Der har været perioder med gradvis stress de seneste par uger i mit liv. Selv min vejrtrækning har travlt. Den når kun halvvejs ned i lungerne, for hastigt at vende tilbage til atmosfæren. Jeg laver ellers ugeplan og to-do lister, så mine (gøre) mål ikke tårner sig op som et truende uhyre. Men lige meget hjælper det. Når jeg er på arbejde kan jeg for eksempel stå i fred og ro og lave en kop kaffe, mens min hjerne siger: ”lad os prøve at se hvor hurtigt du kan lave sådan en kop mokka”. Og så skynder jeg mig helt vildt, og mister enhver forbindelse til virkelighedens rolige omstændigheder. Men ikke i går. I går skulle jeg ikke knokle for at indhente div. dagligvarer, lave make-up guides, eller pudse glasflader (læs: mit job i salonen). Nej, i går levede jeg livet i overhalingsbanen, og det var virkelig lifligt. Dagens fede opgaver lå som perler på en snor i min kalender, og bare ventede på at blive samlet op – én for en.
Det hele startede med at jeg vågnede lidt før mit vækkeur ringede. Her kom jeg i tanke om dagens perlekæde, og stod glad og tilfreds op, uden vækkeurets chok effekt. Til tonerne af Stevie Wonder cyklede jeg af sted mod teateret, iført strutskørt og læderjakke. Egentlig var det alt for koldt til et outfit som ovennævnte. Men fordi lykkefrekvensen var særligt høj i går, mærkede jeg ikke meget til kulden. Vi skulle spille for en stor forsamling, tror vel der var omkring 600 mennesker. Og jeg skal da nok lige love for, at min monolog blev skudt af sted med en energi så sprudlende, at dem på forreste række må have følt sig en anelse overrumplet. Som et missil drønede jeg fra den ene ende af scenen til den anden, og håbede på, at de mange spring ikke blottede mine underbukser under det dansende skørt.
Efter forestillingen tog jeg en taxa ud til en TV station, hvor jeg skulle lægge stemme til en telefon sketch. Instruktøren var en ung mand, med skæg og en rød hættetrøje på. Jeg var stadig høj på min optræden, og lavede hastigt en masse forskellige versioner af en desperat pige i telefon quiz. Jeg fik slet ikke brug for instruktørens tilbud om at skrive mine replikker (de tre der var) – ned på en bon han fandt på sit skrivebord. Der stod også to billeder på hans bord af to forskellige damer. Han kendte dem ikke, sagde han med et grin, og fortalte endvidere, at hver gang han fjernede dem, satte redaktionen billederne tilbage som del af en drille offensiv. På stikord fra en morsom tv vært, hoppede jeg atter ud i en taxa, for at drage mod et lydstudie på Østerbro.
Her kom min hyper energi mig dog lidt til kort, da en stemmeprøve om bilreklamer og Red Barnet, ikke just går hånd i hånd med grineflip og for mange sætninger med drilske f’er. Lydmanden var dog super cool, og mens hans computer måtte genstartes, fik jeg arbejdet med mantraet: ”Se hellere at få de elendige læber i øvelse” – og herfra gik alt som smurt. Da taxabonnerne var brugt, hoppede jeg op på cyklen, og drønede af sted mod nærmeste café, for at drikke herre meget kaffe og læse nogle dameblade. Jeg cyklede langs søerne, og drejede impulsivt af, ned på en stejl og knoldet parallelvej, da jeg nærmede mig trapperne for enden af søen. Da jeg holdte for rødt, bemærkede jeg den mand, som jeg havde cyklet ved siden af, langs søerne. Han overhalede mig i et venligt smil. Og det er der jo ikke noget specielt sindsrivende ved. MEN hold nu fast. For da jeg havde drukket en halv liter kaffe, og læst side op og side ned, om hvor usundt kaffe og kage er i div. dameblade, tog jeg min pelshat på, for at tage på arbejde. Og hér gik det op for en af cafeens få andre besøgende, at jeg var den dame han havde overhalet ved søerne! Og hende han havde fortalt sin ven om, som vennen huskede at få nævnt. Jeg hilste pænt, og drog atter mod teatret, hvor jeg skulle sidde i baren og muntre mig med at drikke cola zero og sælge slik til glade teatergængere. Med en så vitaminrig samling af oplevelser på blot én dag, hviler den gode stemning nu over krop og sind, og jeg anser ikke længere vejrtrænings besvær for sandsynligt. Især ikke med 3. date med K (durum rullens jydske charmør) – i vente!
det hedder altså: … han havde overhalet ved søerne!