Selvom ingen turde sige det, føltes det som om, at pigen brændte for at sige noget i stil med: ”Ved du hvad Carla, det er pisse stærkt af dig, at du kommer her, og ikke prøver at virke så gammel, som du jo er”. Lidt efter tog hun på The Moose, alene. Følte mig som en lille, bange gris, da jeg indså, at pigen havde gået i samme folkeskole som jeg – og det mange klassetrin under mig. Min veninde M, er 19 år, og jeg er 21. En aldersforskel jeg ikke ser nogen forhindringer i. Men jeg måtte konstatere, at jeg var havnet i et selskab, der ikke var 18-19 år på samme måde som M.
M, jeg og hendes seje veninde med kort asymetrisk hår tog på TS, hvor jeg mødte en gammel flamme H. Så ham ud af det ene øje, og kom ind i den der fesne tunnel, hvor jeg kunne mærke mit eget hjerte slå. Vi hilste. Sekunderne slæbte sig af sted, mens han undskyldte for sin latterlige opførsel sidst. Jeg mærkede kvalmen over at være vidne til et fuldemands projekt, om at få en chance til. Sidst jeg så ham, var i en Seven Eleven storkyssende med sin såkaldte veninde, ikke mange timer efter han havde sagt, han elskede mig. Fortalte ham, at jeg var færdig med upålidelige, uoprigtige mænd, der lever et dobbeltliv ved at have et sideløbende forhold med ekskærester og andre tilfældige piger. Gik stolt over til M, som gav mig et high five. Ramte som altid håndleddet.
Fik i øvrigt refunderet en fødselsdagsgave i Magasin tidligere på dagen, da fødselsdagen var blevet aflyst. Fik ved en fejl 70 kr. for meget tilbage. Skyndte mig ud, med små hastige skridt, og købte lynhurtigt en ansigts creme i Matas, der oversteg beløbet adskillige gange.
Sidespor – SENERE stod jeg og talte med en dj, som jeg af og til hilser på i byen. Han sender nogle gange, i de sene nattetimer, beskeder på Facebook hvor der står, at han vil æde mig. Nu berettede han den idé han har om mig ”Du er sådan en lyshåret ung pige, der står på en eng og plukker blomster”. Mit blik søgte andetsteds, og jeg spottede en køn mand, der mindede mig om det billede min mor har sendt. Han rakte tunge. Rakte tunge tilbage, og gik over og kyssede ham. Does it make sense? Eller er jeg stadig bimlende fuld?
Rundede dagen af med tre cheeseburgers og to pølsehorn. Bemærkede, at der inden i mig sad en lille mand, og klappede sine hænder langsomt mod hinanden – nærmest i slow motion – mens han lo. Om lidt kommer min ven A, og sammen kører vi til Allerød for at se teater med tømmermænd.
“Få nu en kæreste som ham her…” stod der ligefrem, i en facebook mail netop modtaget fra min mor. Af uvisse årsager har det undgået min opmærksomhed, at min mor bekymrer sig om mit kærlighedsliv i så alarmerende grad. I skrivende stund sidder jeg i min stue, efter min første vagt på teatret i år. Har sat mit “til-hagen-lange-hår” op i en sparsom hestehale, vasket make-up’en af og iført mig et par sorte natbukser, der er mindst 10 numre for store, og en stor t-shirt i en støvet blå farve. Tanken om, at der i min sofa skulle sidde en mand, som ham på billedet, forekommer mig komplet ude af proportioen. Kun når jeg er sammen med mine tolerante og nære venner, min bror eller mor, kan jeg med rolig og selvsikker opførsel, vimse rundt i omtalte outfit, uden den mindste form for betænkeligheder. Sad der derimod denne skønhed i min sofa, ville jeg straks suge maven ind, slå håret ud, og efter at have fjernet make-up’en lægge en ny diskret make-up, der kunne bevare illusionen om et ansigt, der ikke ligner noget fra en hønsekøds suppe, der har simret i timevis. Hvordan lykkes det mennesker at blive kærester? Og ikke bare date og kun se hinanden, når man har aftalt det, og haft god forberedelsestid til at barbere ben og få lidt liv i ansigtet. Hvordan finder men en, der elsker en, selvom man kommer for sent til brunch på Istedgade, låner penge som man først betaler tilbage når man er blevet rigtig rig, og desuden taler alt for meget om sig selv? Jeg har ikke mødt ham. Eller måske har jeg, men ikke lige en jeg har det på samme måde med, i hvert fald. Mor – du sød.. Men jeg har faktisk selv sat et sæt strenge krav op, for at blive min kæreste: 1. Han skal have overfladisk charme. 