Træernes kirkegård

Bortset fra et par lammeskyer, var himmelen upåklageligt blå, og strålerne skar således uhindret ind i mine øjne her til morgen. Jeg rejste mig søvnigt op i min seng, for at åbne vinduet, og lukke nattefims ud til spurvene, der kvidrede hysterisk i buskene. Jeg følte mig fri og lykkelig, og trak den friske luft så langt ned i lungerne, jeg kunne. Galt gik det desværre for morgen optimismen, da jeg opdagede en grusomhed af ondeste art. For en uge siden, havde jeg ved samme lejlighed, kigget ud af vinduet, og glædet mig over baggårdens træer, som netop var begyndt at blære sig med sine små lækre lysegrønne skud. Sommeren er lige om hjørnet, havde jeg tænkt. Men for de grønne skud, viste skæbnen sig fra en helt, helt anden side. Jeg havde ganske vist lagt mærke til den anstrengende motorsav, der tidligere på morgenen havde larmet nede i gården. Men synet der ramte mig, gik over min vildeste fantasi. Fire store knoldede træpæle stod nu flovt på række i min baggård, afpillet for hver en gren, skaldede, og uden den mindste antydning af et blad – træernes kirkegård. En sorgens dag. Jeg fik straks behov for at få en forklaring fra varmemesteren, og tænkte på hvad jeg ville sige til ham: ”Hvor er grenene henne?” Han ville se på mig med de sædvanlige ubehjælpsomme øjne: ”Træerne trængte til at blive klippet lidt ned – det kan du vel godt forstå ikke?” Mig: ”Nej det kan jeg eddermame ikke. Man beder sgu da heller ikke sin frisør om at blive studset, for så at ende op, uden et eneste hår strå tilbage på hovedet”. Jeg besluttede mig for, at lade uvisheden, og dermed den gode tone mig og varmemestren imellem, komme mig til gode.