvinstænder (Ulla med h, altså: Ullah), som helst ser, at jeg følger det gamle regelsæt, hvor man skal tage en masse hensyn, og godt må lyve, for at fremstå sød. Ganske få gange, er det lykkedes mig at gennemskue hendes rødvinsbrandert’s “jeg-ved-bedere-råd”, og indset, at man kommer længst med sandheden. At man faktisk ikke behøver at være flink, over for en, der er fræk nok til, at ville være kærester, uden at have sagt hej først. Ullah holder af positiv opmærksomhed. Frem for alt, og frem for negativ opmærksomhed, ikke mindst. Så selvom min hjerne mener, at “tilbuddet” er omtrent lige så sandsynligt som, at jeg blev gift med Jude Law (at foretrække dog), fastholder Ullah den pæne afvisning frem for den sjove. Jeg syntes i øvrigt slet ikke, at Takt og Tone kommer grundigt nok ind på denne problemstilling. Og hvad vigtigere er; hvordan man slipper af med trælse Ullah. Hun sviner med rødvin gør hun. Og så lugter hun rasende fælt – af uhæmmet angst og usikkerhed.

Min mor siger altid, at man skal følge sit hjerte, og at man ikke skal lægge sin energi ud til andre. Helt sikkert. Jeg forelsker mig jo konstant! Men i min forelskelse, når jeg skal tage mig sammen til at følge andet råd, er det som om, at det kortslutter. For som jeg i tidligere indlæg har nævnt, så er jeg sucker for ros. Ups, jeg mener: Ullah er! Ullah skal lige tage og fucke af.. Nu. Tak. Så kan man måske få lidt ro til, at finde sin store kærlighed, få sig en sjov hund og nogle børn med flot hår. Ind til da, så tror jeg sgu jeg gifter mig med mig selv. Så kan jeg elske og ære mig selv, til døden sig skiller.

Jeg så en engel i lørdags. Jeg så en engel, og glæden selv lørdag nat. Og jeg så det hele på McKlud. Pludselig sad der, uden nogen former for advarsel, en gammel dame overfor mig, på en af McKluds slidte bænke. Hun var omkring 60 år, meget farverig i tøjet, iført hjemmesko og havde tilmed helt orange hår. Hun hørmede af glæde, grin og lange druksange. Så jeg gav hende en hjertelig velkomst. Nogen ved bordet troede endda, at det var min mor. Det var det såmænd ikke. Det stærkeste jeg har set min mor drikke, er et dobbelt kaffe shot i sin latte, og jeg vil godt vædde med, at det ikke var kaffe shots denne dame havde under vesten. Hun grinte uden at bevæge munden, og sang ”stik mig en øl” på yderst opsigtsvæggende vis. Hun var et festfyrværkeri af glæde, og selvom hun var fuld af druk, som nogen måske vil mene tager lidt af det fine i historien, tror jeg hun havde det sjovere den aften, end en bankmand fra Birkerød nogensinde har turde drømme om. OM hun var en engel eller ej, kan selvfølgeligt være svært at bevise. Men fornemmelsen var alligevel så stærk, at der ikke var nogen tvivl i mit sind.

Jeg var i øvrigt lige kommet hjem fra Aarhus den aften. Det hele var gået godt til prøven, og jeg var i det hele taget ret stolt ved situationen. I hvert fald hvis man ser bort fra den mavepine jeg havde slæbt på, siden lørdag morgen. Det må her nævnes, at det IKKE kan anbefales at have ræser-mave for fuld skrue, i et tog fra Aarhus til København, med kun ét fungerende toilet. Og næppe er det vel nogen god ide, aftenen derpå, at spise stærk indisk mad. Men ikke desto mindre mødtes jeg med Homo frisøren, Make-up artisten, Punkeren, og to andre film folk, til middag på Tandori Masala på Halmtorvet. Maden var fin, maven i bedring, og tanken om snart at finde hegnet på McKuld, gjorde mig lidt lykkelig.

Da jeg vågnede søndag morgen, havde natten forvandlet min brandert til en mindre ildebrand i hjernen. Slugte to panodiler og stod først op igen, da branden føltes som en svag trykken. Slukkede resterne med kakaomælk, i bussen på vej hjem til min mor. Nåede frem til hendes havne bolig, hvor jeg så tv og chattede hele dagen væk.

I dag tog min mor og jeg havnebussen ind mod byen, hvor jeg havde lovet at hente en sort blonde-silke kjole, med matchende sko til, som jeg skal have på til ”Far til Fire på Japansk” – premieren. Jeg hentede det i Nyhavn, på Edith og Ella kontoret. Havde stadig mit søndags tøj på: Peak Performance jakke, termo sko og ternede bukser. Lignede sådan en type, der altid spiller meget insisterende på klaver, når man er til et middags selskab. Sådan en, der altid stanger tænder, offentlige steder, og som syntes det er heeelt naturligt at prutte. Sammen med fremmede. Og sidst men ikke mindst, en der kalder alle for ”ven” med jysk dialekt. Jeg hentede derfor i al hast mine nye smukke gaver, takkede mange gange – og fes derefter af sted, i håb om, at ingen bemærkede mit tvivlsomme outfit. Med indre jubel over nyt tøj, besluttede jeg at slå et smut forbi min gamle svigermor. Hvad jeg desværre havde glemt var, at hun havde flyttet sin designer shop hen til hendes nye model bureau.. Og så hun var hun der ikke engang. Det var derimod min gamle kærestes storesøster. Og her stod jeg så. På et yderst hipt model bureau, med mit jyske tøj, og blev helt stresset over det jeg havde gang i. Men hun var så sød simpelthen, og jeg nåede oven i købet, at blive lidt rørt over hendes fine modtagelse. Da jeg kom hjem, prøvede jeg mit nye tøj, og gik lidt rundt i det, mens jeg sang med på The Balcony, og missede med øjnene, og forestillede mig selv, uden uldne ben. Nu skal jeg over på teatret og optræde for et par netop løsladte fanger. Spændende.

Jeg tør næsten ikke at skrive om det.. Det er næsten som at tegne en forbudt tegning, eller skrive et indlæg om en sur dame der har fødselsdag (med resultatet: Fyret).  Men jeg kan afsløre, at jeg er på vej til Aarhus, og det efter en mindre katastrofe. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg stod på Københavns Hovedbanegård, med en stor lædertaske under den ene arm, og baksede med en telefon i den anden. Jeg var netop stået ind i toget, da stemmen i den anden ende af røret blev mig fjern, og (for en stund) ligegyldig. Jeg opdagede, at jeg ikke befandt mig i toget til Aarhus, men toget til Sverige. Troede kun det var på motorvejen den slags fejl skete. Det var nogle mærkelige sekunder, der kom lige efter. Jeg lagde på, og indså, at det tog jeg lige havde set køre af sted til Fredericia, var det der skulle have kørt mig til Aarhus. Jeg brugte ventetiden på at spise pomfritter og drikke verdens største kop kaffe. Spiste og drak mig ud af katastrofen, som ved nærmere eftertanke måske bare var en lille svipser.

Det har ellers været en dag med ordet ”kontrol” som gennemgående tema. Jeg har gjort pisse meget rent, sendt de sms’er jeg i løbet af ugen ikke har haft tid til (Læs: de kedelige og arbejdsrelaterede sms’er, som jeg ikke gider spilde 25 øre på – så flovt), trænet og lavet sund mad. Alle ting jeg gerne ville have praktiseret hele ugen.. Det skete ikke. Men de 6 timer min sunde livsstil varede, har været fantastiske.

Mit glattejern ville ikke med den lange vej til Aarhus. Så jeg sidder i lidt af et dilemma. Enten skal jeg spille min teatertekst med hue på, eller også må jeg tage til takke med trolde looket, og gå på scenen med mit udpinte stød hår.

Kom (til alle andres store irritation) lige til at le ret højt her i kupeen. Min hjerne var taget på langfart, hvor den var stødt på et af livets helt store forskrækkelser. Det hele startede ellers ganske festligt ud. Jeg havde netop vundet to biografbilletter, fordi jeg havde holdt en sjov tale under middagen. Det var en opgave jeg var sat på, som et led i en selskabsleg. Vi var til afslutnings fest på en film produktion, og for dem der ikke ved det, så betyder det fri alkohol. Så jeg blev fuld. Rigtig fuld. Så snart den sidste bid mad var blevet slugt, fes jeg manisk ud på dansegulvet, smed de høje sko og kastede mig ud i benhård hiphop.

Tiltrak en del opmærksomhed på den konto, og blev derfor ikke vildt overrasket, da en af de lidt ældre mænd, tog fat i min hånd, og forsøgte sig på pardans – med mig. Da vi lidt efter stod over for hinanden, med frie hænder, begyndte han at danse uhæmmet sexet op af mig. Han sagde, at jeg måtte love ham, at sige når jeg gik. ”Jaja” var mit tåbelige svar. Efter GRUSOM befamling i baren, og ord som ”du er sikkert helt glatbarberet” og ”du er en moden blomst – jeg godt gad ….” fra en mand, der kunne være min oldefar, besluttede jeg mig at pakke sydfrugterne og drage hjem. Her kom jeg i tanke om mit løfte fra tidligere. Han stod heldigvis og snakkede med nogle andre, så jeg sagde farvel og tobak til hele flokken. MEN til min store fortrydelse hørte jeg en velkendt stemme sige: ”Ja hold da op, klokken er blevet mange, skal vi ikke følges?”. Det skulle vi åbenbart, men først skulle jeg på toilettet. Sad der ude lidt, med desperationens sved på panden, for at finde en flugtvej. Magtede hverken konfrontationen eller afvisning.

Så derfor mit snit til lige at kunne løbe ud på et depot, uden at blive set. Her var der en lille trappe, der førte ud på en altan. Her var der så igen en stige, der hang i to kroge på en væg. Man blev nød til at hoppe hen på stigen fra altanen,  så det gjorde jeg. Og så hang jeg ligesom der, med en mærkelig brusen i blodet, og indså, at der var temmeligt langt ned, og at manden jeg flygtede fra,

stod nede i gården. Gik mildest talt i panik. Hvis jeg havde besvær med at forklare mig ud af min situation før, ville det at stå på en stige højt oppe på en bygning, næppe gavne. Jeg hoppede ned, og blev mødt med en kommentar, om det længste toiletbesøg han havde været vidne til.. I taxaen var stemningen lummer, og der var et sæt gamle mandehænder på mine lår. Jeg skyndte mig derfor ud, og smækkede døren med

ordene: ”Kom godt hjem, og hils din kone!”. Magen til idioti skal man fandeme lede længe efter.

Troede faktisk jeg skulle mødes med et menneske, der kun skriver korte arrogante sms’er, et menneske der går på smarte in-cafeer, taler halvt engelsk/halvt dansk, og som ikke tåler usikkerhed eller fimsede termo sko. Var lidt bange faktisk.. Lukkede derfor øjnene i metroen, og havde lyst til at gemme mig under mit sæde. Som om min date blev til luft, hvis jeg lå dernede med lukkede øjne. Men ingen som har  hvide Hunter gummestøvler på (trods 40 minus grader), og trods alt en god portion selvtillid, kan lukke øjnene, og ligge stille særligt længe af gangen. Jeg skulle mødes med Ham Der Rakte Tunge På TS. Til min store forbløffelse, så han faktisk utrolig venlig ud, som han stod der i døren, som ikke kunne åbnes helt, fordi en hvid læder sofa chaiselong stod i gangen. Han var lige flyttet ind, og hende der boede der før, havde stadig nogle ting stående. Denne chaiselong var på vej ud, sagde han. Jeg var fristet til at spørge, om det var 80′erne der havde ringet – og bedt om at få deres møbler tilbage. Men resten af sofaen stod stadig inde i stuen..! I stedet fik jeg dog spurgt, hvorfor hende der boede der før ham, ikke havde taget sit legetøj med sig? Det var så hans egen søns.. Mistede for et kort øjeblik overblikket. Men så gik vi ud i køkkenet for at hente vanilje kranse fra Irma, tørrede tranebær og kaffe med vanillie rismælk i. Jeg fik det store krus. Vi startede blidt ud med, at tale om livets vigtigste formål, hvor jeg fik en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg bliver ret så verbal, når jeg møder nye mennesker, især når de overrasker med venlighed. Og blev derfor vidne til et orgie af ord, om min far, mangel på samme, min seje mor og min teenager bror. Han sagde han elskede historier fra det virkelige liv. Og opmuntrede mig derfor til at fortsætte min uafbrudte talestrøm. Han fik dog taletid, til at vise mig de  planter han selv havde plantet, lige ved terrasse døren. Den ene var en klementin plante, hvis blade duftede heraf. Det var som om, at de 4 timer vi var sammen, var verden bare lille og sjov. Og det selvom vi talte om en masse store og farlige ting. Fandt i øvrigt ud af, at hans hjemmesko var lavet i termo, han er træt af folk der taler engelsk, når de ikke behøver, og slet ikke opdager, at man er usikker. Den arrogante besked, var i øvrigt selvforskyldt.. Havde åbenbart skrevet, at jeg ikke kunne ses senere, her den anden dag, fordi jeg skulle se Livvagterne med min veninde M. Han havde efterfølgende spurgt om jeg ville ses eller hvad? SÅ jeg anbefaler alle derude: Ret ryggen, lad dig ikke synke sammen i metroen med lukkede øjne. Verden vil dig det bedste.

Vi sluttede af i Fakta. Og da vi i køen stod i noget meget ugyggeligt og skarpt lys, sagde  HDRTPTS, at jeg jo fakisk havde en del smilerynker der krøllede ved øjenkrogene.. Jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget så fornærmende, afleveret så mildt og med en så fin barnlig naivitet. MEN,  så var det pludselig som om, at jeg med et trylleslag, fik rigeligt med tid til at grine-græde på en stresset måde. Jeg sagde, at jeg ville smadre ham, og slog ham lidt på jakken..Og så tog vi hjem, hver for sig.. Med vores indkøbs – og øjen poser..

Jeg ønsker mig forresten masser af luksus og masser af lykke og masser af dyner her i 2010. Noget der kan gøre mig rigtig lykkelig, er nemlig, når jeg har husket at lægge mine dyner helt op af radiatoren, så de er temmeligt varme, når jeg skal sove. Og jeg bliver også ret glad, når jeg vågner, og ikke behøver at stå op. Jeg magter så lidt, den elendige fornemmelse, der rammer en, når man åbner øjnene, og kan høre ens vækkeur  ringe. Ingen ved hvor natten blev af, hvad der så at sige gik galt for tidsfornemmelsen. Jeg har prøvet det et par gange, og kan godt komme med et par gode foreslag, men den virkelige forklaring kender jeg ikke. Det er så godt jeg arbejder om aftenen. For så slipper man for at tænke over den slags.

Jeg elsker desuden ros. Og da jeg ikke kan få nok, vil jeg i det nye år, også selv begynde at rose. Mig selv. Sole mig i søde ord – dagen lang, uge efter uge, igen og igen. Og samtidig minde mig selv om, at det hele nok skal gå. Fremad.

Min bedste veninde M: “Ham? Jamen, var det ikke ham, der ikke ville se dig længere – fordi han syntes din røv var for stor?… (Lang truende tavshed)… Ååh, det er noget R har fortalt mig!” Jeg var lige ved at kløjs i en mundfuld inside-out maki af bare forargelse. Men tjoe.. Som jeg engang vendte mig om og sagde, under et samleje med en fyr, der gentagende gange forsøgte sig med det “forkerte hul”: “Det kan godt være min røv er stor. Men mit røvhul er fandeme lille!”.

Her vil jeg straks bevæge mig videre til emnet mad og ældre mande venner. Jeg var dagen før juleaften – på en gastronomisk flyvetur med min fine ven H. H er en del ældre end mig, men han bruger udtrykket “grande” og så går han i gule ruskindssko. Et sandt bombadement af smags indtryk skulle møde os denne aften på Grønnegade. H havde været der før, og ville vise mig indretningen oven på. Et hensyn han nu ikke havde behøvet gøre sig – der var pisse koldt, og lyset dæmpet. Tjeneren syntes, at han ville være flink, og bestemte sig for at forkæle os med en gratis forret: Dådyr mørbrad med pærekompot (noget i den art i hvertfald – H går på jagt – spør’ ham). Til fiske hoveretten hørte sig indbagt risotto i panko rasp (det der rasp man oftest ser på konge rejer). Det var som at høre Nina Simone “Feeling good” for første gang – fucking good! http://www.youtube.com/watch?v=h8tuTSi6Sck Da vi var kommet igennem retterne, vinen og havde spist alt valnøddebrødet, forlod vi svævende stedet og drak kaffe på den Franske Café.

