Min historie

Min mor var 29 år, da hun gled ned af sin designerstol, og tænkte: ”Er jeg lykkelig?”. Det var hun – ude set fra i hvert fald. Hun levede et jetset liv i sus og dus. Min mor var smuk, charmerende, begavet og en stærk kvinde, der havde sit eget reklamebureau i  Nyhavn. I høj hast strøg tusindvis af kroner ind på kontoen, og lige så hurtigt som havnede dér, lige så hurtigt forduftede de igen. Uden blinken blev de mange penge spenderet på et festfyrværkeri af boblende overskudsagtige kjoler og champagne fester, weekend efter weekend. Man kunne næsten ikke ønske sig mere af livet. Men det gjorde hun. Hun vidste bare ikke hvad, eller hvordan. Så hun bad en bøn: ”Giv mit liv indhold. Tak”. Ni måneder efter kom jeg til verden.

Hendes reklamebureau gik konkurs, og hun flyttede kort tid efter sammen med en veninde, til en lille by uden for København. Min tidlige barndom blev således tilbragt på et nedlagt hotel i Nykøbing. Det var en kæmpe lejlighed, med to altaner og en lang mørk gang, der førte hen til atelieret. Skulle man vise sin arbejdsomme mor noget vigtigt, som en tegning af sig selv, blev man derfor nød til at spæne hen ad den mørke gang. Jeg forestillede mig altid en masse skrækkelige ting, mens jeg løb. Men jeg overlevede. Hver gang. Gudsketakoglov. For livet var så skønt. I Nykøbing.

Hun var blevet gravid med hendes kæreste B, som hun havde mødt til en fest. Han var kun 20 år. Havde langt lyst hår, og mindede hende om hendes gamle kæreste, der var blevet dræbt af et knivstik, i et forsøg på at stoppe et slagsmål. Han så godt ud, med sine isblå øjne, veltrænede krop og lange lyse hår. Han kiggede på min mor, og sagde: ”Lad os gå”. De forlod festen. Og så blev min mor gravid. Jeg skulle have heddet Kalle, var jeg blevet en dreng, og Carla, hvis jeg blev en pige. Men B havde altid ønsket sig en datter der hed Sidse, fordi hans elskede mor, var blevet kaldt ved det navn, af folk hun holdte af. Jeg har glemt hendes rigtige navn. Min mor syntes det var en sød historie, så jeg kom til at hedde Sidse. Men B var ung, og min mor på vej ud af den unge hurtige verden, og dermed hans. Hun lod faderen være ukendt på mine dåbs papirer, da hun mente, at han i sin unge alder ikke skulle stå til ansvar, for et barn han ikke boede sammen med. Det var først og fremmest min mors projekt, deres verdener skilles.

Som nævnt, flyttede min mor nogle år efter min fødsel til Nykøbing. Og til min mors, såvel som B´s store overraskelse, viste det sig, at B også havde valgt at bosætte sig i denne by, sammen med hans nye kæreste. På den måde fik B igen, en væsentlig rolle i min liv. Min mor fandt sig også en ny kæreste, og de blev gravide med min lillebror. Hun nægtede at føde i Ny Købing, så i al hast fandt min morfar gennem hans advokat, en lille lejlighed til os på Østerbro. Vi flyttede tilbage til København, jeg fik farvel sang i skovbørnehaven, og min far B vinkede farvel gennem min mors nye kærestes snavsede bilruder. Jeg forstod ikke hvorfor hun var blevet kærester med ham. Og da jeg undrende spurgte hende, fik jeg besked på, at den slags skulle en pige på 5 år slet ikke blande sig i. Sandheden var, at min mor intet svar havde. Ikke et godt ét i hvert fald. Senere har hun fortalt mig, at nogle gange bliver man bange for at leve i verden alene. Men sandheden er, at man altid er alene, og man for alvor føler ensomheden, hvis man prøver at flygte fra den. Min mor var sammen med en mand, fordi hun var bange for ikke at kunne betale for hendes og mit liv. Vi har aldrig været fattigere end den tid min mor og min brors far var sammen. Det blev den sidste gang min mor ikke lyttede til mine spørgsmål.

Da vi havde boet i København lidt tid, fik min mor kontakt til nogle af de mennesker hun havde delt sin 80’er yuppi tid med. Og da hendes veninde så billeder af min bror og jeg, tilføjede hun, at hun syntes jeg lignede en mandlig kollega fra reklamebureaus tiden. Min mor fejede hurtigt sammenligningen væk. Men tanken sad stadig og nev i maven, da hun kom hjem fra mødet. For hun havde jo faktisk været sammen med ham reklame fyren. Og det i samme periode hun så min far B. Min mor er opvokset i en familie, hvor der var mange ting der ikke måtte siges eller tales om, ting som er strengt private, og tabu. Denne tendens havde min mor gjort op med, og der herskede derfor ingen tvivl i min mors sind om, at denne sag måtte undersøges. Så det blev den. Der blev taget blodprøver af alle parter, og da vi en lun sommerdag besøgte min far B, fortalte han, at han ikke var min far. I samme åndedrag tilføjede han, at det ville han altid være i sit hjerte. Så jeg følte ikke rigtig jeg havde mistet noget. Min mor fortalte mig, at det var B, der havde bestemt at jeg skulle hedde Sidse, og hvis jeg ville, måtte jeg gerne skifte navn. Jeg var 8 år, og mit valg faldt på Trylle. Vi blev enige om, at beholde navnet Sidse lidt endnu.

Jeg mødte min nye far. Han spiste al sin mad, selv sovsen på tallerknen blev grundigt suget op af brødet. Han var flink, ham den nye far. Han lignede mig endda. Men han ville ikke have, at hans familie skulle vide, at han havde en datter. Så i to år, så jeg ham udelukkende i hans frokost pauser på den samme café i Nyhavn. Da de to år var gået, mente min mor, at det måtte være på sin plads, at han fortalte sin familie om sin fortid. Det gjorde han. Og så ved jeg faktisk ikke helt hvad der skete. Men jeg så ham ikke efter den hændelse. Jeg ved, at han var meget imod at betale børnepenge, da min mor fra start havde sagt, at det syntes hun ikke der var grund til. Hun var bare glad for at have fundet sandheden, og at vi havde vished om min biologiske far. Men da han ikke ville se mig længere, mente min mor, at det børnebidrag kommunen i så mange år havde betalt, nu måtte komme fra ham. Det var da det mindste han kunne, tænkte hun. Det tænkte han ikke.

Da jeg en forårsdag kom gående i lyskrydset på Trianglen med min hjerteveninde B, fik jeg pludselig øje på min nye far. Han holdte for rødt lys på sin klassiske herre cykel. ”Hej far” sagde jeg lidt for kækt, da vi passerede. Han var nær faldet ned af cyklen, da hans vilde blik fejede hen over de andre cyklister, hen imod mig. Han fremstammede et ”Hej – ha en god dag!” mens han febrilsk trådte i pedalerne, da lyset skiftede til grøn. Jeg kendte ham ikke, jeg havde aldrig gjort andet end at spise frokost med ham. Nu hilste han på mig fra hans sorte cykel, og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle sige.

Jeg har ikke set ham siden, og har faktisk heller ikke lyst. Jeg havde jo også B. Selvom det efterhånden hørte sig sjældenhederne til at vi så hinanden, talte vi ind imellem sammen. Men efter et par års adskillelse, besluttede jeg mig for at tage på en weekends tur til Ny Købing, og tilbringe lidt tid med min far i hjertet. Jeg var 15 år på det tidspunkt. Da jeg ankom til hans hus, troede jeg, at jeg var gået forkert. Det hyggelige hus jeg huskede, var blevet skiftet ud med noget der mest af alt lignede et automobilværksted -der lå ragelse over det hele. Det var sådan lidt  ”Polle fra Snave” agtigt. Men jeg kunne se hans navn på døren, så jeg bankede på. Min far åbnede døren. Han var blevet gammel at se på. Tynd og senet – det lignede at hans tænder havde moset sig vej gennem kæben, og havde trukket kinderne med sig. Væk fra ansigtet. Ansigtet var rødt, som havde han siddet for længe i solen. Men øjnene var også røde. Efter vi var flyttet tilbage til København, havde han tilsyneladende udviklet et heftigt misbrug af alkohol og hash. Han havde desuden anskaffet sig en hund. Hapsdog var navnet. En blanding af alle dræberhunde i hele verden. Jeg tror sgu det var en ulv. En ulv der var træt af at være hund, og derfor havde udviklet psykopatiske karaktertræk. Der var hele tiden gæster på besøg i B´s hjem. Jeg brød mig ikke om dem, husker jeg. Især en af min fars venner, der sagde (da min far ikke var i tilstede) at hvis jeg nogensinde blev liderlig, så skulle jeg bare ringe til ham, fik kvalmen frem i mig. Da Hapsdog senere prøvede at spise mig, da jeg kom sent hjem fra en bytur, endte det helt galt. Min far gik amok, og tævede hunden synder og sammen. Jeg ved, at han gjorde det, fordi han elsker mig. Han ville vise mig, at jeg betød mere end hans hund. Min far i hjertet. Det blev sidste gang jeg besøgte ham.

Da jeg i sommer, mødte min venindes storebror til en klovne-fest, brød min indre dæmning pludselig sammen, og floden af tårer begyndte ar strømme. Hans historie om, at være blevet adopteret bort som baby, fordi hans forældre var for unge til at være der for ham, rørte mig. Han fortalte med lykkelig stemme, om sin genforening med sin far, og det fine forhold han har fået til min veninde, hans søster. Jeg blev jaloux. Så jeg skrev til min biologiske far. Fandt hans søn på Facebook, hvor jeg kunne se, at min far havde skrevet noget i stil med: ”Håber du har det godt på din nye arbejdsplads! Jeg er så stolt af dig”. Jeg skrev, at han endelig ikke måtte misforstå mig, jeg ønskede ikke at have ham i mit liv, men jeg ville bare gerne have svar på, hvad der skete dengang, og hvilke overvejelser han havde gjort sig, for at holde mig ude af sit liv. For det valg går over min forstand.

Det er et halvt år siden nu. Han var hurtig til at svare, bare ikke på mit spørgsmål. Skrev bare ting som, at han håbede jeg havde det godt, og min karriere gik som den skulle. I går skrev han, at han ville ringe til mig. Jeg venter på opkaldet. Sandheden er altid mere kompleks end som så, men ikke desto mindre, glæder jeg mig til at få den.