Vinter – vi sir’ tak!

Jeg rejste mig op. Jeg lagde mig hurtigt ned igen. Mit baghoved dunkede som et helt orkester. Jeg var stadig fuld, og derudover var min krop ved at gå over sine bredder. Presset af bræk steg i et heftigt tempo. Måtte derfor løbe, til mit hoveds dunkende rytme, ud på badeværelset og spule kummen. Intet smukt syn, og så sandelig ikke en god start på en lørdag, hvor temaet ”at kælke” ville være gennemgribende. Min lillebror K, ville om et par timer troppe op, med sit tykkeste tøj, og en skyhøj forventning om en forrygende sleep-over hos storesøster. Jeg stod op, for derefter hurtigt at lægge mig ud i mit karbad, og læse i et dameblad. Indså, at dette ville blive en af de slags dage, hvor jeg ligner en der netop er trådt ud af den elektriske stol. Da dørklokkens skingrende ringetone drønede igennem mit hjem, sprang jeg op, og åbnede døren. Og her stod han så. Min kære lillebror med øjne der lyste af kærlighed og en jakke en mor med garanti har købt i en god mening.

Vi kælkede røven ud af bukserne, og da vi kom hjem var kinderne rødglødende af frost graderne, og jeg tror næsten vi åd et kilo lasagne hver.

Næste morgen vågnede vi begge to af min alarm. Det var stadig mørkt udenfor, og så sneede det. Hold kæft hvor det sneede. Ikke godt, tænkte jeg søvnigt, da jeg så over på morgenens film premiere outfit. Silkekjole og stiletter, har aldrig været en smart kombination med snestorm. Jeg havde et problem. Jeg løste det ved at lade som om, at det ikke fandtes, og tog derfor skifte sko med, store solbriller og pelshat på. Frøs hele vejen til Lyngby, hvor jeg hilste på mennesker jeg kun ser til premierer og under indspilninger. Min lillebror sagde efter seancen, at han syntes jeg bliver en anden når vi er ude til den slags. Og det gør jeg nok også. Jeg bliver fjern i blikket, og har svært ved at koncentrere mig om én samtale. Hader ellers selv den slags mennesker, der taler til mig, mens personen ser sig omkring, for at se om der skulle være nogle mere interessante i nærheden.

Var i øvrigt på biblioteket i fredags. Uuh, tænker du nok, og bliver i tvivl om du mon gider læse resten af teksten. Men gør det nu alligevel. Jeg læste i fredags mine mails igennem, på en af de ledige computere. Og kunne læse, at jeg ikke var gået videre på Teaterskolen. Jeg blev en lille smule svimmel, og følte at jeg styrtede uden at tage for. Min veninde A løftede mig, sekunder efter opdagelsen, op – via en chatbesked på facebook, hvor hun ville høre om jeg var kommet videre på nogen af skolerne? ”Nope..” Det var hun – på alle tre. Min mund åbnede sig i et lydløst skrig, og jeg forlod melankolsk biblioteket. Jeg nåede hjem, og slæbte mig selv op af trappen til min lejlighed. Og opdagede til min rædsel, at jeg havde glemt mine nøgler. I min jakkelomme. Inde i mit klædeskab.