Hvilken stige??

Valget var som sagt blevet truffet for mig. Jeg skulle ikke gå på hverken den ene, den anden – eller den tredje teaterskole. Ikke i år i hvert fald. Brevene var tynde, og indeholdt intet andet end dårligt nyt. Dårligt nyt? Tankerne drøner stadig rundt inde i mig. Har den seneste tid været i en tilstand, som føltes lidt som et fald. Som om jeg bare drøner mod fortabelsen. Det er uden tvivl udmattende at forberede sig til optagelsesprøverne: Man øver sine scener igen og igen (til sine naboers store ærgrelse), man spiser sundt, løber lange ture, smører sig ind i selvbruner, og drikker Cola Zero så det står ud af næsen med kulsyre (eneste sukkerboost der ikke feder). Men når jeg nu sidder her i mit gamle undertøj, ser tomt frem for mig, og prøver at gennemskue, hvad jeg kan lære af endnu et afslag, kommer jeg til at tænke over hvilken karriere stige, jeg egentlig skal kravle op af.  Magter ikke at nå toppen af den forkerte stige i hvert fald. Tanken om mit job, skal fremkalde et væg til væg smil. Hvis man ikke har en grund-boblende-glæde bag det hele, kan det sgu være lige meget. Så jeg ser frem – og tror på, at livet vil mig det bedste. Man kan frygte fremtiden, men man kan også lade være. Den kommer til en, om man vil det eller ej, så hvorfor ikke bare håbe på det bedste. Jeg flyder med skuden – søger ind på skolen igen næste år, og indtil da, prøver jeg nogle andre grund-boblende-glædes ting af!