Som jeg sidder her på bagsædet, og kigger ud på havet, solen, og det af fartens, slørede hegn på Storebæltsbroen – slår det mig, at jeg er bimlende lykkelig. Jeg følger søndagstrafikken med en boblende opmærksomhed, og alt synes så friskt og nyt. Forandringens vind blæser mig til Fyn, hvor jeg sommeren over skal indspille Far til Fire – til Søs. Jeg kører med min filmbror J’s familie, som har fået ny bil. Her dufter af plastik og skosværte, og selvom vi er tre på bagsædet, er her rigeligt med plads. J holder sig beskæftiget på forsædet, med at udvælge de bedste stemninger fra iPod’en. Vi har kørelakridser og Cola Zero med, og vi har råbt ”god tur” kampråbet inden afgang. Alt er således klappet og klart, til en sommer i det fynske. Jeg overrumples af klare tanker og føler mig lyslevende.
…en uge senere:
”Nu er du vel ikke ude i regnvejret – vel mors egen skattepige?” Nej, tænker jeg, og ligger mobilen ned i tasken igen. Jeg står inde i en lade på Fyn i brudekjole og morgenkåbe og halvfryser i den fugtige hal. Man kan ikke sidde ned i sådan et skrud, så jeg står på et fleece tæppe i pausen. En hær af kostume- lyd og makeup folk, har slået ring om mig, for rutineret at rette mit hår til og gemme min microport noget så eftertrykkeligt væk. Jeg øver mine replikker, og går i stå samme sted hver gang. Min instruktør har lige gjort mig opmærksom på, at det altså kun er fire replikker, jeg skal huske. Alligevel har det taget mig rundt regnet 5 takes so far, og bag ”rundt regnet” gemmer sig den kendsgerning, at der kommer flere endnu. Fotografen får sig en velfortjent smøg i døråbningen, mens rekvisitøren flytter en seng ud af kulissen. Hun bevæger sig skeptisk rundt, som en spirrevip fra et fjernt århundrede. Jeg tager imod en råbende instruktion med et fraværende blik. Prøver at finde en indre ro, som sagtens kan huske sine ord og lave de bevægelser, der lyser mit ansigt op af lampens stærke lys. Får øje på en flue, der sidder og drømmer på en kaffekop. Den flyver.