Far out

kys

“Må jeg vente lidt med at bestille, til min far kommer?”

– spurgte jeg nærmest lidt stolt tjeneren på Dag H.

“Selvfølgelig, det kan du tro du må,”

– svarede han kækt og svingede videre med sin bakke.

16 år er gået siden jeg så min far første og sidste gang. Det er stærke sager. Dengang var jeg 10 år, og synes mest af alt det var lidt mærkeligt, at denne fremmede mand, der nu sad og spiste sin frokost lige overfor mig, var min far. Han spiste ALT på sin tallerken, kan jeg huske, mens jeg selv knapt nok rørte mine fiskefrikadeller.

I dag har vi aftalt at mødes. For at få talt ud, og for at jeg kan få afklaret min fortid, tilgive hans fravær og komme videre med mit liv.

Rundt om mig skåler folk i hvidvin og kaffekopperne klirrer, mens de griner, og rykker tættere på hinanden, for at kunne høre hinandens historier bedre. Jeg for min del, sidder på min barstol med benene dinglende frem og tilbage, og ved, at lige om lidt kommer min far ind af dobbeltdøren, med halstørklæde og kolde far-fingre, for at tale med mig, give mig et kram og få hul på det forbaskede hemmelighedskræmmeri. Jeg kigger ud på lilletriangelen og tror hele tiden jeg ser ham. Men han kommer ikke.

“Er denne stol optaget?”

– spørger en familiefar mens han allerede har godt fat om stoleryggen, så den svæver lidt over jorden.

“Nej nej, tag den bare”

– siger jeg, og lader som om, at jeg aldrig har tænkt mig at skulle bruge den til noget. Klokken er alligevel en halv time over den aftalte tid, min far og jeg havde lavet.

En af tjenerne sender mig et medfølende blik, da han ved at jeg venter på min far. Jeg drikker min kaffe hastigt og betaler, uden at kigge op fra dankortmaskinen. Tager min frakke og trækker min store rævehue godt ned om ørene, og cykler hjem ad Østerbrogade, uden at have mødt ham.

Svigtet, jeg aldrig rigtig har kunne mærke før, blev pludselig meget konkret. Tårerne flød frit. Da jeg kom hjem, græd jeg sammen med min mor. Jeg græd igen som den lille pige, hvis historie jeg nu er ved at give slip på. Mine tårer er ikke svaghed, men tegn på, at jeg har holdt igen alt for længe. I dag er jeg tættere på at være voksen, end jeg var i går.

Jeg må konstatere disse tydelige tegn på manglende interesse, valg og formåen fra hans side, bl.a. består af:

  • Fravalg af 10 årige mig, efter at faderskabssagen havde vist, at han var min 99,99999% biologiske far.
  • Han valgte sine tre andre børn, og jeg undrer mig over hvorfor der ikke var plads til mig?
  • Det falske mobilnummer og mail han gav mig, da jeg for 2 år siden tilfældig mødte ham på gaden. ”Vi ringes ved” sagde han i farten – men der var ingen med dette mobilnr.
  • Og nu med denne melding: “Jeg troede, det var i morgen, vi skulle ses?” Der ER ingen undskyldning der kan godtgøre 16 års fravær. Og at han ikke kan ramme denne ene (vigtige) dag og møde mig, er simpelthen ubærligt.

Jeg kan ikke stole på den mand, og han kan ikke heale min fortid. Det kan jeg kun selv, ved at give slip. Så, jeg giver nu. Slip i ham. Slip i illusionen om, at han kan fikse mig. Fikse mit forhold til mænd, mit forhold til min krop eller min kærlighed til mig selv. Jeg ER elsket, og jeg vælger at tilgive ham for, ikke at være den jeg troede han var. Og i den ånd, erkendelsen af, at friheden til at sige nej tak gælder både for ham, og for mig. For kærlighed, ærlighed og nærvær er ikke noget jeg skal bekræftes i uden for mig selv. De er en uerstattelig del af den jeg er, og er mit valg. Jeg har så meget jeg gerne vil bruge det til. Og min sorg over ham, skal ikke holde mig tilbage.

0ae62f5845111728f2b9cf3ae41228c8

Flere indlæg i samme stil

29 thoughts on “Far out

  1. Kære Carla
    Jeg har lyst til at tæske den idiot.. Der igen igen, vælger dig fra….Men det vil intet hjælpe… han er hvor han er… Men holdt nu helt fast…hvor jeg er stolt af, at læse, at du VÆLGER, at give slip… held og lykke med det… Kærlighed og styrke … ps hvis du vil kalde mig far… stiller jeg op!
    voksenhilser Trine

  2. Dit smukke og beundringsværdige menneske. Jeg har ikke andet end opmuntrende ord til dig. Jeg kan ikke relatere til så stort et svigt, men bliver jeg nogensinde udsat for lignende, håber jeg at jeg besidder din styrke.

  3. HAHA! Vi elsker dig Trine – du er så fucking sej! Vi er sgu seje alle sammen. Voksenknus og kærlighed fra mig

  4. Tak fordi du delte din historie – vil bare gerne sende dig et kæmpe knus og en bette kleenex, skulle den nu blive nødvendig 🙂
    K R A M <3

  5. Åh søde Carla, fædre kan være nogle røvhuller. Jeg har selv en far, som droppede al kontakt med min bror og jeg, da min mor besluttede, at hun ville skilles (jeg var også 10 år). Jeg forstod det ikke helt dengang og jeg fortsatte med at ringe og skrive til ham – uden at få noget igen. Ikke engang et fødselsdagskort. I dag forstår jeg, at han gjorde det for at straffe min mor. Men derved straffede han også os – og ikke mindst sig selv. Jeg har virkelig ondt af ham og jeg har så svært ved at forstå, at man vil ødelægge så meget for sig selv og sin familie. Sidste år kontaktede hans nye kæreste mig og fortalte at han havde fået kræft og sagde, at han gerne ville ses. Jeg besluttede at skrive til ham og forslå at ses, men det blev aldrig til noget. Han kunne aldrig finde en dag der passede, aflyste osv. Jeg forstår slet ikke, hvorforde skulle fortælle mig at han er syg og sætte mig i en sådan situation, når han så ikke vil ses alligevel. Nu har jeg besluttet, at jeg ikke gider bruge mere energi og kræfter på det, men det er altså svært. Jeg tænker stadig på ham og synes det er frygtelig synd for ham og håber det bedste for ham.

    Jeg synes, at du har gjort, hvad du kan i forhold til din far. Han fortjener slet ikke at få dig ind i sit liv, så jeg håber du kommer godt videre nu hvor du har tilgivet ham 🙂 Glæd dig over at du har en mor og en bror, der elsker dig – det gør jeg 🙂

  6. Øv en idiot! Din historie rammer fordi jeg selv er midt i en tilgivelses/give-slip-proces og skal acceptere at jeg aldrig får den mor jeg ønsker mig så brændende. Det gør ondt når de mennesker vi troede skulle elske os betingelsesløst er for egoistiske til at rumme os.

  7. Ja, men vi bliver bare nød til at indse, at det eneste der brister, er vores forventninger, vores forstillinger. Det er trist de ikke holdt, men jeg tænker på, at det kun er en version af min virkelighed, der nu er sluttet. Det er okay med mig.

  8. Hvor er det træls for dig – sikke en nar, undskyld jeg siger det! Godt du også tager din egen tid og kærlighed alvorligt. Der må sgu være grænser for hvad man vil udsætte sig selv for, også når det kommer til familien. Og ja, GODT vi har nogle andre mennesker omkring os, der er til at stole på, og som har overskuddet til at handle oprigtigt på den kærlighed de har til en om omvendt. Alt godt til dig, og tak fordi du deler din historie med mig:)

  9. Tak, og ja, det er lidt vildt at dele, men det er vigtigt for mig, også at kunne komme ud med de ting, som gør nas.

  10. AV, hvor gør det ondt i mit hjerte at læse dette vanvittigt velskrevne, personlige og ærlige indlæg. Følelserne og situationen du beskriver, kender jeg bedre end jeg er villig til at indrømme. Men jeg har (også) tilgivet for mange år siden. Forstå vil jeg dog aldrig. At være far/forældre er en titel, man bliver tildelt uden forbehold, men for at det virkelig skal betyde noget, og ikke blot skal runge hult, så skal man også gøre sig fortjent til denne. Vi vælger desværre ikke selv vores forældre, men vi vælger selv, hvem vi vil lukke ind i vores hjerter – hvem vi vil kalde for far eller mor. Jeg er så vanvittig stolt af dig, selvom jeg ikke kender dig personligt. At give slip er ingen nem sag – gentagen svigt, dårlige undskyldninger og manglende nærvær gør det dog nemmere. Han burde være den voksne, men hans egoistiske handlinger har gjort, at han i jeres indbyrdes forhold altid vil virke meget barnlig. Det er ham, som går glip af noget. Han var ikke en del af din barndom og ungdom. Nu bliver han heller ikke en del af dit voksenliv. Sikke et tab for ham!

