Blærebetændelse

Jeg startede med at tage to smertestillende, men det var ikke nok. Først tre panodiler og to penicillin piller senere, havde smerterne dulmet sig andetsteds hen. Jeg er således helt fornøjet nu, og min krop lader til at have glemt alt om de knive der for kort tid siden, skar rundt inde i min blære.

Da jeg tidligere cyklede over til lægen på Østerbrogade, begyndte det at blæse kraftigt i den modsatte retning af den jeg skulle i. Det begyndte også at regne. Jeg var stadig i gang med at teste om to panodiler var nok, og forsøgte af alle kræfter at presse mig igennem vinden med et hvinende underliv på slæb. Min kasket fløj af, da en lille kraftig vind vippede op under skyggen. Jeg måtte i al hast stå af cyklen og løbe efter kasketten, der fløj livligt rundt på cykelstien. Bemærkede at en due nægtede at vige til side, da jeg kom farende. Forestillede mig, at den tænkte noget i stil med: ”Det kan sgu godt være du er 20 gange så stor som mig (det med de 20, er et bud fra min side, som duen nok ikke selv var kommet på), men jeg har sådan set lige fundet et lille stykke pølse, og jeg har ikke tænkt mig at flytte mig”. Jeg nåede lige at gribe kasketten inden den fløj ud på vejen, mens jeg tænkte, at duer er et træls dyr.

Lægesekretæren havde et nydeligt ansigt. Hun var så pæn, at hun fik mig til at gøre mig alle mulige forestillinger om hende. Hun lignede en der tilbragte megen tid på sin båd, og derfor, på trods af den sparsomme sol, havde opnået en ganske fin kulør. Havde det ikke været for hendes og smagløse påklædning, ville jeg aldrig have skudt hende til at være lægesekretær. Ups, det var ikke sødt sagt. Men de lægesekretærer jeg hidtil har mødt, har mildest talt lignet kvinder, der ikke giver en fuck i deres ydre appearance. Men hende her var altså pæn, og nærmest lidt fór pæn, hvis jeg selv skulle sige det.

Jeg havde ikke set hende før, men da jeg kom hen til skranken, gav hun mig fraværende et glas og pegede mig i retning af toilettet. Hun kunne måske genkende min stemme fra telefonsamtalen, spekulerede jeg på vej hen ad gangen.

Urinprøver er lidt af en udfordring, fandt jeg ud af. Ikke blot det faktum, at man skal tisse i en kop. Men man skal også klistre et mærkat med sit navn på koppen. Og så selv bære det gennem venteværelset, og til sidst give det til den pæne lægesekretær. Hun rynkede på næsen, da hun vendte sig om, var jeg sikker på. Jeg kiggede stift ud af vinduet, da den næste pige kom ud fra toilettet med sin urinprøve. I respekt for hendes eventuelle kvaler med at offentliggøre sit tis. Jeg kom uheldigvis til at se hen på pigens kop, da den pæne dame kom ud med mit svarresultat. Glasset var fyldt til bristepunktet, og det var overhovedet ikke gult.

Ud over penicillin købte jeg pæne blomster med hjem til mig selv. En solcreme der dufter af sommer og en selvbruner der lugter af helvedes til.