“Pga. moderotter og fashionrøvhuller var der ikke bord på hverken: Pastis, Pastis Fish, Boheme eller Victor.. Så det bliver L’education Nationale, som også er et UDMÆRKET sted.. kl. 20 30!.. Kommer ned I Salonen efter jeg har været hjemme og skifte sko. De (Læs: skoene) har gnavet sig vej helt ind til knoglen. Sidder p.t. med bare tæer under bordet… Ingen kan se det.. Det er kun mig der ved det! Og dig, og nu alle dine 1625 venner på facen!!! Ha det så længe!”
Denne besked blev startskuddet til et festfyrværkeri af en aften. Min veninde N troppede op i Salonen lidt efter lukketid. Hun havde rød læbestift på, så jeg tog lidt pink på læberne, og sprayede rigeligt med hårspray hid og did. Regnen silede ned, så vi tog chancen og gik rundt om hjørnet på Café Victor, og trodsede beskeden om ingen ledige borde, og reservationen på L’education Nationale. Vi fik ikke desto mindre et bord med det samme, og det endda ved vinduet, hvor vi havde det fulde overblik over restaurantens mange interessante gæster, ikke mindst ifølge dem selv. Vi spiste muslingesuppe, østers og tatar og drak champagne på tjenerens og nabobordets regning. Nabobordet bestod af 8 unge mennesker, som var til modeuge for Acnes butikker norden over. Ham jeg sad tættest på havde en forvasket denimjakke på og karseklippet rødt hår. Havde jeg ikke vidst han arbejdede for Acne, ville jeg tro han var kok på en folkeskole i Tyskland. Efter vi havde spist, legede vi sjovt nok ”gæt en type”. Især to ældre mænd bag os, fik sat fantasien på langfart. Den ene havde hår til skuldrende, og det var temmelig krøllet. Han drak grøn te og havde runde briller på. De hed begge to Knud, og spiste stegt lever. Det lugtede slemt, syntes jeg. Men begejstret var jeg nu alligevel, da det viste sig, at mit bud om ”kunsthandlere” ramte plet. De inviterede os til fernisering dagen efter, men tanken om at skulle møde de to Knudemænd igen, synes underligt frastødende. Da de gamle skulle hjem i seng, besluttede nabobordets Acne crew, N og jeg at tage på D’angleterre, hvor der var IAM fest. Fra Victor kunne vi til vores rædsel, se en lang kø slæbe sig vej ind til festen. Der, tænkte jeg, kunne min make-up nå at blive mere smokey end godt er, og hårsprayens effekt løbe ud med den stride strøm af regndråber. Heldigt nok, kom vi i snak med nogle unge mænd, der havde bestilt bord til festen. De tog os under deres bordbestillings vinger, vi hoppede køen over, og kom alle gratis ind til den enorme sal, med Morten Breum toner drønende ud i ørene på de festglade mennesker. Resten af natten gik med dans og boblende livsglæde direkte fra flasken.