”Man kommer længst ved at ignorer, når folk taler ned til en”. Jeg kunne mærke at kommentaren vakte rædsel inde i min sjæl. Men mikrofonen blev hurtigt givet videre til en anden blandt publikum, så jeg fik ikke chancen for at ytre min undren. For at være ærlig, ved jeg ikke præcis hvad jeg ville have sagt. For som jeg sad der midt på en scene i Haderslev, under en teater debat forestilling, tog mine tanker på udflugt. Min mor har lært mig betydningen af at tage kampene op. På hende kan jeg se hvad der sker med et menneske, der beslutter sig for ikke at acceptere løgne og uretfærdighed. Det er ingen nem vej, og man får mange fjender undervejs. Min morfar derimod levede i rendyrket ubekymrethed, og gik udelukkende efter tilfredsstillelse af eget ego. Han gik verden i møde med rank ryg, og et blik der gemte på 
hemmeligheder om en datter der ikke passede ind i hans kunstnerliv. Min morfar havde mange flygtige bekendtskaber, mens min mor har knyttet sig til ganske få mennesker. Mig især. Og hvis man får fred ved at fortælle en mand, at han tager fejl, eller man bliver høj af at være den alle vil snakke med til festen, så fint med mig. Det er vel i bund og grund de stemninger man bærer i sig, der er væsentlige. Så længe man har grundglæden i orden, og lever så levende som man overhovedet kan, så må man vel selv bedømme hvilken løsning der fungerer bedst for en.
Dette bringer mig tilbage til manden fra forestillingen. Jeg havde mest lyst til at sige til ham, at han tog fejl. Man skal da ikke bare ignorere 
idioti. Men det gør bare så ondt i maven at sige den slags oppe fra en scene. Så jeg ventede til han efter forestillingen spadsere over imod mig. Han smilede på den der måde, hvorpå man betvivler, om hans ansigt er i krampe. Et anfald af epilepsi mons tro? Det var rørende at se hvor opløftet han var blevet af vores forestilling. Jeg smilede derfor høfligt, og lyttede intenst til hans monolog, som han tilsyneladende havde indøvet et spøjs dans til, som mest af alt lignede en tinsoldat på crack. Som kronen på værket lavede han til sidst et lille hop, hvor lårene var samlet, mens skinnebenene strittede ud til hver deres side, alt imens han lo så det spruttede ud af munden på ham. Manden havde for længst overskredet de 70, og han fik mildest talt ikke et ben til jorden, af bar befippelse over sin egen fortælling om livet som slik sælger. Hans begejstring var enorm, og han mindede mig lidt om en glad hund, der logrede så kraftigt med halen, fordi man gad lege med den, at den nær var væltet. Især fortællingen om hans indgangsvinkel til ethvert salgsmøde, var af den slags, der gør livet lidt bedre. Ved en sådan samtales start, lægger han altid ud med et håndtryk, hvori han som en ægte tryllekunstner, lader en Marsbar glide fra hans – til kundens hånd. På den måde, sagde han, var man inde på emnet om handel, uden alt for megen småsnakkeri. Kækt tænkte jeg, og begyndte at gå ud mod bussen, som for længst var klar til at drage tilbage mod København. Hvis ikke min instruktør havde kommet mig i møde, tror jeg samtalen havde fortsat igennem bussens tonede ruder.
Tillad mig at lykønske en mand i Hadeslev, for at have fundet sin egen vej til lykken. Marsbars vejen. Og samtidig fastslå, at jeg glæder mig til at finde min egen.
Min bedste veninde M og jeg er efter alt at dømme, blevet ramt af monumental sindssyge. Konstant finder vi billeder af søde og sjove babyer på nettet, og taler om mænd med fader potentiale og gode gener. Vi så endda et afsnit af det der reality show i søndags, hvor børn bliver overladt til sig selv og hinanden. Især en lille fyr på 8 år, fik vores udelte sympati og kommentarer som: “Nåååh lille musse skat. Jeg elsker ham!”. Blanke i blikket blev vi især, da han tog bussen ind til byen for at købe et jakkesæt ala James Bond, øvede sine jitterbug trin, og fandt en lille blomst til sin udkårne pige, på 7 år. Sådan et barn ville vi have. Ikke en som løb rundt og sprøjtede med vand, og skreg hvis man ville have ham til at samle sine egne underbukser op. Nej, vi ville have en ægte engel, med gode manerer og charme til op over begge stritøre. Et barn, der tropper op i ens gamle læderjakke, og skråler en besynderlig sang om en hjort der hedder Jens, mens man føler sig lykkelig med sit liv. Ok, jeg ved ikke om M syntes om børn i for store rocker jakker, men hun ville med garanti have elsket alt det andet. Vi så “De unge mødre” lidt senere på aftenen, og blev enige om at holde lidt igen med ammestuesnakken. Satte punktum i dag, ved at aftale fælles termin. Vi vil yngle på samme tid. Sådan en rar og betryggende tanke, at have en veninde man kan hormonhulke og spise pudsige ting sammen med, mens man følger med i hinandens tykke maver.
M tilføjede endda, at vi hellere måtte finde en mand i god tid: “Vi må finde en mand, inden han får måne, bliver gammel og går i grimme sko”. Selvom det er M’s skræk-faktorer (M samler på sko, og bruger 2000 kr. på frisør hver 3. måned) – er det faktisk ret angstprovokerende at tænke på den dag, man vågner op som tredive årig, og i ren panik må springe ud af sengen, løbe ned på gaden og famle ud efter den første og den bedste, der måske ligner Pjerrot lidt. Kald mig bare mønsterbryder (Mor) – men jeg vil forsøge mig med at finde en faderfigur, der ikke bærer præg af last-minute-stress og glemte kondomer. Jeg er nemlig lidt nervøs for, at jeg ikke kan opfylde moderrollen halvt så godt som min kan.
Et maskineri går i gang. Et bazuka skud af ord, brager ud af min mund. Prøver desperat at modstå eksplosionen, men ordene sprutter ligesom ud i alle retninger. Jeg er til sushi reception hos man agent, sammen med en håndfuld andre skuespillere. Noget i mig siger, at dette ikke er stedet man fortæller om sin indviklede fader historie, men kunne ikke finde stopknappen. Det lykkes mig i mellemtiden, at indtage 7 stykker med laks, to stykker chokoladekage med hvid glasur, og tre glas cola. Og bar således en stor del af æren for at befri min agent for senere, at skulle gå ud med skrald.
Havde forinden været i Ballerup med min veninde A, som har samme agent som jeg. Vi skulle se en teaterforestilling, nogle af vores venner havde sat op, for derefter at følges til sushi spisning. Forestillingen var fin, de spillede godt, og det var også udmærket, at det ikke varede så længe, som det af uvisse årsager gjorde for et år siden. Havde kun sovet 5 timer, og måtte således tvinge øjenlågene op. Grinte dog på stikord fra min ven Y, der er en tretrinsraket af talent – spiller forrygende, er hvinende morsom og synger tilmed lækkert.
A nægtede efter teaterstykket, at gå til togstationen, så vi tog i Q8 for at slå tid og kulde ihjel. Stod derinde, og overvejede hvilken Rittersport der var sundest. Lagde trist den med nougat tilbage på hylden, for at gribe ud efter den med høj chokolade procent (i Rittersport termer – en procent over de 5). Under denne bevægelse, møder mit blik for et kort sekund, ekspedienten, som smiler. Da jeg skal betale, bliver jeg spurgt om der ellers var andet jeg ville have. Det var der så ikke. Men det mente ekspedienten, at der muligvis var: ”Er du sikker på, at du ikke lige skal have det her med?”. En seddel bliver rakt mig, med et telefonnummer på. Bliver tomatrød i hovedet, takker og fiser ud derfra med fnisende veninder omkring mig. Og så stod vi der, på den anden side af gaden, overfor de store glasruder ind til Q8, i vores alt for tynde sko og kiggede længselsfuldt efter bussen.
I dag skulle jeg interviewes til Familiejournalen. Da jeg ikke lige havde nogen strikkeopskrifter på mig, besluttede jeg mig i stedet for, at tage strutskørt på, og medbringe et billede af mig selv som 3′årig, for at virke lidt interessant. Sidstnævnte var dog aftalt på forhånd, men vakte ikke desto mindre jubel. Da jeg trådte ind på DogH, slog det mig, at jeg ikke havde nogen ide om, hvordan journalisten og fotografen ville se ud. Jeg kæmpede mig igennem en horde af børnefamilier og latte drikkende, pageklippet kvinder med vigtigt forklarende fagter. Og jeg blev ærlig talt lidt overrasket, da der midt i virvaret, sad to mennesker og vinkede lige så fint. Der var tale om to mænd, der lignede noget der netop var trådt ud af Olsen Banden. Fotografen var lille og lidt rund i det, og journalisten var spinkel, dog iført fyldig bjergged pels (Geden, som han selv kaldte den). Stemningen var munter, og spørgsmål som: “Hvis du vandt 14 millioner, hvad så?” og “Hvad er din største drøm?” – gjorde mig i helt godt humør, og dansede derfor ud på Sortedamsøen, hvor fotografen knipsede løs.
Når verdens mest retarderede fyr, indleder en samtale på McKluud med: “Hvad er chancen for at vi to kan blive kærester?” er det jeg må stoppe op, for der efter, langsomt og forsigtigt, at bevæge mig ud i en afvisning. Ordene: “ikke eksisterende” tårner sig op i mit hoved. Men et andet sted inde i mig, sidder der en gammel dame med blå rødvinstænder (Ulla med h, altså: Ullah), som helst ser, at jeg følger det gamle regelsæt, hvor man skal tage en masse hensyn, og godt må lyve, for at fremstå sød. Ganske få gange, er det lykkedes mig at gennemskue hendes rødvinsbrandert’s “jeg-ved-bedere-råd”, og indset, at man kommer længst med sandheden. At man faktisk ikke behøver at være flink, over for en, der er fræk nok til, at ville være kærester, uden at have sagt hej først. Ullah holder af positiv opmærksomhed. Frem for alt, og frem for negativ opmærksomhed, ikke mindst. Så selvom min hjerne mener, at “tilbuddet” er omtrent lige så sandsynligt som, at jeg blev gift med Jude Law (at foretrække dog), fastholder Ullah den pæne afvisning frem for den sjove. Jeg syntes i øvrigt slet ikke, at Takt og Tone kommer grundigt nok ind på denne problemstilling. Og hvad vigtigere er; hvordan man slipper af med trælse Ullah. Hun sviner med rødvin gør hun. Og så lugter hun rasende fælt – af uhæmmet angst og usikkerhed.
Min mor siger altid, at man skal følge sit hjerte, og at man ikke skal lægge sin energi ud til andre. Helt sikkert. Jeg forelsker mig jo konstant! Men i min forelskelse, når jeg skal tage mig sammen til at følge andet råd, er det som om, at det kortslutter. For som jeg i tidligere indlæg har nævnt, så er jeg sucker for ros. Ups, jeg mener: Ullah er! Ullah skal lige tage og fucke af.. Nu. Tak. Så kan man måske få lidt ro til, at finde sin store kærlighed, få sig en sjov hund og nogle børn med flot hår. Ind til da, så tror jeg sgu jeg gifter mig med mig selv. Så kan jeg elske og ære mig selv, til døden sig skiller.
Jeg så en engel i lørdags. Jeg så en engel, og glæden selv lørdag nat. Og jeg så det hele på McKlud. Pludselig sad der, uden nogen former for advarsel, en gammel dame overfor mig, på en af McKluds slidte bænke. Hun var omkring 60 år, meget farverig i tøjet, iført hjemmesko og havde tilmed helt orange hår. Hun hørmede af glæde, grin og lange druksange. Så jeg gav hende en hjertelig velkomst. Nogen ved bordet troede endda, at det var min mor. Det var det såmænd ikke. Det stærkeste jeg har set min mor drikke, er et dobbelt kaffe shot i sin latte, og jeg vil godt vædde med, at det ikke var kaffe shots denne dame havde under vesten. Hun grinte uden at bevæge munden, og sang ”stik mig en øl” på yderst opsigtsvæggende vis. Hun var et festfyrværkeri af glæde, og selvom hun var fuld af druk, som nogen måske vil mene tager lidt af det fine i historien, tror jeg hun havde det sjovere den aften, end en bankmand fra Birkerød nogensinde har turde drømme om. OM hun var en engel eller ej, kan selvfølgeligt være svært at bevise. Men fornemmelsen var alligevel så stærk, at der ikke var nogen tvivl i mit sind.
Jeg var i øvrigt lige kommet hjem fra Aarhus den aften. Det hele var gået godt til prøven, og jeg var i det hele taget ret stolt ved situationen. I hvert fald hvis man ser bort fra den mavepine jeg havde slæbt på, siden lørdag morgen. Det må her nævnes, at det IKKE kan anbefales at have ræser-mave for fuld skrue, i et tog fra Aarhus til København, med kun ét fungerende toilet. Og næppe er det vel nogen god ide, aftenen derpå, at spise stærk indisk mad. Men ikke desto mindre mødtes jeg med Homo frisøren, Make-up artisten, Punkeren, og to andre film folk, til middag på Tandori Masala på Halmtorvet. Maden var fin, maven i bedring, og tanken om snart at finde hegnet på McKuld, gjorde mig lidt lykkelig.
Da jeg vågnede søndag morgen, havde natten forvandlet min brandert til en mindre ildebrand i hjernen. Slugte to panodiler og stod først op igen, da branden føltes som en svag trykken. Slukkede resterne med kakaomælk, i bussen på vej hjem til min mor. Nåede frem til hendes havne bolig, hvor jeg så tv og chattede hele dagen væk.
I dag tog min mor og jeg havnebussen ind mod byen, hvor jeg havde lovet at hente en sort blonde-silke kjole, med matchende sko til, som jeg skal have på til ”Far til Fire på Japansk” – premieren. Jeg hentede det i Nyhavn, på Edith og Ella kontoret. Havde stadig mit søndags tøj på: Peak Performance jakke, termo sko og ternede bukser. Lignede sådan en type, der altid spiller meget insisterende på klaver, når man er til et middags selskab. Sådan en, der altid stanger tænder, offentlige steder, og som syntes det er heeelt naturligt at prutte. Sammen med fremmede. Og sidst men ikke mindst, en der kalder alle for ”ven” med jysk dialekt. Jeg hentede derfor i al hast mine nye smukke gaver, takkede mange gange – og fes derefter af sted, i håb om, at ingen bemærkede mit tvivlsomme outfit. Med indre jubel over nyt tøj, besluttede jeg at slå et smut forbi min gamle svigermor. Hvad jeg desværre havde glemt var, at hun havde flyttet sin designer shop hen til hendes nye model bureau.. Og så hun var hun der ikke engang. Det var derimod min gamle kærestes storesøster. Og her stod jeg så. På et yderst hipt model bureau, med mit jyske tøj, og blev helt stresset over det jeg havde gang i. Men hun var så sød simpelthen, og jeg nåede oven i købet, at blive lidt rørt over hendes fine modtagelse. Da jeg kom hjem, prøvede jeg mit nye tøj, og gik lidt rundt i det, mens jeg sang med på The Balcony, og missede med øjnene, og forestillede mig selv, uden uldne ben. Nu skal jeg over på teatret og optræde for et par netop løsladte fanger. Spændende.
Jeg tør næsten ikke at skrive om det.. Det er næsten som at tegne en forbudt tegning, eller skrive et indlæg om en sur dame der har fødselsdag (med resultatet: Fyret). Men jeg kan afsløre, at jeg er på vej til Aarhus, og det efter en mindre katastrofe. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg stod på Københavns Hovedbanegård, med en stor lædertaske under den ene arm, og baksede med en telefon i den anden. Jeg var netop stået ind i toget, da stemmen i den anden ende af røret blev mig fjern, og (for en stund) ligegyldig. Jeg opdagede, at jeg ikke befandt mig i toget til Aarhus, men toget til Sverige. Troede kun det var på motorvejen den slags fejl skete. Det var nogle mærkelige sekunder, der kom lige efter. Jeg lagde på, og indså, at det tog jeg lige havde set køre af sted til Fredericia, var det der skulle have kørt mig til Aarhus. Jeg brugte ventetiden på at spise pomfritter og drikke verdens største kop kaffe. Spiste og drak mig ud af katastrofen, som ved nærmere eftertanke måske bare var en lille svipser.
Det har ellers været en dag med ordet ”kontrol” som gennemgående tema. Jeg har gjort pisse meget rent, sendt de sms’er jeg i løbet af ugen ikke har haft tid til (Læs: de kedelige og arbejdsrelaterede sms’er, som jeg ikke gider spilde 25 øre på – så flovt), trænet og lavet sund mad. Alle ting jeg gerne ville have praktiseret hele ugen.. Det skete ikke. Men de 6 timer min sunde livsstil varede, har været fantastiske.
Mit glattejern ville ikke med den lange vej til Aarhus. Så jeg sidder i lidt af et dilemma. Enten skal jeg spille min teatertekst med hue på, eller også må jeg tage til takke med trolde looket, og gå på scenen med mit udpinte stød hår.
Kom (til alle andres store irritation) lige til at le ret højt her i kupeen. Min hjerne var taget på langfart, hvor den var stødt på et af livets helt store forskrækkelser. Det hele startede ellers ganske festligt ud. Jeg havde netop vundet to biografbilletter, fordi jeg havde holdt en sjov tale under middagen. Det var en opgave jeg var sat på, som et led i en selskabsleg. Vi var til afslutnings fest på en film produktion, og for dem der ikke ved det, så betyder det fri alkohol. Så jeg blev fuld. Rigtig fuld. Så snart den sidste bid mad var blevet slugt, fes jeg manisk ud på dansegulvet, smed de høje sko og kastede mig ud i benhård hiphop.
Tiltrak en del opmærksomhed på den konto, og blev derfor ikke vildt overrasket, da en af de lidt ældre mænd, tog fat i min hånd, og forsøgte sig på pardans – med mig. Da vi lidt efter stod over for hinanden, med frie hænder, begyndte han at danse uhæmmet sexet op af mig. Han sagde, at jeg måtte love ham, at sige når jeg gik. ”Jaja” var mit tåbelige svar. Efter GRUSOM befamling i baren, og ord som ”du er sikkert helt glatbarberet” og ”du er en moden blomst – jeg godt gad ….” fra en mand, der kunne være min oldefar, besluttede jeg mig at pakke sydfrugterne og drage hjem. Her kom jeg i tanke om mit løfte fra tidligere. Han stod heldigvis og snakkede med nogle andre, så jeg sagde farvel og tobak til hele flokken. MEN til min store fortrydelse hørte jeg en velkendt stemme sige: ”Ja hold da op, klokken er blevet mange, skal vi ikke følges?”. Det skulle vi åbenbart, men først skulle jeg på toilettet. Sad der ude lidt, med desperationens sved på panden, for at finde en flugtvej. Magtede hverken konfrontationen eller afvisning.
Så derfor mit snit til lige at kunne løbe ud på et depot, uden at blive set. Her var der en lille trappe, der førte ud på en altan. Her var der så igen en stige, der hang i to kroge på en væg. Man blev nød til at hoppe hen på stigen fra altanen, så det gjorde jeg. Og så hang jeg ligesom der, med en mærkelig brusen i blodet, og indså, at der var temmeligt langt ned, og at manden jeg flygtede fra,
stod nede i gården. Gik mildest talt i panik. Hvis jeg havde besvær med at forklare mig ud af min situation før, ville det at stå på en stige højt oppe på en bygning, næppe gavne. Jeg hoppede ned, og blev mødt med en kommentar, om det længste toiletbesøg han havde været vidne til.. I taxaen var stemningen lummer, og der var et sæt gamle mandehænder på mine lår. Jeg skyndte mig derfor ud, og smækkede døren med
ordene: ”Kom godt hjem, og hils din kone!”. Magen til idioti skal man fandeme lede længe efter.
Troede faktisk jeg skulle mødes med et menneske, der kun skriver korte arrogante sms’er, et menneske der går på smarte in-cafeer, taler halvt engelsk/halvt dansk, og som ikke tåler usikkerhed eller fimsede termo sko. Var lidt bange faktisk.. Lukkede derfor øjnene i metroen, og havde lyst til at gemme mig under mit sæde. Som om min date blev til luft, hvis jeg lå dernede med lukkede øjne. Men ingen som har hvide Hunter gummestøvler på (trods 40 minus grader), og trods alt en god portion selvtillid, kan lukke øjnene, og ligge stille særligt længe af gangen. Jeg skulle mødes med Ham Der Rakte Tunge På TS. Til min store forbløffelse, så han faktisk utrolig venlig ud, som han stod der i døren, som ikke kunne åbnes helt, fordi en hvid læder sofa chaiselong stod i gangen. Han var lige flyttet ind, og hende der boede der før, havde stadig nogle ting stående. Denne chaiselong var på vej ud, sagde han. Jeg var fristet til at spørge, om det var 80′erne der havde ringet – og bedt om at få deres møbler tilbage. Men resten af sofaen stod stadig inde i stuen..! I stedet fik jeg dog spurgt, hvorfor hende der boede der før ham, ikke havde taget sit legetøj med sig? Det var så hans egen søns.. Mistede for et kort øjeblik overblikket. Men så gik vi ud i køkkenet for at hente vanilje kranse fra Irma, tørrede tranebær og kaffe med vanillie rismælk i. Jeg fik det store krus. Vi startede blidt ud med, at tale om livets vigtigste formål, hvor jeg fik en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg bliver ret så verbal, når jeg møder nye mennesker, især når de overrasker med venlighed. Og blev derfor vidne til et orgie af ord, om min far, mangel på samme, min seje mor og min teenager bror. Han sagde han elskede historier fra det virkelige liv. Og opmuntrede mig derfor til at fortsætte min uafbrudte talestrøm. Han fik dog taletid, til at vise mig de planter han selv havde plantet, lige ved terrasse døren. Den ene var en klementin plante, hvis blade duftede heraf. Det var som om, at de 4 timer vi var sammen, var verden bare lille og sjov. Og det selvom vi talte om en masse store og farlige ting. Fandt i øvrigt ud af, at hans hjemmesko var lavet i termo, han er træt af folk der taler engelsk, når de ikke behøver, og slet ikke opdager, at man er usikker. Den arrogante besked, var i øvrigt selvforskyldt.. Havde åbenbart skrevet, at jeg ikke kunne ses senere, her den anden dag, fordi jeg skulle se Livvagterne med min veninde M. Han havde efterfølgende spurgt om jeg ville ses eller hvad? SÅ jeg anbefaler alle derude: Ret ryggen, lad dig ikke synke sammen i metroen med lukkede øjne. Verden vil dig det bedste.
Vi sluttede af i Fakta. Og da vi i køen stod i noget meget ugyggeligt og skarpt lys, sagde HDRTPTS, at jeg jo fakisk havde en del smilerynker der krøllede ved øjenkrogene.. Jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget så fornærmende, afleveret så mildt og med en så fin barnlig naivitet. MEN, så var det pludselig som om, at jeg med et trylleslag, fik rigeligt med tid til at grine-græde på en stresset måde. Jeg sagde, at jeg ville smadre ham, og slog ham lidt på jakken..Og så tog vi hjem, hver for sig.. Med vores indkøbs – og øjen poser..
Jeg ønsker mig forresten masser af luksus og masser af lykke og masser af dyner her i 2010. Noget der kan gøre mig rigtig lykkelig, er nemlig, når jeg har husket at lægge mine dyner helt op af radiatoren, så de er temmeligt varme, når jeg skal sove. Og jeg bliver også ret glad, når jeg vågner, og ikke behøver at stå op. Jeg magter så lidt, den elendige fornemmelse, der rammer en, når man åbner øjnene, og kan høre ens vækkeur ringe. Ingen ved hvor natten blev af, hvad der så at sige gik galt for tidsfornemmelsen. Jeg har prøvet det et par gange, og kan godt komme med et par gode foreslag, men den virkelige forklaring kender jeg ikke. Det er så godt jeg arbejder om aftenen. For så slipper man for at tænke over den slags.
Jeg elsker desuden ros. Og da jeg ikke kan få nok, vil jeg i det nye år, også selv begynde at rose. Mig selv. Sole mig i søde ord – dagen lang, uge efter uge, igen og igen. Og samtidig minde mig selv om, at det hele nok skal gå. Fremad.
Min bedste veninde M: “Ham? Jamen, var det ikke ham, der ikke ville se dig længere – fordi han syntes din røv var for stor?… (Lang truende tavshed)… Ååh, det er noget R har fortalt mig!” Jeg var lige ved at kløjs i en mundfuld inside-out maki af bare forargelse. Men tjoe.. Som jeg engang vendte mig om og sagde, under et samleje med en fyr, der gentagende gange forsøgte sig med det “forkerte hul”: “Det kan godt være min røv er stor. Men mit røvhul er fandeme lille!”.
Her vil jeg straks bevæge mig videre til emnet mad og ældre mande venner. Jeg var dagen før juleaften – på en gastronomisk flyvetur med min fine ven H. H er en del ældre end mig, men han bruger udtrykket “grande” og så går han i gule ruskindssko. Et sandt bombadement af smags indtryk skulle møde os denne aften på Grønnegade. H havde været der før, og ville vise mig indretningen oven på. Et hensyn han nu ikke havde behøvet gøre sig – der var pisse koldt, og lyset dæmpet. Tjeneren syntes, at han ville være flink, og bestemte sig for at forkæle os med en gratis forret: Dådyr mørbrad med pærekompot (noget i den art i hvertfald – H går på jagt – spør’ ham). Til fiske hoveretten hørte sig indbagt risotto i panko rasp (det der rasp man oftest ser på konge rejer). Det var som at høre Nina Simone “Feeling good” for første gang – fucking good! http://www.youtube.com/watch?v=h8tuTSi6Sck Da vi var kommet igennem retterne, vinen og havde spist alt valnøddebrødet, forlod vi svævende stedet og drak kaffe på den Franske Café.
Næste gang jeg så H, var nytårs dag. Da han bor på Lars Tyndskids mark, havde han lejet et værelse på Skt. Petri. Aftalen var at spise frokost og ønske hinanden godt nytår, inden vi skulle hver til sit. Han til middag på Custom House, og jeg til den niceste pige middag hos min formidable så-godt-som-kok-veninde, som selvfølgelig stod for maden. Nåh, men vi skulle jo have noget frokost altså – og alt havde stengt nok lukket der på nytårsdag. UNDTAGEN en sushibar. Her købte vi sushi, som vi tog med op på hotelværelset, hvor vi spiste, drak champange og gjorde os klar sammen. Jeg havde desuden glemt at tage nylon strømper med, og da jeg ikke ønskede at det nye år skulle brække sig ved synet af mig, panik-købte jeg et par leopard strømper, der med garanti ikke vil blive brugt i 2010.
