Durumrullen

Min veninde S og jeg var til en næsten tålelig mode fest i det nye skuespillerhus i går. S havde sin nye palliet bluse på, stramt tilbage skrabet hår og svimlende høje sko. Hun så som altid blændende godt ud, og jeg selv i strutskørt, leopardstrømper og sneaks, følte mig en anelse ”jeg-har-min-egen-urtehave” agtig. Men vi kom ind, og blev mødt af sirligt placerede modeller på høje podier, VIP altan og en live rapper, der sang en tekst kun få forstod. Det kortsluttede for alvor for mig, da jeg mødte min ex kæreste G, efter tre år uden kontakt efter break uppet. Var forberedt på, at han ganske sikkert ville være at finde til festen, da det var hans families firma, der stod for festlighederne. Gensynsglæden var dog mildest talt behersket, og efter et høfligt ”hej” og efterfølgende ignorering, så jeg ingen anden udvej end at forlade festen og G, der tydeligvis havde sit eget indre slag at kæmpe. Stemningen var heldigvis anderledes let og munter på Victor, som jeg efter gårsdagens succes, så som det naturlige alternativ. Her mødte min veninde sin mors gamle ven, som modsat visse andre, var ganske begejstret for at møde os. Som en naturlig følge heraf, gav os en flaske champagne. Det hele kulminerede i hysterisk glæde, da min ven H og hans, en del yngre ven, sluttede sig til selskabet. Men netop som vi morede os allerbedst, stoppede musikken – og vi drog boblende fulde videre til endnu en nat i dansens tegn. Min ven H er en af de få, der i en forholdsvis høj alder, har formået at bevare sin umiddelbarhed og begejstring for livet. Dét tilsat god humor og en livserfaring større end min, gør ham til en af mine absolutte ynglings venner. Hans yngre ven viste sig at kende min veninde S fra folkeren. Han gjorde desuden et uudsletteligt indtryk på dansegulvet, med fagter intet menneske før har kunne præstere. Skøn fyr. Da der opstod et mindre latino drama mellem en fyr (med slikhår og øjenbryn skarpere end en Global kniv), og en lille sag iført rød satin og hårlak, så vi vores kald til at smutte hjemad.

Jeg cyklede i al hast til Nørrebro for at få mig en durum rulle. Og det skal jeg da ellers nok lige love for jeg fik. Aldrig i mit liv har jeg set et så stort stykke brød med trevlet kød i dressing bad. Hørte mig selv med forbavselsens stemme sige: Dén arm der? Den er der da ingen jordisk chance for jeg kan spise op! Der er jo nok mad til at brødføde en hel by!”. Udenfor vinduerne stod to unge mænd og grinte af undertegnende iført kæmpe strutskørt på neon oplyst shawarma bar kl. 5 om morgenen. I gastronomisk chok. Inde i varmen var shawarma køen nået til en mand iført påfaldende lidt tøj (en hvid skjorte og en tynd blazerjakke. Og bukser og sko bevares.) Han skulle OGSÅ have en durum arm. Det hele virkede pludselig så morsomt, og mere gakket blev det kun af, at manden med den hvide skjorte, blev genkendt som pokerspiller af en beruset ung mand, der ville give han hånden. Da jeg havde grint færdig, smuttede jeg udenfor, og kunne til al held lige akkurat klemme durumrullen ned i min cykelkurv. Den hvidskjortede mand kom hastigt ud, og roste min kjole. Jeg rettede ham, og fortalte belærende, at der var tale om en nederdel, eller rettere et skørt. Et strutskørt. Og så inviterede han mig ud på en drink. Men inden vi nåede til udvekslingen af informationer, meldte de to mænd fra vindues grinerriet, sig på banen. K, som bar en sød strikhue lyste op i et smil, da han kom trækkende med sin cykel og sin ven hen imod mig: ”Jeg vil gerne være den næste i køen til at tale med pigen i strutskørt” sagde han på syngende jydsk. Så da jeg havde fået den hvidskjortedes nummer, startede der sig en lang samtale de to fyrer og jeg imellem. Mange grin og anekdoter senere, gav jeg mit nummer til K, og cyklede hjem ad de tavse og øde gader, med en herlig indre stemning af romantik og eventyr. Længe leve durumrullen.