Altanens moderskib

Jeg ved ikke om det er et farligt dyr der har stukket mig, om det er den sushi jeg spiste i går, eller om det simpelthen bare en god gammel omgang influenza, der har bragt mig til denne tilstand af  komplet ubehag. Muligvis  er det varmen, og den aroma af ko bæ der breder sig her på mit hotelværelse. Der ligger en stor mark lige ved siden af hotellet jeg skal bo på sommeren over, mens vi filmer Far til Fire 5, og der bliver så sandelig ikke sparet på gødningen, skulle jeg hilse at sige.

Hvilket fører mig til Søborg, hvor jeg i går tilfældigvis lå på en græsplæne og nød solskinnet i min kærestes baggård (en græsplæne uden kokassevand). Og her skete der det skæbnesvangre, at jeg fik øje på en af hverdagens små mirakler. I Søborg findes der nemlig en altan så overdådig, med en blomster mængde så overvældende, at man ikke kan andet end fornemme øjeblikkets storhed og få en  forstærket tro på en bedre verden. Jeg blev helt lykkelig ved synet, vel gjorde jeg så.  Men på samme tid, kunne jeg ikke undgå at blive lidt forundret over alle de aktiviteter, personen bag denne altan, må have revet ud af kalenderen, for at kunne skabe en så imponerende altan. Med så megen vedligeholdelse på blomsterfronten, er der i sagens natur ikke tid til meget andet. Tænkte jeg. Ikke mange sekunder efter denne tanke  der gik på langfart, trådte kvinden bag dette mesterværk ud på sin altan. Jeg bemærkede straks, at hun havde gang i nogle små hidsige næsekrympninger. Hun stod som forstenet, midt i de dansende blomster under den blå parasol, og med sin generøse mængde make-up og sit bobbede hår, lignede hun en, der havde al mulig ret til at være sur. Selvom jeg havde mange spørgsmål jeg så inderligt ønskede besvaret, indså jeg, at en dialog ville være utænkelig. Jeg indså at løber var kørt, endnu før det var skudt i gang.

I stedet forestillede jeg mig hvordan samtalen mon kunne have forløbet, havde hun været i bedre humør. Så ville ét enkelt spørgsmål blive startskuddet til adskillige timers intenst foredrag om blomstersorter og altan møbler, alt sammen komplet uforståeligt for alle andre end indviede altan entusiaster. Alt sammen fortalt med en mine, som var det et snerpet foredrag om vinsmagning i Provance, og uden en eneste opklarende pause.

Og det forstår man jo godt. For som min kæreste fortalte, har denne kvinde vundet Søborgs smukkeste altan konkurrence nu på 24. år. i træk. Og med så megen sejr, følger naturligvis en vis trang til pral og arrogance. Det forståes.

Den sidste forestilling blev så ikke aktuel, men jeg så altanen over dem alle, og begejstringen kan ingen tage fra mig.