Lær at nyde det du elsker

beeath

Lad mig få ro

Det er en ganske almindelig søndag i min lejlighed på Østerbro. Alt er ordnet til den kommende uge: Bamselineduftende sengetøj, chiafrø er i blød sat i en passende mængde økologisk mandelmælk og en stribe af nystrøgne kjoler hænger parat i skabet. Der er med andre ord, intet at sætte en finger på. Jeg kan nu, med god samvittighed, slå benene op på den bløde skammel, nyde mine hyggelys og lytte til akustisk guitar. Men noget er skredet her. For indeni er der forstyrrende tanker om mit parforhold, tanker om min mave, der daler mod madrassen som en blød bolledej, når jeg ligger mig på siden, og i det hele taget en hel masse tanker, som ikke har bemærket roen. Min indre kaotiske tilstand gør det umuligt at nyde noget som helst, tænker jeg lettere frustreret med overstrakte knæ og fødderne på puden. Alt det forarbejde og ingen nydelse – hvad er meningen?

“Oplev det gode liv nu!”

Meningen, kan jeg nu forstå, er den – at processen, altså al forberedelsen, skal indgå på lige fod med afslapningen og belønningen. Jeg fandt ud af det, da jeg for nogle måneder siden læste i en bog, som min mor havde anbefalet mig. Den hedder “Oplev det gode liv nu!” og er skrevet af Louise L. Hay. Udråbstegnet i rubrikken kan virke en smule overdrevet, og da jeg så den, tænkte jeg, at dette måtte være endnu en af de utallige selvhjælpsbøger, som desperate kvinder tvangslæser for at finde dem selv. Uden held. Men hurtigt gik det op for mig, at bogen indeholder chokerende læsning, og udråbstegnet er således retvisende. Bogen er delt op i forskellige emner, som de fleste har problemer med – kærlighed, økonomi, angst ovs. Det fiffige er så, at bogen byder på øvelser, der viser en, hvordan man kan skabe gavnlige forandringer på alle disse områder. Der er ingen dårlige tanker – der er bare tanker, og vi kan vælge at tro på dem, eller erstatte dem med positive bekræftelser, som giver os glæde i livet og tro på os selv. Det var lidt af en øjenåbner, at løsningen på mine problemer ikke ligger ude for mig selv, men indeni. Og jeg ikke skal dømme mig selv eller mine tanker for at få det bedre. Blot give slip i det jeg ikke har haft succes med at tro på, og lade ny frisk og kærlig energi komme til.

Og siden hen har jeg mediteret! I hver fald lyttet til meditationsbånd, og roen optrapper nu, for når man arbejder med sine indre overbevisninger, som i rigtig mange tilfælde viser sig at være – ikke blot forkerte – men også destruktive, finder man frem til sine sande overbevisninger. Og jeg har blandt andet fundet ud af, at jeg er et menneske, der elsker at være sund, spise grøntsager, frø og frugter, dyrke yoga og gå lange ture. Jeg er med andre ord ikke en fitnessdronning, der lever af protein og lightprodukter – som synder og spiser chokolade og kager når ingen kigger. Og dét var ret godt at få på plads, synes jeg.

At være i flow

Når man har elimineret de allerværste negative overbevisninger, bliver der plads til de gode af slagsen. Og der bliver plads til at gøre de ting, som man virkelig elsker. Jeg elsker for eksempel at skrive og lave mine YouTube videoer. Når jeg gør det, glemmer jeg alt andet – også de gamle overbevisninger. Jeg er i flow, og nyder bare at skabe noget. Og det kan jeg nu gøre, helt uden at have dårlig samvittighed, fordi min indre stemmer ikke længere siger, at jeg ikke kan leve af at lave det jeg elsker. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at det kan godt være, at jeg ikke kan leve af det, men jeg kan leve med det.

Hvad ville du lave hvis du turde gøre det du elsker? Hvis du ikke blandede andres ønsker sammen med dine egne? Det spørger jeg mig selv om – hver gang jeg ønsker mig noget. “Er det virkelig mig der vil det her?”. For vi må fylde eget glas, før vi fylder andres. Så kan de forsyne sig når vi flyder over. Ellers ender vi i lænestolen med fødderne oppe, helt deroppe, hvor vi intet føler, og intet er som vi havde håbet på.

Svaret er inde i dig. Husk at lyt efter. For din egen skyld.

God søndag derude – og hold Dem endelig ikke for god til at blive inspireret af hvordan jeg starter min dag – i denne uges vlog:

 

Flere indlæg i samme stil

One thought on “Lær at nyde det du elsker

  1. Jeg kunne godt tænke mig at høre hvilken musikalsk oplevelse der indtil d. 5. marts har været den fedeste? 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *