SHIT

Somme tider rammes jeg af motions-flip. Så vil min krop træne. Hvad der helt præcis trænes til, ved ingen. Men én ting er sikker, og det er, at dette er en tilstand jeg vældig sjældent befinder mig i. Hvis jeg da i det hele taget befinder mig i den, og det ikke blot forbliver en flygtig idé.

Men da jeg her i weekenden kørte med min bedste veninde M, ud til Hellerup for at kigge på drømmehuse og havudsigt, gled mine tanker et par år tilbage. Jeg erindrede en tidlig forårs søndag, hvor min krop var gået i trænings mode. Der skulle cykles, og det hele vejen til Bellevue og tilbage til Østerbro igen. Turen derhen gik derudaf – i svimlende fart. Alt tegnede i det hele taget rigtig rigtig godt. Og det på trods af mit sparsomme udvalg af sange på min musikafspiller. Jeg drønede således ud af Strandvejen med ”Silverflame” i ørene. Tim Christensen på repeat. Jeg ved ikke om det var gentagelserne mine øre skulle finde sig i, om der var vinden der gik fra med- til modvind, eller om bakkerne pludselig gik mere op end ned, men hvor om alting er, blev det med ét enormt anstrengende at komme frem i landskabet. Jeg begyndte at svede og pruste. Og jeg fik det pludselig utrolig ringe, og det begyndet at banke af smerte i hele kroppen. Min lænd stivnede, og smerten bredte sig hastigt om langs siderne, til maven. Det krampede i hele mellemregionen, og jeg tænkte, at det nok var sådan fødsels veer måtte føles. Men jeg befandt mig på en cykelsti, og havde sidst jeg tjekkede ingen tegn på en graviditet (nærmere menstruationssmerter..) Jeg befandt mig i et smertehelvede, og skulle selv stå for hjemtransporten.

Mens jeg cyklede, håbede jeg på, at jeg ligesom tibetanske munke, kunne praktisere bevidstheds kontrol, og hermed efterlade min krop alene tilbage med rædslerne. Indså desværre hurtigt, at jeg ikke mestrede munke principper på cykel, og skiftede derfor hastigt til ny taktisk. Cykelrytter coach. Jeg talte til mig selv, og peptalkede min indre cykelrytter med kække bemærkninger, i det spinkle håb om, at det umulige kunne lykkes. At den svækkede cykelrytter – Carla ville nå i mål. Hver eneste stød i pedalerne var en massiv kraftanstrengelse, og hver tomme jeg rykkede mig, var intet mindre end et lille mirakel. Tiden slæbte sig af sted, og det samme gjorde jeg. Pludselig var det ikke blot smerterne der hindrede mig i at komme hjem i en fart. Min mave buldrede, og med ét pressede der sig i aller højeste grad et toilet besøg på. Blodet forsvandt fra hovedet, kroppen blev slap, og det hele svimlende for mig. Jeg måtte finde et toilet i en aller helvedes fart. Charlotenlund strand. Dér er toiletter! Jeg hev og sled i pedalerne, alt imens mit ildebefindende overgik alt hvad jeg hidtil havde oplevet. Ubehagelighederne toppede da jeg opdagede, at toiletterne var lukket. Befandt mig nu i en så håbløs og desperat situation, at jeg besluttede mig for at løbe ud i havet, og gøre det min krop så inderligt skreg på at få gjort. Et par børn legede sandkamp ved strandkanten. Genovervejede situationen og fejede tanken væk som vrøvl. Hastede hurtigt videre. Jeg måtte le, forfærdet over hvor forfærdelig min situation var. Desperationen havde fundet nye højder, og behovet for et toiletbesøg kendte ingen grænser. Det handlede om liv og død. Til al held cyklede jeg kort tid efter, forbi Taffelbay bageren, som selvfølgelig havde søndagsåbent. Her steg jeg af cykelen, som jeg undlod at låse, for i stedet at vælte ind i bageren med en ansigtskulør kun Pjerrot ville misunde. Den kvalmende lugt af sødt brød, gav mig følelsen af at falde. Jeg måtte virkelig kæmpe imod, for ikke at brække mig ud over en ældre dame, der stod bagerst i køen, med knoldede ben i hudfarvede strømper. Jeg pressede et smil frem: ”Må jeg gerne låne jeres toilet?” spurgte jeg med forbavsende tynd stemme. ”Ja, vores kundetoilet står lige bag dig”. Jeg vendte mig om, og så til min skræk, at kundetoilettet var placeret midt i rummet, så jeg således om få sekunder ville sidde en meter fra damen med strømpebukserne og skide fuldkommen uhæmmet. Døren kunne ikke lukke helt til, så jeg måtte i mine bestræbe på at holde den lukket, strække mig fremover, og krampagtigt holde fast i det glatte dørhåndtag. Alt imens jeg sked for fulde gardiner, kunne jeg høre, at ekspedienten gjorde sig store anstrengelser for at opretholde en fornem tone blandt kunderne. Jeg beundrede hendes evne til at kunne snakke om kager, på så snerpet vis, og helt uden reaktion på de lyde jeg stod for, ude fra toilettet. Al denne snak gjorde i virkeligheden det hele værre, tænkte jeg. Det var fristende at slippe taget, og synke ned over mine bøjede ben og trykke ansigtet mod mine lår. Omsider tvang jeg dog mig selv ud af denne tanke, og kunne se en ende på skiderriet. Min pande var våd. Jeg tørrede den kolde sved af panden, og trak mine træningsbukser op fra knæhaserne, stadig med en stram hånd om dørhåndtaget. Jeg kunne mærke min puls blev hurtigere ved tanken om den reaktion jeg om lidt ville få fra bagerens gæster og ansatte, når jeg slap grebet, og lod aromaen brede sig ud i den lille bager. Jeg spekulerede på hvordan jeg kunne snige mig væk, ubemærket. Valgte at pile hurtigt hen til udgangsdøren, med sænket blik. Det var vanskeligt at holde balancen, men jeg undgik de eventuelle blikke i væmmelse, og husker i dag blot en indre triumf over min ulåste cykel, der stod klar til flugt. Kvalmen holdt stædigt ved resten af turen, og min krop dirrede af udmattelse og rendyrket smerte. Da jeg nåede hjem, og havde kæmpet mig op på 4. sal, og lod mig dejse om på min seng, lovede jeg mig selv, aldrig mere at cykle lange ture med motionsvanvid i blodet. Djævelsk oplevelse.