Carla Chloe

Efter at have boet i Københavns Havn et par år, med min mor og lillebror, er jeg nu flyttet tilbage til min opvækst bydel – Østerbro. De fleste ville nok være henrykte over at ”vende tilbage” til sine rødder. De ville gå en tur hen ad den sti de lærte at cykle på. De ville slentre hen ad stien, stoppe op, og sige: ”Hér faldt jeg, og slog hul på knæet”. Det eneste minde, jeg har bidt mærke i, dukker op hver gang jeg cykler forbi min gamle folkeskole. Det var en håbløs periode for mig – sparsomt med venner, og min faglige kompetence var heller ikke ligefrem velegnet til pral. Det var min lærerinde flink til at minde mig om. Når jeg midt i matematiktimen, kunne høre hendes stemme knække over i en skinger tone af dårlig kontrolleret bitterhed, vidste jeg, at det var mig, der stod for skud: ”Hvad tænkte du, da du lavede de her regnestykker?” Og så kunne man ellers se mig luske hen til kateteret, i et håb om, at ingen fra klassen så min frygt og de svedperler, der tonede frem på panden. Når jeg havde stået deroppe hos min lærerinde længe nok, uden at nogen af os blev det mindste klogere på min regne metode, sendte hun mig opgivende ned på plads igen. Og så til klassen: ”Er der nogen af jer, der vil komme herop til tavlen, og forklare Carla, hvordan man løser dette simple stykke, som i allerede lærte i 3. klasse?”. Selvom det tager nogle øjeblikke, for mig at opspore minderne, når jeg drøner forbi skolen på min rustne cykel, er det som om, at det kunne være sket i går. Tiden har ligesom tydeliggjort detaljerne. Men jeg er heldigvis færdig med at gå i folkeskole nu. Og i fuld gang med at skabe nye minder. Selvom der ikke er meget at lave på Østerbro. Med mindre man har børn, eller er gravid – bevares.

Min mormor er død. Hun var forbavsende afvisende, den sidste gang min mor og jeg besøgte hende. Hun var anderledes, og ikke helt så lykkelig pludrende, som hun plejede at være. Hun sagde, at hun gerne ville dø snart, og jeg spekulerede på, om det mon var op til hende? Vi kom forbi en kold eftermiddag, blot to dage efter at hun var flyttet på plejehjem. Hjemmet lå temmelig langt væk fra det busstoppested, rejseplanen havde anbefalet os at stå af på. Vi havde flødeboller med, og jeg bar dem, fordi jeg havde de tykkeste vanter på. Vi havde besøgt min mormor adskillige gange, i al den tid hun lå på hospitalet. Men den her eftermiddag, sad hun altså i sin plejehjems stue, på sin stol, fuld af smertestillende medicin, og hostede anstrengt. Modstræbende havde hun, efter en flødebolle, indvilliget i, at tale om hendes tilstand og kræften der sad i hendes knogler. Hendes situation virkede bestemt fortvivlende, og lige meget hjalp det, da min mor forsøgte at få hende til at vende fokus mod det positive fra fortiden og ikke mindst den fremtid hun ventede sig hos Gud. Den slags gad hun ikke tale om. Jeg lagde pludselig mærke til, at hendes lille krop, knugede sig ind imod sig selv. Hun havde den kropsholdning, et menneske, der aldrig har turde bearbejde smerte, bærer. Jeg havde ondt af hende. Den mormor der hele min barndom, har været så glad og sprudlende, var nu lille og ensom. Hun var bange for ensomheden – og døden. Ringede rundt til sine veninder flere gange i døgnet, så hun var sikker på, at få besøg hver dag. Hun sagde til mig i telefonen – at det aldrig måtte blive en pligt, at besøge nogen. Jeg ved ikke om hun mente sig selv, men jeg kom så tit jeg magtede det. For efter at have besøgt hende, da hun var blevet indlagt første gang, fandt jeg ud af, at jeg ikke bryder mig om hospitaler. Hun var faldet i sin stue, fordi hun en dag, pludselig havde fået voldsomme kramper. Da jeg nåede frem til hospitalssengen, lå hun, godt pakket ind i dynen og med sit viltre hår bredt tilfældigt ud over puden. Hun var helt udmattet og omtåget, og vågnede kun når man talte til hende. Hun lignede en lille rynket engel, med en grå glorie af tykt hår. Jeg græd. Og da jeg havde gjort det nogen tid, skrev jeg et brev til hende. Jeg har efterfølgende hørt, at da hun læste det, græd hun for første gang i 20 år, eller sådan noget. Det var ikke sport rart at være alene med min mormor den dag. Men ikke desto mindre, var det den dag jeg sagde farvel og takkede hende for at have være den bedste mormor jeg kunne ønske mig. Jeg lukkede øjnene og bad for, at hun ville blive fri og glad, der hvor hun var på vej hen. Mormor – jeg elsker dig.

Det var både trist og komisk at se på varmemesteren nede i gården. Han havde et værre besvær med at få skraldespandene til at makke ret, og trille i samme retning mod baggårdens udgang. Jeg var i god tid her til morgen. Skulle først møde kl. 12.00 i tøjbutikken, og brugte derfor tiden til at smøre mig ind i selvbruner, til den tv-vært rolle jeg skal spille i morgen. Min kostumier påstår, at en studievært er solbrun. Gad vide hvorfor egentlig. Trods tvivl, besluttede jeg at det næppe ville vække jubel trådte jeg op med gusten hud og et – i det hele taget – opgivende look. På grund af selvbruneren, har jeg hele denne travle dag, slæbt rundt på lugten af kunstig sol og abrikoser. Det var ingen behagelig lugt, og jeg forsøgte derfor af alle kræfter, at holde den på afstand med rigelige mængder parfume. Således lugtede jeg stærkt af duftevand, med en krydret undertone, der i løbet af dagen til stadighed tog til i styrke.

Og havde det ikke været fordi jeg skulle til første produktionsmøde på den teaterforestilling jeg skal være assistent på de næste tre måneder, kunne lugten egentlig taget ikke have interesseret mig mindre. Men til møde skulle jeg. Og det oven i købet med en række mennesker, jeg tidligere har arbejdet sammen med, foruden dem jeg har hørt godt om, og dem som jeg ingen anelse havde om, hvem var. Jeg var et kvarter forsinket, og der var blevet ringet efter mig. Cykelturen fra tøjbutikken til teatret, var kort, men viste sig dog at være påfaldende kold. Indså at min beslutning om at spare tid ved, at undlade at lukke min jakke og tage mine vanter på, fik kuldegysninger og mindre forfrysninger til følge. Jeg nåede dog frem, og mødet begyndte lidt efter. Jeg sad aldeles opslugt af vores instruktørs ivrige skitsering af stykkets mange ideer og setups, mens jeg fraværende tog imod mad fra tagselv bordet. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg mærke, at mit ansigt lyser op i et lykkeligt smil. Jeg er så glad for at være kommet med på den her produktion, og tilmed i en periode, hvor jeg har spandevis af tid  - som jeg ville være trist over at vifte halvhjertet væk.

På søndag skal jeg til en casting, hvor jeg skal synge. I et splitsekund af spruttende overskud og ”jeg-kan-alt” tanker drønende rundt inde i mig, har jeg valgt at melde mig til denne sang-inkluderede casting. Da jeg luftede beslutningen til min veninde M, blev jeg mødt af en overrasket latter. Og så snakkede vi om noget andet, mens mit humør langsomt men sikkert, snak mod nulpunktet. Her til aften har jeg så øvet mig lidt, på den sang jeg vil synge på søndag. Jeg fortsatte i flere minutter, uden at føle mig bedre tilpas af den grund. Ved de høje toner, sang jeg faktisk mere skingert, end nogen vred kat, jeg har hørt. Tja, jeg ved ærlig talt ikke, hvad der komme til at ske med mig på søndag, men jeg lover at finde ud af det.

Jeg har betalt min tre-måneder-lige husleje i dag. Neej, tænker De måske, sikken en bedrift. Og JA, det er måske ikke videre interessant læsestof, men det er ikke desto mindre en stor ting for mig, at betale tre måneders husleje på én og samme dag. Så jeg fik hjælp af min mor. Har nu en foruroligende sparsom måned foran mig, og tog derfor ind til byen, for at lege ”rig” sammen med min veninde M og hendes ven S. Vi var alle tre flade som pandekager, og hyggede os derfor med at prøve lækre cremer og finde ting vi ønskede os. Da vi var nået op til Storkespringvandet ad Købmagergade, så jeg til min forskrækkelse to par sko, komme trampede ud fra Monki. Disse fuldkommen groteske sko, sad på en mand, og ligeledes hans veninde, bar skoene ingen turde drømme om, eksisterede. Skoen var sort, fyldt med skinnende metal genstande, med et solidt fundament, bestående af en plateau på 10 cm. Om det var et besynderligt forsøg på at skabe en illusion om klumpfod, vides ikke. For disse unge mennesker lignede egentlig noget man kunne finde i et Vogue blad, var billedet blot cuttet ved anklen. De bar desuden skoene, begge to – ens solbriller. Også de var massive og sorte. Jeg forestillede mig, at der bag disse, gemte sig øjne fyldt med muntert vanvid. Og det gjorde jeg netop fordi jeg så sent som dagen forinden, havde stået på Kongens Nytorv Metro Station, og ventet på den metro, der skulle følge min lillebror og jeg, hjem til vores mor. Jeg kommer pludselig til at drage den konklusion, at jeg temmelig sikkert, er inde i en stime af mennesker, der på enhver måde peger i retning af alternative måder at leve et liv på. Nuvel, det syn der mødte os, dernede i den kolde metros undergrund, var hverken mere eller mindre, end et kæreste par. Et par, der begge var klædt i sort tøj, og tilmed begge bar en høj sort hat. At de begge to havde mørk make-up rundt om øjnene, er som sådan set før. Men overraskelsen var ikke til at komme uden om, da min bror og jeg opdagede en kraftig metal kæde, der løb fra mandens hånd, og endte ved kvindens hals, og således fungerede som en ”hunde” snor, med manden som ejer. Det var tale om petting i yderste potens, hvilket muligvis er en lille smule i overkanten, af hvad jeg mener et forhold kan bære.

Og det var ved denne sammenligning, at frygten som sådan satte ind, dér midt på Købmagergade. For midt i tankestrømmens fordømmelse, havde omverdenen taget et uvilkårligt sving, som ubarmhjerteligt knaldede sit hæslige fjæs, lige ind i mine to venner og jeg. Manden med besynderlige sko, råbte på min veninde M i en grådig, nærmest liderlig tone: ”Heeeeey Girlfriend!”. En samtale satte i gang. Jeg undrede mig diskret (bevares), over min venindes kendskab til dette menneske. Og det blev os tydeligt, at det eneste vigtige for ham, syntes at være, hvor mange blade han ville komme i, i den nærmeste fremtid, og hvor godt han så ud på billederne, og med den holdning får man ikke mange plusser i min bog, endsige i hvilken som helst bog overhovedet. Hvilket får mig til at tænke på et ordsprog jeg (på pinligste vis) har set i Dr. Phil: ”There is just something about that guy, that i hate about myself”.

Det var den sidste forestilling på vores en uge lange turné. Vi skulle for første gang, optræde om aftenen, så vi var derfor alle sammen trætte, efter gårdagens sene natte roderi. Da vi kom frem, blev vi alle meget forbløffende over den flotte scene, som var udstyret med en masse forskelligt farvede lamper, som nok mest af alt mindede om en koncertscene. Jeg tog endda et billede (se op). Men da vi skulle op på den, opdagede jeg, at mange store lamper samlet på ét sted, frembringer en ubarmhjertelig varme. Og som vi sad der i lampens hede, var det, at vi opdagede, at der kun var mødt 30 mennesker op. Hvoraf 5 af dem arbejdede på stedet. Ham det stod for det hele, irriteredes over det manglende publikum. Han prøvede at skjule det, ved at smile anstrengt, hver gang jeg så på ham. Men det var svært helt at skjule sin ærgrelse over det sparsomt opmødte publikum, der forhindrede at alt kom i orden, så det kunne blive den succesfulde aften, han havde håbet på. Det var synd, vel var det så. Især hans tale, fik mig til at blive lidt trist. Lad mig bare sige, at den i hvert fald næppe var skrevet med udgangspunkt i et fremmøde på 30 personer. Han læste de store ord op, og jeg tror måske han var lidt nervøs. Han takkede diverse sponsorer, der i aller højeste grad havde stablet en fin event på benene. Først efter han havde talt sig lidt varm, kom han ind på fremmødet – eller mangel på samme. Det var dog ikke en decideret fiasko, vi spillede en god forestilling, og dem der trods alt var mødt op, var ganske henrykte. Især den lille pige på første række. Hun har vel været 3 år eller sådan noget i den stil. Hun sad bare dér. Og tog imod, helt opslugt, kun forstyrret en enkelt gang eller to af sin energiske far, der kom med vand og en enkelt banan. Rigtig sjovt blev det, da en lille fyr kom ind midt under forestillingen. Han gav sig til at grine på steder, ingen andre gjorde det. Og han grinte højt gjorde han. Højt, og på en måske en anelse grotesk måde. Men vigtigst af alt – det smittede. Det skulle vise sig at blive et gennemgribende tema for aftenen. For lidt senere, kom en lille flok af unge drenge ind, og satte sig midtfor. De så ud til at kunne lide det vi fortalte om. Og især den mindste af dem, der var temmelig bleg i ansigtet, bar en stor kasket og en endnu større hættetrøje, grinte et meget opsigtsvækkende grin. Desuden rokkede han kraftigt med, da J fra ensemblet rappede, om alt det han var træt af. Bag på mig, kom det således, da vi efter forestillingen startede på debatten, og denne unge mand kom med en kommentar uden den fjerneste antydning af høflighedsfraser. Han fik mikrofonen hen til sig, og lænede sig tilfreds tilbage i den umagelige caféstol, hvor han sagde følgende, med en stemme som Linda P glimrende ville kunne gengive som en fra Sydhavnen: ”Hva’ fan’ sker’ der for jer? Jeg syntes simpelthen i skal til og tage jer sammen”. Jeg nåede lige at tænke ’ Hvad er nu det for en kommentar’, for øjeblikkeligt at måtte bryde ud i et rendyrket grineflip. Han grinte også selv. Han grinte som om, at han lige havde røget en ordentlig spliff (hvilket han med stor sandsynlighed også havde) og derudover ikke var bange for at tiltrække opmærksomhed. Jeg spekulerede kort over hans massive sociale dysfunktion, og tilsvarende svage interessefelt i god opførsel. Men jeg så ham rokke med til nummeret om alt det han var træt af. Jeg så det med mine egne øjne. Og hvem ved, måske er der blevet sparket lidt til den kæphest han sidder på? Håber han for lyst til at folde sig rigtig ud, og bruge sin energi med et anderledes positivt fortegn. En dag.

Fraværende sad jeg rundt om det lange plastikbord under den skarpe lampe, i vandrehjemmets fælles stue. Jeg burde blive her og have det lidt sjov, men for fanden da – jeg magtede det ikke. De andre var halvfulde, og de opfindsomme druk-lege passede ikke rigtig til min sindsstemning. Jeg overvejede alternativerne, mens jeg forsøgte at gætte, hvad der stod i panden på mig. Lidt senere løb jeg rundt om min stol eller klappede en kort melodi, alt efter hvilken regel, der var sat op for det tal, jeg var i legens rækkefølgen. Jeg sad og drak lidt Cola Zero, før jeg endelig besluttede mig for at gå i seng. Ude på toilettet sad jeg temmelig længe, mere eller mindre bevidstløst og filede negle. Jeg undrede mig over mig selv. Jeg gad ikke drikke mig fuld. Jeg var heller ikke med til middagen?! Min instruktør havde set på mig med et bekymret blik, og erklærede mig for værende gravid: ”Du var også helt skruk i genbrugsbutikken tidligere i dag – hvad skete der for den der baby flyverdragt?!”. Jeg er IKKE gravid.. Måske er jeg bare træt af lejerskole stemning, gammel røg og mennesker omkring mig dag og nat?

Min mor giver mig mange råd. Vi taler om næsten alt, og jeg ved, at jeg altid kan forvente mig et ærligt og brugbart svar fra hende. Jeg ved bare ikke, om hendes vurderinger om mit kærlighedsliv er helt så meget værd som de andre råd  - historisk set – næppe.

Vi skulle bare have drukket kaffe sammen den eftermiddag. Eller det vil så sige, at han ikke drikker kaffe, så jeg havde brugt temmelig lang tid på at stå nede i Super Best, og beslutte mig for hvilken te han mon kunne lide. Jeg valgte den grønne. Et sikkert valg, bestemte jeg. Sidst jeg så ham, var nytårsaften. Han var kommet et smut forbi med en ven, på vej til en anden fest inde i byen. Lige siden han slog op for 5 år siden, har denne årets sidste dag, fungeret som ”helle” for regler, der holder vores ord til hinanden, tilbage. Denne aften blev han overraskede nok til middag. Vi købte indisk takeaway, som lugtede lidt som en pakistansk T-shirt måtte lugte efter en hel dag i solen. Han roste min lejlighed mere end jeg havde forventet, og var glad for teen. Da vi havde spist, og jeg stolt havde vist ham alle mine flotteste ting, som var jeg 5 år gammel, så jeg pludselig på uret: ”Jeg har lovet mig selv at tage hen og træne i dag”. Jeg rejste mig, og forsvandt lidt usikkert ind i soveværelset, for at hente mit træningstøj. Jeg kom hurtigt tilbage i stuen, og lænede mig tungt op af dørkarmen. Det var svært at sige farvel. For jeg vidste ikke hvornår jeg kunne håbe på at se ham igen. Vi gik sammen ned på gaden. Hans cykellås var frosset fast. Jeg skyndte mig derfor op igen, for at hente en pose med varmt vand. Da jeg kom ned, havde det lykkedes ham at låse den op, uden min hjælp. Han krammede mig farvel i adskillige sekunder, og kyssede mig kærligt på panden. Jeg gik alene hen mod Fitness DK, og spekulerede på denne uventede drejning aftenen havde taget. Jeg var uegnet til afsked, tænkte jeg selvbebrejdende. Suget af afsked fyldte mig op, så jeg på kejtet vis var blevet 16 igen, og jeg helt glemte at sige vigtige ting, som at, jeg ikke vil sige farvel til den jeg elsker. Midt i tankerne stod han pludselig foran mig igen. Han var cyklet efter mig, og stod nu ude på den snebeklædte vej, og insisterede på at følge mig til træning. Han kom igen dagen efter, og det hele førte til mere. Video aftener, biografture, natlige besøg, og sen morgenmad i min lille lejlighed.

Så mor – er vi kærester nu? Hun trak på skuldrene, og sagde: ”Ja, det lyder da sådan”. Hun hostede hurtigt, og satte sig op I sengen: ”Så længe du har fulgt dit hjerte, så er alt som det skal være”. Jeg sad på en af hendes høje designer stole, hvor jeg lod følelsen skylle ind over mig. Jeg rejste mig, og gik over til vinduet, hvor lyden af et nyt byggeprojekt nåede mig som en fjern havbrusen, som livet derude. Alt er som det skal være.

Jeg blev trukket ind i en følelse jeg ikke havde lyst til at deltage i. Den går under navnet ”dårlig samvittighed”, og den har det med at dukke op, netop som man ikke manglede den. Ikke overraskende, var denne gang ingen undtagelse. Den sneg sig ind på mig, idet jeg læste en sms, fra det menneske jeg nu elsker på 5. år. Jeg vidste, at jeg havde mit på det rene, at han ikke kunne blive sur over noget. Men alligevel. Alligevel fyldtes jeg med en besynderlig fornemmelse af afmagt, og svimlende skyldighed, for tidligere, at have gået af andre stier, end den vej mit hjerte ville føre mig hen af. Den vej, der efter 5 år stadig står og stråler stærkt og klart. De kendte hinanden perifert, og jeg havde derfor besluttet mig for, at lade den sole-klare vej lede mig gennem mørket. Det var en af de gode beslutninger. Selvom det i løbet af de 5 år har føltes som om, at der forinden den sole-klare vej, lå lidt af en ødemark, måtte jeg erkende, at det var vandreturen værd. Sådan en rigtig knastør og træls vandretur dog, hvor solen bare bager dagen lang. Ind imellem, får et blidt vindpust de sløve strå til at vejre dovent fra side til side. Men det var så det. Man slentrer bare. Rundt og rundt og endnu mere rundt. Man småsover måske lidt, mens ens hjerte banker i slowmotion og ens hals langsomt men sikkert, forvandler sig til en tørret mørbrad. Den aften jeg fik besøg fra ham jeg elsker, var det som om, at den knastørre ødemark, pludselig havde en ende. Den sole-klare vej lyste tilbage. Det pludselige modlys fik mig til at tordne frem ad den strålende vej. Det er slet ikke mørkt længere. Det er sjovt så bred vejen føles i modlys, den virker så stor, nærmest som en Boulevard. Stockholmsgade måske?

Den krydrede lugt af røg slog mig kvælende i møde, da jeg kom tilbage til vores værelse. Luften var tung, som havde den været der i årevis. Vi var ellers først lige ankommet til Ringkøbing for et par timer siden. Nu sad de i tavshed og røg. Men lige pludselig var alting ustyrligt morsomt, og stilheden sprang over i et vanvittigt tempo af skvalder. Den mindste af dansepigerne, sprang ned fra øverste køjeseng, og gjorde sig et par groteske dansetrin. De grinte af mine tånegle, som jeg havde lakeret med hvid på spidsen.. Siden hvornår var det blevet en morsom feature? Jeg legede med sætninger, der ville have tvunget dem begge ud på gangen, men besluttede mig for at være ligeglad. Vi skal bo på det her vandrehjem til på fredag, optræde med vores teater hver morgen, og har så ellers resten af dagen fri. Efter morgenens forestilling kører vi ind til byen og handler. I dag stoppede vi op, og så ud over havet som var frosset til is. Det var blændende hvidt, og mine øjne ville gerne hjem igen til underste køje. Grunden til jeg havde mine betænkeligheder ved dansepigernes rygende foretagende, var egentligtaget ikke DERES grineflip og manglende empati. Jeg syntes de to piger er fuldkommen forrygende selskab, men den lugt af roastbeef efter 2 uger i køleskab, den slags røg kan fremmane, sender i den grad mine tanker på langfart. Tilbage til Store Kongensgade i min morfars drøn af en lejlighed. Der var tobak forbruget desværre kørt lidt af sporet for min morfars kærestes vedkommende. Vi kan alle være sure ind imellem. Men nogen har bedre grund end andre. Jeg tror min morfars kæreste havde sine grunde. Det ville føre for vidt at komme ind på dem alle sammen her, men jeg kunne i hvert fald mærke hendes vrede. Jeg brænder sammen, når et menneske det ene øjeblik byder på varme vafler, og det næste niver en med en kold tang. Hold venligst op med det..

”Presseture giver adskellige spetakulære eksempler på mennesker jeg ikke møder til daglig. Jeg kender dem simpelthen ikke. De er mig helt og aldeles fremmed, og dermed overført til de luftlag, hvor kun fordommene overlever. En rædsom erkendelse. Jeg er oven i købet selv med i en teatergruppe fra Betty Nansen Teatret, hvor vi forsøger at gøre op med folks fordomme, og udvide perspektiver og give livet horisont. Lyder det ikke flot? Jeg har åbenbart ikke fattet en skid selv”. Billede: Næstvedbladet

Jeg samlede let svimmel min slikpose op fra det fedtede gulv. Folk taber altid et eller andet, når de er i biografen. Luften er tung og der lugter af popcorn, tyggegummi og sure tæer – en kvalm lugt. Måske var det derfor de et sted i Jylland, havde udstyret deres kunder med indkøbskurve, som de kunne stille deres popcorn, slikposer og sodavandskrus i.  Nogle havde endda nuppet sig hele to kurve, og slæbte således på et mindre supermarkeds indkøb af godter, for at klare sig igennem de næste par times familiefilm, kl. 10 om formiddagen. Jeg erfarede, at det blandt andet også er den slags mennesker, der omhyggeligt siger: ”Jeg vil ha’ to plakater” når de kommer forbi vores lille autografbord. De mener intet ondt med deres ligefremme ønske, tænker jeg. De tænker nok bare ikke længere – end til næste godbid. Jeg når nogen gange til et punkt, hvor mit sind giver sig til at stirrer tomt ud gennem min krop, som sløvt vifter plakaten videre efter den har lavet en autograf, ikke engang en læge kunne stå inde for.  Jeg spekulerer på, om det er børnene eller forældrene der vil have vores sjuskede navn på plakaten.  De fleste børn er bange. De vil ikke op og stå ved siden af os, og have taget billeder. De stritter imod. Alt i dem stivner, mens et voksent menneske stædigt forsøger at mase den lille krop hen imod autografbordet. Jeg ved ikke om  stivnelsen skyldes en så kraftig glæde, over mødet med os – ja, at de simpelthen syntes vi er så smukke, at vi er så morsomme – at stivnelsen bliver deres  eneste vej ud af processen. Jeg har andre bud..