Selvbruner og nye muligheder

Det var både trist og komisk at se på varmemesteren nede i gården. Han havde et værre besvær med at få skraldespandene til at makke ret, og trille i samme retning mod baggårdens udgang. Jeg var i god tid her til morgen. Skulle først møde kl. 12.00 i tøjbutikken, og brugte derfor tiden til at smøre mig ind i selvbruner, til den tv-vært rolle jeg skal spille i morgen. Min kostumier påstår, at en studievært er solbrun. Gad vide hvorfor egentlig. Trods tvivl, besluttede jeg at det næppe ville vække jubel trådte jeg op med gusten hud og et – i det hele taget – opgivende look. På grund af selvbruneren, har jeg hele denne travle dag, slæbt rundt på lugten af kunstig sol og abrikoser. Det var ingen behagelig lugt, og jeg forsøgte derfor af alle kræfter, at holde den på afstand med rigelige mængder parfume. Således lugtede jeg stærkt af duftevand, med en krydret undertone, der i løbet af dagen til stadighed tog til i styrke.

Og havde det ikke været fordi jeg skulle til første produktionsmøde på den teaterforestilling jeg skal være assistent på de næste tre måneder, kunne lugten egentlig taget ikke have interesseret mig mindre. Men til møde skulle jeg. Og det oven i købet med en række mennesker, jeg tidligere har arbejdet sammen med, foruden dem jeg har hørt godt om, og dem som jeg ingen anelse havde om, hvem var. Jeg var et kvarter forsinket, og der var blevet ringet efter mig. Cykelturen fra tøjbutikken til teatret, var kort, men viste sig dog at være påfaldende kold. Indså at min beslutning om at spare tid ved, at undlade at lukke min jakke og tage mine vanter på, fik kuldegysninger og mindre forfrysninger til følge. Jeg nåede dog frem, og mødet begyndte lidt efter. Jeg sad aldeles opslugt af vores instruktørs ivrige skitsering af stykkets mange ideer og setups, mens jeg fraværende tog imod mad fra tagselv bordet. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg mærke, at mit ansigt lyser op i et lykkeligt smil. Jeg er så glad for at være kommet med på den her produktion, og tilmed i en periode, hvor jeg har spandevis af tid  - som jeg ville være trist over at vifte halvhjertet væk.

På søndag skal jeg til en casting, hvor jeg skal synge. I et splitsekund af spruttende overskud og ”jeg-kan-alt” tanker drønende rundt inde i mig, har jeg valgt at melde mig til denne sang-inkluderede casting. Da jeg luftede beslutningen til min veninde M, blev jeg mødt af en overrasket latter. Og så snakkede vi om noget andet, mens mit humør langsomt men sikkert, snak mod nulpunktet. Her til aften har jeg så øvet mig lidt, på den sang jeg vil synge på søndag. Jeg fortsatte i flere minutter, uden at føle mig bedre tilpas af den grund. Ved de høje toner, sang jeg faktisk mere skingert, end nogen vred kat, jeg har hørt. Tja, jeg ved ærlig talt ikke, hvad der komme til at ske med mig på søndag, men jeg lover at finde ud af det.