Old flamme

Cyklede forbi en mand på vej hjem fra Café Granola her den anden dag. Han havde skrabet sit sparsomme hår hen over hans skallede isse. Da en vind kom blæsende fra den ene side, løftede det klistrede lag hår sig fra hovedbunden, og det lignede lidt, at hovedskallen åbnede sig, ligesom når man åbner en stormlighter. Da jeg kom hjem, ringede min telefon. Det var min gamle kæreste, som jeg var sammen med, da jeg kun var 16 år. Efter at have talt med ham, ønskede jeg, at jeg også havde hentehår, så vinden kunne åbne op, og blæse alle de gamle følelser ud. Han sidder på 5. år stadig inde i min bevidsthed, som en prop, der standser for strømmen. Da vi talte sammen besluttede vi, for gud ved hvilken gang, at give slip på hinanden. Jeg begyndte at græde. Jeg græd og græd, og sagde til sidst farvel. Kom bagefter i tanke om, at det var første gang jeg havde grædt så
højt i min lejlighed, jeg flyttede ind i i sommer. Håbede på at ingen var hjemme. Jeg græd nemlig på den der måde, hvor man kan se sig selv ude fra, og bliver bange for at man er blevet vanvittig. Mens tårerne strømmede ned af kinderne på mig, håbede jeg at følelserne flød med ud.
Tænkte på den samtale jeg i sidste uge havde med min rødhårede veninde på Edison. Her var vi blevet vi enige om, at selvudvikling var en fandens til byld i røven. Det gør ondt at udvikle sig. Men vi fandt også ud af, at man ikke må være bange for en lille smule smerte, glæden er jo på den anden side. Glæder mig til, at solen står ind af mine ruder i mægtige stråler. Jeg stopper op, og bliver helt beruset af at være til. Kan mærke jeg faktisk allerede nu, er startet på at være glad. Man må være i god tid med glæden, så de der er bange, bliver rolige. Jeg vil leve, og elske uden forbehold. Og tage propperne i opløbet, og ikke lade dem standse strømmen.