Carla Chloe

Hindbær hører til min absolutte favorit inden for frugt. En konstatering der for lidt tid siden, klokken var vel 12.32, fik mig til at tilsætte hindbær, samt – efter en pludselig indskydelse – juice – i en uventet kombination, til en heftig svingom i min blender. Og det kan da godt være, at den blanding ikke er dugfrisk, og nogen måske endda kender til den, og mener den går under navnet ”smoothie”. Og de samme mennesker kunne måske endda finde på, efter et kort host, at oplyse mig om, at der findes uendelig mange andre former for frugter man kan bruge i en sådan mikstur, så som jordbær og banan, kiwi og blåbær og løg og tun. Bevares, det ville føre for vidt at komme ind på dem alle samme her. Det jeg sådan set bare ønsker at sige, det er, at drikken jeg beskriver i ovenstående, den fortjener et andet og ikke mindst bedre navn. Jeg bliver helt slap i kroppen, og får en følelse af at falde, hver gang jeg hører nogen forsøge at udtale det ord. Jeg siger det for mig selv nu, nærmest lydløst, og jeg syntes overhovedet ikke det lyder spor godt. Lad os sammen forsøge at danne os et overblik over smoothie situationen. Hvis vi kniber øjnene stramt i, og ellers slapper helt af.. Ja, vil skal længere ind! Så dukker der sørme nogle ord op inden i mig: ”Blendet frugt”. Dér var den! Dette er muligvis en overdrivelse, men ikke desto mindre et bedre og tillad mig at sige, pænere navn. Det lyriske flæskesværd hejses i sejer – og søndagen kan nu fejres i et trompet sprudlende festfyrværkeri af evig jubel. Hurra!

Én begivenhed overskygger alt andet i denne uge. Bedst som jeg står og funderer over hvilken jakke jeg skal iføre mig i dagens tvivlsomme vejr, slår det mig, at jeg ikke har noget job før om en måned. Således måtte jeg nu finde på en masse andre ting at tage mig til, uden egentlig at skulle noget, om man så må sige. Jeg har skrevet lange lister om dit og dat og om tilbud på diverse saftpressere jeg pønser på at købe. Faldt desuden over et anti cellulite  program, hos en der hedder Helle Thorup, der koster 1500 for fem gange, som de anbefaler hvis man helst ønsker sig helt fri for smilehuller på sin røv. Det gør jeg.

Som selverklæret kedsomheds shopper, hopper jeg derfor på daglig basis ud i verden med min liste, og sætter kække krydser ved de ting jeg forlader butikken med. Det er med andre ord dyrt at have fri. Det mest ærgerlige er, at det ikke engang er særlig sjov, når man ved, at pengekassen desværre ikke er bundløs. Det havde ellers været rart at lune sig med en overskudslatter, mens man gik ned med flaget. Og mens jeg farer vild i Magasin, til tonerne af lummer muzak, løber mine tanker (oftest i prøverummene) i retning af Fitness DK, som i den grad savner mit selskab. Kunne man da bare mønstre sin energi i den retning. Stige op på cyklen, og fornøjet trille hen imod fitness centret med et afklaret blik og vind i håret, velvidende at man nu vil steppe i 45 minutter og derefter styrketræne til man formodentlig aldrig kan bevæge sig igen. På den måde, tænker jeg, kunne jeg spare de famøse 1500 kr. på at få tyndet ud i bulerne på numsen, jeg vil kunne passe alt mit gamle tøj, som sidder dumt når der er buler under det, og jeg vil frem for alt være for træt til at shoppe. Jeg prøvede tanken af i går ved 3-tiden. Og således gik det mig glimrende for en stund. Men alle der har prøvet at have fri i lang tid, ved at når man først har set butikkernes farvede neonskilte blinke med tilbud om lige netop dét man så inderligt ønsker sig, nu på 3. dag, så vil man ikke bruge sin energi på en steppemaskine. Næh – man vil have mere neon.

Den griske plov – mine hænder har holdt så kraftigt fast i, de sidste 5. dage i (over)træk – den har nu pløjet sig gennem københavns butikker i en så sindsrivende fart, at den strengt taget burde væltes og kastes ud på en mark langtvæk og blive ignoreret til al evighed. Amen. I mellemtiden kan jeg jo følge min gamle dansklærers råd om, at lege med mine fingre. Et råd han gav mig, da 2. V (læs: min klasse) skulle stå på skøjter på Peblingesøen en isvinter, hvor jeg som klassens eneste ingen skøjter havde. Selvom det kan lyde en anelse kedeligt, og trivielt vil nogen endda mene, vil jeg samtidig huske at understrege, at verden altid går videre, også selvom man har appelsinhuds smilehuller på numsen eller man ingen skøjter har.

“Hvor er din kjole fra?” Et loppemarked, lød svaret. “Nej, hvilket mærke?” Jeg anede det ikke, og fotografen måtte således hive ud i nakken på den i forvejen temmelig snærre  kjole, for at kunne aflæse mærket i nakken. Jeg var nær væltet ned fra den røde løber, og tænkte ved mig selv, at ingen pinligheder herefter ville overraske. Tasken var fra Gina Tricot, og købt på udsalg derinde, for den nette sum af 20 kr. Billedbladet elsker tasker, fortalte en af journalisterne begejstret. De instuderede begvægelser jeg nu lavede foran kameraet, viste sig at være en enorm skuffelse, da jeg efterfølgende opdagede dette billede, og min måde at placere benene på. Vi har grint at det lige siden, eller det ved jeg sgu egentlig ikke om vi har. Men filmen var ganske udemærket, og det var nu meget sjovt at få lov at fortælle om sit tøj til nogen der elsker tasker.

Man skal helst bade hjemmefra, hvis man skal besøge min mor. Det er næsten umuligt at tage et bad, uden at få skæld ud over et eller andet, når man er der. Engang kom jeg til at tage et brusebad før jeg skulle i byen. Det var aften. Min mor sad og så tv. Hun råbte til mig, at dét der – det stopper nu! Jeg vidste ikke helt hvad det var der skulle stoppe. Men det forstod jeg, da hun endelig trampede hen til badeværelses døren, og bankede kraftigt, og tog op og ned i håndtaget i et hastigt tempo. Hun råbte, at jeg skulle slukke for vandet straks. Og så slukkede hun selv lyset. Jeg trådte ud af badet, åbnede døren og kiggede på min mor. Hun sagde, at her i huset må man ikke bade om aftenen. Og at der bor levende mennesker i ejendommen, der agter at sove på denne tid af døgnet.

Nogen gange bliver hun også irriteret, selvom man tager bad midt på dagen. Jeg kan huske, at hun altid brokker sig over, at min lillebror aldrig gør rent efter sig, når han har været i bad. Og engang roste hun mig for at have tørret håndbruseren af med håndklædet efter et bad. Så jeg sørger for at være ekstra omhyggelig med rengøringen. Det skal gøres ordentligt, og helst se ud som om, at jeg slet ikke har været i bad. Men det vigtigste, har jeg lært, det er, at så snart jeg har været i bad, og gjort rent, så skal jeg skynde mig ud fra badeværelset. For der er nemlig andre i huset, der også skal bruge det. Derudover er det strengt forbudt at bruge bade olier, fordi man, hvis man ser godt efter, kan se fedtet glinse på gulvet i det skarpe badeværelses lys. Det har jeg nu aldrig kunne få øje på.

Min mor har en stor næse, og den kan lugte alt muligt min slet ikke kan. Vores næser kan heller ikke altid lide de samme lugte. Min mors næse kan for eksempel ikke lide mine parfumer, og den brokker sig hvis den kan lugte selvbruner. Min mor har derfor forbudt den creme i hendes hjem. Jeg syntes faktisk ikke at min mor har specielt store øre, men ikke desto mindre, kan de høre stort set alt. Selv hundefløjter og naboer der hører radio. Når naboer larmer, så brokker min mor sig altid. Så bliver jeg flov, men det er hun ligeglad med. Hun råbte engang: ”STOP FOR HELVEDE” ude i opgangen, da der var en der borede på en søndag. Og i vores gamle lejlighed bankede hun på vandrørene med en kæp, eller trampede i gulvet. Når min mor gør den slag, kan jeg ikke lade være med at le. Men når min mors øre går i gang med at lytte efter, når andre mennesker spiser noget, syntes jeg ikke længere det er særlig morsomt. Når det sker, bliver hendes læber stramme og hendes bevægelser hurtige. Hun brummer og hoster endda nogen gange. Ofte beder hun en om at skynde sig med at få spist færdig. Også selvom det er slik eller særligt slemt – chips.

Min mor har engang bagt en chokolade kage. Den blev temmelig brændt, men man kunne bare skære bunden af, og spise toppen. Selvom den kun var 2 cm tyk, var jeg lykkelig for hjemmebagt kage. Siden den kage, har min mor aldrig bagt. Kun frikadeller. Dem luner hun ofte fra frost: ”Jeg vil aldrig lave frikadeller fra bunden igen, når de her alligevel smager så godt” sagde hun sidst jeg var på besøg, hvorefter hun snuppede en frikadelle fra fadet. Hun tog en bid, og tyggede længe på den. Nogle gange tilføjer hun lidt efter, at når man har lavet mad til sine børn i 20 år, så gider man ikke lave mad mere. Det kan jeg godt forstå.

Min mor har lært mig at hænge sine ønsker op på køleskabet, sammen med flotte postkort, tegninger og evt. en flot sten, som min mor har købt i en spirituel forretning. Engang så jeg, at hun også havde en ønskeliste stående på indersiden af en skabslåge. Det er smart at man hele tiden kan se, hvad man gerne vil have, hvis man skulle have glemt det når man skal hente en tallerken. Jeg vil gerne tjene en masse penge på nogle sjove ting, og så vil jeg gerne have nogle tynde ben.

Min mor er ikke spor bange for fremmede. Men hun har ikke så mange venner. Det undrer mig, når jeg tænker nærmere over det. Hun taler altid højt når hun kommer ind i en butik, og siger ting som: ”Så er vi her!”, også selvom ekspedienterne ikke anede at vi skulle komme. Hun bliver aldrig nervøs over at tale med diverse producenter eller skoleledere. Hun siger altid sandheden, og gider ikke noget pis. Måske er det nok derfor hun ikke har så mange venner? Min mor kender en masse mennesker, men hun ser dem ikke særlig tit. Kun mig, men jeg kommer til gengæld også ofte forbi.

Når man har travlt og skal skynde sig ud af døren, er der altid en plet eller noget fnuller, min mor skal nå at fjerne fra én, inden man går. Så kan jeg godt finde på at blive muggen, og det selvom hun blot ønsker mig pletfri. Når hun gør det, får jeg en fornemmelse af, at hun putter mig. Når hun presser dynen omhyggeligt ind under mig, så der ikke er nogen lufthuller. Man skal helst ikke bevæge sig for meget, efter man er blevet puttet. Så bliver man nød til at råbe på sin mor igen, så hun kan lappe utætheden. Det kan man ikke, når man sidder i bussen på vej på arbejde.

Min mor har også lært mig, at man skal følge sit hjerte. Måske er det fordi hun ikke selv har været for god til det. I hvert fald ikke med sine mænd. Men nu jeg tænker over det – med alt andet. Min mor er sådan en der skriver ”lol” under mine billeder på facebook, og sådan en der siger ”din mor” til min bror og jeg. Og hold da fest hvor jeg elsker hende.

Jeg tissede i mine bukser, da jeg stod og låste mig ind i min lejlighed. Ingen så det – men pinligt var det nu alligevel.

Jeg startede med at tage to smertestillende, men det var ikke nok. Først tre panodiler og to penicillin piller senere, havde smerterne dulmet sig andetsteds hen. Jeg er således helt fornøjet nu, og min krop lader til at have glemt alt om de knive der for kort tid siden, skar rundt inde i min blære.

Da jeg tidligere cyklede over til lægen på Østerbrogade, begyndte det at blæse kraftigt i den modsatte retning af den jeg skulle i. Det begyndte også at regne. Jeg var stadig i gang med at teste om to panodiler var nok, og forsøgte af alle kræfter at presse mig igennem vinden med et hvinende underliv på slæb. Min kasket fløj af, da en lille kraftig vind vippede op under skyggen. Jeg måtte i al hast stå af cyklen og løbe efter kasketten, der fløj livligt rundt på cykelstien. Bemærkede at en due nægtede at vige til side, da jeg kom farende. Forestillede mig, at den tænkte noget i stil med: ”Det kan sgu godt være du er 20 gange så stor som mig (det med de 20, er et bud fra min side, som duen nok ikke selv var kommet på), men jeg har sådan set lige fundet et lille stykke pølse, og jeg har ikke tænkt mig at flytte mig”. Jeg nåede lige at gribe kasketten inden den fløj ud på vejen, mens jeg tænkte, at duer er et træls dyr.

Lægesekretæren havde et nydeligt ansigt. Hun var så pæn, at hun fik mig til at gøre mig alle mulige forestillinger om hende. Hun lignede en der tilbragte megen tid på sin båd, og derfor, på trods af den sparsomme sol, havde opnået en ganske fin kulør. Havde det ikke været for hendes og smagløse påklædning, ville jeg aldrig have skudt hende til at være lægesekretær. Ups, det var ikke sødt sagt. Men de lægesekretærer jeg hidtil har mødt, har mildest talt lignet kvinder, der ikke giver en fuck i deres ydre appearance. Men hende her var altså pæn, og nærmest lidt fór pæn, hvis jeg selv skulle sige det.

Jeg havde ikke set hende før, men da jeg kom hen til skranken, gav hun mig fraværende et glas og pegede mig i retning af toilettet. Hun kunne måske genkende min stemme fra telefonsamtalen, spekulerede jeg på vej hen ad gangen.

Urinprøver er lidt af en udfordring, fandt jeg ud af. Ikke blot det faktum, at man skal tisse i en kop. Men man skal også klistre et mærkat med sit navn på koppen. Og så selv bære det gennem venteværelset, og til sidst give det til den pæne lægesekretær. Hun rynkede på næsen, da hun vendte sig om, var jeg sikker på. Jeg kiggede stift ud af vinduet, da den næste pige kom ud fra toilettet med sin urinprøve. I respekt for hendes eventuelle kvaler med at offentliggøre sit tis. Jeg kom uheldigvis til at se hen på pigens kop, da den pæne dame kom ud med mit svarresultat. Glasset var fyldt til bristepunktet, og det var overhovedet ikke gult.

Ud over penicillin købte jeg pæne blomster med hjem til mig selv. En solcreme der dufter af sommer og en selvbruner der lugter af helvedes til.

Regnen falder tungt mod den klamme asfalt her til morgen, og det det samme gør mit humør. Jeg befinder mig i en trættende tilstand af modløshed og lettere fortvivlelse. Som havde jeg presset min røv ned i en lille bitte tanga-trus, en trusse ikke større end en anusrevne – min egen bevares – må siges at være nedslående.

”Prøv at slap lidt af Carla” sagde min kæreste roligt. ”Tænk på hvor godt det egentlig taget går dig, og hvor slemt andre kan ha’ det”. Jeg havde svært ved at forestille mig en situation værre end min.

Det hele startede da jeg kørte gennem regnen i selskab med en taxachauffør, hvis talestrøm synes uendelig. Lugten af røg rev i mine næsebor. Jeg brokkede mig ikke over det. Jeg vidste jo hvor dårlig stemning min mor er i stand til at skabe, hver gang hun ender op i en tilrøget taxa. Jeg svarede ham derfor ikke, da han begyndte at snakke om vejret, men gav ham blot et advarende blik i bakspejlet. Vi blev siddende i tavshed resten af turen.

Forinden havde min kæreste fulgt mig ned på gaden, for at vinke farvel gennem regnen. Jeg var stadig så irriteret over det tykke lag body butter creme jeg havde smurt ud over min ben, som ikke var nået at tørre, før jeg skulle have bukser på, at jeg ikke fik nævnt hvor højt jeg elsker ham. Så kunne jeg ellers sidde der med en dum fornemmelse, klistrede ben i stramme bukser, og kæmpe med vejrtrækningen i den tilrøgede vogn.

Værre blev det hele kun, da jeg nåede frem på arbejde, og der til min store forbavselse poppede en chat besked op på min facebook. Den var fra en gammel ven, som jeg kun sjældent taler med. Beskeden han så overraskende havde sendt mig, svarede overhovedet ikke til den sandhed jeg kendte til. Mailen handlede om hans mening om det tv program jeg for tiden er en del af. Han syntes jeg fremstod meget dummere end jeg var, og de ting han syntes jeg var god til, kom ikke frem. Han syntes ikke jeg var det mindste morsom. Det har jeg svært ved at tro, svarede jeg uroligt. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg jo var ny i et program der havde kørt længe før jeg kom ind, og derfor måtte holde lidt igen og falde ind i deres dagsorden. Jeg vidste ikke helt om det var sandt, men vi endte med at bagtale en fælles bekendt, og således glemte jeg alt om min egen ærgrelse. Jeg lo højt, da vi skrev jokes om vores fælles bekendte, der altid taler alt for højt, som om han forsøgte at skjule sin usikkerhed bag en maske af mandighed. Jeg fortalte ham om de søde mennesker jeg arbejder sammen med, og den gode energi der er i, og blandt disse mennesker, og blev på besynderlig vis helt glad og lykkelig.

Og bedst som jeg sad og var helt glad og fornøjet på min kontorstol, kom en hund pludselig forbi. Den blev båret i en Louis Vuitton taske, hvorfra den sad og vurderede mig med sine fremstående øjne. Jeg sværger, at de udtrykte foragt. Så lavede hunden en underlig hvæselyd og forlod rummet. Hunde kender ikke til sentimentalitet, tænkte jeg, alt imens jeg fik dårlig samvittighed over at have bagtalt nogen for at få det bedre. Hunden havde åbenbaret min mangel på selvindsigt, og jeg var atter overladt til en miserabel mavefornemmelse.

Bortset fra et par lammeskyer, var himmelen upåklageligt blå, og strålerne skar således uhindret ind i mine øjne her til morgen. Jeg rejste mig søvnigt op i min seng, for at åbne vinduet, og lukke nattefims ud til spurvene, der kvidrede hysterisk i buskene. Jeg følte mig fri og lykkelig, og trak den friske luft så langt ned i lungerne, jeg kunne. Galt gik det desværre for morgen optimismen, da jeg opdagede en grusomhed af ondeste art. For en uge siden, havde jeg ved samme lejlighed, kigget ud af vinduet, og glædet mig over baggårdens træer, som netop var begyndt at blære sig med sine små lækre lysegrønne skud. Sommeren er lige om hjørnet, havde jeg tænkt. Men for de grønne skud, viste skæbnen sig fra en helt, helt anden side. Jeg havde ganske vist lagt mærke til den anstrengende motorsav, der tidligere på morgenen havde larmet nede i gården. Men synet der ramte mig, gik over min vildeste fantasi. Fire store knoldede træpæle stod nu flovt på række i min baggård, afpillet for hver en gren, skaldede, og uden den mindste antydning af et blad – træernes kirkegård. En sorgens dag. Jeg fik straks behov for at få en forklaring fra varmemesteren, og tænkte på hvad jeg ville sige til ham: ”Hvor er grenene henne?” Han ville se på mig med de sædvanlige ubehjælpsomme øjne: ”Træerne trængte til at blive klippet lidt ned – det kan du vel godt forstå ikke?” Mig: ”Nej det kan jeg eddermame ikke. Man beder sgu da heller ikke sin frisør om at blive studset, for så at ende op, uden et eneste hår strå tilbage på hovedet”. Jeg besluttede mig for, at lade uvisheden, og dermed den gode tone mig og varmemestren imellem, komme mig til gode.

Somme tider rammes jeg af motions-flip. Så vil min krop træne. Hvad der helt præcis trænes til, ved ingen. Men én ting er sikker, og det er, at dette er en tilstand jeg vældig sjældent befinder mig i. Hvis jeg da i det hele taget befinder mig i den, og det ikke blot forbliver en flygtig idé.

Men da jeg her i weekenden kørte med min bedste veninde M, ud til Hellerup for at kigge på drømmehuse og havudsigt, gled mine tanker et par år tilbage. Jeg erindrede en tidlig forårs søndag, hvor min krop var gået i trænings mode. Der skulle cykles, og det hele vejen til Bellevue og tilbage til Østerbro igen. Turen derhen gik derudaf – i svimlende fart. Alt tegnede i det hele taget rigtig rigtig godt. Og det på trods af mit sparsomme udvalg af sange på min musikafspiller. Jeg drønede således ud af Strandvejen med ”Silverflame” i ørene. Tim Christensen på repeat. Jeg ved ikke om det var gentagelserne mine øre skulle finde sig i, om der var vinden der gik fra med- til modvind, eller om bakkerne pludselig gik mere op end ned, men hvor om alting er, blev det med ét enormt anstrengende at komme frem i landskabet. Jeg begyndte at svede og pruste. Og jeg fik det pludselig utrolig ringe, og det begyndet at banke af smerte i hele kroppen. Min lænd stivnede, og smerten bredte sig hastigt om langs siderne, til maven. Det krampede i hele mellemregionen, og jeg tænkte, at det nok var sådan fødsels veer måtte føles. Men jeg befandt mig på en cykelsti, og havde sidst jeg tjekkede ingen tegn på en graviditet (nærmere menstruationssmerter..) Jeg befandt mig i et smertehelvede, og skulle selv stå for hjemtransporten.

Mens jeg cyklede, håbede jeg på, at jeg ligesom tibetanske munke, kunne praktisere bevidstheds kontrol, og hermed efterlade min krop alene tilbage med rædslerne. Indså desværre hurtigt, at jeg ikke mestrede munke principper på cykel, og skiftede derfor hastigt til ny taktisk. Cykelrytter coach. Jeg talte til mig selv, og peptalkede min indre cykelrytter med kække bemærkninger, i det spinkle håb om, at det umulige kunne lykkes. At den svækkede cykelrytter – Carla ville nå i mål. Hver eneste stød i pedalerne var en massiv kraftanstrengelse, og hver tomme jeg rykkede mig, var intet mindre end et lille mirakel. Tiden slæbte sig af sted, og det samme gjorde jeg. Pludselig var det ikke blot smerterne der hindrede mig i at komme hjem i en fart. Min mave buldrede, og med ét pressede der sig i aller højeste grad et toilet besøg på. Blodet forsvandt fra hovedet, kroppen blev slap, og det hele svimlende for mig. Jeg måtte finde et toilet i en aller helvedes fart. Charlotenlund strand. Dér er toiletter! Jeg hev og sled i pedalerne, alt imens mit ildebefindende overgik alt hvad jeg hidtil havde oplevet. Ubehagelighederne toppede da jeg opdagede, at toiletterne var lukket. Befandt mig nu i en så håbløs og desperat situation, at jeg besluttede mig for at løbe ud i havet, og gøre det min krop så inderligt skreg på at få gjort. Et par børn legede sandkamp ved strandkanten. Genovervejede situationen og fejede tanken væk som vrøvl. Hastede hurtigt videre. Jeg måtte le, forfærdet over hvor forfærdelig min situation var. Desperationen havde fundet nye højder, og behovet for et toiletbesøg kendte ingen grænser. Det handlede om liv og død. Til al held cyklede jeg kort tid efter, forbi Taffelbay bageren, som selvfølgelig havde søndagsåbent. Her steg jeg af cykelen, som jeg undlod at låse, for i stedet at vælte ind i bageren med en ansigtskulør kun Pjerrot ville misunde. Den kvalmende lugt af sødt brød, gav mig følelsen af at falde. Jeg måtte virkelig kæmpe imod, for ikke at brække mig ud over en ældre dame, der stod bagerst i køen, med knoldede ben i hudfarvede strømper. Jeg pressede et smil frem: ”Må jeg gerne låne jeres toilet?” spurgte jeg med forbavsende tynd stemme. ”Ja, vores kundetoilet står lige bag dig”. Jeg vendte mig om, og så til min skræk, at kundetoilettet var placeret midt i rummet, så jeg således om få sekunder ville sidde en meter fra damen med strømpebukserne og skide fuldkommen uhæmmet. Døren kunne ikke lukke helt til, så jeg måtte i mine bestræbe på at holde den lukket, strække mig fremover, og krampagtigt holde fast i det glatte dørhåndtag. Alt imens jeg sked for fulde gardiner, kunne jeg høre, at ekspedienten gjorde sig store anstrengelser for at opretholde en fornem tone blandt kunderne. Jeg beundrede hendes evne til at kunne snakke om kager, på så snerpet vis, og helt uden reaktion på de lyde jeg stod for, ude fra toilettet. Al denne snak gjorde i virkeligheden det hele værre, tænkte jeg. Det var fristende at slippe taget, og synke ned over mine bøjede ben og trykke ansigtet mod mine lår. Omsider tvang jeg dog mig selv ud af denne tanke, og kunne se en ende på skiderriet. Min pande var våd. Jeg tørrede den kolde sved af panden, og trak mine træningsbukser op fra knæhaserne, stadig med en stram hånd om dørhåndtaget. Jeg kunne mærke min puls blev hurtigere ved tanken om den reaktion jeg om lidt ville få fra bagerens gæster og ansatte, når jeg slap grebet, og lod aromaen brede sig ud i den lille bager. Jeg spekulerede på hvordan jeg kunne snige mig væk, ubemærket. Valgte at pile hurtigt hen til udgangsdøren, med sænket blik. Det var vanskeligt at holde balancen, men jeg undgik de eventuelle blikke i væmmelse, og husker i dag blot en indre triumf over min ulåste cykel, der stod klar til flugt. Kvalmen holdt stædigt ved resten af turen, og min krop dirrede af udmattelse og rendyrket smerte. Da jeg nåede hjem, og havde kæmpet mig op på 4. sal, og lod mig dejse om på min seng, lovede jeg mig selv, aldrig mere at cykle lange ture med motionsvanvid i blodet. Djævelsk oplevelse.

Jeg har – hvis det er gået nogens næse forbi – fået en kæreste. Og det ikke en hvilken som helst af slagsen. Næh’, der er her tale om intet mindre end mit livs kærlighed. Jeg har nævnt ham før, og det kan ikke siges ofte nok. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og har gjort det siden den aller første gang jeg så ham i en alder af 16 år. Jeg befinder mig således i en rus af kærlighed og eufori, over at han igen er en del af mit liv. Ok, så fik vi lige dét på plads. Ikke overraskende, har jeg siden min ændrede civil status, ikke tilbragt så hysterisk meget tid i Københavns natteliv, som jeg før havde for vane. Men i fredags, efter en forestilling for 200 uniformklædte spejdere (!?!), havde en af dansepigerne fra teatret og jeg, besluttet at følges til en af hendes veninders fødselsdagsfest. Jeg kendte ingen, og følte mig ærligtalt lidt fremmed og malplaceret. Jeg satte mig derfor på en barstol, og gav mig til at iagttage folkene omkring mig. Der ankom en lille mand. Han var alene, omtrent halvanden meter høj, og kom temmelig sikkert fra Afrika. En ny kombination for mig. Han rettede sig op, da han trådte ud på det tomme dansegulv. Lidt af den fede mave stak i bevægelsen, ud i den tilrøgede luft, som baren hørmede af. Han stoppede febrilsk sin skjorte ned i bukserne, som han derefter trak højt op – helt op i fjederen. Og så begyndte han at danse. Han skød sin hofte ud fra side til side i hårde ryk, i forsøget på at vride det på salsa manér. Imens gjorde de tynde arme bevægelser, der henledte tanken på en sang om Hawaii. De gled dovent op og ned foran ham, langsomt og monotomt. En decideret håbløs dansestil til syre jazz, konstaterede jeg tørt, og hastede videre i retning af fødselsdagskagen. Den var mægtig og stor, pyntet med marcipan-roser så hårde som sten, og med en bund brygget på cirtonmåne. Tænkte på, om det mon var fødselarens ynglings kage, og undrede mig i så fald, over hendes slanke skikkelse. Rundt om kagebordet sad der blandt andre en ung fyr, med sort klistret hår, som han havde redt bag over mod nakken. Han lignede sådan en, der ikke bestiller andet end at drikke tynd kaffe med mælkeskum på Zoo Bar og spille tennis. Han lo højt og råddent – støjende faktisk, da fødselaren pustede de mange fødselsdagslys ud. Det går over min forstand, hvad der mon udløste denne besynderlige latter. Måske han kom i tanke om en morsomhed, som han havde været vidne til, tidligere på dagen. Efter endt kagespisning, og da de gratis øl var drukket, var festen forbi for mit vedkommende. Det var let at praje en taxa. Jeg nåede derfor kun sjusket, at få krammet danseveninden farvel, for træt at vælte ind i taxaen. Bemærkede, at jeg først efter at have sagt hvor vi skulle hen, og efter at have fundet mit kort frem, fik set på, hvem der skulle køre mig hjem denne nat. Han så venlig ud, men jeg besluttede mig alligevel for, at holde min mund lukket. Bitter erfaring havde vist mig, at størstedelen af taxa chauffører, efter alt at dømme, er gjort af et sjældent diskussions-stof – en mennesketype, der bygger sin selvtillid op over et fundament af politiske udtalelser, med aldeles ringe veldokumenteret grad over sig. Det var en risiko jeg i ringe grad magtede at tage. Han indfriede min analyse, da han begyndte at tale om alle de skide perkere, der evigt og altid gik over for rødt. Jeg lod kommentaren stå uberørt. Han sad resten af turen bag sit rat, lettere fornærmet, og spekulerede over min stilhed. Jeg betalte, uden at skrive ekstra drikkepenge på regningen. Jeg nåede knapt at lukke døren, før han drønede af sted, som havde han selve fanden i hælene.