Jeg havde nær ikke nået at blinke, før den ene af os alt tre rejsende veninder havde trukket Sydney stikket, og atter vendte hjem mod Dansken. Væk var hun. Min bedste veninde. Afløseren på vores 4 mands dorm gjorde sig bemærket da Tina og jeg kom tlbage til vores 4 mands dorm efter en lang dag med shopping og gåture i det uendelige. Her åbenbarede sig en stank så frygtelig at det næsten ikke var til at fægte sig frem i hørmen.

Kun en fod var synlig. Den stak ud, som for at markerer, at her bor sgu jeg. Vi opdagede hurtigt, at det var her, kilden til stanken skulle findes. Kort forinden havde vi på gaden set en mand med 8 tær, pegende i hver sin retning. Jeg så disse tær for mit indre blik. Stanken var ikke til at bære. Vi lo i afmagt, men stoppede brat da resten af kroppen satte sig op i den knirkende seng. Den gamle dame (hun måtte havde været mindst 200 år) satte sig op, og et ansigt, som selv Linse Kesslers mor ville rynke på næsen over, dukkede frem fra tremmesengen. Hun var praktisk talt ribbet for alt fedt, hendes hår var tyndt og kruset og farvet i en ubestemmelig rødlig farve. Øjnene var dybe og mørke, og hendes ansigt fyldt med store væskende sår. Sjældent har jeg set et menneske så skraldet. Det var som starten på en dårlig gyserfilm: Vejret blev dårligt, dyster musik spillede for mit indre øre og luften blev tynd. Hun insisterede på vi gik ned og købte is og drinks. Vi havde hverken lyst til is eller drinks, så vi takkede pænt nej. Men det ville hun tilsyneladende skide på, så hun spurgte os op til flere gange i løbet af aftenen. Til sidst blev det hende for meget, og hun drog selv af sted. Tilbage kom hun kort efter med to is. Den ene var til mig, og jeg måtte takke nej endnu engang. Hun kastede den alligevel i min retning. Jeg lod den ligge, mens jeg prøvede at læse, trods lydende fra hendes ivrige is slupren. Da hun havde spist sin is, gik hun hen til mig og snuppede ”min” is, hastigt og rutineret, som en der samler affald på gaden med en tang. Jeg blev forskrækket som ind i helvede. Det gale menneske, tænkte jeg. Mens hun hamrede ”min” is i sig mumlede hun noget om, at hun skulle brække sig. Og dér kortsluttede det altså for mig. Jeg tænkte, stop, dette må være en joke. Det tippede over for mig. Jeg måtte til receptionen og gøre vrøvl. I receptionen nikkede de anderkendende og forsikrede mig om, at de ville tage en snak med hende. En snak? Hørte jeg mig selv sige. Altså på engelsk. Nej nej, ingen snak. For alt i verden ingen snak, sagde jeg alvorligt. Jeg forventer attack, snakker i med hende, og vi efterlades med gamle, som efter snak ville være vred og skuffet over, at vi syntes hun er skummel. Han lod mig få nøglerne til et andet værelse. En god og en dårlig ting skete her efter meget hurtigt efter hinanden: Den gode var, at jeg fik vækket Tina ud af hendes øreprop og natmaske søvn, og vi fik pakket vores ting i lynets hast, uden at glemme så meget som en hårnål. Den dårlige var, at gamle, lige inden vi når at storme ud af værelset, spørger os om, hvor vi dog skal hen i den fart. Det var netop dette vi ville undgå. Ingen har jo mod til at sige sandheden i en sådan situation. Så vi løj, og sagde: ”Hjem”. Selv havde jeg favnen fuld af tæpper, nattøj på, og ingen sko. Tina ønskede hende en ”fun trip” og væk var vi.

 

Flere indlæg i samme stil

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *