Min mor giver mig mange råd. Vi taler om næsten alt, og jeg ved, at jeg altid kan forvente mig et ærligt og brugbart svar fra hende. Jeg ved bare ikke, om hendes vurderinger om mit kærlighedsliv er helt så meget værd som de andre råd - historisk set – næppe.
Vi skulle bare have drukket kaffe sammen den eftermiddag. Eller det vil så sige, at han ikke drikker kaffe, så jeg havde brugt temmelig lang tid på at stå nede i Super Best, og beslutte mig for hvilken te han mon kunne lide. Jeg valgte den grønne. Et sikkert valg, bestemte jeg. Sidst jeg så ham, var nytårsaften. Han var kommet et smut forbi med en ven, på vej til en anden fest inde i byen. Lige siden han slog op for 5 år siden, har denne årets sidste dag, fungeret som ”helle” for regler, der holder vores ord til hinanden, tilbage. Denne aften blev han overraskede nok til middag. Vi købte indisk takeaway, som lugtede lidt som en pakistansk T-shirt måtte lugte efter en hel dag i solen. Han roste min lejlighed mere end jeg havde forventet, og var glad for teen. Da vi havde spist, og jeg stolt havde vist ham alle mine flotteste ting, som var jeg 5 år gammel, så jeg pludselig på uret: ”Jeg har lovet mig selv at tage hen og træne i dag”. Jeg rejste mig, og forsvandt lidt usikkert ind i soveværelset, for at hente mit træningstøj. Jeg kom hurtigt tilbage i stuen, og lænede mig tungt op af dørkarmen. Det var svært at sige farvel. For jeg vidste ikke hvornår jeg kunne håbe på at se ham igen. Vi gik sammen ned på gaden. Hans cykellås var frosset fast. Jeg skyndte mig derfor op igen, for at hente en pose med varmt vand. Da jeg kom ned, havde det lykkedes ham at låse den op, uden min hjælp. Han krammede mig farvel i adskillige sekunder, og kyssede mig kærligt på panden. Jeg gik alene hen mod Fitness DK, og spekulerede på denne uventede drejning aftenen havde taget. Jeg var uegnet til afsked, tænkte jeg selvbebrejdende. Suget af afsked fyldte mig op, så jeg på kejtet vis var blevet 16 igen, og jeg helt glemte at sige vigtige ting, som at, jeg ikke vil sige farvel til den jeg elsker. Midt i tankerne stod han pludselig foran mig igen. Han var cyklet efter mig, og stod nu ude på den snebeklædte vej, og insisterede på at følge mig til træning. Han kom igen dagen efter, og det hele førte til mere. Video aftener, biografture, natlige besøg, og sen morgenmad i min lille lejlighed.
Så mor – er vi kærester nu? Hun trak på skuldrene, og sagde: ”Ja, det lyder da sådan”. Hun hostede hurtigt, og satte sig op I sengen: ”Så længe du har fulgt dit hjerte, så er alt som det skal være”. Jeg sad på en af hendes høje designer stole, hvor jeg lod følelsen skylle ind over mig. Jeg rejste mig, og gik over til vinduet, hvor lyden af et nyt byggeprojekt nåede mig som en fjern havbrusen, som livet derude. Alt er som det skal være.
Jeg blev trukket ind i en følelse jeg ikke havde lyst til at deltage i. Den går under navnet ”dårlig samvittighed”, og den har det med at dukke 
op, netop som man ikke manglede den. Ikke overraskende, var denne gang ingen undtagelse. Den sneg sig ind på mig, idet jeg læste en sms, fra det menneske jeg nu elsker på 5. år. Jeg vidste, at jeg havde mit på det rene, at han ikke kunne blive sur over noget. Men alligevel. Alligevel fyldtes jeg med en besynderlig fornemmelse af afmagt, og svimlende skyldighed, for tidligere, at have gået af andre stier, end den vej mit hjerte ville føre mig hen af. Den vej, der efter 5 år stadig står og stråler stærkt og klart. De kendte hinanden perifert, og jeg havde derfor besluttet mig for, at lade den sole-klare vej lede mig gennem mørket. Det var en af de gode beslutninger. Selvom det i løbet af de 5 år har føltes som om, at der forinden den sole-klare vej, lå lidt af en ødemark, måtte jeg erkende, at det var vandreturen værd. Sådan en rigtig knastør og træls vandretur dog, hvor solen bare bager dagen lang. Ind imellem, får et blidt vindpust de sløve strå til at vejre dovent fra side til side. Men det var så det. Man slentrer bare. Rundt og rundt og endnu mere rundt. Man småsover måske lidt, mens ens hjerte banker i slowmotion og ens hals langsomt men sikkert, forvandler sig til en tørret mørbrad. Den aften jeg fik besøg fra ham jeg elsker, var det som om, at den knastørre ødemark, pludselig havde en ende. Den sole-klare vej lyste tilbage. Det pludselige modlys fik mig til at tordne frem ad den strålende vej. Det er slet ikke mørkt længere. Det er sjovt så bred vejen føles i modlys, den virker så stor, nærmest som en Boulevard. Stockholmsgade måske?
Den krydrede lugt af røg slog mig kvælende i møde, da jeg kom tilbage til vores værelse. Luften var tung, som havde den været der i årevis. Vi var ellers først lige ankommet til Ringkøbing for et par timer siden. Nu sad de i tavshed og røg. Men lige pludselig var alting ustyrligt morsomt, og stilheden sprang over i et vanvittigt tempo af skvalder. Den mindste af dansepigerne, sprang ned fra øverste køjeseng, og gjorde sig et par groteske dansetrin. De grinte af mine tånegle, som jeg havde lakeret med hvid på spidsen.. Siden hvornår var det blevet en morsom feature? Jeg legede med sætninger, der ville have tvunget dem begge ud på gangen, men besluttede mig for at være ligeglad. Vi skal bo på det her vandrehjem til på fredag, optræde med vores teater hver morgen, og har så ellers resten af dagen fri. Efter morgenens forestilling kører vi ind til byen og handler. I dag stoppede vi op, og så ud over havet som var frosset til is. Det var blændende hvidt, og mine øjne ville gerne hjem igen til underste køje. Grunden til jeg havde mine betænkeligheder ved dansepigernes rygende foretagende, var egentligtaget ikke DERES grineflip og manglende empati. Jeg syntes de to piger er fuldkommen forrygende selskab, men den lugt af roastbeef efter 2 uger i køleskab, den slags røg kan fremmane, sender i den grad mine tanker på langfart. Tilbage til Store Kongensgade i min morfars drøn af en lejlighed. Der var tobak forbruget desværre kørt lidt af sporet for min morfars kærestes vedkommende. Vi kan alle være sure ind imellem. Men nogen har bedre grund end andre. Jeg tror min morfars kæreste havde sine grunde. Det ville føre for vidt at komme ind på dem alle sammen her, men jeg kunne i hvert fald mærke hendes vrede. Jeg brænder sammen, når et menneske det ene øjeblik byder på varme vafler, og det næste niver en med en kold tang. Hold venligst op med det..
”Presseture giver adskellige spetakulære eksempler på mennesker jeg ikke møder til daglig. Jeg kender dem simpelthen ikke. De er mig helt og aldeles fremmed, og dermed overført til de luftlag, hvor kun fordommene overlever. En rædsom erkendelse. Jeg er oven i købet selv med i en teatergruppe fra Betty Nansen Teatret, hvor vi forsøger at gøre op med folks fordomme, og udvide perspektiver og give livet horisont. Lyder det ikke flot? Jeg har åbenbart ikke fattet en skid selv”. Billede: Næstvedbladet
Jeg samlede let svimmel min slikpose op fra det fedtede gulv. Folk taber altid et eller andet, når de er i biografen. Luften er tung og der lugter af popcorn, tyggegummi og sure tæer – en kvalm lugt. Måske var det derfor de et sted i Jylland, havde udstyret deres kunder med indkøbskurve, som de kunne stille deres popcorn, slikposer og sodavandskrus i. Nogle havde endda nuppet sig hele to kurve, og slæbte således på et mindre supermarkeds indkøb af godter, for at klare sig igennem de næste par times familiefilm, kl. 10 om formiddagen. Jeg erfarede, at det blandt andet også er den slags mennesker, der omhyggeligt siger: ”Jeg vil ha’ to plakater” når de kommer forbi vores lille autografbord. De mener intet ondt med deres ligefremme ønske, tænker jeg. De tænker nok bare ikke længere – end til næste godbid. Jeg når nogen gange til et punkt, hvor mit sind giver sig til at stirrer tomt ud gennem min krop, som sløvt vifter plakaten videre efter den har lavet en autograf, ikke engang en læge kunne stå inde for. Jeg spekulerer på, om det er børnene eller forældrene der vil have vores sjuskede navn på plakaten. De fleste børn er bange. De vil ikke op og stå ved siden af os, og have taget billeder. De stritter imod. Alt i dem stivner, mens et voksent menneske stædigt forsøger at mase den lille krop hen imod autografbordet. Jeg ved ikke om stivnelsen skyldes en så kraftig glæde, over mødet med os – ja, at de simpelthen syntes vi er så smukke, at vi er så morsomme – at stivnelsen bliver deres eneste vej ud af processen. Jeg har andre bud..
Min mor var 29 år, da hun gled ned af sin designerstol, og tænkte: ”Er jeg lykkelig?”. Det var hun – ude set fra i hvert fald. Hun levede et jetset liv i sus og dus. Min mor var smuk, charmerende, begavet og en stærk kvinde, der havde sit eget reklamebureau i Nyhavn. I høj hast strøg tusindvis af kroner ind på kontoen, og lige så hurtigt som havnede dér, lige så hurtigt forduftede de igen. Uden blinken blev de mange penge spenderet på et festfyrværkeri af boblende overskudsagtige kjoler og champagne fester, weekend efter weekend. Man kunne næsten ikke ønske sig mere af livet. Men det gjorde hun. Hun vidste bare ikke hvad, eller hvordan. Så hun bad en bøn: ”Giv mit liv indhold. Tak”. Ni måneder efter kom jeg til verden.
Hendes reklamebureau gik konkurs, og hun flyttede kort tid efter sammen med en veninde, til en lille by uden for København. Min tidlige barndom blev således tilbragt på et nedlagt hotel i Nykøbing. Det var en kæmpe lejlighed, med to altaner og en lang mørk gang, der førte hen til atelieret. Skulle man vise sin arbejdsomme mor noget vigtigt, som en tegning af sig selv, blev man derfor nød til at spæne hen ad den mørke gang. Jeg forestillede mig altid en masse skrækkelige ting, mens jeg løb. Men jeg overlevede. Hver gang. Gudsketakoglov. For livet var så skønt. I Nykøbing.
Hun var blevet gravid med hendes kæreste B, som hun havde mødt til en fest. Han var kun 20 år. Havde langt lyst hår, og mindede hende om hendes gamle kæreste, der var blevet dræbt af et knivstik, i et forsøg på at stoppe et slagsmål. Han så godt ud, med sine isblå øjne, veltrænede krop og lange lyse hår. Han kiggede på min mor, og sagde: ”Lad os gå”. De forlod festen. Og så blev min mor gravid. Jeg skulle have heddet Kalle, var jeg blevet en dreng, og Carla, hvis jeg blev en pige. Men B havde altid ønsket sig en datter der hed Sidse, fordi hans elskede mor, var blevet kaldt ved det navn, af folk hun holdte af. Jeg har glemt hendes rigtige navn. Min mor syntes det var en sød historie, så jeg kom til at hedde Sidse. Men B var ung, og min mor på vej ud af den unge hurtige verden, og dermed hans. Hun lod faderen være ukendt på mine dåbs papirer, da hun mente, at han i sin unge alder ikke skulle stå til ansvar, for et barn han ikke boede sammen med. Det var først og fremmest min mors projekt, deres verdener skilles.
Som nævnt, flyttede min mor nogle år efter min fødsel til Nykøbing. Og til min mors, såvel som B´s store overraskelse, viste det sig, at B også havde valgt at bosætte sig i denne by, sammen med hans nye kæreste. På den måde fik B igen, en væsentlig rolle i min liv. Min mor fandt sig også en ny kæreste, og de blev gravide med min lillebror. Hun nægtede at føde i Ny Købing, så i al hast fandt min morfar gennem hans advokat, en lille lejlighed til os på Østerbro. Vi flyttede tilbage til København, jeg fik farvel sang i skovbørnehaven, og min far B vinkede farvel gennem min mors nye kærestes snavsede bilruder. Jeg forstod ikke hvorfor hun var blevet kærester med ham. Og da jeg undrende spurgte hende, fik jeg besked på, at den slags skulle en pige på 5 år slet ikke blande sig i. Sandheden var, at min mor intet svar havde. Ikke et godt ét i hvert fald. Senere har hun fortalt mig, at nogle gange bliver man bange for at leve i verden alene. Men sandheden er, at man altid er alene, og man for alvor føler ensomheden, hvis man prøver at flygte fra den. Min mor var sammen med en mand, fordi hun var bange for ikke at kunne betale for hendes og mit liv. Vi har aldrig været fattigere end den tid min mor og min brors far var sammen. Det blev den sidste gang min mor ikke lyttede til mine spørgsmål.
Da vi havde boet i København lidt tid, fik min mor kontakt til nogle af de mennesker hun havde delt sin 80’er yuppi tid med. Og da hendes veninde så billeder af min bror og jeg, tilføjede hun, at hun syntes jeg lignede en mandlig kollega fra reklamebureaus tiden. Min mor fejede hurtigt sammenligningen væk. Men tanken sad stadig og nev i maven, da hun kom hjem fra mødet. For hun havde jo faktisk været sammen med ham reklame fyren. Og det i samme periode hun så min far B. Min mor er opvokset i en familie, hvor der var mange ting der ikke måtte siges eller tales om, ting som er strengt private, og tabu. Denne tendens havde min mor gjort op med, og der herskede derfor ingen tvivl i min mors sind om, at denne sag måtte undersøges. Så det blev den. Der blev taget blodprøver af alle parter, og da vi en lun sommerdag besøgte min far B, fortalte han, at han ikke var min far. I samme åndedrag tilføjede han, at det ville han altid være i sit hjerte. Så jeg følte ikke rigtig jeg havde mistet noget. Min mor fortalte mig, at det var B, der havde bestemt at jeg skulle hedde Sidse, og hvis jeg ville, måtte jeg gerne skifte navn. Jeg var 8 år, og mit valg faldt på Trylle. Vi blev enige om, at beholde navnet Sidse lidt endnu.
Jeg mødte min nye far. Han spiste al sin mad, selv sovsen på tallerknen blev grundigt suget op af brødet. Han var flink, ham den nye far. Han lignede mig endda. Men han ville ikke have, at hans familie skulle vide, at han havde en datter. Så i to år, så jeg ham udelukkende i hans frokost pauser på den samme café i Nyhavn. Da de to år var gået, mente min mor, at det måtte være på sin plads, at han fortalte sin familie om sin fortid. Det gjorde han. Og så ved jeg faktisk ikke helt hvad der skete. Men jeg så ham ikke efter den hændelse. Jeg ved, at han var meget imod at betale børnepenge, da min mor fra start havde sagt, at det syntes hun ikke der var grund til. Hun var bare glad for at have fundet sandheden, og at vi havde vished om min biologiske far. Men da han ikke ville se mig længere, mente min mor, at det børnebidrag kommunen i så mange år havde betalt, nu måtte komme fra ham. Det var da det mindste han kunne, tænkte hun. Det tænkte han ikke.
Da jeg en forårsdag kom gående i lyskrydset på Trianglen med min hjerteveninde B, fik jeg pludselig øje på min nye far. Han holdte for rødt lys på sin klassiske herre cykel. ”Hej far” sagde jeg lidt for kækt, da vi passerede. Han var nær faldet ned af cyklen, da hans vilde blik fejede hen over de andre cyklister, hen imod mig. Han fremstammede et ”Hej – ha en god dag!” mens han febrilsk trådte i pedalerne, da lyset skiftede til grøn. Jeg kendte ham ikke, jeg havde aldrig gjort andet end at spise frokost med ham. Nu hilste han på mig fra hans sorte cykel, og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle sige.
Jeg har ikke set ham siden, og har faktisk heller ikke lyst. Jeg havde jo også B. Selvom det efterhånden hørte sig sjældenhederne til at vi så hinanden, talte vi ind imellem sammen. Men efter et par års adskillelse, besluttede jeg mig for at tage på en weekends tur til Ny Købing, og tilbringe lidt tid med min far i hjertet. Jeg var 15 år på det tidspunkt. Da jeg ankom til hans hus, troede jeg, at jeg var gået forkert. Det hyggelige hus jeg huskede, var blevet skiftet ud med noget der mest af alt lignede et automobilværksted -der lå ragelse over det hele. Det var sådan lidt ”Polle fra Snave” agtigt. Men jeg kunne se hans navn på døren, så jeg bankede på. Min far åbnede døren. Han var blevet gammel at se på. Tynd og senet – det lignede at hans tænder havde moset sig vej gennem kæben, og havde trukket kinderne med sig. Væk fra ansigtet. Ansigtet var rødt, som havde han siddet for længe i solen. Men øjnene var også røde. Efter vi var flyttet tilbage til København, havde han tilsyneladende udviklet et heftigt misbrug af alkohol og hash. Han havde desuden anskaffet sig en hund. Hapsdog var navnet. En blanding af alle dræberhunde i hele verden. Jeg tror sgu det var en ulv. En ulv der var træt af at være hund, og derfor havde udviklet psykopatiske karaktertræk. Der var hele tiden gæster på besøg i B´s hjem. Jeg brød mig ikke om dem, husker jeg. Især en af min fars venner, der sagde (da min far ikke var i tilstede) at hvis jeg nogensinde blev liderlig, så skulle jeg bare ringe til ham, fik kvalmen frem i mig. Da Hapsdog senere prøvede at spise mig, da jeg kom sent hjem fra en bytur, endte det helt galt. Min far gik amok, og tævede hunden synder og sammen. Jeg ved, at han gjorde det, fordi han elsker mig. Han ville vise mig, at jeg betød mere end hans hund. Min far i hjertet. Det blev sidste gang jeg besøgte ham.
Da jeg i sommer, mødte min venindes storebror til en klovne-fest, brød min indre dæmning pludselig sammen, og floden af tårer begyndte ar strømme. Hans historie om, at være blevet adopteret bort som baby, fordi hans forældre var for unge til at være der for ham, rørte mig. Han fortalte med lykkelig stemme, om sin genforening med sin far, og det fine forhold han har fået til min veninde, hans søster. Jeg blev jaloux. Så jeg skrev til min biologiske far. Fandt hans søn på Facebook, hvor jeg kunne se, at min far havde skrevet noget i stil med: ”Håber du har det godt på din nye arbejdsplads! Jeg er så stolt af dig”. Jeg skrev, at han endelig ikke måtte misforstå mig, jeg ønskede ikke at have ham i mit liv, men jeg ville bare gerne have svar på, hvad der skete dengang, og hvilke overvejelser han havde gjort sig, for at holde mig ude af sit liv. For det valg går over min forstand.
Det er et halvt år siden nu. Han var hurtig til at svare, bare ikke på mit spørgsmål. Skrev bare ting som, at han håbede jeg havde det godt, og min karriere gik som den skulle. I går skrev han, at han ville ringe til mig. Jeg venter på opkaldet. Sandheden er altid mere kompleks end som så, men ikke desto mindre, glæder jeg mig til at få den.
Valget var som sagt blevet truffet for mig. Jeg skulle ikke gå på hverken den ene, den anden – eller den tredje teaterskole. Ikke i år i hvert fald. Brevene var tynde, og indeholdt intet andet end dårligt nyt. Dårligt nyt? Tankerne drøner stadig rundt inde i mig. Har den seneste tid været i en tilstand, som føltes lidt som et fald. Som om jeg bare drøner mod fortabelsen. Det er uden tvivl udmattende at forberede sig til optagelsesprøverne: Man øver sine scener igen og igen (til sine naboers store ærgrelse), man spiser sundt, løber lange ture, smører sig ind i selvbruner, og drikker Cola Zero så det står ud af næsen med kulsyre (eneste sukkerboost der ikke feder). Men når jeg nu sidder her i mit gamle undertøj, ser tomt frem for mig, og prøver at gennemskue, hvad jeg kan lære af endnu et afslag, kommer jeg til at tænke over hvilken karriere stige, jeg egentlig skal kravle op af. Magter ikke at nå toppen af den forkerte stige i hvert fald. Tanken om mit job, skal fremkalde et væg til væg smil. Hvis man ikke har en grund-boblende-glæde bag det hele, kan det sgu være lige meget. Så jeg ser frem – og tror på, at livet vil mig det bedste. Man kan frygte fremtiden, men man kan også lade være. Den kommer til en, om man vil det eller ej, så hvorfor ikke bare håbe på det bedste. Jeg flyder med skuden – søger ind på skolen igen næste år, og indtil da, prøver jeg nogle andre grund-boblende-glædes ting af!
http://sputnik-dyn.tv2.dk/play/go-morgen-danmark-12678/
En kvinde traskede forpustet hen til det bord jeg og mine medspillere sad ved. Hun var i besiddelse af en yderst rød hårpragt, 
og med et sæt øjne, der sad i hver sit hjørne af ansigtet, mindede hun mig lidt om en lille trold. Hun fortalte, at det forhåbentlig var slut med skraldestreger fremover! Kender ikke udtrykket, men syntes det er værd at memorere. Denne herre ligeså. Den mest charme unge mand i mands minde. Der efter en kort samtale, sprang ud i at sige: “Krammer?” Vi krammede. Er solgt.
Cyklede forbi en mand på vej hjem fra Café Granola her den anden dag. Han havde skrabet sit sparsomme hår hen over hans skallede isse. Da en vind kom blæsende fra den ene side, løftede det klistrede lag hår sig fra hovedbunden, og det lignede lidt, at hovedskallen åbnede sig, ligesom når man åbner en stormlighter. Da jeg kom hjem, ringede min telefon. Det var min gamle kæreste, som jeg var sammen med, da jeg kun var 16 år. Efter at have talt med ham, ønskede jeg, at jeg også havde hentehår, så vinden kunne åbne op, og blæse alle de gamle følelser ud. Han sidder på 5. år stadig inde i min bevidsthed, som en prop, der standser for strømmen. Da vi talte sammen besluttede vi, for gud ved hvilken gang, at give slip på hinanden. Jeg begyndte at græde. Jeg græd og græd, og sagde til sidst farvel. Kom bagefter i tanke om, at det var første gang jeg havde grædt så
højt i min lejlighed, jeg flyttede ind i i sommer. Håbede på at ingen var hjemme. Jeg græd nemlig på den der måde, hvor man kan se sig selv ude fra, og bliver bange for at man er blevet vanvittig. Mens tårerne strømmede ned af kinderne på mig, håbede jeg at følelserne flød med ud.
Tænkte på den samtale jeg i sidste uge havde med min rødhårede veninde på Edison. Her var vi blevet vi enige om, at selvudvikling var en fandens til byld i røven. Det gør ondt at udvikle sig. Men vi fandt også ud af, at man ikke må være bange for en lille smule smerte, glæden er jo på den anden side. Glæder mig til, at solen står ind af mine ruder i mægtige stråler. Jeg stopper op, og bliver helt beruset af at være til. Kan mærke jeg faktisk allerede nu, er startet på at være glad. Man må være i god tid med glæden, så de der er bange, bliver rolige. Jeg vil leve, og elske uden forbehold. Og tage propperne i opløbet, og ikke lade dem standse strømmen.
Jeg rejste mig op. Jeg lagde mig hurtigt ned igen. Mit baghoved dunkede som et helt orkester. Jeg var stadig fuld, og derudover var min krop ved at gå over sine bredder. Presset af bræk steg i et heftigt tempo. Måtte derfor løbe, til mit hoveds dunkende rytme, ud på badeværelset og spule kummen. Intet smukt syn, og så sandelig ikke en god start på en lørdag, hvor temaet ”at kælke” ville være gennemgribende. Min lillebror K, ville om et par timer troppe op, med sit tykkeste tøj, og en skyhøj forventning om en forrygende sleep-over hos storesøster. Jeg stod op, for derefter hurtigt at lægge mig ud i mit karbad, og læse i et dameblad. Indså, at dette ville blive en af de slags dage, hvor jeg ligner en der netop er trådt ud af den elektriske stol. Da dørklokkens skingrende ringetone drønede igennem mit hjem, sprang jeg op, og åbnede døren. Og her stod han så. Min kære lillebror med øjne der lyste af kærlighed og en jakke en mor med garanti har købt i en god mening.
Vi kælkede røven ud af bukserne, og da vi kom hjem var kinderne rødglødende af frost graderne, og jeg tror næsten vi åd et kilo lasagne hver.
Næste morgen vågnede vi begge to af min alarm. Det var stadig mørkt udenfor, og så sneede det. Hold kæft hvor det sneede. Ikke godt, tænkte jeg søvnigt, da jeg så over på morgenens film premiere outfit. Silkekjole og stiletter, har aldrig været en smart kombination med snestorm. Jeg havde et problem. Jeg løste det ved at lade som om, at det ikke fandtes, og tog derfor skifte sko med, store solbriller og pelshat på. Frøs hele vejen til Lyngby, hvor jeg hilste på mennesker jeg kun ser til premierer og under indspilninger. Min lillebror sagde efter seancen, at han syntes jeg bliver en anden når vi er ude til den slags. Og det gør jeg nok også. Jeg bliver fjern i blikket, og har svært ved at koncentrere mig om én samtale. Hader ellers selv den slags mennesker, der taler til mig, mens personen ser sig omkring, for at se om der skulle være nogle mere interessante i nærheden.
Var i øvrigt på biblioteket i fredags. Uuh, tænker du nok, og bliver i tvivl om du mon gider læse resten af teksten. Men gør det nu alligevel. Jeg læste i fredags mine mails igennem, på en af de ledige computere. Og kunne læse, at jeg ikke var gået videre på Teaterskolen. Jeg blev en lille smule svimmel, og følte at jeg styrtede uden at tage for. Min veninde A løftede mig, sekunder efter opdagelsen, op – via en chatbesked på facebook, hvor hun ville høre om jeg var kommet videre på nogen af skolerne? ”Nope..” Det var hun – på alle tre. Min mund åbnede sig i et lydløst skrig, og jeg forlod melankolsk biblioteket. Jeg nåede hjem, og slæbte mig selv op af trappen til min lejlighed. Og opdagede til min rædsel, at jeg havde glemt mine nøgler. I min jakkelomme. Inde i mit klædeskab.