Livsmod

Jeg blev trukket ind i en følelse jeg ikke havde lyst til at deltage i. Den går under navnet ”dårlig samvittighed”, og den har det med at dukke op, netop som man ikke manglede den. Ikke overraskende, var denne gang ingen undtagelse. Den sneg sig ind på mig, idet jeg læste en sms, fra det menneske jeg nu elsker på 5. år. Jeg vidste, at jeg havde mit på det rene, at han ikke kunne blive sur over noget. Men alligevel. Alligevel fyldtes jeg med en besynderlig fornemmelse af afmagt, og svimlende skyldighed, for tidligere, at have gået af andre stier, end den vej mit hjerte ville føre mig hen af. Den vej, der efter 5 år stadig står og stråler stærkt og klart. De kendte hinanden perifert, og jeg havde derfor besluttet mig for, at lade den sole-klare vej lede mig gennem mørket. Det var en af de gode beslutninger. Selvom det i løbet af de 5 år har føltes som om, at der forinden den sole-klare vej, lå lidt af en ødemark, måtte jeg erkende, at det var vandreturen værd. Sådan en rigtig knastør og træls vandretur dog, hvor solen bare bager dagen lang. Ind imellem, får et blidt vindpust de sløve strå til at vejre dovent fra side til side. Men det var så det. Man slentrer bare. Rundt og rundt og endnu mere rundt. Man småsover måske lidt, mens ens hjerte banker i slowmotion og ens hals langsomt men sikkert, forvandler sig til en tørret mørbrad. Den aften jeg fik besøg fra ham jeg elsker, var det som om, at den knastørre ødemark, pludselig havde en ende. Den sole-klare vej lyste tilbage. Det pludselige modlys fik mig til at tordne frem ad den strålende vej. Det er slet ikke mørkt længere. Det er sjovt så bred vejen føles i modlys, den virker så stor, nærmest som en Boulevard. Stockholmsgade måske?