Min lille familie

Hvor er det i grunden mærkeligt, at ens bror, som for lidt siden gik rundt med kornblond grydehår og smækbukser, nu er en ung mand der går på gymnasie og betaler af på sin egen Mac computer  og det hele. Derudover er det sparsomt med information jeg får om hvad manden laver, eller hvilke tanker han i det hele taget går rundt med under det nyklippede hår. Panikfirsuren (som jeg vil tillade mig at kalde den) kom til verden i et anfald af forandrings craving. Skæbnen ville det, at cravingen ramte lige ind i en indkøbstur til Sydhavns Fakta, hvor der minsandten ligger en frisør der går under navnet: Cut. Desværre kørte det lidt af sporet for den unge mandlige frisør. Og på julekort kommer min bror og ham nok næppe. Men ikke desto mindre tog frisøren, mere eller mindre uberørt af realiteterne (læs: meget fritstående ører), imod de 250 kr. som jo strengt taget var hans nu. Da min lillebror kom hjem, var han ikke spor glad. Han vidste jo godt, at denne frisure måske i store træk så ganske fin ud, men at 0,5 cm’ers hår langs siderne ikke er meget, når ens ører stritter fint ud i den friske luft. Min mor var som altid på pletten med en kommentar: ”Du ligner en røvfuld køresyg”. Og hvad hun helt præcis mente med det, kan jeg desværre ikke helt redegøre for. Men det hjalp desværre ikke på min brors humør. Og jeg vil sige det sådan, at vi kan alle være sure. Og jeg syntes min bror havde en god grund den dag.

Andre dage er han sur, uden man ved hvorfor. Jeg kender det fra mig selv. Nogen gange er man bare sur over rigtig mange ting. Så mange, at man slet ikke vil komme ind på det. På sådanne dage gør man sig klogt i ikke at bede min bror om at gøre noget husligt. Og for Guds skyld – bed  ham ALDRIG om at tømme opvaskeren. Gør det selv, og skynd dig at lade ham være, foruden en eneste gerning. Min mor glemmer nogen gange denne vigtige regel. Hvis hun er heldig, står hun tilbage, og kan høre sig selv sige: ”Tak fordi du vaskede op. Men det du gjorde forinden, er ikke noget jeg håber vil gentage sig.” Hvis hun ikke er så heldig, står hun med ét ude i gangen, med min brors grundigt lukkede dør foran sig, og udsigt til selv at skulle tømme opvaskeren. Og når hun så har overlevet trangen til at spæne ind i den lukkede dør, og undgået de allerværste vredes bandeord, så er der kun latteren tilbage. For når min bror har været vred længe nok, så bliver han god igen. Og det er jo det fine ved vreden. At den som regel går væk igen. Man glemmer den så at sige, og kan pludselig kun finde ud af at være glad og grine af fjollede ting. Det mest fjollede jeg har set hjemme hos min mor, det var en dag, efter min bror havde været sur det meste af eftermiddagen. Han satte noget musik på anlægget inde på sit værelse, og kom lidt efter stormende ud med stive knæ og strakte arme mens han sang med på en tysk sang. Og så dansede han vildt til noget elektronisk musik, hvor især venstre fod spassede ud i et noget nær et epileptisk rytmeanfald. Min mor og jeg kiggede forlegent på hinanden, og grinte først nervøst, men senere ganske ustoppeligt. Vi tre – min mor, lillebror og jeg – vi elsker hinanden på den måde, hvor man tør vise det hele. Selv – kun netop lærte dansetrin fra Youtube, og meget vrede bandeord – accepteres, og bliver i sidste ende til en god historie. Vi er kun tre mennesker i vores familie. Og det er måske derfor små uoverensstemmelser (så som tømning af opvasker) blusser op indimellem. Fordi der er så meget på spil. Alt vi har er kærlighed. Trods alt.