Min mormor er død. Hun var forbavsende afvisende, den sidste gang min mor og jeg besøgte hende. Hun var anderledes, og ikke helt så lykkelig pludrende, som hun plejede at være. Hun sagde, at hun gerne ville dø snart, og jeg spekulerede på, om det mon var op til hende? Vi kom forbi en kold eftermiddag, blot to dage efter at hun var flyttet på plejehjem. Hjemmet lå temmelig langt væk fra det busstoppested, rejseplanen havde anbefalet os at stå af på. Vi havde flødeboller med, og jeg bar dem, fordi jeg havde de tykkeste vanter på. Vi havde besøgt min mormor adskillige gange, i al den tid hun lå på hospitalet. Men den her eftermiddag, sad hun altså i sin plejehjems stue, på sin stol, fuld af smertestillende medicin, og hostede anstrengt. Modstræbende havde hun, efter en flødebolle, indvilliget i, at tale om hendes tilstand og kræften der sad i hendes knogler. Hendes situation virkede bestemt fortvivlende, og lige meget hjalp det, da min mor forsøgte at få hende til at vende fokus mod det positive fra fortiden og ikke mindst den fremtid hun ventede sig hos Gud. Den slags gad hun ikke tale om. Jeg lagde pludselig mærke til, at hendes lille krop, knugede sig ind imod sig selv. Hun havde den kropsholdning, et menneske, der aldrig har turde bearbejde smerte, bærer. Jeg havde ondt af hende. Den mormor der hele min barndom, har været så glad og sprudlende, var nu lille og ensom. Hun var bange for ensomheden – og døden. Ringede rundt til sine veninder flere gange i døgnet, så hun var sikker på, at få besøg hver dag. Hun sagde til mig i telefonen – at det aldrig måtte blive en pligt, at besøge nogen. Jeg ved ikke om hun mente sig selv, men jeg kom så tit jeg magtede det. For efter at have besøgt hende, da hun var blevet indlagt første gang, fandt jeg ud af, at jeg ikke bryder mig om hospitaler. Hun var faldet i sin stue, fordi hun en dag, pludselig havde fået voldsomme kramper. Da jeg nåede frem til hospitalssengen, lå hun, godt pakket ind i dynen og med sit viltre hår bredt tilfældigt ud over puden. Hun var helt udmattet og omtåget, og vågnede kun når man talte til hende. Hun lignede en lille rynket engel, med en grå glorie af tykt hår. Jeg græd. Og da jeg havde gjort det nogen tid, skrev jeg et brev til hende. Jeg har efterfølgende hørt, at da hun læste det, græd hun for første gang i 20 år, eller sådan noget. Det var ikke sport rart at være alene med min mormor den dag. Men ikke desto mindre, var det den dag jeg sagde farvel og takkede hende for at have være den bedste mormor jeg kunne ønske mig. Jeg lukkede øjnene og bad for, at hun ville blive fri og glad, der hvor hun var på vej hen. Mormor – jeg elsker dig.
R.I.P.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.
Smuk beskrivelse, Carla. Og dejligt at du tør dele den slags med os. Vi må alle dele vores sorger, intet skal forties. Som du skriver: den kropsholdning der aldrig har bearbejdet smerte. Smukt set. Mange vender smerten indad i stedet for udad. Jeg tør slet ikke gætte på hvor bitter jeg ville have været, hvis ikke jeg havde ævlet løs om min nedtur, mine forældres død, mit tab af min helt store kærlighed i Århus, osv… Fortsæt med skriveriet, jeg lover at følge med. Kh Thomas
Tusind tak Thomas.
Dejigt at høre, at du kan bruge min tekst til noget, og ikke mindst, at du er en af dem, der selv tør komme ud med alt det shit, man kan komme ud for i den her verden. Håber jeg har en masse solskins historier til dig forude:)