2. Han skal være blevet svigtet af sin far i en tidlig alder. 3. Være god mod dyr (Ej, ok – fuck it!). 4. Have god smag, men ikke være for fin til en løbetur i Polle fra Snave-jogging sæt. 5. Le på stikord fra mine jokes (også dem andre ikke bryder sig om). 6. Aldrig sætte sofapuderne på en fimset måde. 7. ALDRIG, og jeg gentager: Aldrig, bruge selvbruner – en mand skal i min verden, vældig nødigt ligne en marokkopude. 8. Være begejstret for selv små ting, så som, at mælken ikke er for gammel, og at der kun var et meget lille lyst hår i middagsmaden. 9. Han skal have en skruetrækker, der passer i de greb jeg købte for et halvt år siden, til mit klædeskab. Er ved at være træt af det besvær, der møder mig dagligt, når lågerne binder mod skabet, og grebne ikke vil gribes. 10. Holde af mig, selvom jeg ved en pludselig indskydelse klippede en fælles voksdug til 350 kroner, om til en vindueskarms skjuler – nu med turkise stjerner.
Det hele startede, da telefonen ringede tidligt i morges. De fleste frygter jo sådan et morgenopkald, fordi man er bange for at nogen ligger for døden. Men ikke jeg. Jeg ved det er min agent, der konsekvent ringer mig op, før fanden får sko på. Idag ville hun sætte penge ind på min konto, så jeg stod op, og fandt mit dankort frem. Tjekkede i samme stund min facebook og min mail, hvor jeg her fandt en såkaldt “uønsket” mail. Og det skal jeg da ellers nok lige love for den var. Jeg havde i løbet af natten modtaget en henvendelse fra min tjener chef, om at de fremover ikke kan tilbyde mig nogle vagter. Jeg havde i november måned, skrevet et blogindlæg om en kunde, og det være sig en nedlandende en af slagsen. Det må man ikke. Selvom man havde vist den til en chef, som morede sig ganske fortrinligt, med kun få korrigeringer, som korrigeret var blevet, var dette den sidste uønskede mail fra tjener kontoret. Kunne ikke undgå at tænke, hvad der egentlig sker for folk? Har alle mistet deres humoristiske sans? (…) Og parantesen med prikkerne i, er min egen, for nu sætter kulden ligesom ind, og jeg vil nødigt bringe mig selv unødigt i fedtefadet. Igen. Man får ikke fred ved selv at gå til angreb. Mit ego havde bare sådan lyst til latterliggørelse af folks illusioner om ro, orden og symmetri. Bare fordi de holder af at leve et vandkæmmet Fred Perry liv, i en duftsky af trøffelolie og champange, skal jeg da ikke trampe på nogen eller noget.
Nuvel. Jeg er lige blevet fyret. Burde vel være en hulkende ung kvinde med momentan sindssyge, være forberedt på mindst en uges æde marathon, og tro jeg var en fugl og derfor æde min egen kropsvægt flere gange. Denne reaktion er imidlertid udeblevet. Fugl eller ej, fik jeg skrattet mig vej frem til dørtelefonen, fordi min ven A kom forbi til frokost. Da han havde fået nyheden, og jeg fortalte ham, at jeg var ved godt mod, og egentlig også følte mig lidt som Bambi på glatis i det der tjener liv, modtog jeg en sms. Da jeg sad på mit stuegulv og pudsede sko, bad jeg ham om, at se hvem der skrev. Det var et nummer jeg ikke havde kodet ind. Og imens beskeden blev åbnet, nåede jeg lige at sige, at det sikkert var en, der ville ansætte mig i et eller andet job.
OG… DET var det! Jeg kørte mig selv fuldstændig op i en feberrus, og var ved at eksplodere indefra af glæde over, blot få timer efter min opsigelse, at have noget nyt at tage mig til! Ville dog ønske det havde været min agent, og ikke min gamle chef i en tøjbutik, der skrev.. Men det er der heldigvis masser af tidlige morgener forude, der kan rette op på!
I sommers grillede jeg pølser i en baggård. Min veninde, N´s kæreste havde inviteret, og vi havde det muntert på denne lune sommeraften. Senere var der en ven, som trak mig væk fra grill-osen, pølser og kyllingelår. Og dá indså jeg, at jeg ikke kunne stå imod hans voldsomme og ikke mindst overfladiske charme. Næste morgen kyssede han mig farvel, og forsvandt ud af mit liv. Og det er jo ikke det, der er mit problem. Men derimod de overraskelseselementer han kom med, i løbet af natten. Han var så grov, at jeg ikke troede det var muligt. Og fordi jeg ikke troede det var muligt, havde jeg slet ikke forberedt mig ordenligt, og anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Mine reaktioner er åbenbart ligesom oksekød.. De har ligefrem godt af at hænge lidt, før de nydes. Og nydt blev reaktionen så igår, nytårsaften i veninders lag.
A:”Har du OGSÅ været sammen med M?!”
Carla:”Ja!”
L: “Det har jeg sgu også!”
Han var utrættelig, og hans begær spruttede som et romerlys, og der var ingen kære mor. Shit. Vi kiggede på hinanden. Sad dér ved middagsbordet, og så begyndte vi at le. Vi lo gjorde vi. Højt og længe. Otte kvinder sad vi, og råbte kampråb, klappede hænderne sammen og svor hævn. Der var jo i sin enkelthed tale om usund økonomi, en gal form for velgørenhed. Vi, og måske især jeg, har åbenbart en kedelig tendens til at forveksle kærlighed med længsel, og indså hér, at denne illusion har en svimlende selvudslettende virkning, og derfor må ophøre. Meget i strid med ovenstående, ser jeg disse piger, som unge kvinder, der bobler af suveræn overskud og magt. De går i tårnhøje
hæle, lægger make-up, som var der tale om decideret krigsmaling, og æder alle på deres vej. De har så mange kvaliteter, og det har jeg faktisk også selv. Hvis man skulle ønske noget seriøst med 2010, kunne det være, at man frem over skulle vifte med det hvide flag, og kalde selvudslettende forhold for overstået. Hvem ved, måske ender det med, at positive muligheder dukker op, og 2010 udvikler sig ud fra intentionen om at værdsætte sig selv.
Jeg har set hvor fjollet jeg ser ud, når jeg klæder mig ud og drikker en fadøl lidt for hurtigt. Hænderne slår jeg sammen, blikket bliver blankere, og stemmen høj. Det er sjovt at være klædt ud, siger jeg til min veninde og hendes ven, mens jeg bunder en dåseøl. Sådan skulle man altid tage sig ud i byen, fastslår jeg. Man er fri til at skeje ud, sikke mange muligheder man har når man er klædt ud, ingen kan genkende en, og man kan fortælle alle de røverhistorier man orker. Jo, at klæde sig ud, siger jeg og standser eftertænksomt og ser ud mod klædeskabet i det fjerne, det burde man gøre noget oftere.
Sådan sagde jeg – og så så på min veninde M og hendes ven K, og før jeg nåede at tænke, om jeg syntes om ideen, stod jeg med paliet gamacher, læderjakke og biker boots, på vej på værtshus. En søndag aften. K lignede temmeligt sikkert en der ikke havde tænkt sig at tage med min veninde hjem i aften. Definitely gay. Den vender jeg lige tilbage til..(!)
Nogle skridt senere, sad vi midt i Vanløse på en bar, med en bartender der hed John. Omgivet af unge mennesker i juleferiens mekka, som alle tog imod os med kyshånd. En fyr med en turkis sweater og en lille charmeklud, der iøvrigt lignede 
George Michael i sine unge Wham dage, fik hurtigt inviteret de tre bikerere (os) hen til hans bord. Da jeg kom i snak med ham, blev jeg i tvivl om, han overhovedet var åndeligt til stede. Var han virkelig så fuld en søndag aften kl. 23? Eller havde han en lille fejl i hjernen, der gjorde, at han ikke kunne snakke på en normal måde, og sige nogle kloge ting ind imellem.
Senere hen blev det endnu mere underligt. K fortalte mig, at han var begyndt at se sin ekskæreste. “Uha-uha” tænker du nok. Ja, det er nu historien vender tilbage fra udflugt, fra ovenstående afsnit. Jeg blev sat i et frygteligt dilemma, som jeg dog ganske hurtigt fandt en løsning på. Efter netop afsluttet samtale med K, gik turen ud på toilettet med M. Her blev informationen videregivet, for herefter at tage ovenstående foto (læs: det med undertegnede og M). Hun var ikke tilfreds med situationen, og efter lidt problemer med at huske sin pinkode, forlod vi stedet.
I M’s køkken sad vi så og spiste risotto, mens vi hørte på K skændes med sin eks over telefonen. Og vi undrede os gjorde vi. Siden hvornår har det værret passende, at tage lige den slags skænderrier, når M og K sidst havde haft sex for en uge siden. At K desuden havde besluttet sig for et venskab ham og M imellem, uden sex, havde han endnu ikke offentliggjort. Så forvirringen var total. OG NEJ. Jeg ved ikke hvad ekskæresten ville, eller hvad der siden skete med den unge mand. Men jeg håber han klarer den. Uden M!
Og der sad jeg så – på sofaen, lamslået, rød i hovedet og med en helt tom hjerne, der ikke kunne komme på en eneste sætning. Jeg troede simpelthen ikke det var muligt. Jeg havde slet ikke forberedt mig ordenligt, og angrebet kom mildest talt bag på mig: “Hvad bilder du dig egentlig ind – at komme her i min lejlighed, og tale til mig på den måde?”. “Mener du det?” – var mit knapt så kunstfærdige retoriske comeback, men ikke desto mindre det eneste min hjerne kunne servere. Min veninde M, havde taget mig med hjem til hendes nye veninde, for at få lagt julefrokost make-up og drikke kaffe. Hun tog imod os ude i døren, og jeg så, at hun var meget smuk. Hun har med garanti været den seje pige i klassen, hende alle de andre ville ønske de var, mens hun bare ville være anderledes. Min veninde M er mindst lige så smuk, og jeg ved, at hun også var den seje og smukke pige i klassen. Men det er som om, at hun rummer mere end blot et smukt ydre. Hun er en lille solstråle, fin og følsom og fyldt med humor. Det indeholder den nye veninde ganske sikkert også, men hun indeholder tilsyneladende også en trang til at tæske nye bekendskaber med tungen. For efter jeg havde kommenteret hendes jydske dialekt, skiftede stemningen radikalt, og uden min gode vilje, kom mit ansigt til at ligne en hjort fanget i det lange lys ved nattetid. En latter satte igang. Hvad jeg havde opfattet som en direkte modbydelig oplevelse, var åbenbart en morsomhed. M prøvede at glatte ud, og veninden sagde, at det bare var sådan hun var. Jeg besluttede mig for at blive, trods verbal forskrækkelse og udeblivende kaffe. Jeg bredte min pels ud over sofaen, og lagde mig til rette, mens jeg stirrde på M, der var ved at få glimmer lagt på øjnlågene. Veninden fortalte os, at hun var meget træt af veninder der ikke var til at stole på. Jeg hørte lidt efter mig selv sige: “Hvorfor er du egentlig så hård i filten? Behøver du virkelig beskytte dig selv, på den måde?” Svaret var ja.
I begyndelsen af aftenen var der kun én. Én flaske hvidvin. Men trods et driverliv med en formidabel pause midt i arbejdstiden på teatret, gik det som bekendt galt alligevel. Carla skulle selvfølgelig drikke hurtigt, og hvis ikke lige så meget som de to kontrollører, så lidt mere. Og hvad skete der? Jeg erhvervede mig en overbevisende beruselse. Og det kan være morderligt svært at finde ud af, hvorledes jeg fik afleveret kassen med pengene, uden at min chef opdagede min åbenlyse brandert. Men afleveret blev den, og kursen blev sat mod min ven R’s lejlighed på Nørrebro. Jeg havde mødt de tre venner han havde på besøg, nogle gange før. Problemet med at være meget fuldere end dem man er i selskab med, er at man fuldstændig mister grebet om, hvem man er, og hvilke normer man gerne burde følge. De tre herrer jeg sad i selskab med, morede sig over mine fiffige historier, og mine skøre indfald (fik idag genfortalt, at jeg havde siddet i et hjørne af sofaen og klappet, mens jeg råbte at de skulle høre hvor hårdt jeg kunne slå mine hænder mod hinanden). Da to danse piger kom forbi denne lille umage samling af mennesker, der ikke kørte i helt samme spor, mistede jeg for alvor grebet. Fik slynget en kommentar ud om, at deres afgangsshow i tivoli, var intet mindre end noget af det værste nogensinde set. Nogle lo, pigerne undlod, jeg drak ud. Her kunne man have håbet på, at én havde sagt: ”Nej, stop – inden vi kommer for godt i gang, skal vi måske lige hive i nødbremsen”. Men denne tanke undgik min bevidsthed på det allerkraftigeste.
Da vi løb tør for blandingsprodukter, blev jeg sendt i Seven Eleven for at købe sodavand. Havde lige nøjagtig 50 kr. og et lukket dankort. Denne opdagelse fik mig til at gå metalt i spagat, da jeg ellers havde taget både en Lime sodavand, en Zero og en normal cola med til disken. Da jeg kom tilbage var det ikke just klapsalver jeg modtog fra R, for min beslutning om at vælge lime sodavanden fra, og dermed købe to colaer. Efter min lille udflugt, gik det kun én vej. Og det var nedad. En gennemtrængende kvalme ramte som kun en gennemtrængende kvalme kan. Husker ikke helt hvad der skete, men turen gik til toilettet, og det i en allerhelvedes fart. Det kan åbenbart være svært at holde igen med de våde varer, når man er uden for eget postnummer, og nu var de altså på retur. R gik forbi toilettet hvor han kom med et solidt fingerpeg om, at mit bræk enferno på toilettet måtte stå for egen rengørings-regning. Lidt efter lå han selv derude på toiletgulvet, og spulede gulvet med en kraftig bruser. De andre gæster havde røget noget fjolletobak, og lå nu i sofaerne og kyssede. Hjem ville jeg. En venlig sjæl anbefalede mig at tage en taxa. Men jeg havde nu kun 2,50 kr. og et lukket dankort, så jernhesten var min eneste udvej.
I lyskrydset hører jeg mig selv stønne noget i stil med: ”HOLD kæft jeg er fuld!”. Denne udmelding opsnapper min side-cykel-mand, og han giver mig så evigt ret. Vi følges ad, og jeg opdager, at fyren er set før. Jeg har set ham i en musical på Østregasværk ikke længe siden, og nu cykler vi rundt sammen, og taler om den mand, jeg får på besøg lige om lidt. “Prinsen på den hvide hest” havde nemlig meldt sin ankomst i mit berusede liv, der midt på en fredag nat. Næste morgen lavede jeg verdens fattigste morgenmad! Tun og revet gulerod stegt på panden??!!!, æg, og ristet rugbrød med meget smør på. Der blev næppe spist op, men sovet blev der. Han blev liggende i min seng, da jeg måtte forlade ham, til fordel for de optagelser jeg havde foran mig, de næste mange timer. Trods en vild nat, og en mærkbar alkoholindtagelse, gik optagelserne godt, og jeg var intet mindre en henrykt over dygtige folk og dejlig stemning.
Der optages Super16 film. Det er grande
Hvordan kan en kvinde med SÅ tyndt hår, være så højrøvet, at hendes røv simpelthen sidder så højt oppe, at man ikke KAN sparke derop? Det spørgsmål ramte mig, da jeg efter at have fået mit nye dankort spærret (man har kun 3 forsøg!?), og derfor måtte drage i Nordea for at få omtalte kort åbnet igen. Når lige ind, som dagens sidste kunde. Ser, at det tilmed var en gammel kending, der sad der bag den høje skranke. En kvinde, der på besynderlig vis, har tillagt sig et udseende, der sender tankerne på langfart – jeg ser “Ringenes Herre”- Smegal for mit indre blik. Hun må mindst være 100 år. Da det bliver min tur, oplyser hun mig, at kan jeg ikke huske koden, så har jeg to forsøg om dagen, til at gætte løs med. Ude i hæveautomaterne. Beder hende om, at hæve 500 kr. Venter.. Disse ord sniger sig nu ud af den gamle kvindes stramme mund: “Du har jo ingen penge.. Du er i minus. Du spilder min tid”…
Cykler på arbejde. Når til Gammel Kongevej. Og dér sker det så. Jeg går fra nul til hundrede, på et nanosekund. Jeg forandrede mig til et enferno af raseri, lige foran øjnene på en mand, der sad lamslået bag sine tonede ruder, i hans røde bil. Manden havde sikkert travlt, og tænkte “Nu vil jeg hjem! Så må de andre lige skynde dig væk”. Han kørte lige ud på Gammel Kongevej. Èn nåede lige at løbe i sikkerhed. Jeg selv derimod, blev fanget lige i saksen. Væltede ned fra cyklen, da bilen ramte mit forhjul.
Normalt er cykelture et lille åndehul i min hverdag. Jeg holder af, at bevæge mig gennem byen, tilpas hurtigt til, at man ikke keder sig, men hele tiden ser nye ting. Men somme tider bliver posen rystet så kraftigt, at chancen for at finde helt nye sider af sig selv opstår. Jeg er ikke længere Carla Chloe med de strittende hjørnetænder. De faste cykelrammer erstattes af direkte panik, og jeg mister simpelthen min ellers stensikre sans for overblik. Hvor er mit snappy comeback, når jeg netop skal bruge det? Når sted og tid udelukker chancerne for gruppeterapi og kaffé latte, må man ty til råben. Det er ihvertfald hvad mine instinkter kommer op med, bliver jeg sat i en ny og spidsbelastet situation. Så jeg råbte. Bankede endda på hans bil med knyttet næve. Han sagde han ikke havde set mig. Og her kunne det have været på sin plads, at informere ham om, at han i givet fald ikke havde orienteret sig tilstrækkeligt. Men jeg valgte bare at cykle hovedrystende derfra. Havde for helvede lys og selvlysende cykelhjelm på!
Cyklede videre i regnen. Græd lidt over min situation. Flad. Og nu – kørt ned. Stoppede først, da jeg indså, at to cykelstyrskæg af mascara under øjnene og bævremund, ikke gavner min chancer for en tilfredsstillende aften på teatret. Og at manden i den røde bil, mindede om en bleg norsk tissemand.
Står foran Statens Teaterskole og undrer mig. Døren er låst, og jeg sveder selvom det kun er 5 grader. Hænger som altid fast i min cykel, med min i-pod ledning. Cykel låsen vil ikke låse, hvis jeg forsøger at låse den på højre side af cyklen. Så jeg måtte bakse om på venstre side. Cyklen vælter, og min taske falder ned i en vandpyt. Mine læber er tørre, så de har fået rigeligt med lipgloss på. Og nu sidder de fast på mit uldne halstørklæde. Ringer min intruktør op. Min nye telefon vælger at lægge på med det samme. Ringer op igen. Der er nu optaget. Venter. Ringer igen: “Ja hej R, jeg står herude nu”. Han svarer med forvirret stemme, at det da vist først var imorgen vi skulle mødes.. Vor herre til hest altså. R skyndte sig hen på skolen, og vi øvede det vi kunne nå. Da jeg kom på arbejde, fandt jeg ud af, at jeg skulle have mødt for 5 timer siden. Det var først imorgen jeg skulle møde kl. 12.. Onsdag var åbenbart for kedelig en dag, til at min hjerne gad tage den seriøst. Den havde simpelthen sprunget den over, og tyvstartet på torsdagen. Og det til min chefs store ærgelse.. Sidder nu i gardaroben på mit ene arbejde. Er træt, og glæder mig til at komme over på teatret. Der er nemlig en hel times pause, hvor jeg har planer om at erobre sofaen. Så teaterstykket igår, for anden gang.. Det havde jeg nok ikke behøvet.