Det er en skamfuld citron, men presses må den.. Jeg fik idag spørgsmålet, jeg ikke anede, man i ramme alvor kunne stille mig. Jeg fik spørgsmålet, der fik sat det hele i kog inden i min hjerne. Jeg fik spørgsmålet i et lydstudie. Der hvor Irma Hønens æg ville lande, landede de ved Sortedamssøen, efter en storm for eksempel.
Det særlige spørgsmål kommer lige straks. Men først de kolde facts: Jeg var netop kommet op af industri elevatoren, for så at træde ind i et lokale, som tilfældigvis var det lydstudie jeg idag skulle til eftersynk i. Sagde hej, lidt højt, da jeg ikke kunne få øje på nogen. Det var tændt sterrinlys. Mange ting havde fundet deres vej til dette lydstudie. Og her var de så, tingene. Tingene og nogle ikon billeder, lavet af Mexikanske børn, formodes. En gråhåret mand stikker hovedet ud af en dør. Han siger hej, og sådan nogle andre velkomst kommentarer. Vi følges ud i køkkenet, hvor jeg takker nej til brunekager (noget har jeg da lært), og ja til danskvand fra Irma. Der hænger blandt mange andre, et billede af en lille dreng, som man kan kan se, ligner sin far, lydmanden. Jeg så, at der ved siden af et par kina sko i, ja nok en størrelse 43, stod et par bittesmå kinasko. Spurgte om hans søn tit kom på disse kanter, her i lydstudiet? Han smilede, og lignede på samme tid en, der lige havde opdaget en helt ny farve, som måske havde været der hele tiden, ligesom at se farven orange for første gang. Og så kom spørgsmålet…(!) Det kommer nu. Hold fast: “Sjovt du bemærker den slags – har du selv børn?”
Min mave lavede et besynderligt stunt, og en form for stød spredete sig i min krop. Spørgsmålet trængte sig så smerteligt på, at jeg i bar’ befippelse, kom til at lyve om min alder. For svaret var nej! Jeg har da ingen børn! I min unge alder. Næh nej, nu må de stoppe. Han lo af min indrømmelse af alders-løgnen, og jeg sad nu i et frygteligt dilemma, og havde ved grød mit at tænke på. FØRST OG FREMMEST kan jeg ikke slippe tanken, om han mon troede, at vi var jævnaldrende, eller han i det mindste havde en kone på min alder. Det er i sig selv en grusom tanke. Derud over, kom jeg til at tænke på, at hvis jeg ligner en mor, så er det vist ved at være slut med at få kommentare som: “Nææh, er du så ung? Hvor er du talentfuld, at du er her sammen med os gamle, som du dog kan, i din unge alder”… Nu kan jeg se frem til kommentarer, hvor gamle mennesker siger: “Sådan nogle som OS gamle røvhuller, vi bliver jo nød til at gøre plads til de unge talenter”.
Dagen gik. Og aftenen med. Og dér omkring, slår mine rædsomme tanker sig ned i min rødhårede venindes univers. Trods jeg nødigt ville bringe hende i endnu større vanskligheder end jeg selv var, følte jeg, at en anden person (gerne ældre end jeg selv) måtte give mig en af de gode og så velkendte kommentarer. Men de udeblev. Til gengæld fandt jeg ud af, at hun var sådan ca. dobbelt så gammen som jeg hvade formodet! Vi blev enige om, at alder vist nok er noget vi selv skaber. Så NYD øjeblikket lige nu. Det kommer aldrig igen. Og i det næste er du mor.
Jeg havde ellers taget både chips og brunekager med. Men det var som om, at disse velmenende godbidder blev overset i sammenhold med den hjemmelavede risalamande, den varme kirsebærsovs og de mange forskellige slags oste, de andre piger havde med. Det er åbenbart ikke længere smart at spise brune kager fra Fakta. Det er passé, færdigt, og de måtte derfor henslæbe sig evigheden i V’s køkken i al ubenyttethed. Jeg havde heldigvis også medbragt en flaske rødvin og 4 dåseøl. Kom på vej hen til V i tvivl, om hun egentlig ikke havde givet mig netop denne flaske vin i fødselsdagsgave? Nu fik hun den i så fald tilbage. De mange piger var netop ved at afslutte en gaveleg, da jeg var nået op af trapperne. De skreg på gaver. Hysteriske toner hamrede ind i mine øre, og jeg nikkede venligt i håbet om, at uret snart ringede, så man igen kunne få ørenlyd. Da gaverne var pakket ud, fik jeg hilst på N, som er den af disse piger jeg er tættest på. Vi boede faktisk sammen her i sommers. Hun kigger på mig med sin sorte undertrøje på. Hun er den eneste, der kan se så tæske lækker ud iført slidt tanktop. Jeg ligner selv en kvalt kedsomheds person i samme outfit. Ikke overraskende afslører hun, at de har drukket snaps, og er ganske fulde. I et øjebliks mangel på alternativer, tog jeg en rask beslutning, om at drikke mig ned i en fart, der nok ikke ville blive godkendt af sundhedsstyrelsen. Og hvor blev jeg dog glad for denne beslutning. Vi legede endnu en fjolle leg, V holdte en rørende tale og viste sider af sig selv, man måske havde været fin foruden, vi lo, vi drak, og jeg gik.
Min bedste ven F holdete nemlig samme aften housewarming, for gud ved hvilken gang. Denne gang, fordi hans kæreste var flyttet ind. Det var en rigtig fin fest, med mange nye ansigter. Jeg dansede blandt andet med en fyr, der var i åbenlyse vanskligheder med at følge rytmen. Jeg var så sød, at klappe lidt diskret i det bestemte gentagelsesmønster af toner. Næppe med stor succes.
Mødtes senere med ham, der minder mig om Thomas Bo Larsen, bare knapt så nakoman-agtig. Og så stod vi der. I regnen, lørdag nat ved 4-tiden. To fulde mennesker med hver vores grimme cykler og spritånde, og kiggede ud på Nørrebrogade, mens jeg tænkte på, hvor meget hellere jeg ville tage en taxa. Næste morgen spiste vi et helt brød med smør på og tre pølser hver. K havde også været til julefrokost aftenen før, hvor han havde medbragt dette brød. Han havde simpelthen set det komme – forudset, at hvidt brød ingenlunde kan hamle op med flæskesteg og brune kartofler, og tog derfor brødet med sig, efter middagen. Rutineret.
Tog hjem til min bedste veninde M, og kunne mærke et grineflip presse sig på, da jeg på vej op af trapperne, kom til at tænke på, at der oppe i M’s lejlighed sad en person helt alene ved højlys dag, i en tåge af beruselse og intens overtræthed. M tager imod mig iført intet andet end et par sorte g-strengs trusser. Vi griner. En meget besynderlig situation. Krammer min nøgne veninde, og griner kraftigt. Hun er fuld, og byder på en hjemmelavet pebernød. Jeg åbner dåsen, og ser en lille småkage, der næppe ligner en pebernød, og minsandten heller ikke smager af pebernød. Griner mig selv i gulvet. Hører M med en optimistisk og glad stemme sige: “Nej, en bagerpose – hvad har du taget med?” Hun kigger i posen, og hendes ansigt laver et drastisk skift, lægger sig i ærgelsens folder, og en nu yderst skuffet stemme siger: “(….) To tøre boller?” Vi griner af mit åbenlyse fejlkøb, og sætter kursen over imod Føtex, for at købe ind til katoffel pizza. Vi skulle kun have tre kartofler. Da vi vejede dem, så vi, at det blev 5 kroner. Jeg tilbød derfor at betale for dem. Men lod være. Vi så Midt om natten, grinte af alt. Se dét er en god weekend, så det batter. Jeg kan ikke formulere det mere præcist. Tillad mig at lykønske M for at være min bedste veninde – og samtidig minde om, at der vanker payback-time for facebook morsomhedder. Snart!
Visse mennesker gør det svært ikke at ønske sig andet steds hen, når man er I deres nærvær. En kvindelig direktør gjorde sig den umage, at stille op som et pragteksemplar på denne art: ”Jeg vil bare lige nævne, at jeg syntes det er urimelig dårlig stil, at maden ikke står klar. Så er det nævnt!” Jo, tak – skab du da hellere lige en stemning der henleder tanken på militært diktatur, her på din fødselsdag, og desuden et kvarter før planlagt ankomst. Frikadeller har det til deres oplysning, med at blive kolde, står de længe uden varme. Og de livløse stykker hakket kød, du efterlyser, er ikke det fjerneste mere charmerende, kolde.
”Hvor er vinen?! Hvornår fatter i, at INGEN skal mangle noget, der skal hele tiden komme mere vin!” Disse ord var de næste, der kom fra nævnte direktør, fra den strøm af fornærmelser, der tilsyneladende ingen ende ville tage. ”Vinen er på vej” Hører jeg mig selv sige, med en stemmeføring, der på overfladen fremstår fattet, vel nærmest venlig, men bunder i et indre raseri og frustration.
Da den sidste flaske vin blev sat på bordet, og klokken havde slæbt sig hen mod receptionens slutning, strømmede det stadig ind med folk, der ville spise frikadeller og drikke vin. Det var tydeligt, at det aftalte antal gæster, for længst var fordoblet. Og da hun skulle betale pr. person, blev det forbistrede ansigt beriget med en bæ-mund så gyselig, da hun overhørte min begejsting over de mange gaver til gave-listen-med-navne-til-takkekort-damerne. For i selv samme samtale, fik jeg på snu vis disse kvinder til at afsløre, at der havde været omkring 250 gæster, op mod de forventede 100.
Receptionen fra helvede var slut. Kun fødselaren og hendes nærmeste slaver, var blevet tilbage, for at læsse de mange gaver ud i en lastvogn. Der var også dukket to 3×34 mænd op til samme formål. Den ene havde et makabert ansigt, der måske var blevet kørt over som knægt. Den anden lignede en meget høj prins. Kom til at tænke på, om de der ”gave-listen-med-navne-til-takkekort-damer” var blevet betalt for ulejligheden.(…?)
Her på falderebet gik jeg ikke i vejen for at provokere, og sige højt til min arbejdsveninde M, at jeg ikke forstod hvorfor jeg ikke fik så mange gaver til min fødselsdag. Så sød JEG er! ”Du er ikke gammel nok” var direktørens klare udmelding, uden den mindste varme eller humor i stemmen.
Man kan intet andet end formode, at der i hendes hoved hersker den opfattelse, at os ansatte, og mange andre, bevares, skal ned med nakken. Og ve den der modsætter sig. Hun er et sammensurium af Rungsted Kyst, antikke perlekæder og cigaretskodder. Måske en unik kombination for nogen, men for mig kortslutter det. Hun er et studie i dårlig energi, og har dog samtidig den forførende åndsforladte grusomhed, der, formodes, har gjort hende til succesrig direktør. Ved ikke om en eneste af dem der kom til hendes fødselsdag, er beriget med en skjult side af hende, der i menneskelige termer kaldes sødme. Eller om de alle blot er betalte slaver, og dybest set dødtrætte af frikadeller og for lidt vin. Det blev jeg i hvert fald.
Pudsigt som det vælter ind med mails fra folk jeg ikke mindes have set før. En kronraget mand med cowboybukser beskriver, at have set mig på et studie et sted i byen, for en månedstid siden. Han er lige kommet ud af et mange årrigt ægteskab, og vil gerne drikke kaffe med mig. 10 point for at huske mig, 10 point for at kunne finde min mail, og så ja… Mange årrigt ægteskab.. Minus 200 point.
“Hey Carla – ham der står dér – ham har du vist ikke fået talt med her til aften!?” Ok – nu bli’r det sagt, sendt ud, meldt ud, ja faktisk smidt ud: Jeg taler meget med fremmede. Det være sig i bussen, på vej på indkøb, endda på arbejdet. Ud over at være skuespiller, ville jeg altså egne mig meget bedere til at være sådan en, der ikke var tjener eller bartender på et teater, men snarre en der gik og snakkede med folk, og grinte på stikord af sjove kommentarer, og sørgede for, at Sanne Salomonsen fik sin kaffe med halvt skum og halv kaffe, og Michael Carøe fik den skide gin og tonic. Jeg fandt for aftenen en middel gennemvej, og holdte en god kontakt med de borde jeg skulle sørge for ikke manglede noget, og arrangørene af velgørenheds koncerten. Da aftenen var slut, fik jeg to våde kindkys af en musiker, der havde nydt godt af den evendige strøm af rødvin, et visitkort fra en politiker, der ville være statist i min næste film, og en mail da jeg kom hjem, med beskeden om tak for en dejlig aften.
“Alderdom er et sted man kommer ind, når man er blevet for gammel. Og beslutter man sig alligvel for at drage i krig, så skal man huske at tage skudsikker vest på. For man er meget langsom, når ens knogler er ligesom støv.”
Jeg besøgte min kære mormor idag. På hospitalet sad hun, med sin pæneste bluse på og noget hår, der ikke var blevet klippet i en rum tid. Hun var blevet normal igen, og fortalte mig hurtigt hvad hun ønskede sig til jul. Vi spiste chokolade og lo over de andre tosser på gangen. Alvorlig blev hun dog, da snakken faldt på plejehjem. Stemningen gik fra ubekymret latter, til den dybeste, fortrolige og aller nådigste sammenbidte bemærkning om, at dét kunne der ikke blive tale om. Jeg tog ind til byen og prøvede et strutskørt og spiste noget mad, der gav min mor og jeg, en gemmetrængende kvalme.
Her til aften kom hele holdet af 2. års elever på skuespillerskolen, det hold jeg var til 3. prøve med, ind og så teatrets forestilling. Det var hyggeligt at se dem igen. Især en af dem, der minder lidt om Thomas Bo Larsen, bare ikke helt så nakoman agtig. Og jeg blev kun lidt misundelig over ikke selv, at være den der skulle begejstres og lægge hurtige planer i pausen, om ideer udsprunget fra aftenens stykke.
Cyklede hjem, og måtte erkende at jeg havde spist vel rigeligt med chokolade idag.
Modtager en besked kl. 14.00: “Hey – jeg sidder her sammen med to venner, der herre gerne vil se dine bryster. Har sagt de skal spørge selv” Griner højt, og svarer, at jeg godt ved det er K selv der vil se dem. Min veninde M, var i telefonrøret, og sagde at, mangel på hjerne skal man godt nok lede længe efter. Grinte af hendes kommentar, og tænkte, at jeg nu faktisk syntes det var en ganske snu besked.
Der står tre mennesker på dansegulvet. De danser på livet løs, og den højeste af dem laver endda sprællemænd. Jeg får øje på min bedste veninde M. Hun er meget fuld, og jeg nåede kun at drikke to dåseøl på min cykeltur på vej derhen. En tyk engelsk bøsse kommer hen, og hiver mig med ud på dansegulvet. Danser så godt jeg kan, så godt, at en ung fyr danser sig vej ind imllem mig og bøssen. Han var hurtig til at få startet en samtale: ”Hvem er du? Du ligner da ikke en der læser jura med den der røde bluse og grønne netstrømper.” Han talte lige lovlig højt, og så lignede han ham drengen fra Alene Hjemme på en prik. Jeg kunne se på hans mobil diplay, at han havde en kæreste. Det var ellers ikke de første tanker man gjorde sig om ham. Han snakkede om hvordan han skulle knalde mig i nat, mens vi stod og fandt noget musik på en i-pod. Og han var også ude i et kys-forsøg på dansegulvet. Pludselig var han væk. En ny fyr dukkede da op, T. Jeg havde mødt han en gang før til en fødselsdag. Han er yderst morsom, og meget charmerende. Og så har han en kæreste. Det snakkede han meget om, mens han også gjorde klar, at han gerne ville knalde med mig, og at min skæve tand så flot ud. Da festen var ved at pakke sammen, kom en af gæsterne forbi det bord jeg sad ved, med en tåbelig støvsuger på ryggen. Han var utrolig vred over rengøringssituationen, og jeg tog hjem.
Da jeg vågnede dagen efter, havde jeg i løbet af natten modtaget en sms fra prinsen på den hvide hest, der skrev “at han meget gerne ville se mig igen. Ligegyldigt hvad.” Ligegyldigt hvad?? Sms’en var blevet sendt kl. 04.00 om natten, og temmelig sikkert på vej hjem fra DR’s julefrokost.. Med en lummer tanke eller to i ærmet.
Er det virkelig alt mænd har i hovedet – at knalde?! Ikke at jeg selv kan se mig fri for denne tankegang, men må godt nok hilse at sige, at ligegyldig hvor søde og sympastiske de mænd jeg møder er, så er det bare som om, at det de trods kærester og samvittighed bare gerne vil, er at se mine bryster og knalde..
Søndag eftermiddag blev det mig for meget. Jeg gav efter, og kunne pludselig se det gode og smarte i at tilbringe resten af weekenden med (R). Den ide var han mere end frisk på. Vi handlede ind på Fisketorvet og kyssede i grøntsagsafdelingen. Holdte endda i hånd, og var enige om at granatæble er en hysterisk frugt. Så den købte vi til broccolisalaten. Det var dejligt at være sammen med ham igen. Han rører ved mig på sådan en måde, som om at han tænker, at blødere og mere lækker findes simpelthen ingen andre. Han er behageligt selskab, og at vågne op sammen med ham, er næsten bedere end at falde i søvn sammen. Så det var rart. Dagen efter blev jeg efter han var taget på arbejde, spiste pebernødder og gjorde lidt rent iført (R)’s morgenkåbe. Tænkte, at det var sidste gang jeg skulle gå rundt i denne fine lejlighed ved stranden. Sidste gang jeg skulle vakle mellem fornøjelsen ved denne dejlige persons nærvær, og samtidig den viden, at en fremtid sammen desværre ikke kan lade sig gøre. Og med tanken om, at pillen der gør en 10 år yngre ikke er opfundet endnu, puttede jeg nøglen i postkassen og tog metroen hjem.
Ramte lige ind i frokost pausen, da jeg kom over på palæet. Fandt hurtigt ud af, at jeg ville lægge ud med en æggemad, for derefter at spise en mad med ørelægens natmad. Men da jeg midt i min æggemad hørte, at der idag ville komme en og optræde for dagens gæster, mistede jeg al lyst til ægge og ikke mindst øre madder. Jeg kendte nemlig denne dagens underholdning, og det var et helt år siden jeg sidst havde set ham. Mødet gik dog ganske fint, og det var ganske rart, fornøjeligt lige frem, at se ham igen. Da han gik, føltes det som om dagen var omme og energien brugt op, men blev slemt overrasket, da klokken kun var halv 7! Havde 6 og en halv time tilbage af min arbejdsdag. Hold nu kæft jeg var smadret der kl. kvart i røv da jeg kom hjem. Tog et karbad, og gik i seng uden at tørre hverken hår eller krop.
Vågnede op kl. 9 og lagde en grundig make-up, lignede stadig en der ikke havde fået sin søvn, og cyklede derefter til møde med instruktøren og de to medspillere, fra den kortfilm jeg skal medvirke i. Vi skulle mødes i Valby i en stor frabriksbygning. Gik først forkert, og kom ind på et kontor hvor jeg lånte en telefon. Der var en lille baby mops tilstede, der ikke var større, end den kunne ligge helt udstrakt i mine hænder. Den hed Albert og var så glad for at se mig, som kun en lille hundehvalp kan være det. Jeg fik fat på min instruktør, og kom som den sidste frem til vores lille møde i det store rum. Efter en god snak om filmen, cyklede jeg sammen med den ene medspiller ind mod byen. Han skulle hjem og lave flæskesteg til en julefrokost, og jeg havde besluttet mig for at tage på mit ynglings bibliotek i Sydhavn. Her lånte jeg to bøger med skuespil, og cyklede herefter hjem til min mor. Hun blev glad for at se mig. Lavede hurtigt en lille tallerken med frokost til mig, og satte sig ved bordet med noget arbejde. To peberfrugt knas derefter, pakkede hun sine ting, og skyndte dig ind i stuen for at støvsuge. Min mor hader lyden af andre der spiser. Jeg hader lyden af støvsuger..
Tager til julefrokost i aften, med min veninde M’s klasse. De læser jura. Føler mig lidt som en gøgler i det forum. “Nåh, du er skuespiller? Det lyder spændende, har du så været med i noget man kender?” 2 timer og 10 tequila sunrise senere ”Kan du ikke lige give et nummer – vis os hvad du kan!”. Ej, men jeg mener bare.. Man ser sgu da ikke mig løbe rundt til en fest hvor størstedelen er skuespillere, og tvinge for eksempelvis, en stakkels revisor til at opstille regnskaber, for fuld udblæsning – med debit og kredit! Vis od du kan regne for helvede! Håber aftenen bliver god trods mig og mine fordomme.
