Fødselsdags bodega

Jeg har – hvis det er gået nogens næse forbi – fået en kæreste. Og det ikke en hvilken som helst af slagsen. Næh’, der er her tale om intet mindre end mit livs kærlighed. Jeg har nævnt ham før, og det kan ikke siges ofte nok. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og har gjort det siden den aller første gang jeg så ham i en alder af 16 år. Jeg befinder mig således i en rus af kærlighed og eufori, over at han igen er en del af mit liv. Ok, så fik vi lige dét på plads. Ikke overraskende, har jeg siden min ændrede civil status, ikke tilbragt så hysterisk meget tid i Københavns natteliv, som jeg før havde for vane. Men i fredags, efter en forestilling for 200 uniformklædte spejdere (!?!), havde en af dansepigerne fra teatret og jeg, besluttet at følges til en af hendes veninders fødselsdagsfest. Jeg kendte ingen, og følte mig ærligtalt lidt fremmed og malplaceret. Jeg satte mig derfor på en barstol, og gav mig til at iagttage folkene omkring mig. Der ankom en lille mand. Han var alene, omtrent halvanden meter høj, og kom temmelig sikkert fra Afrika. En ny kombination for mig. Han rettede sig op, da han trådte ud på det tomme dansegulv. Lidt af den fede mave stak i bevægelsen, ud i den tilrøgede luft, som baren hørmede af. Han stoppede febrilsk sin skjorte ned i bukserne, som han derefter trak højt op – helt op i fjederen. Og så begyndte han at danse. Han skød sin hofte ud fra side til side i hårde ryk, i forsøget på at vride det på salsa manér. Imens gjorde de tynde arme bevægelser, der henledte tanken på en sang om Hawaii. De gled dovent op og ned foran ham, langsomt og monotomt. En decideret håbløs dansestil til syre jazz, konstaterede jeg tørt, og hastede videre i retning af fødselsdagskagen. Den var mægtig og stor, pyntet med marcipan-roser så hårde som sten, og med en bund brygget på cirtonmåne. Tænkte på, om det mon var fødselarens ynglings kage, og undrede mig i så fald, over hendes slanke skikkelse. Rundt om kagebordet sad der blandt andre en ung fyr, med sort klistret hår, som han havde redt bag over mod nakken. Han lignede sådan en, der ikke bestiller andet end at drikke tynd kaffe med mælkeskum på Zoo Bar og spille tennis. Han lo højt og råddent – støjende faktisk, da fødselaren pustede de mange fødselsdagslys ud. Det går over min forstand, hvad der mon udløste denne besynderlige latter. Måske han kom i tanke om en morsomhed, som han havde været vidne til, tidligere på dagen. Efter endt kagespisning, og da de gratis øl var drukket, var festen forbi for mit vedkommende. Det var let at praje en taxa. Jeg nåede derfor kun sjusket, at få krammet danseveninden farvel, for træt at vælte ind i taxaen. Bemærkede, at jeg først efter at have sagt hvor vi skulle hen, og efter at have fundet mit kort frem, fik set på, hvem der skulle køre mig hjem denne nat. Han så venlig ud, men jeg besluttede mig alligevel for, at holde min mund lukket. Bitter erfaring havde vist mig, at størstedelen af taxa chauffører, efter alt at dømme, er gjort af et sjældent diskussions-stof – en mennesketype, der bygger sin selvtillid op over et fundament af politiske udtalelser, med aldeles ringe veldokumenteret grad over sig. Det var en risiko jeg i ringe grad magtede at tage. Han indfriede min analyse, da han begyndte at tale om alle de skide perkere, der evigt og altid gik over for rødt. Jeg lod kommentaren stå uberørt. Han sad resten af turen bag sit rat, lettere fornærmet, og spekulerede over min stilhed. Jeg betalte, uden at skrive ekstra drikkepenge på regningen. Jeg nåede knapt at lukke døren, før han drønede af sted, som havde han selve fanden i hælene.