Jeg så en engel i lørdags. Jeg så en engel, og glæden selv lørdag nat. Og jeg så det hele på McKlud. Pludselig sad der, uden nogen former for advarsel, en gammel dame overfor mig, på en af McKluds slidte bænke. Hun var omkring 60 år, meget farverig i tøjet, iført hjemmesko og havde tilmed helt orange hår. Hun hørmede af glæde, grin og lange druksange. Så jeg gav hende en hjertelig velkomst. Nogen ved bordet troede endda, at det var min mor. Det var det såmænd ikke. Det stærkeste jeg har set min mor drikke, er et dobbelt kaffe shot i sin latte, og jeg vil godt vædde med, at det ikke var kaffe shots denne dame havde under vesten. Hun grinte uden at bevæge munden, og sang ”stik mig en øl” på yderst opsigtsvæggende vis. Hun var et festfyrværkeri af glæde, og selvom hun var fuld af druk, som nogen måske vil mene tager lidt af det fine i historien, tror jeg hun havde det sjovere den aften, end en bankmand fra Birkerød nogensinde har turde drømme om. OM hun var en engel eller ej, kan selvfølgeligt være svært at bevise. Men fornemmelsen var alligevel så stærk, at der ikke var nogen tvivl i mit sind.
Jeg var i øvrigt lige kommet hjem fra Aarhus den aften. Det hele var gået godt til prøven, og jeg var i det hele taget ret stolt ved situationen. I hvert fald hvis man ser bort fra den mavepine jeg havde slæbt på, siden lørdag morgen. Det må her nævnes, at det IKKE kan anbefales at have ræser-mave for fuld skrue, i et tog fra Aarhus til København, med kun ét fungerende toilet. Og næppe er det vel nogen god ide, aftenen derpå, at spise stærk indisk mad. Men ikke desto mindre mødtes jeg med Homo frisøren, Make-up artisten, Punkeren, og to andre film folk, til middag på Tandori Masala på Halmtorvet. Maden var fin, maven i bedring, og tanken om snart at finde hegnet på McKuld, gjorde mig lidt lykkelig.
Da jeg vågnede søndag morgen, havde natten forvandlet min brandert til en mindre ildebrand i hjernen. Slugte to panodiler og stod først op igen, da branden føltes som en svag trykken. Slukkede resterne med kakaomælk, i bussen på vej hjem til min mor. Nåede frem til hendes havne bolig, hvor jeg så tv og chattede hele dagen væk.
I dag tog min mor og jeg havnebussen ind mod byen, hvor jeg havde lovet at hente en sort blonde-silke kjole, med matchende sko til, som jeg skal have på til ”Far til Fire på Japansk” – premieren. Jeg hentede det i Nyhavn, på Edith og Ella kontoret. Havde stadig mit søndags tøj på: Peak Performance jakke, termo sko og ternede bukser. Lignede sådan en type, der altid spiller meget insisterende på klaver, når man er til et middags selskab. Sådan en, der altid stanger tænder, offentlige steder, og som syntes det er heeelt naturligt at prutte. Sammen med fremmede. Og sidst men ikke mindst, en der kalder alle for ”ven” med jysk dialekt. Jeg hentede derfor i al hast mine nye smukke gaver, takkede mange gange – og fes derefter af sted, i håb om, at ingen bemærkede mit tvivlsomme outfit. Med indre jubel over nyt tøj, besluttede jeg at slå et smut forbi min gamle svigermor. Hvad jeg desværre havde glemt var, at hun havde flyttet sin designer shop hen til hendes nye model bureau.. Og så hun var hun der ikke engang. Det var derimod min gamle kærestes storesøster. Og her stod jeg så. På et yderst hipt model bureau, med mit jyske tøj, og blev helt stresset over det jeg havde gang i. Men hun var så sød simpelthen, og jeg nåede oven i købet, at blive lidt rørt over hendes fine modtagelse. Da jeg kom hjem, prøvede jeg mit nye tøj, og gik lidt rundt i det, mens jeg sang med på The Balcony, og missede med øjnene, og forestillede mig selv, uden uldne ben. Nu skal jeg over på teatret og optræde for et par netop løsladte fanger. Spændende.