Skal snart på palæet og arbejde hele min fredag. Det passer mig fint. Er nemlig lidt trist idag. Prinsen på den hvide hest blev ramt af noget kaldet “fornuft” igår. Stod af, og gik til julefrokost med nogle andre end mig. Måske blev han ramt for nogle dage siden faktisk, men jeg opdagede det først igår. Kunne mærke det allerede da jeg forlod ham i søndags. Men reagerede blot ved at skrive søde beskeder og klæbe mig fast til noget, jeg inderst inde godt vidste ikke var holdbart. Det er lidt besværligt når man lægger sin glæde over på et andet mennseke. Det må jeg virkelig lærer – ikke at gøre! Kan du så lære det Carla! Skrev mit ynglings citat til ham, da han ud over at være blevet ramt af fornuften, også fortalte at han ikke var så god til det med de store følelser. Og til det er der kun at sige: “Kom ind i kampen!” . Kærlighed er alt vi har, og frygt for den vil lukke vores hjerte.
“Kom til randen.” “Nej vi falder.”
“Kom til randen.” “Nej vi falder.”
De kom til randen. Han skubbede dem, og fløj.
Fik iøvrigt igår skrevet til ham jeg var på Nimp med i søndags. Det var nemlig gået op for mig, at jeg ikke magter mere end en mand i mit liv af gangen. Og det da slet ikke en mand på omkring 40 år, der gerne ville kramme og kysse. Det er simpelthen noget jeg må lære. At kunne skelne mellem de mænd der er mine venner, som man kan tage ud med og have det sjovt sammen med, og så de mænd som man kan tage ud med og have det sjovt sammen med, for derefter at knalde. Han var ellers total sej og skrev en masse fine ting til mig efter vores middag, hvor vi KUN spiste og gik desserttur. Men som min mor altid siger, man skal ikke have sit fokus uden for sig selv, men holde bolden på egen banehalvdel. Note: “Nej tak” er ordene der står som et tårn af fornuft i et hav af vrøvl.
Fik også afsluttet en anden mande-sag, der længe har hængt mig ud af halsen, som mand så klamt siger. Har ikke rigtig nævnt ham herinde, da jeg ikke rigtig vidste hvad der foregik i hans tanker. Men han har så selv fulgt med her på siden, og skrev idag “Prinsen på den hvide hest? Interessant” Det blev startskudet på en konfrontation på alle de ting vi ikke har fået talt om. Han havde fået sin chance for at vise interesse, og det skete ikke. Så jeg havde givet slip. Og det samme havde han. Sød fyr ellers. Håber hans ven og min veninde M kan finde sammen. De passer rigtig godt sammen. 
“Den appelsin du ser der, det er den der sender signalerne. Temaet er frugter, ser du nok. DET ER MIG DER ER TOVE! Den sender signaler så ambulancerne kan finde ind igennem hospitalet. Ellers kører de forkert” Er det så dig der sørger for at sende signalerne videre? “Ja, da! Hvem ellers? Jeg står her i vinduet og laver fagter, så de kan se hvor de skal hen. Nu er temaet blåt. Ønsker de at få lidt blå mascara på?” Nej, ellers tak. “Jeg skal tisse, giv mig min frakke på” Ej, du skal jo ikke have frakke på når du skal tisse. “Vel skal jeg så, giv mig den på” Ti minutter senere... Er du derude? Er du ved at være færdig? Nu kommer jeg lige ud til dig og ser om alt er som det skal være. “I får mig aldrig! Jeg ved i har rottet jer sammen! Jeg nægter”. Har du bare siddet herude med jakke på, helt uden at tisse? Kom nu ud for helvede..
Min mormor har tillagt sig en blanding af konspirationsteorier, forfølgelsesvandvid og maniske personlighedtræk. Efter et langt sygdomsforløb, hvor hun til sidst var så svag, at gåture på de lange højhus’ gange var den eneste kontakt med omverdenen, tror jeg hun har skabt sin egen lille verden, hvor hun er den vigtigste og altafgørende for at ambulancerne ikke kører galt. Hun er også blevet meget mere frisk fysisk, og har taget lidt på. Før vejede hun 45 kg.