Carlas Kærlighed #4

Foto: Simone Agerholm

 

Når jeg lukker øjnene og gemmer mig under dynen i håb om, at det grimme bliver til luft og alt det farlige forsvinder, påvirker det mit syn. Jeg blev faktisk næsten blind på mit højre øje, da min mor fik en kæreste. Jeg forstod ikke hvad hun ville med ham. Det gjorde min mor vist heller ikke. Men de fik min lillebror, og det var faktisk en rigtig god grund. Da de gik fra hinanden 7 år senere, kunne jeg se helt normalt igen. Det må være noget psykosomatisk, tænker jeg. Men ingen, som nåede at se mine tykke børnebriller med grønne og lilla fartstriber, kan længere lukke øjnene og ligge stille. For nu er den gal igen. Og denne gang er det min egen historie.

Min storetå har gjort vanvittigt ondt i snart tre måneder, og der ligger en fedtet film over mit højre øje, så alt er helt sløret.

Jeg slår op i min mors bog “Lær’ at blive rask” af Louise L. Hay, og ser, at smerter i fødderne betyder, at jeg ikke forstår mig selv og min omverden, og ikke føler mig tryg. Bogen fungerer på den måde, at alle sygdomme har en psykisk årsag, som kan kureres med positive bekræftelser. Mit nye tankemønster skal ifølge L. Hay være: “Min forståelse er tydelig og jeg er villig til at følge med tiden. Jeg er tryg”. Det hænger egentlig meget godt sammen med min teori om, at mit syn bliver svækket, når der foregår ting i mit liv, som jeg ikke magter at se og handle på. Det kan nemlig være lidt af en skuffelse, at gøre det rigtige, når det rigtige ikke var det, man havde forestillet sig.

Når det rigtige er at slå op og flytte sine ting, så er der altså nogen der bliver skuffet. Og jeg vil ikke kede jer med detaljerne om hvorfor jeg skal væk, men L. og jeg er ikke sammen længere, og jeg er en af dem som blev skuffede. Og nu sidder jeg med en følelse af, at noget må ske. Noget godt må ske. Noget må gøres anderledes.

En af tingene, som jeg for flere uger siden valgte at gøre anderledes, var at gå i terapi. Mette Rygaard hedder den lyttende og forstående terapeut, som hjælper mig med at forstå, hvorfor jeg roder mig selv ud i de her skuffende situationer gang på gang.

 

Her kommer et eksempel fra mit kærlighedsliv, i grove træk:

Når jeg bliver forelsket, spilder jeg ikke tiden. Jeg går all-in og kaster mig ud på dybt vand. Hver eneste gang.

Rent fysisk foregår det ved, at jeg afsøger nærmiljøet og forelsker mig i en mand, som jeg finder tiltrækkende. Han inviterer mig ud et par gange, og giver mig fornemmelsen af, at et liv med ham, vil blive let og sjovt. Han henter mig endda i sin bil, låner en picnickurv af sin søde mor og fortæller mig, at jeg ser godt ud i mine nye bukser.

Denne fase er ekstremt kortvarig. Og denne tid kommer aldrig igen. Den er på ingen måde en forsmag på det, der venter. Den er faktisk udelukkende til for at score mig. Herefter kommer sjovt nok, skuffelsen. For det lyserøde cashmere tæppe jeg svæver rundt på, vil blive trukket væk under mig, lige så sikkert som Mad & Vin’s tilbud på asparges til 90 kr. reelt set ikke er et tilbud. Og romantik vil med ét fugtigt baguette-slag, blive noget jeg fornemmer mellem deltagerne i Vild med Dans, mens kæresten spiser slik på automatpilot og tjekker snapchat.

Jeg ser mig selv handle ind, vaske tøj og lave mad som gjaldt det livet. Jeg vil redde ham med min madlavning og omsorg. Og det fascinerende er, at mændene elsker denne adfærd. De får ofte selv lov at bestemme hvad der skal på menuen, og jo mere moderlig jeg er, jo mere synes mændene at kunne slappe af. Og allerede dér burde alarmen have ringet. Men jeg var stadig forblændet af den indledende fase og de mosgrønne øjne.

Modergenet har dog den besynderlige konsekvens, at sexlivet kan gå i stå, og jeg må udføre forskellige kurtiserings-øvelser for lissom at tiltrække hans opmærksomhed. Men han ser det sjældent, idet han er alt for fyldt af stressende tanker omkring arbejdet og sine personlinge problemer, og det er her, jeg ruller det tunge skyts ud: Jeg indretter hans hjem. Simpelthen – jeg sorterer, farvekordinerer og rytter op i skabe og skuffer. Jeg bygger rede og forsøger at føle mig lidt hjemme.

Dette er en uvant situation for ham, men han kan tilsyneladende lide det, for han vimser rundt i hans nye hjem, og kan ganske vist ikke finde de fleste af sine ting, men det er ligemeget, for han får fred. Lidt endnu.

Denne seance gentager sig over nogle måneder, hvorefter han har vænnet sig så meget til de nye farver og de nye puder i sofaen, at jeg ligefrem får lov at flytte ind.

Og så kommer slaget! Som en bil i natten. Med slukkede lygter. For skuffelsen hamrer ind i mig med så stærk en kræft, at jeg næsten ikke når at opfatte noget, før alt er sort. Alle mine forventninger om smut-ture til Vence, nye hvide håndklæder og parmiddage – føles ikke som de burde. Blikket er blevet koldt og hårdt. Aftaler er brudt. Tilliden er væk. Tonen er streng, og udmattet. Jeg taler hurtigt for ikke at spilde hans tid. Jeg klaprer tænder selvom det er 20 grader. Jeg spiser ikke nok. Jeg er ikke mig selv. Jeg er ikke tryg. Jeg følger ikke min indre stemme. Jeg følger mine forestillinger om hvordan det burde være. Men det skal være slut med det nu.

Nu vil jeg skabe et liv, som jeg elsker at se på.

 

Foto: Simone Agerholm

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *