Mødet

8280390cd4a3cf4ec6a7212e328466daBillederne er fundet på Pinterest

Listen over ting jeg finder utilfredsstillende hos mit praktiksted, er lang. Faktisk kan den ikke holde sig inde for stregerne i det halv-vejs-skema, som min Visa sponsor langt om længe har fået sendt mig og mit internship. Jeg måtte derfor skrive den om et par gange, besværet af egen selvmedlidenhed.

I går blev jeg kaldt til møde. Is i maven og et neutralt ansigt – kom nu Carla, ingen bævremund eller blanke øjne i dag vel. Nu går vi til møde med oprejst pande, fordi der simpelthen ikke er grund til andet.

Min chef lukker døren med et irriterende vift, og jeg sætter mig ned i hans kridhvide gæste stol. Det er stærk kost, siger han på engelsk. Jeg kan se, at han har en af mine tidlige lister i hånden, altså en af dem med punkter ude fra rammen. Og således skydes mødet i gang, på en kladde uden draft #2’s formildende omskrivninger.

b05efe4275ed0364edb9655b15a7e65fJeg minder mig selv om min ven Y´s gode råd om, ikke at tage kritik på arbejdet personligt, ved at tage en imaginær maske på, som man så kan tage af igen, når man er færdig med evalueringen. Så der sidder jeg. Med en alt for festlig maske på, i en meget fin hvid stol, og bliver evalueret langt ud over alle streger.

Pludselig blev jeg ramt af en stor sandhed. Og jeg hørte mig selv sige, at den tunghed jeg får i sjælen, over at sidde fra klokken 9 til 18, fire gange om ugen, for at lede efter billeder på internettet, kan jeg ikke se nogen idé med. Og eftersom jeg hverken har hættetrøjer, alkohol eller bagtalerri til at dulme den værste nervøsitet og stemning med, nærmer mit produktive og menneskelige overskud sig hastigt nul.

“Started from the bottom now we’re here” synger Drake i al sin idiotiske herlighed. Og hvor er vi så, spøger jeg endnu dummere, stadig med maske på. Til evalueringsmøde i “the cage” som vi er nogen der kalder det. Forbasket. Ingen er så meget som i nærheden af et ægte smil. Jeg prøver at forklare, at denne arbejdsplads, jeg sidder i midten af, ikke er stedet jeg bliver en god tilrettelægger. Og min chef prøver a forklare mig, at den måde de gør tingene på, er helt normal i USA.

Arbejdspladser der for længst er holdt op med at udvikle sig, men fortsætter arbejdet som altid, for nemheds og pengenes skyld. USA er lidt som Karate Kid. Først efter mange års rengøring og vinduespudsning, kan det egentlige arbejde begyndes. Men jeg har kun 6 måneder at gøre godt med, inden jeg skal til Århus og lave børne TV på DR. Så min grænse er nået nu, siger jeg, og takker for mødet. Jeg tager masken af, og afventer svar fra min visa sponsor, om jeg må skifte til et andet internship jeg har fundet her i LA.

Lukker øjnene i, og forestiller mig en stor hånd, der holder mig. Jeg giver slip i bekymringerne, og mærker at min krop hviner af lykke over min ærlighed, og at alt det bedste venter forude.

Flere indlæg i samme stil

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *