Kinesisk durum

Er netop kommet hjem fra en Forumteater workshop på en folkeskole. Alt gik som det skulle, og jeg syntes  virkelig godt om, at få lov at spille social taber, og sige alle de ting jeg normalt kun siger med en promille over de 5. Men der er altså noget frygtindgydende ved at træde ind på sådan en folkeskole. Alle minderne om dem der ikke ville lege, og de lærer der ikke forstod sig på børn, ligefrem vælter op i mig. For alt er som det plejer. Der lugter af appelsin og sved, ligegyldig hvor end man befinder sig, og lærerne ligner for det meste en flok krøllede mennesker med lampeskærmshår, rygsæk og bukserne trukket rigeligt højt op. I dag skete der dog noget uventet, da min teater gruppe og jeg var ved at pakke sammen. En flok børnehave elever, der havde taget fri fra kor, kom pludselig stormende og ville have autografer. Og her gjorde en lille kineserpige sig særligt bemærket, da hun med et fraværende blik spurgte: ”Hvorfor blev du så sur på Far? Det var altså dumt at blive SÅ sur”. ”Ja, men nu var det jo bare noget vi legede inde i filmen ik’. Jeg blev jo ikke rigtig vred”.  Men det var som om, at denne information ikke rigtig ville falde på plads i pigens hoved. Så hun gik. Der gik dog ikke længe, før hun var tilbage igen. Nu med en halv durum rulle i hånden. Den havde hun fundet, fortalte hun stolt. Lærerinden, der i mellemtiden havde fundet sine små korpiger, skyndte at rive durumrullen ud af kineserpigens hånd, og demonstrerede hvor gammel og hård den var, ved at banke den ind i væggen: ”Du må altså ikke spise mad du bare finder, den er jo alt for gammel”.  Skuffelsen var ikke til at overse. Og jeg kom straks til at tænke på dengang, jeg vågnede op i en fremmed mands seng, og uden at vække ham, spiste en Babybite jeg netop havde fundet i min lomme fra dagen før. Og således kan man vel sige, at også jeg lærte noget nyt i dag.