    Jeg sender dig alverdens virtuelle kram, kærlighed, omsorg og nærvær! Du er simpelthen for sej <3

  11. TAK! Af hele mit hjerte – må simpelthen sige, at al tvivl jeg havde om at dele dette indlæg er gjort til skamme. For nøj hvor er det bare fedt at se, hvor meget andre kan bruge min ærlighed til, og jeg selv ikke mindst.

    Tak igen, og stort knus fra mig:)

  12. Ih Carla. Det du har gjort kræver virkeligt nosser! (Altså håber du ved hvad jeg mener)
    Det er sejt gjort, og også rigtigt sundt for dig og dit liv fremover. 🙂
    Jeg er blevet inspireret af dig til at skrive min historie ned også, så jeg også forhåbentligt kan styrke og inspirerer andre.
    Mine forældre droppede mig for 4 år siden, da min eneste søskende, min lillebror døde. Det har været en svær proces, men de sidste 2 år har været rigtigt gode, da jeg også har givet slip!
    Jeg nyder at følge dig her, på insta og snap! Tak for dig. Du er fantastisk!
    Masser af hjerter herfra <3 <3
    Klem Amelie.

  13. Wow – det lyder helt umenneskeligt hårdt:( Ked af at høre at du har mistet din bor:´( Og dine forældre – håber virkelig du har nogle gode venner omkring dig. Imponerende du har overskud til at rose mig i hvert fald. Tak! Og 1000 knus og kærlighed i din retning. Virkelig glad for at jeg kan inspirere en, der i forvejen er så stærk som dig.

  14. <3
    Vildt langt ude far der.
    Jeg er også rørt og rystet over din historie. Og lidt forvirret. Han spiste jo op.. såå mødte du ham alligevel.. ? Dit opslag på favebook antyder det vist?! Gør det ikke?
    Hvis jeg var din far ville jeg være pavestolt og meget angrende over det absurd store fravær og følelserne ville sikkert have svært ved ikke at få frit løb. Men hvor ville jeg gøre mig umage for at lytte dig og lære dig at kende på alle de måder du måtte ønske dig.
    Jeg ville være splittet i mellem at vise dig hvor glad jeg er for dig i lyset af hvor fraværende og derfor dum jeg havde været og den heftige utilstrækkelig jeg ville føle. Jeg ville trods det prøve at sige at fortid var fortid og sikkert nærmest blive lidt forelsket i dig og dit gåpåmod din styrke og din skønhed.
    Jeg ville nok græde en del for jeg ville ikke være bange for at være i kontakt med men femminine side for så meget mand ville jeg trods alt være. Eller måske nok nærmere ville det være i mødet med dig at den brik faldt på plads i mig.
    Nå kære Carla jeg fantaserer. Jeg ville nok allerhelst være den far du har savnet og tage en tidsmaskine tilbage til alle de steder hvor du savnede mig. Hvem ved om jeg havde været i stand til at være den gode far du havde brug for..okay jeg stopper mit trip nu er jeg Sofie igen.
    Jeg havde en gang en kæreste hvis far åbenbart havde en datter i Sverige. Hun skulle være den ældste, så ældre end min kæreste. Da jeg spurgte til om det ikke var smart at opsøge hende og om han ikke var nysgerrig på at møde sin søster blev det klart for mig at hendes far, min daværende kærestes far ikke en gang vidste om hun kendte til hans eksistens. Det synes jeg sørme er strengt. Tænk hvis hun går og tror at det er en anden mand der er hendes far og hun der er nogle manglende forbindelser som hun ikke kan forklare..? Og tænk hvis han alligevel har været en bedre far for hende end hendes rigtige?!
    Suk der er så meget mærkeligt der er så svært at forstå. Knus og kram til dig og din inspirerende lysende sjæl

  15. Sofie din skønne dejlige skat – tak for din rørende tanker om mit møde, og jeg kan love dig for at jeg også har tænkt noget ala det i meget lang tid. MEN livet handler om at tilgive, og jeg kommer ingen vegne ved at hade ham for det han ikke kan/er/vil. Du behøver slet ikke tage på nogen tidsmaskine rejse – vi lever nu og her, og jeg vælger glæden, friheden og tilgivelsen.

    Og så er jeg iøvrigt glad for, at min mor valgte sandheden for mig, så jeg ikke stod i samme situation som din gamle kærestes søster. Det er så surt med løgne.

    Vi skal snart til vandet os to <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *