Carlas Kærlighed #4

Foto: Simone Agerholm

 

Når jeg lukker øjnene og gemmer mig under dynen i håb om, at det grimme bliver til luft og alt det farlige forsvinder, påvirker det mit syn. Jeg blev faktisk næsten blind på mit højre øje, da min mor fik en kæreste. Jeg forstod ikke hvad hun ville med ham. Det gjorde min mor vist heller ikke. Men de fik min lillebror, og det var faktisk en rigtig god grund. Da de gik fra hinanden 7 år senere, kunne jeg se helt normalt igen. Det må være noget psykosomatisk, tænker jeg. Men ingen, som nåede at se mine tykke børnebriller med grønne og lilla fartstriber, kan længere lukke øjnene og ligge stille. For nu er den gal igen. Og denne gang er det min egen historie.

Min storetå har gjort vanvittigt ondt i snart tre måneder, og der ligger en fedtet film over mit højre øje, så alt er helt sløret.

Jeg slår op i min mors bog “Lær’ at blive rask” af Louise L. Hay, og ser, at smerter i fødderne betyder, at jeg ikke forstår mig selv og min omverden, og ikke føler mig tryg. Bogen fungerer på den måde, at alle sygdomme har en psykisk årsag, som kan kureres med positive bekræftelser. Mit nye tankemønster skal ifølge L. Hay være: “Min forståelse er tydelig og jeg er villig til at følge med tiden. Jeg er tryg”. Det hænger egentlig meget godt sammen med min teori om, at mit syn bliver svækket, når der foregår ting i mit liv, som jeg ikke magter at se og handle på. Det kan nemlig være lidt af en skuffelse, at gøre det rigtige, når det rigtige ikke var det, man havde forestillet sig.

Når det rigtige er at slå op og flytte sine ting, så er der altså nogen der bliver skuffet. Og jeg vil ikke kede jer med detaljerne om hvorfor jeg skal væk, men L. og jeg er ikke sammen længere, og jeg er en af dem som blev skuffede. Og nu sidder jeg med en følelse af, at noget må ske. Noget godt må ske. Noget må gøres anderledes.

En af tingene, som jeg for flere uger siden valgte at gøre anderledes, var at gå i terapi. Mette Rygaard hedder den lyttende og forstående terapeut, som hjælper mig med at forstå, hvorfor jeg roder mig selv ud i de her skuffende situationer gang på gang.

 

Her kommer et eksempel fra mit kærlighedsliv, i grove træk:

Når jeg bliver forelsket, spilder jeg ikke tiden. Jeg går all-in og kaster mig ud på dybt vand. Hver eneste gang.

Rent fysisk foregår det ved, at jeg afsøger nærmiljøet og forelsker mig i en mand, som jeg finder tiltrækkende. Han inviterer mig ud et par gange, og giver mig fornemmelsen af, at et liv med ham, vil blive let og sjovt. Han henter mig endda i sin bil, låner en picnickurv af sin søde mor og fortæller mig, at jeg ser godt ud i mine nye bukser.

Denne fase er ekstremt kortvarig. Og denne tid kommer aldrig igen. Den er på ingen måde en forsmag på det, der venter. Den er faktisk udelukkende til for at score mig. Herefter kommer sjovt nok, skuffelsen. For det lyserøde cashmere tæppe jeg svæver rundt på, vil blive trukket væk under mig, lige så sikkert som Mad & Vin’s tilbud på asparges reelt set ikke er et tilbud. Og romantik vil med ét fugtigt baguette-slag, blive noget jeg fornemmer mellem deltagerne i Vild med Dans, mens kæresten spiser slik på automatpilot og tjekker snapchat.

Jeg ser mig selv handle ind, vaske tøj og lave mad som gjaldt det livet. Jeg vil redde ham med min madlavning og omsorg. Og det fascinerende er, at mændene elsker denne adfærd. De får ofte selv lov at bestemme hvad der skal på menuen, og jo mere moderlig jeg er, jo mere synes mændene at kunne slappe af. Og allerede dér burde alarmen have ringet. Men jeg var stadig forblændet af den indledende fase og de mosgrønne øjne.

Modergenet har dog den besynderlige konsekvens, at sexlivet kan gå i stå, og jeg må udføre forskellige kurtiserings-øvelser for lissom at tiltrække hans opmærksomhed. Men han ser det sjældent, idet han er alt for fyldt af stressende tanker omkring arbejdet og sine personlinge problemer, og det er her, jeg ruller det tunge skyts ud: Jeg indretter hans hjem. Simpelthen – jeg sorterer, farvekordinerer og rytter op i skabe og skuffer. Jeg bygger rede og forsøger at føle mig lidt hjemme.

Dette er en uvant situation for ham, men han kan tilsyneladende lide det, for han vimser rundt i hans nye hjem, og kan ganske vist ikke finde de fleste af sine ting, men det er ligemeget, for han får fred. Lidt endnu.

Denne seance gentager sig over nogle måneder, hvorefter han har vænnet sig så meget til de nye farver og de nye puder i sofaen, at jeg ligefrem får lov at flytte ind.

Og så kommer slaget! Som en bil i natten. Med slukkede lygter. For skuffelsen hamrer ind i mig med så stærk en kræft, at jeg næsten ikke når at opfatte noget, før alt er sort. Alle mine forventninger om smut-ture til Vence, nye hvide håndklæder og parmiddage – føles ikke som de burde. Blikket er blevet koldt og hårdt. Aftaler er brudt. Tilliden er væk. Tonen er streng, og udmattet. Jeg taler hurtigt for ikke at spilde hans tid. Jeg klaprer tænder selvom det er 20 grader. Jeg spiser ikke nok. Jeg er ikke mig selv. Jeg er ikke tryg. Jeg følger ikke min indre stemme. Jeg følger mine forestillinger om hvordan det burde være. Men det skal være slut med det nu.

Nu vil jeg skabe et liv, som jeg elsker at se på.

 

Foto: Simone Agerholm

Flere indlæg i samme stil

16 thoughts on “Carlas Kærlighed #4

  1. Smukt skrevet. Den del med sygdommen er så rigtigt, jeg tror også på at det er sådan verden og sygdom hænger sammen..
    Man skal være forelskede!! Ellers går det galt. Et forhold skal ikke være en aftale. <3

    Du er sej og smuk Carla, fortsæt med at led efter svar inde i dig selv og fortsæt med at skriv om det <3

  2. Hold da op et rammede indlæg! Det er så rigtigt. Det fedeste ved, at du deler det med os er, at man så ikke føler, at man er den eneste, der måske har haft det sådan.

    Tak 🙏🏼 Du skriver fantastisk 💋

  3. Hej Louise, tak for sin besked <3
    Vil lige sige, at vi altså var meget forelskede, og alting startede ud rigtig fint og godt. Og vi troede begge på, at vi kunne klare den. Men det kunne vi så slet ikke, og nu er det bare med at lære af processen som du også siger, og så komme klogere videre:)

    Tak <3

  4. Tak Emilie, glad for at du kunne spejle dig selv i det jeg skrev. Det er så træls at føle sig alene, når man faktisk aldrig er det.
    Alt godt herfra <3

  5. Meget gribende og rørende indlæg, der gav en præcis beskrivelse af min eget liv. Du er bestemt ikke alene og jeg tror på at det bedste kommer til dig.
    Kram til dig!

  6. Hold da op en læsning. Smukt skrevet, og meget rammende. Jeg har selv levet i et forhold i fire år, men har størstedelen af tiden kæmpet med at finde den kærlighed som i starten var dig, og stadig var der – men var godt gemt væk bag en travl som kan skabe problematikker i forholdet. Jeg ledte for længe, og pludselig stod jeg tilbage mens han i min sofa, igennem hans mobil telefon havde fundet kærligheden hos en anden.

    Det føltes fantastisk at vælge sig selv til, og jeg har det fantastisk. Jeg føler mig stærk som aldrig før.

    Alt godt til dig <3

  7. Åha – ked af at høre at du skulle kæmpe så længe. Men mega godt at høre, at du gav slip, og nu har det godt igen. Jeg har også kæmpet længe, ikke kun med L. – og nu er det bare slut med at kæmpe. Jeg lukker kærligheden ind fra alle vinkler, venner og oplevelser. Livet er stort <3

  8. Hej Carla,
    Smukt skrevet! Du er for sej!
    Den bog du nævner med L. hay, kan du linke til den? Jeg kan ikke finde den nogle steder, så det kunne være rart at se, hvordan forsiden ser ud.
    Kram 🙂

  9. Det er ikke så ofte jeg orker at læse en længere tekst – men det her er jo virkelig smukt skrevet! Jeg elsker din måde at skrive på, du formår virkelig at hive folk helt ind i din oplevelse (eller i hvert fald mig). Det må ikke være en nem tid du går i møde, men det er flot du deler det her – om ikke andet så kan andre helt sikkert spejle sig i det du skriver. Jeg har også alt for nemt ved at falde i pleaser-rollen. Der findes jeg slet ikke, der handler det kun om den anden – og det er virkelig tærrende i længden! Men det er måske også fordi man tror, at hvis bare man bliver ved at give, så får man noget igen.
    Tak for at dele <3

  10. Hej Mathilde – tusind tak fordi DU deler din oplevelse med mig. Det kan være lidt af en balance at skrive om den her slags ting, fordi jeg ikke vil udlevere nogen. Lidt mig selv, men tilpas lidt til at det ikke bliver klamt at læse, hvis du forstår!:) Vil bare gerne dele, så andre kan se at når ting stinker, så må man arbejde på at give slip og komme videre. God aften herfra 🙂

  11. Tak!:) Bogen er en min mor har haft liggende i 100 år. Tror du kan spørge efter den i de fleste boghandlere – har den ikke lige her desværre:)

  12. Dit blogindlæg er noget af det mest poetiske og oprigtige jeg nogensinde har læst. Du er simpelthen så utrolig inspirerende på alle mulige måder! Jeg har over de sidste 2 døgn hørt alle dine podcasts, set samtlige videoer her på YouTube og læst samtlige blogindlæg. Alt dette formår at ramme mig og lære mig en hel masse. Bliv endelig ved med dit hårde arbejde, for jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der sidder tilbage med en følelse af at blive så inspireret og fanget af dine livserfaringer og gode råd!

  13. Wow, super godt skrevet Carla! Du er simpelthen en kæmpe inspiration for mig omkring mit mindset! Jeg håber virkelig at du kommer godt ovenpå igen, og kan begynde at fokusere på dig selv, og det du har lyst til. Det fortjener du <3

  14. Tusind tak altså <3 Og du kan tro der bliver fokuseret - på mig og min business og mine venner - det er herligt faktisk <3

  15. Ej okay hvor vildt! Tusind tak altså! Det er jeg virkelig glad for at høre, at du synes. Tak tak tak. Jeg håber jeg altid vil kunne inspirere folk til at gøre det de elsker, og lære af mine såvel som egne udfordringer på vejen <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *