Et maskineri går i gang. Et bazuka skud af ord, brager ud af min mund. Prøver desperat at modstå eksplosionen, men ordene sprutter ligesom ud i alle retninger. Jeg er til sushi reception hos man agent, sammen med en håndfuld andre skuespillere. Noget i mig siger, at dette ikke er stedet man fortæller om sin indviklede fader historie, men kunne ikke finde stopknappen. Det lykkes mig i mellemtiden, at indtage 7 stykker med laks, to stykker chokoladekage med hvid glasur, og tre glas cola. Og bar således en stor del af æren for at befri min agent for senere, at skulle gå ud med skrald.
Havde forinden været i Ballerup med min veninde A, som har samme agent som jeg. Vi skulle se en teaterforestilling, nogle af vores venner havde sat op, for derefter at følges til sushi spisning. Forestillingen var fin, de spillede godt, og det var også udmærket, at det ikke varede så længe, som det af uvisse årsager gjorde for et år siden. Havde kun sovet 5 timer, og måtte således tvinge øjenlågene op. Grinte dog på stikord fra min ven Y, der er en tretrinsraket af talent – spiller forrygende, er hvinende morsom og synger tilmed lækkert.
A nægtede efter teaterstykket, at gå til togstationen, så vi tog i Q8 for at slå tid og kulde ihjel. Stod derinde, og overvejede hvilken Rittersport der var sundest. Lagde trist den med nougat tilbage på hylden, for at gribe ud efter den med høj chokolade procent (i Rittersport termer – en procent over de 5). Under denne bevægelse, møder mit blik for et kort sekund, ekspedienten, som smiler. Da jeg skal betale, bliver jeg spurgt om der ellers var andet jeg ville have. Det var der så ikke. Men det mente ekspedienten, at der muligvis var: ”Er du sikker på, at du ikke lige skal have det her med?”. En seddel bliver rakt mig, med et telefonnummer på. Bliver tomatrød i hovedet, takker og fiser ud derfra med fnisende veninder omkring mig. Og så stod vi der, på den anden side af gaden, overfor de store glasruder ind til Q8, i vores alt for tynde sko og kiggede længselsfuldt efter bussen.