Næste gang jeg så H, var nytårs dag. Da han bor på Lars Tyndskids mark, havde han lejet et værelse på Skt. Petri. Aftalen var at spise frokost og ønske hinanden godt nytår, inden vi skulle hver til sit. Han til middag på Custom House, og jeg til den niceste pige middag hos min formidable så-godt-som-kok-veninde, som selvfølgelig stod for maden. Nåh, men vi skulle jo have noget frokost altså – og alt havde stengt nok lukket der på nytårsdag. UNDTAGEN en sushibar. Her købte vi sushi, som vi tog med op på hotelværelset, hvor vi spiste, drak champange og gjorde os klar sammen. Jeg havde desuden glemt at tage nylon strømper med, og da jeg ikke ønskede at det nye år skulle brække sig ved synet af mig, panik-købte jeg et par leopard strømper, der med garanti ikke vil blive brugt i 2010.

Har iøvrigt malet en elg.

Selvom ingen turde sige det, føltes det som om, at pigen brændte for at sige noget i stil med: ”Ved du hvad Carla, det er pisse stærkt af dig, at du kommer her, og ikke prøver at virke så gammel, som du jo er”. Lidt efter tog hun på The Moose, alene. Følte mig som en lille, bange gris, da jeg indså, at pigen havde gået i samme folkeskole som jeg – og det mange klassetrin under mig. Min veninde M, er 19 år, og jeg er 21. En aldersforskel jeg ikke ser nogen forhindringer i. Men jeg måtte konstatere, at jeg var havnet i et selskab, der ikke var 18-19 år på samme måde som M.

M, jeg og hendes seje veninde med kort asymetrisk hår tog på TS, hvor jeg mødte en gammel flamme H. Så ham ud af det ene øje, og kom ind i den der fesne tunnel, hvor jeg kunne mærke mit eget hjerte slå. Vi hilste. Sekunderne slæbte sig af sted, mens han undskyldte for sin latterlige opførsel sidst. Jeg mærkede kvalmen over at være vidne til et fuldemands projekt, om at få en chance til. Sidst jeg så ham, var i en Seven Eleven storkyssende med sin såkaldte veninde, ikke mange timer efter han havde sagt, han elskede mig. Fortalte ham, at jeg var færdig med upålidelige, uoprigtige mænd, der lever et dobbeltliv ved at have et sideløbende forhold med ekskærester og andre tilfældige piger. Gik stolt over til M, som gav mig et high five. Ramte som altid håndleddet.

Fik i øvrigt refunderet en fødselsdagsgave i Magasin tidligere på dagen, da fødselsdagen var blevet aflyst. Fik ved en fejl 70 kr. for meget tilbage. Skyndte mig ud, med små hastige skridt, og købte lynhurtigt en ansigts creme i Matas, der oversteg beløbet adskillige gange.

Sidespor – SENERE stod jeg og talte med en dj, som jeg af og til hilser på i byen. Han sender nogle gange, i de sene nattetimer, beskeder på Facebook hvor der står, at han vil æde mig. Nu berettede han den idé han har om mig ”Du er sådan en lyshåret ung pige, der står på en eng og plukker blomster”. Mit blik søgte andetsteds, og jeg spottede en køn mand, der mindede mig om det billede min mor har sendt. Han rakte tunge. Rakte tunge tilbage, og gik over og kyssede ham. Does it make sense? Eller er jeg stadig bimlende fuld?

Rundede dagen af med tre cheeseburgers og to pølsehorn. Bemærkede, at der inden i mig sad en lille mand, og klappede sine hænder langsomt mod hinanden – nærmest i slow motion – mens han lo. Om lidt kommer min ven A, og sammen kører vi til Allerød for at se teater med tømmermænd.