30 års krisen

Jeg sidder i flyet på vej hjem fra en urmesse i Schweiz (skal seriøst slå det ord op HVER gang jeg skriver det!). Sofie Linde fortæller om hendes graviditetskrop i den podcast jeg lytter til, og jeg kan mærke angsten for, at være tvunget ud i at gå i sort fordi det slanker, og blive forvekslet med sin mor, på 55 – sprede sig.

Jeg skal selv medvirke i selv samme podcast på mandag, ved navn ”30 års krisen” og vil nu, som forberedelse, komme med en lille liste over de ting, der gør, at jeg mærker voksen-dommen nærme sig:

  1. Jeg skal så småt til at begynde og planlægge min 30 års fødselsdag, og føler lidt, at det er som at holde et lille mini bryllup for mig selv. Ved ikke helt om jeg er fan af konceptet.
  2. Jeg har smilerynker, selvom jeg ikke smiler.
  3. Jeg har også en bekymringsrynke i panden, også uden bekymringer.
  4. Jeg har plukket i alt 5 grå hår ud af mit pandehår, og frygter om der kommer flere til deres begravelse… Synes jeg at have hørt et sted, at de gør, altså de grå hår.
  5. Jeg har købt mig en rigtig seng fra Auping med matchende sengetøj, og dyner der kan knappes sammen, så de varmer ekstra godt om vinteren. Jeg elsker den meget højt, og glæder mig hver eneste dag til at komme hjem i seng igen.
  6. Jeg har en varmepude. #oldwoman
  7. Jeg er holdt op med at være på slankekur, og er glad for at have både former og min egen naturlige hårfarve.
  8. Jeg har oprettet en rate-pensionsopsparing, som jeg indbetaler 2000 kr. på fra min erhvervskonto hver måned, og en anden pensionsopsparing jeg betaler omkring 50.000 kr. til en gang om året, for at undgå at betale topskat. En løsning en af mine søde følgeres kæreste har hjulpet mig med at nå frem til. Tak!
  9. Jeg ser temmelig dårligt på højre øje, men tror bare det er et midlertidigt problem.
  10. Jeg er direktør i to selskaber. Det er lidt bong at tænke på egentlig.
  11. Behovet for at please andre, og sige ja til ting jeg reelt ikke har lyst til, er jeg stoppet med. Fra i dag af.
  12. Jeg bor i en lejlighed med køkkenalrum, et bord med plads til 10 middagsgæster, altan og varme i gulvet. #voksenlyfe
  13. Jeg går mere op i kvalitet end tidligere, og køber ekstremt dyre ting, fx. mine lange sorte Stella Macartney bukser og min seng – begge to ting jeg har sparet op til.
  14. Hvilket minder mig om, at jeg har lært at spare op, takket være min Lunar Way banking app!
  15. Jeg har solgt alle mine strutstørts – 30 årig med strutskørt på, er lidt som at se en ældre dame med rottehaler.
  16. Jeg er med i Alt for Damerne denne måned.
  17. Jeg skriver lister over alt jeg skal, og sætter hak ved punktet når det er udført.

Her er listen over de ting, der stadig er ret barnlige ved mig:

  1. Skulle jeg have glemt at skrive noget på min liste, jeg allerede har gjort, skriver jeg det på listen, for øjeblikkeligt at kunne hakke det af.
  2. Jeg kan ikke lide rødvin.
  3. Jeg bliver barnligt lykkelig over at ligge mig i min nye seng – så glad at mine ben pisker op og ned af bare begejstring.
  4. Jeg ringer med-det-samme til min veninde Bolette hvis noget akavet er sket for mig, så vi kan grine af det. Det har vi gjort siden vi var 12.
  5. Jeg holder mig ikke for god til at lade som om, at jeg ikke har set en person, jeg synes bør være den der hilser først, denne gang.
  6. Jeg sætter billeder op af det jeg ønsker mig på min kæmpe moodboard kalender fra mit eget firma goal-setter, fordi jeg har erfaret, at så får jeg det. Lige nu hænger der bla. et billede af tre piger der ligger i en vindueskarm uden bh på, fordi jeg gerne vil have det sjovt med mine veninder (inden jeg får en kæreste og børn og alt det).
  7. I sidste uge lavede jeg en video, hvor jeg alene dansede twist nede ved søerne. Der følte jeg ligesom, at mit arbejde som youtuber stak i den lidt barnlige retning.
  8. Jeg lukker øjenene når jeg skal betale. Ting må koste det de koster, især når jeg handler ind – 12 kr. eller 20 kr. Det kan jeg altså ikke tage mig af.
  9. Jeg tager det ekstremt personligt hvis jeg får kritik for mit arbejde, eller noget som helst andet faktisk.

Det var lige top of mind – hvad synes i: Er det ikke fedt at være barnlig selvom man er voksen?

Min elskede seng, der er nøje udvalgt til mine behov – med Aupings unikke udluftningssystem, som gør at jeg seriøst sover bedre om natten nu. Og selvfølgelig med et goal-setter billede hængende ovenover, til at minde mig om, at livet altid flyder videre. Formatet her er 1×1 m. og koster 599,- inklusiv levering på goal-setter.com

 

 

Flere indlæg i samme stil

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *