Til døden sig skiller

Når verdens mest retarderede fyr, indleder en samtale på McKluud med: “Hvad er chancen for at vi to kan blive kærester?” er det jeg må stoppe op, for der efter, langsomt og forsigtigt, at bevæge mig ud i en afvisning. Ordene: “ikke eksisterende” tårner sig op i mit hoved. Men et andet sted inde i mig, sidder der en gammel dame med blå rødvinstænder (Ulla med h, altså: Ullah), som helst ser, at jeg følger det gamle regelsæt, hvor man skal tage en masse hensyn, og godt må lyve, for at fremstå sød. Ganske få gange, er det lykkedes mig at gennemskue hendes rødvinsbrandert’s “jeg-ved-bedere-råd”, og indset, at man kommer længst med sandheden. At man faktisk ikke behøver at være flink, over for en, der er fræk nok til, at ville være kærester, uden at have sagt hej først. Ullah holder af positiv opmærksomhed. Frem for alt, og frem for negativ opmærksomhed, ikke mindst. Så selvom min hjerne mener, at “tilbuddet” er omtrent lige så sandsynligt som, at jeg blev gift med Jude Law (at foretrække dog), fastholder Ullah den pæne afvisning frem for den sjove. Jeg syntes i øvrigt slet ikke, at Takt og Tone kommer grundigt nok ind på denne problemstilling. Og hvad vigtigere er; hvordan man slipper af med trælse Ullah. Hun sviner med rødvin gør hun. Og så lugter hun rasende fælt – af uhæmmet angst og usikkerhed.

Min mor siger altid, at man skal følge sit hjerte, og at man ikke skal lægge sin energi ud til andre. Helt sikkert. Jeg forelsker mig jo konstant! Men i min forelskelse, når jeg skal tage mig sammen til at følge andet råd, er det som om, at det kortslutter. For som jeg i tidligere indlæg har nævnt, så er jeg sucker for ros. Ups, jeg mener: Ullah er! Ullah skal lige tage og fucke af.. Nu. Tak. Så kan man måske få lidt ro til, at finde sin store kærlighed, få sig en sjov hund og nogle børn med flot hår. Ind til da, så tror jeg sgu jeg gifter mig med mig selv. Så kan jeg elske og ære mig selv, til døden sig skiller.