Hvad jeg derimod ikke ser frem til er den middag vi om lidt skal dinere på Long Islands eneste restaurant med vores nye bekendtskab. Jeg er sikker på at han selv ville kalde os venner, men så langt er jeg ikke villig til at gå. End ikke på Facebook, trods tre opfordringer i streg. Den dårlige internet forbindelse reddede mig. Gudskelov. Det værste ved det hele er, at manden er venlig som dagen er lang. Han griner af det meste man siger til ham, og deler generøst ud af sine mange erfaringer på øen som kok. Han har i dag demonstreret hvordan man flækker friske kokosnødder, vist os de gode gåture og fixet gode tilbud i baren og restauranten. Alt i mens han fortæller rigtig indgående om hans fremtidplaner, nuværende liv og fortid. Og i aften vil disse mange informationer blive uddelt over et gratis måltid, som vi ikke kunne holde os for gode til at fravælge. Der er trods alt kun ét sted at spise. Vejret er i øvrigt elendigt. Ikke et eneste hul i skyerne blev det til i dag. Så jeg har siddet i et boblebad svimlende længe, og mine tær blev gamle. Jeg morede mig over de forfjamskede fugle, der forsøgte at gøre kål på hinanden. Et ørkesløst projekt. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *