”Man kommer længst ved at ignorer, når folk taler ned til en”. Jeg kunne mærke at kommentaren vakte rædsel inde i min sjæl. Men mikrofonen blev hurtigt givet videre til en anden blandt publikum, så jeg fik ikke chancen for at ytre min undren. For at være ærlig, ved jeg ikke præcis hvad jeg ville have sagt. For som jeg sad der midt på en scene i Haderslev, under en teater debat forestilling, tog mine tanker på udflugt. Min mor har lært mig betydningen af at tage kampene op. På hende kan jeg se hvad der sker med et menneske, der beslutter sig for ikke at acceptere løgne og uretfærdighed. Det er ingen nem vej, og man får mange fjender undervejs. Min morfar derimod levede i rendyrket ubekymrethed, og gik udelukkende efter tilfredsstillelse af eget ego. Han gik verden i møde med rank ryg, og et blik der gemte på 
hemmeligheder om en datter der ikke passede ind i hans kunstnerliv. Min morfar havde mange flygtige bekendtskaber, mens min mor har knyttet sig til ganske få mennesker. Mig især. Og hvis man får fred ved at fortælle en mand, at han tager fejl, eller man bliver høj af at være den alle vil snakke med til festen, så fint med mig. Det er vel i bund og grund de stemninger man bærer i sig, der er væsentlige. Så længe man har grundglæden i orden, og lever så levende som man overhovedet kan, så må man vel selv bedømme hvilken løsning der fungerer bedst for en.
Dette bringer mig tilbage til manden fra forestillingen. Jeg havde mest lyst til at sige til ham, at han tog fejl. Man skal da ikke bare ignorere 
idioti. Men det gør bare så ondt i maven at sige den slags oppe fra en scene. Så jeg ventede til han efter forestillingen spadsere over imod mig. Han smilede på den der måde, hvorpå man betvivler, om hans ansigt er i krampe. Et anfald af epilepsi mons tro? Det var rørende at se hvor opløftet han var blevet af vores forestilling. Jeg smilede derfor høfligt, og lyttede intenst til hans monolog, som han tilsyneladende havde indøvet et spøjs dans til, som mest af alt lignede en tinsoldat på crack. Som kronen på værket lavede han til sidst et lille hop, hvor lårene var samlet, mens skinnebenene strittede ud til hver deres side, alt imens han lo så det spruttede ud af munden på ham. Manden havde for længst overskredet de 70, og han fik mildest talt ikke et ben til jorden, af bar befippelse over sin egen fortælling om livet som slik sælger. Hans begejstring var enorm, og han mindede mig lidt om en glad hund, der logrede så kraftigt med halen, fordi man gad lege med den, at den nær var væltet. Især fortællingen om hans indgangsvinkel til ethvert salgsmøde, var af den slags, der gør livet lidt bedre. Ved en sådan samtales start, lægger han altid ud med et håndtryk, hvori han som en ægte tryllekunstner, lader en Marsbar glide fra hans – til kundens hånd. På den måde, sagde han, var man inde på emnet om handel, uden alt for megen småsnakkeri. Kækt tænkte jeg, og begyndte at gå ud mod bussen, som for længst var klar til at drage tilbage mod København. Hvis ikke min instruktør havde kommet mig i møde, tror jeg samtalen havde fortsat igennem bussens tonede ruder.
Tillad mig at lykønske en mand i Hadeslev, for at have fundet sin egen vej til lykken. Marsbars vejen. Og samtidig fastslå, at jeg glæder mig til at finde min egen.
Hvad fik den stakkels man dog sagt, som var bedst at ignorere? Husk det er ikke ærlighed der skaber “fjender” – men blot det der tydeliggør, at de aldrig var oprigtige venner! Det er kun vores illusioner vi kan miste.