Østerbro

Efter at have boet i Københavns Havn et par år, med min mor og lillebror, er jeg nu flyttet tilbage til min opvækst bydel – Østerbro. De fleste ville nok være henrykte over at ”vende tilbage” til sine rødder. De ville gå en tur hen ad den sti de lærte at cykle på. De ville slentre hen ad stien, stoppe op, og sige: ”Hér faldt jeg, og slog hul på knæet”. Det eneste minde, jeg har bidt mærke i, dukker op hver gang jeg cykler forbi min gamle folkeskole. Det var en håbløs periode for mig – sparsomt med venner, og min faglige kompetence var heller ikke ligefrem velegnet til pral. Det var min lærerinde flink til at minde mig om. Når jeg midt i matematiktimen, kunne høre hendes stemme knække over i en skinger tone af dårlig kontrolleret bitterhed, vidste jeg, at det var mig, der stod for skud: ”Hvad tænkte du, da du lavede de her regnestykker?” Og så kunne man ellers se mig luske hen til kateteret, i et håb om, at ingen fra klassen så min frygt og de svedperler, der tonede frem på panden. Når jeg havde stået deroppe hos min lærerinde længe nok, uden at nogen af os blev det mindste klogere på min regne metode, sendte hun mig opgivende ned på plads igen. Og så til klassen: ”Er der nogen af jer, der vil komme herop til tavlen, og forklare Carla, hvordan man løser dette simple stykke, som i allerede lærte i 3. klasse?”. Selvom det tager nogle øjeblikke, for mig at opspore minderne, når jeg drøner forbi skolen på min rustne cykel, er det som om, at det kunne være sket i går. Tiden har ligesom tydeliggjort detaljerne. Men jeg er heldigvis færdig med at gå i folkeskole nu. Og i fuld gang med at skabe nye minder. Selvom der ikke er meget at lave på Østerbro. Med mindre man har børn, eller er gravid – bevares.