Jeg har betalt min tre-måneder-lige husleje i dag. Neej, tænker De måske, sikken en bedrift. Og JA, det er måske ikke videre interessant læsestof, men det er ikke desto mindre en stor ting for mig, at betale tre måneders husleje på én og samme dag. Så jeg fik hjælp af min mor. Har nu en foruroligende sparsom måned foran mig, og tog derfor ind til byen, for at lege ”rig” sammen med min veninde M og hendes ven S. Vi var alle tre flade som pandekager, og hyggede os derfor med at prøve lækre cremer og finde ting vi ønskede os. Da vi var nået op til Storkespringvandet ad Købmagergade, så jeg til min forskrækkelse to par sko, komme trampede ud fra Monki. Disse fuldkommen groteske sko, sad på en mand, og ligeledes hans veninde, bar skoene ingen turde drømme om, eksisterede. Skoen var sort, fyldt med skinnende metal genstande, med et solidt fundament, bestående af en plateau på 10 cm. Om det var et besynderligt forsøg på at skabe en illusion om klumpfod, vides ikke. For disse unge mennesker lignede egentlig noget man kunne finde i et Vogue blad, var billedet blot cuttet ved anklen. De bar desuden skoene, begge to – ens solbriller. Også de var massive og sorte. Jeg forestillede mig, at der bag disse, gemte sig øjne fyldt med muntert vanvid. Og det gjorde jeg netop fordi jeg så sent som dagen forinden, havde stået på Kongens Nytorv Metro Station, og ventet på den metro, der skulle følge min lillebror og jeg, hjem til vores mor. Jeg kommer pludselig til at drage den konklusion, at jeg temmelig sikkert, er inde i en stime af mennesker, der på enhver måde peger i retning af alternative måder at leve et liv på. Nuvel, det syn der mødte os, dernede i den kolde metros undergrund, var hverken mere eller mindre, end et kæreste par. Et par, der begge var klædt i sort tøj, og tilmed begge bar en høj sort hat. At de begge to havde mørk make-up rundt om øjnene, er som sådan set før. Men overraskelsen var ikke til at komme uden om, da min bror og jeg opdagede en kraftig metal kæde, der løb fra mandens hånd, og endte ved kvindens hals, og således fungerede som en ”hunde” snor, med manden som ejer. Det var tale om petting i yderste potens, hvilket muligvis er en lille smule i overkanten, af hvad jeg mener et forhold kan bære.
Og det var ved denne sammenligning, at frygten som sådan satte ind, dér midt på Købmagergade. For midt i tankestrømmens fordømmelse, havde omverdenen taget et uvilkårligt sving, som ubarmhjerteligt knaldede sit hæslige fjæs, lige ind i mine to venner og jeg. Manden med besynderlige sko, råbte på min veninde M i en grådig, nærmest liderlig tone: ”Heeeeey Girlfriend!”. En samtale satte i gang. Jeg undrede mig diskret (bevares), over min venindes kendskab til dette menneske. Og det blev os tydeligt, at det eneste vigtige for ham, syntes at være, hvor mange blade han ville komme i, i den nærmeste fremtid, og hvor godt han så ud på billederne, og med den holdning får man ikke mange plusser i min bog, endsige i hvilken som helst bog overhovedet. Hvilket får mig til at tænke på et ordsprog jeg (på pinligste vis) har set i Dr. Phil: ”There is just something about that guy, that i hate about myself”.