Griner

Det var den sidste forestilling på vores en uge lange turné. Vi skulle for første gang, optræde om aftenen, så vi var derfor alle sammen trætte, efter gårdagens sene natte roderi. Da vi kom frem, blev vi alle meget forbløffende over den flotte scene, som var udstyret med en masse forskelligt farvede lamper, som nok mest af alt mindede om en koncertscene. Jeg tog endda et billede (se op). Men da vi skulle op på den, opdagede jeg, at mange store lamper samlet på ét sted, frembringer en ubarmhjertelig varme. Og som vi sad der i lampens hede, var det, at vi opdagede, at der kun var mødt 30 mennesker op. Hvoraf 5 af dem arbejdede på stedet. Ham det stod for det hele, irriteredes over det manglende publikum. Han prøvede at skjule det, ved at smile anstrengt, hver gang jeg så på ham. Men det var svært helt at skjule sin ærgrelse over det sparsomt opmødte publikum, der forhindrede at alt kom i orden, så det kunne blive den succesfulde aften, han havde håbet på. Det var synd, vel var det så. Især hans tale, fik mig til at blive lidt trist. Lad mig bare sige, at den i hvert fald næppe var skrevet med udgangspunkt i et fremmøde på 30 personer. Han læste de store ord op, og jeg tror måske han var lidt nervøs. Han takkede diverse sponsorer, der i aller højeste grad havde stablet en fin event på benene. Først efter han havde talt sig lidt varm, kom han ind på fremmødet – eller mangel på samme. Det var dog ikke en decideret fiasko, vi spillede en god forestilling, og dem der trods alt var mødt op, var ganske henrykte. Især den lille pige på første række. Hun har vel været 3 år eller sådan noget i den stil. Hun sad bare dér. Og tog imod, helt opslugt, kun forstyrret en enkelt gang eller to af sin energiske far, der kom med vand og en enkelt banan. Rigtig sjovt blev det, da en lille fyr kom ind midt under forestillingen. Han gav sig til at grine på steder, ingen andre gjorde det. Og han grinte højt gjorde han. Højt, og på en måske en anelse grotesk måde. Men vigtigst af alt – det smittede. Det skulle vise sig at blive et gennemgribende tema for aftenen. For lidt senere, kom en lille flok af unge drenge ind, og satte sig midtfor. De så ud til at kunne lide det vi fortalte om. Og især den mindste af dem, der var temmelig bleg i ansigtet, bar en stor kasket og en endnu større hættetrøje, grinte et meget opsigtsvækkende grin. Desuden rokkede han kraftigt med, da J fra ensemblet rappede, om alt det han var træt af. Bag på mig, kom det således, da vi efter forestillingen startede på debatten, og denne unge mand kom med en kommentar uden den fjerneste antydning af høflighedsfraser. Han fik mikrofonen hen til sig, og lænede sig tilfreds tilbage i den umagelige caféstol, hvor han sagde følgende, med en stemme som Linda P glimrende ville kunne gengive som en fra Sydhavnen: ”Hva’ fan’ sker’ der for jer? Jeg syntes simpelthen i skal til og tage jer sammen”. Jeg nåede lige at tænke ’ Hvad er nu det for en kommentar’, for øjeblikkeligt at måtte bryde ud i et rendyrket grineflip. Han grinte også selv. Han grinte som om, at han lige havde røget en ordentlig spliff (hvilket han med stor sandsynlighed også havde) og derudover ikke var bange for at tiltrække opmærksomhed. Jeg spekulerede kort over hans massive sociale dysfunktion, og tilsvarende svage interessefelt i god opførsel. Men jeg så ham rokke med til nummeret om alt det han var træt af. Jeg så det med mine egne øjne. Og hvem ved, måske er der blevet sparket lidt til den kæphest han sidder på? Håber han for lyst til at folde sig rigtig ud, og bruge sin energi med et anderledes positivt fortegn. En dag.