Carla Chloe

Telefonen brummede hidsigt, og spredte forvirring på mit sofabord tidligere i dag. Jeg havde ventet længere på dette opkald, end han anede. Jeg blev fanget midt i overvejelserne, om jeg skulle løbe mig en tur, eller tage hen i Fitness DK og tæve steppemaskinen. Det glemte jeg imidlertid alt om, da han roligt og venligt fortalte, at det ikke var mig, der skulle være deres nye tv vært. Da røret var lagt på, røg jeg ned på jorden, længere end jeg egentlig taget bryder mig om. Den 15 minutter lange video jeg havde sendt ind, havde ikke været nogen ubetinget succes, og han konstaterede tørt, at min vildskab ikke kom frem i det indsendte materiale. Jeg måtte give ham ret, og løb derefter alle søerne i et rasende højt tempo. Da jeg kom hjem syntes jeg det var på tide, at jeg fik lidt styr på mine mål her i livet. Så jeg satte et lille møde op med mig selv. Lavede en kop kaffe og ristede en bolle, på den retro brødrister, jeg netop har klunset fra min baggård. Jeg åbnede Word, og lod fingrene hvile tungt på tastaturet et par minutter. Hvad gør mig lykkelig? Tjoe, jeg kan såmænd godt lide at have fri, og hygge mig sammen med dem jeg holder af. Facebook er blevet mit mellemnavn, og jeg syntes det er mere overskueligt at løbe alle søerne, end se lidt ind af, og rykke på nogle nye tiltag. Min opmærksomhed blev herefter afledt af min nabos livlige aktivitet, med at slæbe de smadrede gule fliser ned i skralderen, fordi de skal have nyt badeværelse. Det gad jeg også godt. Altså få et nyt badeværelse. Jeg gad også godt rejse til New York og bruge min børneopsparing i Marc Jacobs. Og så ville jeg også gerne have et par nye bryster, lavet af sådan noget man ellers bruger til at fuge vinduer med.  Men det er frygtelig dyrt at få lavet den slags, og det er en tur til New York i øvrigt også. Så der fik jeg allerede én ting forærende fra mine omgivelser – jeg vil gerne tjene så mange penge, at jeg hår råd til at indfrie mine materielle ønsker. Hvilket førte mine tanker videre, til den måde jeg ønsker at tjene pengene på. Og her gik det så jævnt nedad med gode ideer. For de ting jeg syntes er spændende at arbejde med, er som regel styret af andre mennesker, der hyrer mig til at spille med i en film eller i et teaterstykke teater. Glæden over nye ideer og kreative tiltag, ting der kommer bag på mig, og overrasker mig, ja det er den slags jeg vil leve af. Og det er derfor realistisk at antage, at jeg nok burde finde mig en anden holdning, hvis jeg virkelig vil gå ”all in” for at få indfriet mine ønsker. Men dér tillod jeg mig at gribe ind. Slog i sofabordet om man så må sige, til enmands møde i egen lænestol. Der blev helt stille i stuen, og hele ydre Østerbro standsede forundrede op. Så tog jeg mig en bid af bollen, for at vinde tid. Og skrev så, at nok skal der arbejdes, og gerne meget – arbejde er det bedste der findes, hvis man laver det man elsker. Men fandeme nej, om jeg lade mit liv gå op i kedsomhedens støvede hosten, til fordel for en rejse og fugede bryster. Og så kom jeg til at tænke på min nabo igen. For da jeg forleden dag, havde min første ordveksling med kvinden, jeg ellers kun har hørt råbe grimme ord til sin mand, gik mine tanker på langfart. Jeg overvejede, om et par der udelukkende kommunikerer i råb, bliver lykkelige af et nyt badeværelse. Hun stod den pågældende dag, i sin døråbning med let spredte ben, og fortalte vredt, at nu havde hun endelig fået sin mand til at få røven med sig, og sat det længe ønskede badeværelses projekt i gang. Mens hun snakkede, videre om besværet uden et lokum, bemærkede jeg til min rædsel, den halvvisne urtepotte busk, de havde ladet stå på bagtrappen, med henblik på, at lade den indgå som pynt på det nye badeværelse. Hvis vejen hen til det nye badeværelse, de nye bryster eller turen til New York ikke er sjov, så kan det fandeme være ligemeget.

Og hér er det selvfølgelig vigtigt at huske, at intet er så kedeligt og trivielt, at man ikke kan gøre det sjovt og hyggeligt. Se blot dette billede, jeg tog forleden dag, i den tøjbutik jeg vikarierer i. Til min glædelige overraskelse, opdagede jeg nemlig, at jeg, da jeg arbejdede der på fuld tid, havde gennemført en grundig musikanmeldelse af alle cd’erne. Sidenhen har jeg skiftet ”Lidt stener, men ok” ud med ”Helt igennem sprudlende fantastisk” og har nu rejst mig fra mødet, og står solidt i min stue og husker mig selv på, at når en dør bliver lukket, så sparker man den ind.

Lever du på autopilot? Spørgsmålet trænger sig på, da jeg på en fortovscafé slår op i Alt For Damerne, mens jeg spiser en citron småkage i eftermiddagssolen. Trods de lykkelige omstændigheder vakte artiklen om at tage ansvar for sit eget liv, en lille snert af dårlig samvittighed. Jeg forlod cafeen, med småkager i maven, og drog i al hast til en times ”Stram op” i Fitness DK. Og mens instruktøren i sin mikrofon sang utrolig højt, men falsk, med på den hysteriske musik, og jeg trak mig ind i mig selv, tænkte jeg på, at frihed, er det der holder autopiloten for døren i mit liv. Men hvad er frihed overhovedet? Frihed er luft imellem lår. Frihed er citron småkager i solen. Og ja, en utrolig masse andre ting, som ville føre for vidt at komme ind på her. Men ovennævnte to eksempler, som på sin vis er uforenelige, viste sig på trods af modsatgående værdier, at gøre mig rigtig fri og glad den dag. I hvert fald da artiklen fra Alt fra Damerne var glemt.

Da jeg startede med at skrive denne blog, var sexuel frihed et altoverskyggende element i min glædes-teori. Indstuderede bevægelser på diverse barer i det Københavnske natteliv, eller livet i det hele taget, blev min virkelighed. Jeg byggede mine værdier op omkring det at gøre sig bemærket med en gennemtrængende latter og en fandenivoldsk energi. Således blev spontanitet og klarhed misfortolket, og jeg vovede ikke andet end ligegyldighed. Jeg glemte mig selv. Fik afbleget mit hår og blev klippet i en panikfrisure. Jeg tog på, og først da overgangen mellem halsen og hagen, nærmest så ud til at være et fortsættelse af brystet, opdagede jeg, at selve livet forsøgte at rasle ud af mig. Og så skal jeg da ellers nok love for at jeg vågnede op. Jeg ville mærke den friske luft mellem mine lår igen. Og ikke Københavns natteliv. Jeg ville kun være fandenivoldsk når jeg havde lyst. Og vigtigst af alt, ville jeg ikke opkoble min lykke og frihed på andre mennesker og deres tilstedeværelse i mit liv. Jeg ville glæde mig over mig selv. Nyde hverdagen og hygge mig med livet og opvaskens varme vand og P3 på radioen. Dygtiggøre mig og skabe en succesfuld karriere med de ting jeg elsker at lave. Og nu er der måske nogen der mærker en spænding i den ene skulder og niver sig selv, mens der tænkes: ”Hmm.. Det lyder jo alt sammen meget godt. Men man kan jo ikke være evigt glad”. Og nej, det kan man ikke. Men man kan prøve, og det gør jeg hver eneste dag.

Jeg sad netop i min lænestol og trillede en bussemand, da en ny reklame med Jimmy Jørgensen tonede over min nyindkøbte Philips skærm. Mine fingre holdt straks op med at trille, og min mave snørede sig sammen. Kombinationen af den ekstreme klipning og den højtråbende mand, der på mest teatralske facon fik mig til at tænke over hvor storslået det er at gå i teatret, provokerede på besynderligste vis en forlegen fornemmelse frem.  Men det der virkelig bekymrer mig, er teksten der vises til sidst. Der står noget om fodbold. Og jeg kan ærlig talt ikke huske hvad den præcise formulering var. Jeg kunne kun fokusere på den totale forvirring der opstod i mit stille sind. Hvordan kom fodbold pludselig ind i billedet? Jeg kender ikke svaret, og sidder derfor stadig her med en busser i stilstand. Hvilket minder mig om min bedste vens fod, der for et par måneder siden, fik skoldhed kaffe ned over sig. Den fod er blevet til en Jimmy Jørgensen fod nu, og har ved grød ikke spillet fodbold længe.

En due står på cykelstien, og slikker sol i dagens sidste solstråle. Og den vil ikke flytte sig. Ud over pølsevognens pølse asfalt, viser alle undersøgelser nu, at cykelstien i dag er blandt duernes absolutte hotspots. Og det er der jo i og for sig, ikke noget galt i. Og dog. For når man kommer fræsende med cykelkurven fyldt med tasker, til mærkelige toner fra ens iPod, man ikke kan skifte nummer på, da den ligger i ens lomme og desuden er pakket ind i svært tilgængelig iPod beskytter, ja så kan den grå fugl på cykelstien gå hen og blive en lille smule ubelejlig, strengt taget utrolig irriterende. Det havde jeg alligevel ikke ventet, da der tidligere i dag, kom mig en komplet ubekymret due i møde på Værnedamsvej. Fri som et par nosser i boxershorts, fløj den frontalt ind i mig, og overgik hermed al idioti jeg hidtil har oplevet. Fra duer.

I ren panik spassede min venstre fod ud i et mindre epileptisk anfald, for at skifte kurs og undvige den arrogante fugl. ”Hvad helvede har du gang i” hørte jeg mig selv spørge undrende, men ingen svarede. Alt imens kiggede tilfældige forbipasserende forbløffet på, og rystede på deres hoveder over min uansvarlige kørsel. Først i allersidste øjeblik, ved en pludselig indskydelse, besluttede duen sig (uberørt af realiteterne), at flyve hen over hovedet på en række børn, på vej ud fra Prins Henriks Skole. De bandede på fransk, og en enkelt slog ud i luften.

Det må være et hundeliv at være due. Ingen tænker på duens følelser. Jeg ved ikke engang hvad duers ynglings ret er. Og jeg kender heller ingen der kæler med dem. Det sødeste jeg har gjort overfor en due, må nok være, da jeg på en studietur til Polen, delte mine spiritus fyldte chokolader. Mindes at den hostede svagt.

Alle kan lære af duen. Duer er aldrig bange for at kaste sig ud i nye og spændende øretæver. De benytter sig kun allernødigst af sine vinger. Og trods massiv stress, i form af cykler og fødder omkring den, vil den til hver en tid forsøge at ignorere sine problemer. Men det lykkes, som vi kan se, ikke altid. Og dér er duen igen ideernes mester, og den er således hurtigt nået videre til plan B. Ofte med resultatet, at den flytter utålmodigt på fødderne og hopper ind på fortovet.

Da det kun er ganske få duer der laver ballade, som den jeg mødte tidligere i dag, vil jeg minde alle om, at selv en due kan have en dårlig dag. Så lad os i fællesskab finde ud af hvad duens egentlige livret er. Spiritus fyldte chokolader er ikke en favorit kan jeg oplyse. Og det siger ikke så lidt. For det kan alle jo ellers lide. Undtagen polske duer åbenbart. Men så kan de altså lære det.

På min venstre hånd sidder der et ar. Det er ikke særlig stort, men det buler lidt ud under tommelfingeren. Dengang det stadig var et brandsår, gjorde jeg ikke noget ved det. Jeg lod det derimod brænde videre og pillede endda i det, da der kom skorpe på. Og så spørger man undrende – hvorfor gjorde du det?  Det kan jeg svare klart og entydigt på: Jeg ville ikke af med arret. For da min morfar nytårsaften år 2000 et uopmærksomt øjeblik kom til at brænde mig med sin cigar, greb jeg muligheden for et evigt minde om ham, og den bedste nytårsaften jeg hidtil havde haft.

I dag hev jeg et plaster af. Såret er nu ude i den friske luft. Og en dag kommer der endnu et af de slags ar, jeg ikke vil af med.

Jeg skal sælge tøj på et lagersalg i Allerød dag. Sidste års sommertøj. Har mest af alt lyst til at lukke øjnene og gemme mig under mit spisebord. Men jeg ved jo godt, at så ville min chef bare ringe mig op og efterlyse mig ligesom i Chris og Chokoladefabrikken. Også selvom jeg lå helt mussestille. Jeg har faktisk lidt ondt i halsen, eller der sidder i hvert fald noget i den der ikke plejer. Men erfaringen viser, at bliver man hjemme med undskyldningen om, at man er syg, selvom man i realiteten ikke helt er det – ja så tror kroppen pludselig den er syg, og det bliver således startskuddet på en uge med influenza.  Min chef var på lagersalget med enanden pige i går, og de omsatte for 40.000 kr. på 3 timer. Har et indre billede af mig selv, stående bag et vakkelvornt bord, der kun står oprejst på grund af  de mange flyttekasser med tøj, der står tæt omkring bordet. Og med ét ser jeg ud af mit ene øje, mens jeg skriver et tilbudsskilt, en kæmpemæssig flok af kvinder i pelsveste og lange tynde guldkæder om halsen, komme myldrende. En kæmpeflok der formerer sig så hastigt, at de på få sekunder har rippet hele butikken som en anden tsunami  af tilbudsjægere. Alt imens vi desperat skal fylde nye varer på stativerne og udskrive regninger og give byttepenge og smile og rose dem for deres fund og pakke ind og ud og give poser og sige goddag og farve! Håber sgu jeg flyder ovenpå.

Hvor er det i grunden mærkeligt, at ens bror, som for lidt siden gik rundt med kornblond grydehår og smækbukser, nu er en ung mand der går på gymnasie og betaler af på sin egen Mac computer  og det hele. Derudover er det sparsomt med information jeg får om hvad manden laver, eller hvilke tanker han i det hele taget går rundt med under det nyklippede hår. Panikfirsuren (som jeg vil tillade mig at kalde den) kom til verden i et anfald af forandrings craving. Skæbnen ville det, at cravingen ramte lige ind i en indkøbstur til Sydhavns Fakta, hvor der minsandten ligger en frisør der går under navnet: Cut. Desværre kørte det lidt af sporet for den unge mandlige frisør. Og på julekort kommer min bror og ham nok næppe. Men ikke desto mindre tog frisøren, mere eller mindre uberørt af realiteterne (læs: meget fritstående ører), imod de 250 kr. som jo strengt taget var hans nu. Da min lillebror kom hjem, var han ikke spor glad. Han vidste jo godt, at denne frisure måske i store træk så ganske fin ud, men at 0,5 cm’ers hår langs siderne ikke er meget, når ens ører stritter fint ud i den friske luft. Min mor var som altid på pletten med en kommentar: ”Du ligner en røvfuld køresyg”. Og hvad hun helt præcis mente med det, kan jeg desværre ikke helt redegøre for. Men det hjalp desværre ikke på min brors humør. Og jeg vil sige det sådan, at vi kan alle være sure. Og jeg syntes min bror havde en god grund den dag.

Andre dage er han sur, uden man ved hvorfor. Jeg kender det fra mig selv. Nogen gange er man bare sur over rigtig mange ting. Så mange, at man slet ikke vil komme ind på det. På sådanne dage gør man sig klogt i ikke at bede min bror om at gøre noget husligt. Og for Guds skyld – bed  ham ALDRIG om at tømme opvaskeren. Gør det selv, og skynd dig at lade ham være, foruden en eneste gerning. Min mor glemmer nogen gange denne vigtige regel. Hvis hun er heldig, står hun tilbage, og kan høre sig selv sige: ”Tak fordi du vaskede op. Men det du gjorde forinden, er ikke noget jeg håber vil gentage sig.” Hvis hun ikke er så heldig, står hun med ét ude i gangen, med min brors grundigt lukkede dør foran sig, og udsigt til selv at skulle tømme opvaskeren. Og når hun så har overlevet trangen til at spæne ind i den lukkede dør, og undgået de allerværste vredes bandeord, så er der kun latteren tilbage. For når min bror har været vred længe nok, så bliver han god igen. Og det er jo det fine ved vreden. At den som regel går væk igen. Man glemmer den så at sige, og kan pludselig kun finde ud af at være glad og grine af fjollede ting. Det mest fjollede jeg har set hjemme hos min mor, det var en dag, efter min bror havde været sur det meste af eftermiddagen. Han satte noget musik på anlægget inde på sit værelse, og kom lidt efter stormende ud med stive knæ og strakte arme mens han sang med på en tysk sang. Og så dansede han vildt til noget elektronisk musik, hvor især venstre fod spassede ud i et noget nær et epileptisk rytmeanfald. Min mor og jeg kiggede forlegent på hinanden, og grinte først nervøst, men senere ganske ustoppeligt. Vi tre – min mor, lillebror og jeg – vi elsker hinanden på den måde, hvor man tør vise det hele. Selv – kun netop lærte dansetrin fra Youtube, og meget vrede bandeord – accepteres, og bliver i sidste ende til en god historie. Vi er kun tre mennesker i vores familie. Og det er måske derfor små uoverensstemmelser (så som tømning af opvasker) blusser op indimellem. Fordi der er så meget på spil. Alt vi har er kærlighed. Trods alt.

Hvad er et godt parforhold? Spørgsmålet trænger sig på og ringer mig ligefrem op, da min veninde i dag ringede og spurgte: ”Hvad er et godt parforhold?”.  Lige dér var det som om at begge vores tanker frøs til is, og det endeløse univers flød ud i bevidstheden. Ligesom de dage hvor alting tager lang tid, og man for alvor finder ud af, hvor lang sådan en dag rent faktisk er. For ingen ved det med sikkerhed. Kan man for eksempel være i et godt parforhold selvom man skændes heftigt ind imellem? Jeg gjorde det med min kæreste sidste weekend. Det var midt om natten, inde i en baggård lige ved Zoo Bar. Pludselig var der en (fremmed!), der gav sig til at tisse, få meter fra hvor vi stod. Så lo vi begge to og tog en taxa hjem.

Jeg syntes heller ikke altid jeg viser mig fra min bedste side, som man jo nok burde i et godt parforhold. Nogle dage er jeg hele tiden mopset, uden at kunne forklare hvorfor. Så ender det ofte med at jeg græder hysterisk og min kæreste bærer helt vildt over med mig, og syntes jeg er nuttet, selvom han ville være i sin fulde ret til at sige: ”SÅ stopper du fister” (helst ikke noget værre end det, for så græder jeg bare med fornyet kraft). På et underbevidst plan kan jeg endda finde på, at teste om han også kan elske mig når jeg slet ikke gør mig til. De dage hvor jeg smører tandpasta på mine bumser, går rundt i slidt tøj i størrelse ekstra large, og ikke magter at børste tænder, sikrer jeg mig ikke blot en hvis komfort, men bliver på samme tid forvisset om min kærestes sande kærlighed. Problemet ligger så bare i, at jeg ikke ved hvilke tanker han gemmer på bag ordene som: ”Du er så dejlig naturlig.” Og ”Du ser så sød ud uden make-up”. At han desuden altid ser godt ud, ligegyldigt hvad han tager på, giver mig endnu et problem. For han bruger jo ikke make-up, og det er derfor kun mig der ligner en afghansk Mynde hund om morgenen.

Så selvom vi skændes ind imellem, og jeg af og til opfører mig – og ligner en grim hund, så er der noget der gør, at man ikke får lyst til at pakke sydfrugterne og vinke surt farvel inde fra en bus, hvor man sidder med poser under øjnene og en vejrtrækning bestående af dybe suk. For skænderier er lidt ligesom at føde: Så snart det er ovre, er smerten væk. Og så daler noget let og gnidningsløst ned, fyldt med smukke øjeblikke, og vigtigst af alt: Kærlighed.

Jeg er bekymret. Over telefonselskabet 3, lidt over ham der siger at jeg skal betale for endnu en måneds ikke brugt abonnement, men mest over mig selv der ikke protesterede i tide. Og jeg tror ikke jeg er den eneste. Jeg ringede allerede i november og fortalte at min telefon er blevet stjålet. Men selve opsigelsen fandt først sted i april, da det først var dér en egentlig opsigelse kunne lade sig gøre i forhold til kontrakten. Da jeg i maj måned får endnu en regning, trods opsigelsen, ser jeg det som et kraftigt tegn på, at verden er begyndt at skride. Nu vil nogen måske mene, at 600 kr. ( som jeg nu er kommet op på) ikke får deres verden til at skride.Men der vil jeg så tillade mig at tilføje, at alle de telefonsamtaler og ventetid i røret med et heftigt pop nummer bragende ind i øret, kun afbrudt af forslag om at benytte internet kundeservice (min bare …!) – gør det hele så meget mere helvedes ild agtigt. Jeg kommer ved Gud aldrig på julekort med 3, og da jeg for lidt siden ringede dem op med en djævelsk sindsstemning og den tapre 3 mand forsøgte at sælge mig endnu en telefon, kortsluttede jeg: ”Hvis du vil købe en ny telefon fra os, kan vi nok godt finde ud af at slette de sidste par regninger” sagde han og  holdt inde. ”Det kan du eddermame bande på jeg ikke vil! Jeg skal aldrig have noget med jeres lorte firma at gøre igen. Vor herre til hest altså!” sagde jeg og flyttede utålmodigt på fødderne. Jeg kunne høre ham smile af den sidste bemærkning, med en oste ånde ud over det sædvanelige – så jeg smækkede røret på. Jeg er stadig helt gennemsigtig af afmagt, og jeg ved, at denne regning, der ligger ved siden af mig, forventes betalt snarrest. Som min veninde sagde her den anden dag: It ain’t over till the fat lady sings. Så jeg håber den ondte fløjteme snart den fede sopran vågner op, og får sat en stopper for det her pis.

Jeg ved ikke om det er et farligt dyr der har stukket mig, om det er den sushi jeg spiste i går, eller om det simpelthen bare en god gammel omgang influenza, der har bragt mig til denne tilstand af  komplet ubehag. Muligvis  er det varmen, og den aroma af ko bæ der breder sig her på mit hotelværelse. Der ligger en stor mark lige ved siden af hotellet jeg skal bo på sommeren over, mens vi filmer Far til Fire 5, og der bliver så sandelig ikke sparet på gødningen, skulle jeg hilse at sige.

Hvilket fører mig til Søborg, hvor jeg i går tilfældigvis lå på en græsplæne og nød solskinnet i min kærestes baggård (en græsplæne uden kokassevand). Og her skete der det skæbnesvangre, at jeg fik øje på en af hverdagens små mirakler. I Søborg findes der nemlig en altan så overdådig, med en blomster mængde så overvældende, at man ikke kan andet end fornemme øjeblikkets storhed og få en  forstærket tro på en bedre verden. Jeg blev helt lykkelig ved synet, vel gjorde jeg så.  Men på samme tid, kunne jeg ikke undgå at blive lidt forundret over alle de aktiviteter, personen bag denne altan, må have revet ud af kalenderen, for at kunne skabe en så imponerende altan. Med så megen vedligeholdelse på blomsterfronten, er der i sagens natur ikke tid til meget andet. Tænkte jeg. Ikke mange sekunder efter denne tanke  der gik på langfart, trådte kvinden bag dette mesterværk ud på sin altan. Jeg bemærkede straks, at hun havde gang i nogle små hidsige næsekrympninger. Hun stod som forstenet, midt i de dansende blomster under den blå parasol, og med sin generøse mængde make-up og sit bobbede hår, lignede hun en, der havde al mulig ret til at være sur. Selvom jeg havde mange spørgsmål jeg så inderligt ønskede besvaret, indså jeg, at en dialog ville være utænkelig. Jeg indså at løber var kørt, endnu før det var skudt i gang.

I stedet forestillede jeg mig hvordan samtalen mon kunne have forløbet, havde hun været i bedre humør. Så ville ét enkelt spørgsmål blive startskuddet til adskillige timers intenst foredrag om blomstersorter og altan møbler, alt sammen komplet uforståeligt for alle andre end indviede altan entusiaster. Alt sammen fortalt med en mine, som var det et snerpet foredrag om vinsmagning i Provance, og uden en eneste opklarende pause.

Og det forstår man jo godt. For som min kæreste fortalte, har denne kvinde vundet Søborgs smukkeste altan konkurrence nu på 24. år. i træk. Og med så megen sejr, følger naturligvis en vis trang til pral og arrogance. Det forståes.

Den sidste forestilling blev så ikke aktuel, men jeg så altanen over dem alle, og begejstringen kan ingen tage fra mig.