Regnen falder tungt mod den klamme asfalt her til morgen, og det det samme gør mit humør. Jeg befinder mig i en trættende tilstand af modløshed og lettere fortvivlelse. Som havde jeg presset min røv ned i en lille bitte tanga-trus, en trusse ikke større end en anusrevne – min egen bevares – må siges at være nedslående.
”Prøv at slap lidt af Carla” sagde min kæreste roligt. ”Tænk på hvor godt det egentlig taget går dig, og hvor slemt andre kan ha’ det”. Jeg havde svært ved at forestille mig en situation værre end min.
Det hele startede da jeg kørte gennem regnen i selskab med en taxachauffør, hvis talestrøm synes uendelig. Lugten af røg rev i mine næsebor. Jeg brokkede mig ikke over det. Jeg vidste jo hvor dårlig stemning min mor er i stand til at skabe, hver gang hun ender op i en tilrøget taxa. Jeg svarede ham derfor ikke, da han begyndte at snakke om vejret, men gav ham blot et advarende blik i bakspejlet. Vi blev siddende i tavshed resten af turen.
Forinden havde min kæreste fulgt mig ned på gaden, for at vinke farvel gennem regnen. Jeg var stadig så irriteret over det tykke lag body butter creme jeg havde smurt ud over min ben, som ikke var nået at tørre, før jeg skulle have bukser på, at jeg ikke fik nævnt hvor højt jeg elsker ham. Så kunne jeg ellers sidde der med en dum fornemmelse, klistrede ben i stramme bukser, og kæmpe med vejrtrækningen i den tilrøgede vogn.
Værre blev det hele kun, da jeg nåede frem på arbejde, og der til min store forbavselse poppede en chat besked op på min facebook. Den var fra en gammel ven, som jeg kun sjældent taler med. Beskeden han så overraskende havde sendt mig, svarede overhovedet ikke til den sandhed jeg kendte til. Mailen handlede om hans mening om det tv program jeg for tiden er en del af. Han syntes jeg fremstod meget dummere end jeg var, og de ting han syntes jeg var god til, kom ikke frem. Han syntes ikke jeg var det mindste morsom. Det har jeg svært ved at tro, svarede jeg uroligt. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg jo var ny i et program der havde kørt længe før jeg kom ind, og derfor måtte holde lidt igen og falde ind i deres dagsorden. Jeg vidste ikke helt om det var sandt, men vi endte med at bagtale en fælles bekendt, og således glemte jeg alt om min egen ærgrelse. Jeg lo højt, da vi skrev jokes om vores fælles bekendte, der altid taler alt for højt, som om han forsøgte at skjule sin usikkerhed bag en maske af mandighed. Jeg fortalte ham om de søde mennesker jeg arbejder sammen med, og den gode energi der er i, og blandt disse mennesker, og blev på besynderlig vis helt glad og lykkelig.
Og bedst som jeg sad og var helt glad og fornøjet på min kontorstol, kom en hund pludselig forbi. Den blev båret i en Louis Vuitton taske, hvorfra den sad og vurderede mig med sine fremstående øjne. Jeg sværger, at de udtrykte foragt. Så lavede hunden en underlig hvæselyd og forlod rummet. Hunde kender ikke til sentimentalitet, tænkte jeg, alt imens jeg fik dårlig samvittighed over at have bagtalt nogen for at få det bedre. Hunden havde åbenbaret min mangel på selvindsigt, og jeg var atter overladt til en miserabel mavefornemmelse.