Zulu Awards 2011 – det er så nu du løber.

Det er ikke til at komme uden om, at skuffelsen over, at der IKKE dumpede en invitation til Zulu Awards ind af min brevsprække, var hjerteskærende. Bedre blev det såmænd heller ikke af, at jeg modtog adskillige beskeder fra tidligere kollegaer og venner, om også jeg skulle med til showet.

Så da jeg i torsdags fik fri fra salonen, løste jeg problematikken inde i mit eget hoved, mens metroen førte mig til Forum Station. Jeg havde drukket et glas hvidvin og hørt høj musik på min iPhone, og var således i et fantastisk humør. Et fantastisk nervøst humør, skulle det vise sig, da jeg med hastige skridt forlod toget, og med falsk selvsikkerhed gik det sidste stykke til Forum, mens de sidste sniger detaljer faldt på plads. Jeg dukkede op lige før showets start, og på opfordring fra rutineret ven, så jeg mit snit til at udnytte Forums akilleshæl – rygerteltet. Som det mest naturlige i verden, gjorde jeg kort proces, og tog fat i hegnet, og uden at se mig tilbage, løftede jeg det nemt op fra murstenen. De sekunder der gik med at snige mig ind, og sætte hegnet tilbage på murstenen, med ryggen til de rygetrængende Zulu gæster, føltes som den ottende cirkel af Dantes helvede. Denne tilstand mellem død og levende, denne skærsild mellem hegn og fest, var på ingen måde en hæderlig entre. Det var slet ikke et risikofrit projekt jeg havde bevæget mig ud i, tænkte jeg panikslagen. Og min festlyst måtte i den grad stå sin prøve, mens tankerne om at blive afsløret af en hånlig vagt, der fangede mig som en hjort i det lange lys ved nattetid, gjorde mig rædselsslagen.

Men der var overraskende nok ingen vagter at se, da jeg vendte mig om. Så jeg gik ind i VIP logen, hvor jeg blev belønnet med en kolossal mængde endorfiner, der jublende tossede rundt i kroppen, mens jeg slog sejrs-huller i luften med knyttede næver, og boksede afsløringens angst væk. Glæden ved at komme ind overskyggede frygten for det modsatte, og der var ganske enkelt ingen grænser for hvor optur jeg havde over mit sniger move.

Min veninde A tog fint imod mig, og fik afsat min jakke i garderoben, mens jeg styrede mod den frie bar. Hun havde stået for den røde løber, og det bar hendes kinder desværre præg af, som hun beklagende oplyste mig. Jeg syntes hun nu så skøn ud, og i takt med at min alkoholpromille syntes at blive højere og højere, steg min kærlighed for at komme med komplimenter til de omkringstående, og skøre ideer dukkede op.

”Jeg vil også derop” sagde jeg til min ven B, og slog ud med armene, for at pege i retning af podiet. Og mens B (med adgangsgivende armbånd) holdte en vagt hen med snak, løb jeg derop. Her mødte jeg min ekskæreste, og hans ekskone, som stod og talte med min gamle affære, og så kom N, som jeg havde kysset med til forrige års Zulu Comedy Galla. Hysterisk. Her var der masser af øl og fisse, men absolut ingen hornmusik. Så M, N, og jeg blev enige om, at følges op til efter festen.

Men ved indgangen til efterfesten skulle der igen vises armbånd, og det røde af slagsen, jeg i mellemtiden havde fået af en sød ung mand, der skulle tidligt hjem, var ikke adgangsgivende. Den tilknappede dørvagts dame kiggede bebrejdende på mig, mens det flimrede for mine øjne. Jeg var slet ikke klar til at tage hjem. N fortalte hende, at jeg skulle ind. Og selvom han i min verden burde have en vis gennemslagskraft, nægtede hun mig adgang. ”Det er nu du skal løbe – Carla”, sagde han overbevisende. Så jeg løb. Jeg drønede op af trapperne, og oplevede endnu en gang adrenalinens sus, indtil jeg landede i favnen på M, som roligt gav mig hans guldarmbånd. Herfra husker jeg kun brudstykker af en række umættelige skørtejægere og en formidabel mængde champagne. En fantastisk svingom med min gode ven G, og en meget flot afro paryk. Huske kan jeg dog også, den vel nok pinligste oplevelse aftenen bød på. Efter at have kredset om karismabomben K, kom han helt tæt på: ”Nu har vi to kigget på hinanden hele aftenen”, sagde han og stak i et selvsikkert smil. Og der kortsluttede min hjerne så. Jeg havde intet at sige, intet at byde på, ud over at give denne konstatering ret. Vi skiftedes til at gentage sætningen et par gange, mens jeg kiggede mig lidt forvirret rundt. Indtil K med sprød afslappet stemme brød ind: ”Ja, jeg kender godt historien om Carla”. Der gik et lyn igennem mig. Havde ganske vist kærestet med hans gode ven.. Men vi kendte også hinanden i en anden forbindelse, og jeg blev derfor endnu mere lammet i udtrykket. Da kommunikationen mildest talt ikke kørte på skinner, skiltes vi smilende. En skelsættende oplevelse, hvor jeg ikke kunne leverer en eneste smart bemærkning, selvom han var sød, og ikke nær så arrogant som forventet. Han var faktisk slet ikke arrogant. Han udtrykte en ro, og en form for ægte ligegyldighed af hvad omgivelserne måtte tænke om ham. En tilbagelænet og afslappet coolness, der fuldstændig slog benene væk under mig! Men som min ven B netop skrev, da jeg havde fortalt om episoden: ”Du er så nice, at K fredag formiddag skrev til en eller anden facebookbuddy, at han kunne dunke sig selv i hovedet over, at han kom over til den her skønne pige, og leverede en eller anden bemærkning, der åbenbart var så åndet, at hun bare stod og gloede stumt retur”. Se dét er en sand ven, der kommer med sådan en vinkel!

Aftenen kulminerede da jeg ankom til Zen i en taxa med min ven P. Vi strøg lige ind i hulen, hvor jeg mødte en kærlig instruktør, som hurtigt fik bragt os i en tilstand af halv gin og halv tonic. Og her måtte jeg så tage aftenens sidste flugt, i en taxa hjem, kun fire timer før jeg atter skulle møde på arbejde – overtræt og med perlende latter over selv den mindste morsomhed.