#JegElskerMigSelv // En bog om Carla Mickelborgs liv & selvhjælp

Foto: Ditlev Rosing

#reklame for mig selv

Jeg har fundet ud af, at det jeg er allerbedst til, er, at få mine ønsker til at gå i opfyldelse.

Listen med mine manifesteringer er lang, men blandt de bedste eksempler på det at gå fra drøm til virkelighed, tæller:

  • Min medvirken i 6 spillefilm som Søs i “Far til fire”
  • Jeg kom ind på mit drømmestudie med kun 30 optagne blandt flere 1000 ansøgere
  • Jeg lever i dag af min drøm om at “kunne leve af at være mig”

I min bog #JegElskerMigSelv fortæller jeg om de ting, jeg har opnået og oplevet, og hvordan jeg lærte at kende forskellen på hvad der er mine sande mål og hvad der bare lyder fedt, og derfor temmelig sikkert må være mine mål. At være skuepiller og bo I LA, er fx. noget der har bonnet godt ud på sejheds-barometeret, men begge dele er blandt de absolut hårdeste og mindst kreative perioder i mit liv. Og netop kreativitet viste sig, efter en coach session hos Mariane Mickelborg, at være en af mine vigtigste grundværdier, for et lykkeligt liv. Den coach session blev startskuddet på et liv i overensstemmelse med mine sande værdier.

Mange af de selvhjælps-afsnit min bog indeholder, vil også hjælpe dig til også at finde din kerne, og det der i virkeligheden betyder mest for dig, så du kan begynde at ligge din energi dér hvor den oprigtigt giver dit liv værdi og mening.

Her er et lille udsnit, som ikke kom med i min bog, men som var en af grundene til, at vi i 2017 stiftede GOALS som leverer visuelle målsætningskalendre til hele EU, som værktøj til det at nå sine sande mål:

Billede taget af Instax

8 i spansk
Carla 18 år, 2006

Jeg befinder mig, overrasket over min egen viljestyrke, i lektiecafeen, placeret i biblioteket, øverst på Østre Borgerdyd Gymnasium på Stockholmsgade på Østerbro. Der er noget Hogwarts over dette bibliotek. Store bjælker holder det rundede loft, med bittesmå runde vinduer i, hvorfra man kan både se og høre regnen dryppe. Her står stribevis af gamle bøger, som muligvis kun findes her af alle steder, fordi de er for specifikke og kedelige til at normale biblioteker vil have dem stående. Her lugter af ørevoks. Det er muligvis lakken på gulvbrædderne, der lugter sådan, eller sæben de vasker dem med. Jeg har tilbragt hundredvis af timer på dette bibliotek. Jeg har lyttet, læst og skrevet ned. Jeg har noteret og stillet opklarende spørgsmål til flittige klassekammerater, der aldrig bliver trætte af at høre deres egen stemme, og jeg har forbandet, at jeg tog matematik på højniveau i mit stille sind. Men i dag er den allersidste gang, jeg skal sidde omkring det runde træbord, omringet af afblegede bøger, ingen har orket at læse siden 1970’erne. I dag afleverer jeg min sidste blækregning. Nogensinde.

For at fejre det, danser jeg rundt om bordet med alle vores regnestykker liggende på, og slår overgearet mine hænder sammen, og synger en selvopfunden sang om at “andengradspolynomier og jeg ALDRIG kommer på julekort”. Derefter cykler jeg hastigt hjem til Sluseholmen, for at nå en dukkert inden spisetid og derefter lade det være nok for i dag. Min mor, bror og jeg er for nyligt flyttet ud til vandet, da Mullen (min mor), har solgt vores andelslejlighed. Hun solgte den inden vi havde noget nyt at flytte hen i, fordi hun insisterede på, at udleve sin drøm om at bo lige ud til vandet. Og nu er vi her. Her er skønt. Vi har elevator, affaldsskakt og vi kan se hele vejen ind til byen gennem havnen. Her er lyst og alt er spritnyt. Jeg elsker at bo her, også selvom jeg flyttet ind i det værelse, man under normale omstændigheder nok ville bruge som pulterkammer. Jeg er sådan en der kan bo meget småt, tænke jeg tilfreds, den dag vi monterede min madras i hoftehøjde, så man kunne lægge ting og sager ind under sengen omkranset af væggene. Vi har hængt en lyskæde rundt i kanten af hele rummet, så det føles lidt som at sidde i en hyggelig hule, når jeg er på mit værelse. Jeg er meget taknemmelig for at bo her, og stolt af, at min mor var modig nok, til at tro på, at hendes drøm ville gå i opfyldelse.

Mullen banker på med et enkelt bank og åbner døren op i en hurtig bevægelse.

Carla: Hvad så?

Mullen: Vil du have en kop kaffe?

Carla: Nejtak, jeg gider ikke drikke neskaffe længere, jeg synes det smager af støv.

Mullen: Okay

Carla: Hvad betyder det blik?

Mullen: Du virker til at være lidt stresset Carla

Carla: Jaså

Mullen: Er du det?

Den fejring jeg havde tænkt mig at holde resten af dagen, førte med min mors spørgsmål, pludselig et arsenal af uforudsete konsekvenser med sig. Jeg havde nemlig glemt, at efter den sidste blækregning, kom læseferie, og derefter mundtlige eksamener.

Carla: I den kommende måned, skal jeg både lære at tale spansk, læse op på stort set alt vi er blevet undervist i, i de sidste 3 år, og jeg skal skrive min store opgave om 2. verdenskrigs kvindesyn. Jeg er bange for, at jeg ikke kan nå det.

Taget alt i betragtning, er det også en stor mundfuld, samtykker min mor. Men sådan er det. Og du skal i gang nu. Helt afgjort – siger jeg, og er stille et øjeblik, mens jeg tænker dystre tanker om den enorme opgave, som ligger foran mig.

Mullen: Hør nu her. Du skal først og fremmest have dannet dig et overblik over dine eksamener, hvornår du skal op i hvad.

Carla: Det står jo lissom lige her, i mit skema på min computerskærm.
Jeg peger på skærmen og laver en grimasse med ansigtet, ligesom når en femtenårig trodsigt vender øjne, af stort set alt hendes forældre foreslår.

Mullen: Nejnej, det skal op på væggen, så du kan få et overblik, det der småtteri er kun til endnu mere forvirring. Og så skal du bare i gang, nu. Tage det første skridt, og se hvor du ender – forhåbentlig får du alle dine drømmekarakterer. Men det eneste vi kan gøre, er at gøre det så godt vi kan og gøre os umage. Alt andet er spild af tid.

Carla: Det er jo ikke ligefrem fordi der er sindssygt meget vægplads herinde.

Mullen: Nej, men du kan godt tage det der billede ned, og så sætter vi et stort stykke pap op i stedet, hvor jeg lige kan hjælpe med at tegne en stor form for væg-kalender. Så kan du se alle de dage, du har fra i dag af, til din sidste eksamen.

Jeg førte en indre kamp. På den ene side var dette den hjælp jeg havde brug for, men på den anden side, irriterede det mig, at min mor bare kom ind og tilbød mig støv-kaffe og dernæst løste mine problemer, uden tilsyneladende selv at have nogen. Jeg lå lige og ville fejre sidste blækregning. Og nu alt dette nye målsætnings-halløj.

Mullen kom lidt efter ind og ligger et stort stykke pap på min seng, mens hun står i døråbningen, og begynder at tegne.

Mullen: Hvilken dato er din første eksamen?

Carla: D. 21.

Mullen: Okay, og hvad ønsker du at få i karakter?

Carla: Jeg vil gerne have 11 i dansk

Mullen: Jaså

Carla: Jamen, det er fordi, at jeg har regnet ud, at det skal jeg altså have, for at få et snit på 9.

Mullen: Fint, så skriver vi et 11 tal i feltet her d. 21.

Og sådan fortsatte vi indtil alle mine eksamener var sat op på det store stykke pap, og efter lidt besvær med taperullen, hang vi det op på min væg. Jeg kunne mærke hvordan modet sev ind i mig, og jeg pludselig kunne overskue processen lidt bedre end før.

Mullen: Og nu handler det jo så bare om at tage et lille skridt i den rigtige retning hver dag, Carla.

Carla: Hmm…

Mullen: Du kan skrive en post-it med de ting du vil gøre i dag, for at forberede dig til din næste eksamen. Og på den måde vil du få mindre tid til at tænke stressende tanker, og i stedet bare gøre det der skal til, for at du kan få de karakterer, du drømmer om.

I løbet af de næste to måneder jeg tilbragte i mit pulterkammer, fik jeg indhentet det forsømte. Jeg hentede forsyninger i køkkenet, og tog et bad i ny og næ. Det skete, at jeg brugte nogle timer om dagen, når vejret tillod det, ved vandet eller endda i vandet, men det meste af min tid gik med at studere. Jeg vænnede mig aldrig til at løse andengrads andengradspolynomium, det gjorde ondt hver eneste gang jeg skulle til det, men jeg kom dog igennem og bestod mundtlig matematik på højniveau.

Ud over det med andengradspolynomium, gjorde nærværet i at løse mine opgaver en for en, at jeg ikke havde tid til at tænke på, at det jeg havde gang i, var så kedeligt som det virkelig var. Jeg stod bare op og gik i gang og ordnede tingene i ro og mag, så de trælse tanker slet ikke fik lov at fylde.

Og jeg fik 8 i spansk. Og 11 i dansk. Mit snit endte desværre ikke på 9, men på 8,8, som jeg tvang mig selv til at blive glad for, da der jo ikke var mere at gøre nu. Jeg havde trods alt fået 8 i spansk, uden at kunne tale sproget. Det må man da kalde en succes. Jeg gav alt jeg havde i mig, og det var så 8,8 værd i gymnasie point. Og sådan var det.

Her kan du se hvordan min kalender ser ud i dag. Den kalender vi lavede til min studentereksamen, blev uden jeg var klar over det på daværende tidspunkt, startskuddet til vores goal-setter kalender, da det jo viste sig at være særdeles hjælpsomt at have et visuelt overblik.

 

Billede taget af Instax

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *