Regnen falder tungt mod den klamme asfalt her til morgen, og det det samme gør mit humør. Jeg befinder mig i en trættende tilstand af modløshed og lettere fortvivlelse. Som havde jeg presset min røv ned i en lille bitte tanga-trus, en trusse ikke større end en anusrevne – min egen bevares – må siges at være nedslående.
”Prøv at slap lidt af Carla” sagde min kæreste roligt. ”Tænk på hvor godt det egentlig taget går dig, og hvor slemt andre kan ha’ det”. Jeg havde svært ved at forestille mig en situation værre end min.
Det hele startede da jeg kørte gennem regnen i selskab med en taxachauffør, hvis talestrøm synes uendelig. Lugten af røg rev i mine næsebor. Jeg brokkede mig ikke over det. Jeg vidste jo hvor dårlig stemning min mor er i stand til at skabe, hver gang hun ender op i en tilrøget taxa. Jeg svarede ham derfor ikke, da han begyndte at snakke om vejret, men gav ham blot et advarende blik i bakspejlet. Vi blev siddende i tavshed resten af turen.
Forinden havde min kæreste fulgt mig ned på gaden, for at vinke farvel gennem regnen. Jeg var stadig så irriteret over det tykke lag body butter creme jeg havde smurt ud over min ben, som ikke var nået at tørre, før jeg skulle have bukser på, at jeg ikke fik nævnt hvor højt jeg elsker ham. Så kunne jeg ellers sidde der med en dum fornemmelse, klistrede ben i stramme bukser, og kæmpe med vejrtrækningen i den tilrøgede vogn.
Værre blev det hele kun, da jeg nåede frem på arbejde, og der til min store forbavselse poppede en chat besked op på min facebook. Den var fra en gammel ven, som jeg kun sjældent taler med. Beskeden han så overraskende havde sendt mig, svarede overhovedet ikke til den sandhed jeg kendte til. Mailen handlede om hans mening om det tv program jeg for tiden er en del af. Han syntes jeg fremstod meget dummere end jeg var, og de ting han syntes jeg var god til, kom ikke frem. Han syntes ikke jeg var det mindste morsom. Det har jeg svært ved at tro, svarede jeg uroligt. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg jo var ny i et program der havde kørt længe før jeg kom ind, og derfor måtte holde lidt igen og falde ind i deres dagsorden. Jeg vidste ikke helt om det var sandt, men vi endte med at bagtale en fælles bekendt, og således glemte jeg alt om min egen ærgrelse. Jeg lo højt, da vi skrev jokes om vores fælles bekendte, der altid taler alt for højt, som om han forsøgte at skjule sin usikkerhed bag en maske af mandighed. Jeg fortalte ham om de søde mennesker jeg arbejder sammen med, og den gode energi der er i, og blandt disse mennesker, og blev på besynderlig vis helt glad og lykkelig.
Og bedst som jeg sad og var helt glad og fornøjet på min kontorstol, kom en hund pludselig forbi. Den blev båret i en Louis Vuitton taske, hvorfra den sad og vurderede mig med sine fremstående øjne. Jeg sværger, at de udtrykte foragt. Så lavede hunden en underlig hvæselyd og forlod rummet. Hunde kender ikke til sentimentalitet, tænkte jeg, alt imens jeg fik dårlig samvittighed over at have bagtalt nogen for at få det bedre. Hunden havde åbenbaret min mangel på selvindsigt, og jeg var atter overladt til en miserabel mavefornemmelse.
Bortset fra et par lammeskyer, var himmelen upåklageligt blå, og strålerne skar således uhindret ind i mine øjne her til morgen. Jeg rejste mig søvnigt op i min seng, for at åbne vinduet, og lukke nattefims ud til spurvene, der kvidrede hysterisk i buskene. Jeg følte mig fri og lykkelig, og trak den friske luft så langt ned i lungerne, jeg kunne. Galt gik det desværre for morgen optimismen, da jeg opdagede en grusomhed af ondeste art. For en uge siden, havde jeg ved samme lejlighed, kigget ud af vinduet, og glædet mig over baggårdens træer, som netop var begyndt at blære sig med sine små lækre lysegrønne skud. Sommeren er lige om hjørnet, havde jeg tænkt. Men for de grønne skud, viste skæbnen sig fra en helt, helt anden side. Jeg havde ganske vist lagt mærke til den anstrengende motorsav, der tidligere på morgenen havde larmet nede i gården. Men synet der ramte mig, gik over min vildeste fantasi. Fire store knoldede træpæle stod nu flovt på række i min baggård, afpillet for hver en gren, skaldede, og uden den mindste antydning af et blad – træernes kirkegård. En sorgens dag. Jeg fik straks behov for at få en forklaring fra varmemesteren, og tænkte på hvad jeg ville sige til ham: ”Hvor er grenene henne?” Han ville se på mig med de sædvanlige ubehjælpsomme øjne: ”Træerne trængte til at blive klippet lidt ned – det kan du vel godt forstå ikke?” Mig: ”Nej det kan jeg eddermame ikke. Man beder sgu da heller ikke sin frisør om at blive studset, for så at ende op, uden et eneste hår strå tilbage på hovedet”. Jeg besluttede mig for, at lade uvisheden, og dermed den gode tone mig og varmemestren imellem, komme mig til gode.
Somme tider rammes jeg af motions-flip. Så vil min krop træne. Hvad der helt præcis trænes til, ved ingen. Men én ting er sikker, og det er, at dette er en tilstand jeg vældig sjældent befinder mig i. Hvis jeg da i det hele taget befinder mig i den, og det ikke blot forbliver en flygtig idé.
Men da jeg her i weekenden kørte med min bedste veninde M, ud til Hellerup for at kigge på drømmehuse og havudsigt, gled mine tanker et par år tilbage. Jeg erindrede en tidlig forårs søndag, hvor min krop var gået i trænings mode. Der skulle cykles, og det hele vejen til Bellevue og tilbage til Østerbro igen. Turen derhen gik derudaf – i svimlende fart. Alt tegnede i det hele taget rigtig rigtig godt. Og det på trods af mit sparsomme udvalg af sange på min musikafspiller. Jeg drønede således ud af Strandvejen med ”Silverflame” i ørene. Tim Christensen på repeat. Jeg ved ikke om det var gentagelserne mine øre skulle finde sig i, om der var vinden der gik fra med- til modvind, eller om bakkerne pludselig gik mere op end ned, men hvor om alting er, blev det med ét enormt anstrengende at komme frem i landskabet. Jeg begyndte at svede og pruste. Og jeg fik det pludselig utrolig ringe, og det begyndet at banke af smerte i hele kroppen. Min lænd stivnede, og smerten bredte sig hastigt om langs siderne, til maven. Det krampede i hele mellemregionen, og jeg tænkte, at det nok var sådan fødsels veer måtte føles. Men jeg befandt mig på en cykelsti, og havde sidst jeg tjekkede ingen tegn på en graviditet (nærmere menstruationssmerter..) Jeg befandt mig i et smertehelvede, og skulle selv stå for hjemtransporten.
Mens jeg cyklede, håbede jeg på, at jeg ligesom tibetanske munke, kunne praktisere bevidstheds kontrol, og hermed efterlade min krop alene tilbage med rædslerne. Indså desværre hurtigt, at jeg ikke mestrede munke principper på cykel, og skiftede derfor hastigt til ny taktisk. Cykelrytter coach. Jeg talte til mig selv, og peptalkede min indre cykelrytter med kække bemærkninger, i det spinkle håb om, at det umulige kunne lykkes. At den svækkede cykelrytter – Carla ville nå i mål. Hver eneste stød i pedalerne var en massiv kraftanstrengelse, og hver tomme jeg rykkede mig, var intet mindre end et lille mirakel. Tiden slæbte sig af sted, og det samme gjorde jeg. Pludselig var det ikke blot smerterne der hindrede mig i at komme hjem i en fart. Min mave buldrede, og med ét pressede der sig i aller højeste grad et toilet besøg på. Blodet forsvandt fra hovedet, kroppen blev slap, og det hele svimlende for mig. Jeg måtte finde et toilet i en aller helvedes fart. Charlotenlund strand. Dér er toiletter! Jeg hev og sled i pedalerne, alt imens mit ildebefindende overgik alt hvad jeg hidtil havde oplevet. Ubehagelighederne toppede da jeg opdagede, at toiletterne var lukket. Befandt mig nu i en så håbløs og desperat situation, at jeg besluttede mig for at løbe ud i havet, og gøre det min krop så inderligt skreg på at få gjort. Et par børn legede sandkamp ved strandkanten. Genovervejede situationen og fejede tanken væk som vrøvl. Hastede hurtigt videre. Jeg måtte le, forfærdet over hvor forfærdelig min situation var. Desperationen havde fundet nye højder, og behovet for et toiletbesøg kendte ingen grænser. Det handlede om liv og død. Til al held cyklede jeg kort tid efter, forbi Taffelbay bageren, som selvfølgelig havde søndagsåbent. Her steg jeg af cykelen, som jeg undlod at låse, for i stedet at vælte ind i bageren med en ansigtskulør kun Pjerrot ville misunde. Den kvalmende lugt af sødt brød, gav mig følelsen af at falde. Jeg måtte virkelig kæmpe imod, for ikke at brække mig ud over en ældre dame, der stod bagerst i køen, med knoldede ben i hudfarvede strømper. Jeg pressede et smil frem: ”Må jeg gerne låne jeres toilet?” spurgte jeg med forbavsende tynd stemme. ”Ja, vores kundetoilet står lige bag dig”. Jeg vendte mig om, og så til min skræk, at kundetoilettet var placeret midt i rummet, så jeg således om få sekunder ville sidde en meter fra damen med strømpebukserne og skide fuldkommen uhæmmet. Døren kunne ikke lukke helt til, så jeg måtte i mine bestræbe på at holde den lukket, strække mig fremover, og krampagtigt holde fast i det glatte dørhåndtag. Alt imens jeg sked for fulde gardiner, kunne jeg høre, at ekspedienten gjorde sig store anstrengelser for at opretholde en fornem tone blandt kunderne. Jeg beundrede hendes evne til at kunne snakke om kager, på så snerpet vis, og helt uden reaktion på de lyde jeg stod for, ude fra toilettet. Al denne snak gjorde i virkeligheden det hele værre, tænkte jeg. Det var fristende at slippe taget, og synke ned over mine bøjede ben og trykke ansigtet mod mine lår. Omsider tvang jeg dog mig selv ud af denne tanke, og kunne se en ende på skiderriet. Min pande var våd. Jeg tørrede den kolde sved af panden, og trak mine træningsbukser op fra knæhaserne, stadig med en stram hånd om dørhåndtaget. Jeg kunne mærke min puls blev hurtigere ved tanken om den reaktion jeg om lidt ville få fra bagerens gæster og ansatte, når jeg slap grebet, og lod aromaen brede sig ud i den lille bager. Jeg spekulerede på hvordan jeg kunne snige mig væk, ubemærket. Valgte at pile hurtigt hen til udgangsdøren, med sænket blik. Det var vanskeligt at holde balancen, men jeg undgik de eventuelle blikke i væmmelse, og husker i dag blot en indre triumf over min ulåste cykel, der stod klar til flugt. Kvalmen holdt stædigt ved resten af turen, og min krop dirrede af udmattelse og rendyrket smerte. Da jeg nåede hjem, og havde kæmpet mig op på 4. sal, og lod mig dejse om på min seng, lovede jeg mig selv, aldrig mere at cykle lange ture med motionsvanvid i blodet. Djævelsk oplevelse.
Jeg har – hvis det er gået nogens næse forbi – fået en kæreste. Og det ikke en hvilken som helst af slagsen. Næh’, der er her tale om intet mindre end mit livs kærlighed. Jeg har nævnt ham før, og det kan ikke siges ofte nok. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og har gjort det siden den aller første gang jeg så ham i en alder af 16 år. Jeg befinder mig således i en rus af kærlighed og eufori, over at han igen er en del af mit liv. Ok, så fik vi lige dét på plads. Ikke overraskende, har jeg siden min ændrede civil status, ikke tilbragt så hysterisk meget tid i Københavns natteliv, som jeg før havde for vane. Men i fredags, efter en forestilling for 200 uniformklædte spejdere (!?!), havde en af dansepigerne fra teatret og jeg, besluttet at følges til en af hendes veninders fødselsdagsfest. Jeg kendte ingen, og følte mig ærligtalt lidt fremmed og malplaceret. Jeg satte mig derfor på en barstol, og gav mig til at iagttage folkene omkring mig. Der ankom en lille mand. Han var alene, omtrent halvanden meter høj, og kom temmelig sikkert fra Afrika. En ny kombination for mig. Han rettede sig op, da han trådte ud på det tomme dansegulv. Lidt af den fede mave stak i bevægelsen, ud i den tilrøgede luft, som baren hørmede af. Han stoppede febrilsk sin skjorte ned i bukserne, som han derefter trak højt op – helt op i fjederen. Og så begyndte han at danse. Han skød sin hofte ud fra side til side i hårde ryk, i forsøget på at vride det på salsa manér. Imens gjorde de tynde arme bevægelser, der henledte tanken på en sang om Hawaii. De gled dovent op og ned foran ham, langsomt og monotomt. En decideret håbløs dansestil til syre jazz, konstaterede jeg tørt, og hastede videre i retning af fødselsdagskagen. Den var mægtig og stor, pyntet med marcipan-roser så hårde som sten, og med en bund brygget på cirtonmåne. Tænkte på, om det mon var fødselarens ynglings kage, og undrede mig i så fald, over hendes slanke skikkelse. Rundt om kagebordet sad der blandt andre en ung fyr, med sort klistret hår, som han havde redt bag over mod nakken. Han lignede sådan en, der ikke bestiller andet end at drikke tynd kaffe med mælkeskum på Zoo Bar og spille tennis. Han lo højt og råddent – støjende faktisk, da fødselaren pustede de mange fødselsdagslys ud. Det går over min forstand, hvad der mon udløste denne besynderlige latter. Måske han kom i tanke om en morsomhed, som han havde været vidne til, tidligere på dagen. Efter endt kagespisning, og da de gratis øl var drukket, var festen forbi for mit vedkommende. Det var let at praje en taxa. Jeg nåede derfor kun sjusket, at få krammet danseveninden farvel, for træt at vælte ind i taxaen. Bemærkede, at jeg først efter at have sagt hvor vi skulle hen, og efter at have fundet mit kort frem, fik set på, hvem der skulle køre mig hjem denne nat. Han så venlig ud, men jeg besluttede mig alligevel for, at holde min mund lukket. Bitter erfaring havde vist mig, at størstedelen af taxa chauffører, efter alt at dømme, er gjort af et sjældent diskussions-stof – en mennesketype, der bygger sin selvtillid op over et fundament af politiske udtalelser, med aldeles ringe veldokumenteret grad over sig. Det var en risiko jeg i ringe grad magtede at tage. Han indfriede min analyse, da han begyndte at tale om alle de skide perkere, der evigt og altid gik over for rødt. Jeg lod kommentaren stå uberørt. Han sad resten af turen bag sit rat, lettere fornærmet, og spekulerede over min stilhed. Jeg betalte, uden at skrive ekstra drikkepenge på regningen. Jeg nåede knapt at lukke døren, før han drønede af sted, som havde han selve fanden i hælene.
Efter at have boet i Københavns Havn et par år, med min mor og lillebror, er jeg nu flyttet tilbage til min opvækst bydel – Østerbro. De fleste ville nok være henrykte over at ”vende tilbage” til sine rødder. De ville gå en tur hen ad den sti de lærte at cykle på. De ville slentre hen ad stien, stoppe op, og sige: ”Hér faldt jeg, og slog hul på knæet”. Det eneste minde, jeg har bidt mærke i, dukker op hver gang jeg cykler forbi min gamle folkeskole. Det var en håbløs periode for mig – sparsomt med venner, og min faglige kompetence var heller ikke ligefrem velegnet til pral. Det var min lærerinde flink til at minde mig om. Når jeg midt i matematiktimen, kunne høre hendes stemme knække over i en skinger tone af dårlig kontrolleret bitterhed, vidste jeg, at det var 
mig, der stod for skud: ”Hvad tænkte du, da du lavede de her regnestykker?” Og så kunne man ellers se mig luske hen til kateteret, i et håb om, at ingen fra klassen så min frygt og de svedperler, der tonede frem på panden. Når jeg havde stået deroppe hos min lærerinde længe nok, uden at nogen af os blev det mindste klogere på min regne metode, sendte hun mig opgivende ned på plads igen. Og så til klassen: ”Er der nogen af jer, der vil komme herop til tavlen, og forklare Carla, hvordan man løser dette simple stykke, som i allerede lærte i 3. klasse?”. Selvom det tager nogle øjeblikke, for mig at opspore minderne, når jeg drøner forbi skolen på min rustne cykel, er det som om, at det kunne være sket i går. Tiden har ligesom tydeliggjort detaljerne. Men jeg er heldigvis færdig med at gå i folkeskole nu. Og i fuld gang med at skabe nye minder. Selvom der ikke er meget at lave på Østerbro. Med mindre man har børn, eller er gravid – bevares.
Min mormor er død. Hun var forbavsende afvisende, den sidste gang min mor og jeg besøgte hende. Hun var anderledes, og ikke helt så lykkelig pludrende, som hun plejede at være. Hun sagde, at hun gerne ville dø snart, og jeg spekulerede på, om det mon var op til hende? Vi kom forbi en kold eftermiddag, blot to dage efter at hun var flyttet på plejehjem. Hjemmet lå temmelig langt væk fra det busstoppested, rejseplanen havde anbefalet os at stå af på. Vi havde flødeboller med, og jeg bar dem, fordi jeg havde de tykkeste vanter på. Vi havde besøgt min mormor adskillige gange, i al den tid hun lå på hospitalet. Men den her eftermiddag, sad hun altså i sin plejehjems stue, på sin stol, fuld af smertestillende medicin, og hostede anstrengt. Modstræbende havde hun, efter en flødebolle, indvilliget i, at tale om hendes tilstand og kræften der sad i hendes knogler. Hendes situation virkede bestemt fortvivlende, og lige meget hjalp det, da min mor forsøgte at få hende til at vende fokus mod det positive fra fortiden og ikke mindst den fremtid hun ventede sig hos Gud. Den slags gad hun ikke tale om. Jeg lagde pludselig mærke til, at hendes lille krop, knugede sig ind imod sig selv. Hun havde den kropsholdning, et menneske, der aldrig har turde bearbejde smerte, bærer. Jeg havde ondt af hende. Den mormor der hele min barndom, har været så glad og sprudlende, var nu lille og ensom. Hun var bange for ensomheden – og døden. Ringede rundt til sine veninder flere gange i døgnet, så hun var sikker på, at få besøg hver dag. Hun sagde til mig i telefonen – at det aldrig måtte blive en pligt, at besøge nogen. Jeg ved ikke om hun mente sig selv, men jeg kom så tit jeg magtede det. For efter at have besøgt hende, da hun var blevet indlagt første gang, fandt jeg ud af, at jeg ikke bryder mig om hospitaler. Hun var faldet i sin stue, fordi hun en dag, pludselig havde fået voldsomme kramper. Da jeg nåede frem til hospitalssengen, lå hun, godt pakket ind i dynen og med sit viltre hår bredt tilfældigt ud over puden. Hun var helt udmattet og omtåget, og vågnede kun når man talte til hende. Hun lignede en lille rynket engel, med en grå glorie af tykt hår. Jeg græd. Og da jeg havde gjort det nogen tid, skrev jeg et brev til hende. Jeg har efterfølgende hørt, at da hun læste det, græd hun for første gang i 20 år, eller sådan noget. Det var ikke sport rart at være alene med min mormor den dag. Men ikke desto mindre, var det den dag jeg sagde farvel og takkede hende for at have være den bedste mormor jeg kunne ønske mig. Jeg lukkede øjnene og bad for, at hun ville blive fri og glad, der hvor hun var på vej hen. Mormor – jeg elsker dig.
Det var både trist og komisk at se på varmemesteren nede i gården. Han havde et værre besvær med at få skraldespandene til at makke ret, og trille i samme retning mod baggårdens udgang. Jeg var i god tid her til morgen. Skulle først møde kl. 12.00 i tøjbutikken, og brugte derfor tiden til at smøre mig ind i selvbruner, til den tv-vært rolle jeg skal spille i morgen. Min kostumier påstår, at en studievært er solbrun. Gad vide hvorfor egentlig. Trods tvivl, besluttede jeg at det næppe ville vække jubel trådte jeg op med gusten hud og et – i det hele taget – opgivende look. På grund af selvbruneren, har jeg hele denne travle dag, slæbt rundt på lugten af kunstig sol og abrikoser. Det var ingen behagelig lugt, og jeg forsøgte derfor af alle kræfter, at holde den på afstand med rigelige mængder parfume. Således lugtede jeg stærkt af duftevand, med en krydret undertone, der i løbet af dagen til stadighed tog til i styrke.
Og havde det ikke været fordi jeg skulle til første produktionsmøde på den teaterforestilling jeg skal være assistent på de næste tre måneder, kunne lugten egentlig taget ikke have interesseret mig mindre. Men til møde skulle jeg. Og det oven i købet med en række mennesker, jeg tidligere har arbejdet sammen med, foruden dem jeg har hørt godt om, og dem som jeg ingen anelse havde om, hvem var. Jeg var et kvarter forsinket, og der var blevet ringet efter mig. Cykelturen fra tøjbutikken til teatret, var kort, men viste sig dog at være påfaldende kold. Indså at min beslutning om at spare tid ved, at undlade at lukke min jakke og tage mine vanter på, fik kuldegysninger og mindre forfrysninger til følge. Jeg nåede dog frem, og mødet begyndte lidt efter. Jeg sad aldeles opslugt af vores instruktørs ivrige skitsering af stykkets mange ideer og setups, mens jeg fraværende tog imod mad fra tagselv bordet. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg mærke, at mit ansigt lyser op i et lykkeligt smil. Jeg er så glad for at være kommet med på den her produktion, og tilmed i en periode, hvor jeg har spandevis af tid - som jeg ville være trist over at vifte halvhjertet væk.
På søndag skal jeg til en casting, hvor jeg skal synge. I et splitsekund af spruttende overskud og ”jeg-kan-alt” tanker drønende rundt inde i mig, har jeg valgt at melde mig til denne sang-inkluderede casting. Da jeg luftede beslutningen til min veninde M, blev jeg mødt af en overrasket latter. Og så snakkede vi om noget andet, mens mit humør langsomt men sikkert, snak mod nulpunktet. Her til aften har jeg så øvet mig lidt, på den sang jeg vil synge på søndag. Jeg fortsatte i flere minutter, uden at føle mig bedre tilpas af den grund. Ved de høje toner, sang jeg faktisk mere skingert, end nogen vred kat, jeg har hørt. Tja, jeg ved ærlig talt ikke, hvad der komme til at ske med mig på søndag, men jeg lover at finde ud af det.
Jeg har betalt min tre-måneder-lige husleje i dag. Neej, tænker De måske, sikken en bedrift. Og JA, det er måske ikke videre interessant læsestof, men det er ikke desto mindre en stor ting for mig, at betale tre måneders husleje på én og samme dag. Så jeg fik hjælp af min mor. Har nu en foruroligende sparsom måned foran mig, og tog derfor ind til byen, for at lege ”rig” sammen med min veninde M og hendes ven S. Vi var alle tre flade som pandekager, og hyggede os derfor med at prøve lækre cremer og finde ting vi ønskede os. Da vi var nået op til Storkespringvandet ad Købmagergade, så jeg til min forskrækkelse to par sko, komme trampede ud fra Monki. Disse fuldkommen groteske sko, sad på en mand, og ligeledes hans veninde, bar skoene ingen turde drømme om, eksisterede. Skoen var sort, fyldt med skinnende metal genstande, med et solidt fundament, bestående af en plateau på 10 cm. Om det var et besynderligt forsøg på at skabe en illusion om klumpfod, vides ikke. For disse unge mennesker lignede egentlig noget man kunne finde i et Vogue blad, var billedet blot cuttet ved anklen. De bar desuden skoene, begge to – ens solbriller. Også de var massive og sorte. Jeg forestillede mig, at der bag disse, gemte sig øjne fyldt med muntert vanvid. Og det gjorde jeg netop fordi jeg så sent som dagen forinden, havde stået på Kongens Nytorv Metro Station, og ventet på den metro, der skulle følge min lillebror og jeg, hjem til vores mor. Jeg kommer pludselig til at drage den konklusion, at jeg temmelig sikkert, er inde i en stime af mennesker, der på enhver måde peger i retning af alternative måder at leve et liv på. Nuvel, det syn der mødte os, dernede i den kolde metros undergrund, var hverken mere eller mindre, end et kæreste par. Et par, der begge var klædt i sort tøj, og tilmed begge bar en høj sort hat. At de begge to havde mørk make-up rundt om øjnene, er som sådan set før. Men overraskelsen var ikke til at komme uden om, da min bror og jeg opdagede en kraftig metal kæde, der løb fra mandens hånd, og endte ved kvindens hals, og således fungerede som en ”hunde” snor, med manden som ejer. Det var tale om petting i yderste potens, hvilket muligvis er en lille smule i overkanten, af hvad jeg mener et forhold kan bære.
Og det var ved denne sammenligning, at frygten som sådan satte ind, dér midt på Købmagergade. For midt i tankestrømmens fordømmelse, havde omverdenen taget et uvilkårligt sving, som ubarmhjerteligt knaldede sit hæslige fjæs, lige ind i mine to venner og jeg. Manden med besynderlige sko, råbte på min veninde M i en grådig, nærmest liderlig tone: ”Heeeeey Girlfriend!”. En samtale satte i gang. Jeg undrede mig diskret (bevares), over min venindes kendskab til dette menneske. Og det blev os tydeligt, at det eneste vigtige for ham, syntes at være, hvor mange blade han ville komme i, i den nærmeste fremtid, og hvor godt han så ud på billederne, og med den holdning får man ikke mange plusser i min bog, endsige i hvilken som helst bog overhovedet. Hvilket får mig til at tænke på et ordsprog jeg (på pinligste vis) har set i Dr. Phil: ”There is just something about that guy, that i hate about myself”.
Det var den sidste forestilling på vores en uge lange turné. Vi skulle for første gang, optræde om aftenen, så vi var derfor alle sammen trætte, efter gårdagens sene natte roderi. Da vi kom frem, blev vi alle meget forbløffende over den flotte scene, som var udstyret med en masse forskelligt farvede lamper, som nok mest af alt mindede om en koncertscene. Jeg tog endda et billede (se op). Men da vi skulle op på den, opdagede jeg, at mange store lamper samlet på ét sted, frembringer en ubarmhjertelig varme. Og som vi sad der i lampens hede, var det, at vi opdagede, at der kun var mødt 30 mennesker op. Hvoraf 5 af dem arbejdede på stedet. Ham det stod for det hele, irriteredes over det manglende publikum. Han prøvede at skjule det, ved at smile anstrengt, hver gang jeg så på ham. Men det var svært helt at skjule sin ærgrelse over det sparsomt opmødte publikum, der forhindrede at alt kom i orden, så det kunne blive den succesfulde aften, han havde håbet på. Det var synd, vel var det så. Især hans tale, fik mig til at blive lidt trist. Lad mig bare sige, at den i hvert fald næppe var skrevet med udgangspunkt i et fremmøde på 30 personer. Han læste de store ord op, og jeg tror måske han var lidt nervøs. Han takkede diverse sponsorer, der i aller højeste grad havde stablet en fin event på benene. Først efter han havde talt sig lidt varm, kom han ind på fremmødet – eller mangel på samme. Det var dog ikke en decideret fiasko, vi spillede en god forestilling, og dem der trods alt var mødt op, var ganske henrykte. Især den lille pige på første række. Hun har vel været 3 år eller sådan noget i den stil. Hun sad bare dér. Og tog imod, helt opslugt, kun forstyrret en enkelt gang eller to af sin energiske far, der kom med vand og en enkelt banan. Rigtig sjovt blev det, da en lille fyr kom ind midt under forestillingen. Han gav sig til at grine på steder, ingen andre gjorde det. Og han grinte højt gjorde han. Højt, og på en måske en anelse grotesk måde. Men vigtigst af alt – det smittede. Det skulle vise sig at blive et gennemgribende tema for aftenen. For lidt senere, kom en lille flok af unge drenge ind, og satte sig midtfor. De så ud til at kunne lide det vi fortalte om. Og især den mindste af dem, der var temmelig bleg i ansigtet, bar en stor kasket og en endnu større hættetrøje, grinte et meget opsigtsvækkende grin. Desuden rokkede han kraftigt med, da J fra ensemblet rappede, om alt det han var træt af. Bag på mig, kom det således, da vi efter forestillingen startede på debatten, og denne unge mand kom med en kommentar uden den fjerneste antydning af høflighedsfraser. Han fik mikrofonen hen til sig, og lænede sig tilfreds tilbage i den umagelige caféstol, hvor han sagde følgende, med en stemme som Linda P glimrende ville kunne gengive som en fra Sydhavnen: ”Hva’ fan’ sker’ der for jer? Jeg syntes simpelthen i skal til og tage jer sammen”. Jeg nåede lige at tænke ’ Hvad er nu det for en kommentar’, for øjeblikkeligt at måtte bryde ud i et rendyrket grineflip. Han grinte også selv. Han grinte som om, at han lige havde røget en ordentlig spliff (hvilket han med stor sandsynlighed også havde) og derudover ikke var bange for at tiltrække opmærksomhed. Jeg spekulerede kort over hans massive sociale dysfunktion, og tilsvarende svage interessefelt i god opførsel. Men jeg så ham rokke med til nummeret om alt det han var træt af. Jeg så det med mine egne øjne. Og hvem ved, måske er der blevet sparket lidt til den kæphest han sidder på? Håber han for lyst til at folde sig rigtig ud, og bruge sin energi med et anderledes positivt fortegn. En dag.
Fraværende sad jeg rundt om det lange plastikbord under den skarpe lampe, i vandrehjemmets fælles stue. Jeg burde blive her og have det lidt sjov, men for fanden da – jeg magtede det ikke. De andre var halvfulde, og de opfindsomme druk-lege passede ikke rigtig til min sindsstemning. Jeg overvejede alternativerne, mens jeg forsøgte at gætte, hvad der stod i panden på mig. Lidt senere løb jeg rundt om min stol eller klappede en kort melodi, alt efter hvilken regel, der var sat op for det tal, jeg var i legens rækkefølgen. Jeg sad og drak lidt Cola Zero, før jeg endelig besluttede mig for at gå i seng. Ude på toilettet sad jeg temmelig længe, mere eller mindre bevidstløst og filede negle. Jeg undrede mig over mig selv. Jeg gad ikke drikke mig fuld. Jeg var heller ikke med til middagen?! Min instruktør havde set på mig med et bekymret blik, og erklærede mig for værende gravid: ”Du var også helt skruk i genbrugsbutikken tidligere i dag – hvad skete der for den der baby flyverdragt?!”. Jeg er IKKE gravid.. Måske er jeg bare træt af lejerskole stemning, gammel røg og mennesker omkring mig dag og nat?