EKSAMEN

 

Okay. Så står man i auditoriet kl. 09.30 om morgenen. Tirsdag morgen endda. Den værste morgen af dem alle.

Mediejuramorgenen.

Og dér står vi alligevel og smiler. Et kunstigt smil, bevares, men det smiles, og ingen ved rigtig hvorfor. Og lad mig med det samme afsløre, at smilet fik ben at gå på.

Efter 4 timers yderst koncentreret opgavebesvarelse, og et resultat jeg efter grundig forberedelse, synes at kunne være stolt af – ja så slettes alt. Ja, du læste rigtigt. Min opgave blev slettet. Død, borte, gone og verschwunden.

Da mit USB stik skulle konfigureres fra mac til pc, på det oldtidslevn af en printer vi var blevet stillet til rådighed (kan mærke mine tindinger bliver ømme nu, og jeg må massere dem med mine pegefingre) – blev hele mit USB indhold slettet. På min computer lå kun en meget tidlig kladde af opgaven, uden rettelser og med 3 stort set ubesvarede opgaver. Hjælpen hos studie administationen var til at overse, og jeg afleverede efter lidt renden frem og tilbage, til den ældre militæragtige eksamensvagt (han havde i hvert fald army bukser på, han var vel nærmest halv army, halv mand).

“Har du printet 3 eksemplarer?” spurgte han venligt, selvom han havde været med i hele processen.

“Ja” svarede jeg grådkvalt, og han tilføjede, at han bare ikke vidste at min kladde var SÅ tynd. 

Og det er så rigtig set! Den opgave er ALT for tynd!

Og jeg indså, at jeg var ved at tabe en hel medierets eksamens læsning på gulvet, og græd ud ved Joans (fra min klasse)’s skulder, og stoppede derefter computeren i cykelkurven og cyklede flæbende hjem.

Og hér blev jeg modtaget af Mullen og Missen, der krammede mig og trøstede mig alt det de kunne.

Uha, hvor jeg følte noget i dag. Og nu kan jeg se den pointe, jeg umiddelbart har sværet ved at se. For selvom der højst sandsynligt venter mig en reeksamen, er presset omsider forsvundet. Og jeg kunne pludseligt  se, hvorledes min lykke ikke afhænger af de resultater jeg opnår, men af de mennesker jeg omgiver mig med.

Overraskelsen og uvisheden og eventyret er, hvad der gør livet mageløst, og hvem ved, om der er en højere mening med, at jeg ikke skulle aflevere den opgave i dag. Jeg er i hvert fald glad for at opleve hvor søde mine klassekammerater og lille familie var, når lokummet virkelig brændte, og blive mindet om, at der er mere ved livet end dets hastighed og eksamensræs.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *