Carla Chloe

Min mor var 29 år, da hun gled ned af sin designerstol, og tænkte: ”Er jeg lykkelig?”. Det var hun – ude set fra i hvert fald. Hun levede et jetset liv i sus og dus. Min mor var smuk, charmerende, begavet og en stærk kvinde, der havde sit eget reklamebureau i  Nyhavn. I høj hast strøg tusindvis af kroner ind på kontoen, og lige så hurtigt som havnede dér, lige så hurtigt forduftede de igen. Uden blinken blev de mange penge spenderet på et festfyrværkeri af boblende overskudsagtige kjoler og champagne fester, weekend efter weekend. Man kunne næsten ikke ønske sig mere af livet. Men det gjorde hun. Hun vidste bare ikke hvad, eller hvordan. Så hun bad en bøn: ”Giv mit liv indhold. Tak”. Ni måneder efter kom jeg til verden.

Hendes reklamebureau gik konkurs, og hun flyttede kort tid efter sammen med en veninde, til en lille by uden for København. Min tidlige barndom blev således tilbragt på et nedlagt hotel i Nykøbing. Det var en kæmpe lejlighed, med to altaner og en lang mørk gang, der førte hen til atelieret. Skulle man vise sin arbejdsomme mor noget vigtigt, som en tegning af sig selv, blev man derfor nød til at spæne hen ad den mørke gang. Jeg forestillede mig altid en masse skrækkelige ting, mens jeg løb. Men jeg overlevede. Hver gang. Gudsketakoglov. For livet var så skønt. I Nykøbing.

Hun var blevet gravid med hendes kæreste B, som hun havde mødt til en fest. Han var kun 20 år. Havde langt lyst hår, og mindede hende om hendes gamle kæreste, der var blevet dræbt af et knivstik, i et forsøg på at stoppe et slagsmål. Han så godt ud, med sine isblå øjne, veltrænede krop og lange lyse hår. Han kiggede på min mor, og sagde: ”Lad os gå”. De forlod festen. Og så blev min mor gravid. Jeg skulle have heddet Kalle, var jeg blevet en dreng, og Carla, hvis jeg blev en pige. Men B havde altid ønsket sig en datter der hed Sidse, fordi hans elskede mor, var blevet kaldt ved det navn, af folk hun holdte af. Jeg har glemt hendes rigtige navn. Min mor syntes det var en sød historie, så jeg kom til at hedde Sidse. Men B var ung, og min mor på vej ud af den unge hurtige verden, og dermed hans. Hun lod faderen være ukendt på mine dåbs papirer, da hun mente, at han i sin unge alder ikke skulle stå til ansvar, for et barn han ikke boede sammen med. Det var først og fremmest min mors projekt, deres verdener skilles.

Som nævnt, flyttede min mor nogle år efter min fødsel til Nykøbing. Og til min mors, såvel som B´s store overraskelse, viste det sig, at B også havde valgt at bosætte sig i denne by, sammen med hans nye kæreste. På den måde fik B igen, en væsentlig rolle i min liv. Min mor fandt sig også en ny kæreste, og de blev gravide med min lillebror. Hun nægtede at føde i Ny Købing, så i al hast fandt min morfar gennem hans advokat, en lille lejlighed til os på Østerbro. Vi flyttede tilbage til København, jeg fik farvel sang i skovbørnehaven, og min far B vinkede farvel gennem min mors nye kærestes snavsede bilruder. Jeg forstod ikke hvorfor hun var blevet kærester med ham. Og da jeg undrende spurgte hende, fik jeg besked på, at den slags skulle en pige på 5 år slet ikke blande sig i. Sandheden var, at min mor intet svar havde. Ikke et godt ét i hvert fald. Senere har hun fortalt mig, at nogle gange bliver man bange for at leve i verden alene. Men sandheden er, at man altid er alene, og man for alvor føler ensomheden, hvis man prøver at flygte fra den. Min mor var sammen med en mand, fordi hun var bange for ikke at kunne betale for hendes og mit liv. Vi har aldrig været fattigere end den tid min mor og min brors far var sammen. Det blev den sidste gang min mor ikke lyttede til mine spørgsmål.

Da vi havde boet i København lidt tid, fik min mor kontakt til nogle af de mennesker hun havde delt sin 80’er yuppi tid med. Og da hendes veninde så billeder af min bror og jeg, tilføjede hun, at hun syntes jeg lignede en mandlig kollega fra reklamebureaus tiden. Min mor fejede hurtigt sammenligningen væk. Men tanken sad stadig og nev i maven, da hun kom hjem fra mødet. For hun havde jo faktisk været sammen med ham reklame fyren. Og det i samme periode hun så min far B. Min mor er opvokset i en familie, hvor der var mange ting der ikke måtte siges eller tales om, ting som er strengt private, og tabu. Denne tendens havde min mor gjort op med, og der herskede derfor ingen tvivl i min mors sind om, at denne sag måtte undersøges. Så det blev den. Der blev taget blodprøver af alle parter, og da vi en lun sommerdag besøgte min far B, fortalte han, at han ikke var min far. I samme åndedrag tilføjede han, at det ville han altid være i sit hjerte. Så jeg følte ikke rigtig jeg havde mistet noget. Min mor fortalte mig, at det var B, der havde bestemt at jeg skulle hedde Sidse, og hvis jeg ville, måtte jeg gerne skifte navn. Jeg var 8 år, og mit valg faldt på Trylle. Vi blev enige om, at beholde navnet Sidse lidt endnu.

Jeg mødte min nye far. Han spiste al sin mad, selv sovsen på tallerknen blev grundigt suget op af brødet. Han var flink, ham den nye far. Han lignede mig endda. Men han ville ikke have, at hans familie skulle vide, at han havde en datter. Så i to år, så jeg ham udelukkende i hans frokost pauser på den samme café i Nyhavn. Da de to år var gået, mente min mor, at det måtte være på sin plads, at han fortalte sin familie om sin fortid. Det gjorde han. Og så ved jeg faktisk ikke helt hvad der skete. Men jeg så ham ikke efter den hændelse. Jeg ved, at han var meget imod at betale børnepenge, da min mor fra start havde sagt, at det syntes hun ikke der var grund til. Hun var bare glad for at have fundet sandheden, og at vi havde vished om min biologiske far. Men da han ikke ville se mig længere, mente min mor, at det børnebidrag kommunen i så mange år havde betalt, nu måtte komme fra ham. Det var da det mindste han kunne, tænkte hun. Det tænkte han ikke.

Da jeg en forårsdag kom gående i lyskrydset på Trianglen med min hjerteveninde B, fik jeg pludselig øje på min nye far. Han holdte for rødt lys på sin klassiske herre cykel. ”Hej far” sagde jeg lidt for kækt, da vi passerede. Han var nær faldet ned af cyklen, da hans vilde blik fejede hen over de andre cyklister, hen imod mig. Han fremstammede et ”Hej – ha en god dag!” mens han febrilsk trådte i pedalerne, da lyset skiftede til grøn. Jeg kendte ham ikke, jeg havde aldrig gjort andet end at spise frokost med ham. Nu hilste han på mig fra hans sorte cykel, og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle sige.

Jeg har ikke set ham siden, og har faktisk heller ikke lyst. Jeg havde jo også B. Selvom det efterhånden hørte sig sjældenhederne til at vi så hinanden, talte vi ind imellem sammen. Men efter et par års adskillelse, besluttede jeg mig for at tage på en weekends tur til Ny Købing, og tilbringe lidt tid med min far i hjertet. Jeg var 15 år på det tidspunkt. Da jeg ankom til hans hus, troede jeg, at jeg var gået forkert. Det hyggelige hus jeg huskede, var blevet skiftet ud med noget der mest af alt lignede et automobilværksted -der lå ragelse over det hele. Det var sådan lidt  ”Polle fra Snave” agtigt. Men jeg kunne se hans navn på døren, så jeg bankede på. Min far åbnede døren. Han var blevet gammel at se på. Tynd og senet – det lignede at hans tænder havde moset sig vej gennem kæben, og havde trukket kinderne med sig. Væk fra ansigtet. Ansigtet var rødt, som havde han siddet for længe i solen. Men øjnene var også røde. Efter vi var flyttet tilbage til København, havde han tilsyneladende udviklet et heftigt misbrug af alkohol og hash. Han havde desuden anskaffet sig en hund. Hapsdog var navnet. En blanding af alle dræberhunde i hele verden. Jeg tror sgu det var en ulv. En ulv der var træt af at være hund, og derfor havde udviklet psykopatiske karaktertræk. Der var hele tiden gæster på besøg i B´s hjem. Jeg brød mig ikke om dem, husker jeg. Især en af min fars venner, der sagde (da min far ikke var i tilstede) at hvis jeg nogensinde blev liderlig, så skulle jeg bare ringe til ham, fik kvalmen frem i mig. Da Hapsdog senere prøvede at spise mig, da jeg kom sent hjem fra en bytur, endte det helt galt. Min far gik amok, og tævede hunden synder og sammen. Jeg ved, at han gjorde det, fordi han elsker mig. Han ville vise mig, at jeg betød mere end hans hund. Min far i hjertet. Det blev sidste gang jeg besøgte ham.

Da jeg i sommer, mødte min venindes storebror til en klovne-fest, brød min indre dæmning pludselig sammen, og floden af tårer begyndte ar strømme. Hans historie om, at være blevet adopteret bort som baby, fordi hans forældre var for unge til at være der for ham, rørte mig. Han fortalte med lykkelig stemme, om sin genforening med sin far, og det fine forhold han har fået til min veninde, hans søster. Jeg blev jaloux. Så jeg skrev til min biologiske far. Fandt hans søn på Facebook, hvor jeg kunne se, at min far havde skrevet noget i stil med: ”Håber du har det godt på din nye arbejdsplads! Jeg er så stolt af dig”. Jeg skrev, at han endelig ikke måtte misforstå mig, jeg ønskede ikke at have ham i mit liv, men jeg ville bare gerne have svar på, hvad der skete dengang, og hvilke overvejelser han havde gjort sig, for at holde mig ude af sit liv. For det valg går over min forstand.

Det er et halvt år siden nu. Han var hurtig til at svare, bare ikke på mit spørgsmål. Skrev bare ting som, at han håbede jeg havde det godt, og min karriere gik som den skulle. I går skrev han, at han ville ringe til mig. Jeg venter på opkaldet. Sandheden er altid mere kompleks end som så, men ikke desto mindre, glæder jeg mig til at få den.

Valget var som sagt blevet truffet for mig. Jeg skulle ikke gå på hverken den ene, den anden – eller den tredje teaterskole. Ikke i år i hvert fald. Brevene var tynde, og indeholdt intet andet end dårligt nyt. Dårligt nyt? Tankerne drøner stadig rundt inde i mig. Har den seneste tid været i en tilstand, som føltes lidt som et fald. Som om jeg bare drøner mod fortabelsen. Det er uden tvivl udmattende at forberede sig til optagelsesprøverne: Man øver sine scener igen og igen (til sine naboers store ærgrelse), man spiser sundt, løber lange ture, smører sig ind i selvbruner, og drikker Cola Zero så det står ud af næsen med kulsyre (eneste sukkerboost der ikke feder). Men når jeg nu sidder her i mit gamle undertøj, ser tomt frem for mig, og prøver at gennemskue, hvad jeg kan lære af endnu et afslag, kommer jeg til at tænke over hvilken karriere stige, jeg egentlig skal kravle op af.  Magter ikke at nå toppen af den forkerte stige i hvert fald. Tanken om mit job, skal fremkalde et væg til væg smil. Hvis man ikke har en grund-boblende-glæde bag det hele, kan det sgu være lige meget. Så jeg ser frem – og tror på, at livet vil mig det bedste. Man kan frygte fremtiden, men man kan også lade være. Den kommer til en, om man vil det eller ej, så hvorfor ikke bare håbe på det bedste. Jeg flyder med skuden – søger ind på skolen igen næste år, og indtil da, prøver jeg nogle andre grund-boblende-glædes ting af!

http://sputnik-dyn.tv2.dk/play/go-morgen-danmark-12678/

En kvinde traskede forpustet hen til det bord jeg og mine medspillere sad ved. Hun var i besiddelse af en yderst rød hårpragt, og med et sæt øjne, der sad i hver sit hjørne af ansigtet, mindede hun mig lidt om en lille trold. Hun fortalte, at det forhåbentlig var slut med skraldestreger fremover! Kender ikke udtrykket, men syntes det er værd at memorere. Denne herre ligeså. Den mest charme unge mand i mands minde. Der efter en kort samtale, sprang ud i at sige: “Krammer?” Vi krammede. Er solgt.

Cyklede forbi en mand på vej hjem fra Café Granola her den anden dag. Han havde skrabet sit sparsomme hår hen over hans skallede isse. Da en vind kom blæsende fra den ene side, løftede det klistrede lag hår sig fra hovedbunden, og det lignede lidt, at hovedskallen åbnede sig, ligesom når man åbner en stormlighter. Da jeg kom hjem, ringede min telefon. Det var min gamle kæreste, som jeg var sammen med, da jeg kun var 16 år. Efter at have talt med ham, ønskede jeg, at jeg også havde hentehår, så vinden kunne åbne op, og blæse alle de gamle følelser ud. Han sidder på 5. år stadig inde i min bevidsthed, som en prop, der standser for strømmen. Da vi talte sammen besluttede vi, for gud ved hvilken gang, at give slip på hinanden. Jeg begyndte at græde. Jeg græd og græd, og sagde til sidst farvel. Kom bagefter i tanke om, at det var første gang jeg havde grædt så
højt i min lejlighed, jeg flyttede ind i i sommer. Håbede på at ingen var hjemme. Jeg græd nemlig på den der måde, hvor man kan se sig selv ude fra, og bliver bange for at man er blevet vanvittig. Mens tårerne strømmede ned af kinderne på mig, håbede jeg at følelserne flød med ud.
Tænkte på den samtale jeg i sidste uge havde med min rødhårede veninde på Edison. Her var vi blevet vi enige om, at selvudvikling var en fandens til byld i røven. Det gør ondt at udvikle sig. Men vi fandt også ud af, at man ikke må være bange for en lille smule smerte, glæden er jo på den anden side. Glæder mig til, at solen står ind af mine ruder i mægtige stråler. Jeg stopper op, og bliver helt beruset af at være til. Kan mærke jeg faktisk allerede nu, er startet på at være glad. Man må være i god tid med glæden, så de der er bange, bliver rolige. Jeg vil leve, og elske uden forbehold. Og tage propperne i opløbet, og ikke lade dem standse strømmen.

Jeg rejste mig op. Jeg lagde mig hurtigt ned igen. Mit baghoved dunkede som et helt orkester. Jeg var stadig fuld, og derudover var min krop ved at gå over sine bredder. Presset af bræk steg i et heftigt tempo. Måtte derfor løbe, til mit hoveds dunkende rytme, ud på badeværelset og spule kummen. Intet smukt syn, og så sandelig ikke en god start på en lørdag, hvor temaet ”at kælke” ville være gennemgribende. Min lillebror K, ville om et par timer troppe op, med sit tykkeste tøj, og en skyhøj forventning om en forrygende sleep-over hos storesøster. Jeg stod op, for derefter hurtigt at lægge mig ud i mit karbad, og læse i et dameblad. Indså, at dette ville blive en af de slags dage, hvor jeg ligner en der netop er trådt ud af den elektriske stol. Da dørklokkens skingrende ringetone drønede igennem mit hjem, sprang jeg op, og åbnede døren. Og her stod han så. Min kære lillebror med øjne der lyste af kærlighed og en jakke en mor med garanti har købt i en god mening.

Vi kælkede røven ud af bukserne, og da vi kom hjem var kinderne rødglødende af frost graderne, og jeg tror næsten vi åd et kilo lasagne hver.

Næste morgen vågnede vi begge to af min alarm. Det var stadig mørkt udenfor, og så sneede det. Hold kæft hvor det sneede. Ikke godt, tænkte jeg søvnigt, da jeg så over på morgenens film premiere outfit. Silkekjole og stiletter, har aldrig været en smart kombination med snestorm. Jeg havde et problem. Jeg løste det ved at lade som om, at det ikke fandtes, og tog derfor skifte sko med, store solbriller og pelshat på. Frøs hele vejen til Lyngby, hvor jeg hilste på mennesker jeg kun ser til premierer og under indspilninger. Min lillebror sagde efter seancen, at han syntes jeg bliver en anden når vi er ude til den slags. Og det gør jeg nok også. Jeg bliver fjern i blikket, og har svært ved at koncentrere mig om én samtale. Hader ellers selv den slags mennesker, der taler til mig, mens personen ser sig omkring, for at se om der skulle være nogle mere interessante i nærheden.

Var i øvrigt på biblioteket i fredags. Uuh, tænker du nok, og bliver i tvivl om du mon gider læse resten af teksten. Men gør det nu alligevel. Jeg læste i fredags mine mails igennem, på en af de ledige computere. Og kunne læse, at jeg ikke var gået videre på Teaterskolen. Jeg blev en lille smule svimmel, og følte at jeg styrtede uden at tage for. Min veninde A løftede mig, sekunder efter opdagelsen, op – via en chatbesked på facebook, hvor hun ville høre om jeg var kommet videre på nogen af skolerne? ”Nope..” Det var hun – på alle tre. Min mund åbnede sig i et lydløst skrig, og jeg forlod melankolsk biblioteket. Jeg nåede hjem, og slæbte mig selv op af trappen til min lejlighed. Og opdagede til min rædsel, at jeg havde glemt mine nøgler. I min jakkelomme. Inde i mit klædeskab.

”Man kommer længst ved at ignorer, når folk taler ned til en”. Jeg kunne mærke at kommentaren vakte rædsel inde i min sjæl. Men mikrofonen blev hurtigt givet videre til en anden blandt publikum, så jeg fik ikke chancen for at ytre min undren. For at være ærlig, ved jeg ikke præcis hvad jeg ville have sagt. For som jeg sad der midt på en scene i Haderslev, under en teater debat forestilling, tog mine tanker på udflugt. Min mor har lært mig betydningen af at tage kampene op. På hende kan jeg se hvad der sker med et menneske, der beslutter sig for ikke at acceptere løgne og uretfærdighed. Det er ingen nem vej, og man får mange fjender undervejs. Min morfar derimod levede i rendyrket ubekymrethed, og gik udelukkende efter tilfredsstillelse af eget ego. Han gik verden i møde med rank ryg, og et blik der gemte på hemmeligheder om en datter der ikke passede ind i hans kunstnerliv. Min morfar havde mange flygtige bekendtskaber, mens min mor har knyttet sig til ganske få mennesker. Mig især. Og hvis man får fred ved at fortælle en mand, at han tager fejl, eller man bliver høj af at være den alle vil snakke med til festen, så fint med mig. Det er vel i bund og grund de stemninger man bærer i sig, der er væsentlige. Så længe man har grundglæden i orden, og lever så levende som man overhovedet kan, så må man vel selv bedømme hvilken løsning der fungerer bedst for en.

Dette bringer mig tilbage til manden fra forestillingen. Jeg havde mest lyst til at sige til ham, at han tog fejl. Man skal da ikke bare ignorere idioti. Men det gør bare så ondt i maven at sige den slags oppe fra en scene. Så jeg ventede til han efter forestillingen spadsere over imod mig. Han smilede på den der måde, hvorpå man betvivler, om hans ansigt er i krampe. Et anfald af epilepsi mons tro? Det var rørende at se hvor opløftet han var blevet af vores forestilling. Jeg smilede derfor høfligt, og lyttede intenst til hans monolog, som han tilsyneladende havde indøvet et spøjs dans til, som mest af alt lignede en tinsoldat på crack. Som kronen på værket lavede han til sidst et lille hop, hvor lårene var samlet, mens skinnebenene strittede ud til hver deres side, alt imens han lo så det spruttede ud af munden på ham. Manden havde for længst overskredet de 70, og han fik mildest talt ikke et ben til jorden, af bar befippelse over sin egen fortælling om livet som slik sælger. Hans begejstring var enorm, og han mindede mig lidt om en glad hund, der logrede så kraftigt med halen, fordi man gad lege med den, at den nær var væltet. Især fortællingen om hans indgangsvinkel til ethvert salgsmøde, var af den slags, der gør livet lidt bedre. Ved en sådan samtales start, lægger han altid ud med et håndtryk, hvori han som en ægte tryllekunstner, lader en Marsbar glide fra hans – til kundens hånd. På den måde, sagde han, var man inde på emnet om handel, uden alt for megen småsnakkeri. Kækt tænkte jeg, og begyndte at gå ud mod bussen, som for længst var klar til at drage tilbage mod København. Hvis ikke min instruktør havde kommet mig i møde, tror jeg samtalen havde fortsat igennem bussens tonede ruder.

Tillad mig at lykønske en mand i Hadeslev, for at have fundet sin egen vej til lykken. Marsbars vejen. Og samtidig fastslå, at jeg glæder mig til at finde min egen.

Min bedste veninde M og jeg er efter alt at dømme, blevet ramt af monumental sindssyge. Konstant finder vi billeder af søde og sjove babyer på nettet, og taler om mænd med fader potentiale og gode gener. Vi så endda et afsnit af det der reality show i søndags, hvor børn bliver overladt til sig selv og hinanden. Især en lille fyr på 8 år, fik vores udelte sympati og kommentarer som: “Nåååh lille musse skat. Jeg elsker ham!”. Blanke i blikket blev vi især, da han tog bussen ind til byen for at købe et jakkesæt ala James Bond, øvede sine jitterbug trin, og fandt en lille blomst til sin udkårne pige, på 7 år. Sådan et barn ville vi have. Ikke en som løb rundt og sprøjtede med vand, og skreg hvis man ville have ham til at samle sine egne underbukser op. Nej, vi ville have en ægte engel, med gode manerer og charme til op over begge stritøre. Et barn, der tropper op i ens gamle læderjakke, og skråler en besynderlig sang om en hjort der hedder Jens, mens man føler sig lykkelig med sit liv. Ok, jeg ved ikke om M syntes om børn i for store rocker jakker, men hun ville med garanti have elsket alt det andet. Vi så “De unge mødre” lidt senere på aftenen, og blev enige om at holde lidt igen med ammestuesnakken. Satte punktum i dag, ved at aftale fælles termin. Vi vil yngle på samme tid. Sådan en rar og betryggende tanke, at have en veninde man kan hormonhulke og spise pudsige ting sammen med, mens man følger med i hinandens tykke maver.

M tilføjede endda, at vi hellere måtte finde en mand i god tid: “Vi må finde en mand, inden han får måne, bliver gammel og går i grimme sko”. Selvom det er M’s skræk-faktorer (M samler på sko, og bruger 2000 kr. på frisør hver 3. måned) – er det faktisk ret angstprovokerende at tænke på den dag, man vågner op som tredive årig, og i ren panik må springe ud af sengen, løbe ned på gaden og famle ud efter den første og den bedste, der måske ligner Pjerrot lidt. Kald mig bare mønsterbryder (Mor) – men jeg vil forsøge mig med at finde en faderfigur, der ikke bærer præg af last-minute-stress og glemte kondomer. Jeg er nemlig lidt nervøs for, at jeg ikke kan opfylde moderrollen halvt så godt som min kan.

Et maskineri går i gang. Et bazuka skud af ord, brager ud af min mund. Prøver desperat at modstå eksplosionen, men ordene sprutter ligesom ud i alle retninger. Jeg er til sushi reception hos man agent, sammen med en håndfuld andre skuespillere. Noget i mig siger, at dette ikke er stedet man fortæller om sin indviklede fader historie, men kunne ikke finde stopknappen. Det lykkes mig i mellemtiden, at indtage 7 stykker med laks, to stykker chokoladekage med hvid glasur, og tre glas cola. Og bar således en stor del af æren for at befri min agent for senere, at skulle gå ud med skrald.

Havde forinden været i Ballerup med min veninde A, som har samme agent som jeg. Vi skulle se en teaterforestilling, nogle af vores venner havde sat op, for derefter at følges til sushi spisning. Forestillingen var fin, de spillede godt, og det var også udmærket, at det ikke varede så længe, som det af uvisse årsager gjorde for et år siden. Havde kun sovet 5 timer, og måtte således tvinge øjenlågene op. Grinte dog på stikord fra min ven Y, der er en tretrinsraket af talent – spiller forrygende, er hvinende morsom og synger tilmed lækkert.

A nægtede efter teaterstykket, at gå til togstationen, så vi tog i Q8 for at slå tid og kulde ihjel. Stod derinde, og overvejede hvilken Rittersport der var sundest. Lagde trist den med nougat tilbage på hylden, for at gribe ud efter den med høj chokolade procent (i Rittersport termer – en procent over de 5). Under denne bevægelse, møder mit blik for et kort sekund, ekspedienten, som smiler. Da jeg skal betale, bliver jeg spurgt om der ellers var andet jeg ville have. Det var der så ikke. Men det mente ekspedienten, at der muligvis var: ”Er du sikker på, at du ikke lige skal have det her med?”. En seddel bliver rakt mig, med et telefonnummer på. Bliver tomatrød i hovedet, takker og fiser ud derfra med fnisende veninder omkring mig. Og så stod vi der, på den anden side af gaden, overfor de store glasruder ind til Q8, i vores alt for tynde sko og kiggede længselsfuldt efter bussen.

I dag skulle jeg interviewes til Familiejournalen. Da jeg ikke lige havde nogen strikkeopskrifter på mig, besluttede jeg mig i stedet for, at tage strutskørt på, og medbringe et billede af mig selv som 3′årig, for at virke lidt interessant. Sidstnævnte var dog aftalt på forhånd, men vakte ikke desto mindre jubel. Da jeg trådte ind på DogH, slog det mig, at jeg ikke havde nogen ide om, hvordan journalisten og fotografen ville se ud. Jeg kæmpede mig igennem en horde af børnefamilier og latte drikkende, pageklippet kvinder med vigtigt forklarende fagter. Og jeg blev ærlig talt lidt overrasket, da der midt i virvaret, sad to mennesker og vinkede lige så fint. Der var tale om to mænd, der lignede noget der netop var trådt ud af Olsen Banden. Fotografen var lille og lidt rund i det, og journalisten var spinkel, dog iført fyldig bjergged pels (Geden, som han selv kaldte den). Stemningen var munter, og spørgsmål som: “Hvis du vandt 14 millioner, hvad så?” og “Hvad er din største drøm?” – gjorde mig i helt godt humør, og dansede derfor ud på Sortedamsøen, hvor fotografen knipsede løs.