Jeg tør næsten ikke at skrive om det.. Det er næsten som at tegne en forbudt tegning, eller skrive et indlæg om en sur dame der har fødselsdag (med resultatet: Fyret). Men jeg kan afsløre, at jeg er på vej til Aarhus, og det efter en mindre katastrofe. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg stod på Københavns Hovedbanegård, med en stor lædertaske under den ene arm, og baksede med en telefon i den anden. Jeg var netop stået ind i toget, da stemmen i den anden ende af røret blev mig fjern, og (for en stund) ligegyldig. Jeg opdagede, at jeg ikke befandt mig i toget til Aarhus, men toget til Sverige. Troede kun det var på motorvejen den slags fejl skete. Det var nogle mærkelige sekunder, der kom lige efter. Jeg lagde på, og indså, at det tog jeg lige havde set køre af sted til Fredericia, var det der skulle have kørt mig til Aarhus. Jeg brugte ventetiden på at spise pomfritter og drikke verdens største kop kaffe. Spiste og drak mig ud af katastrofen, som ved nærmere eftertanke måske bare var en lille svipser.
Det har ellers været en dag med ordet ”kontrol” som gennemgående tema. Jeg har gjort pisse meget rent, sendt de sms’er jeg i løbet af ugen ikke har haft tid til (Læs: de kedelige og arbejdsrelaterede sms’er, som jeg ikke gider spilde 25 øre på – så flovt), trænet og lavet sund mad. Alle ting jeg gerne ville have praktiseret hele ugen.. Det skete ikke. Men de 6 timer min sunde livsstil varede, har været fantastiske.
Mit glattejern ville ikke med den lange vej til Aarhus. Så jeg sidder i lidt af et dilemma. Enten skal jeg spille min teatertekst med hue på, eller også må jeg tage til takke med trolde looket, og gå på scenen med mit udpinte stød hår.
Kom (til alle andres store irritation) lige til at le ret højt her i kupeen. Min hjerne var taget på langfart, hvor den var stødt på et af livets helt store forskrækkelser. Det hele startede ellers ganske festligt ud. Jeg havde netop vundet to biografbilletter, fordi jeg havde holdt en sjov tale under middagen. Det var en opgave jeg var sat på, som et led i en selskabsleg. Vi var til afslutnings fest på en film produktion, og for dem der ikke ved det, så betyder det fri alkohol. Så jeg blev fuld. Rigtig fuld. Så snart den sidste bid mad var blevet slugt, fes jeg manisk ud på dansegulvet, smed de høje sko og kastede mig ud i benhård hiphop.
Tiltrak en del opmærksomhed på den konto, og blev derfor ikke vildt overrasket, da en af de lidt ældre mænd, tog fat i min hånd, og forsøgte sig på pardans – med mig. Da vi lidt efter stod over for hinanden, med frie hænder, begyndte han at danse uhæmmet sexet op af mig. Han sagde, at jeg måtte love ham, at sige når jeg gik. ”Jaja” var mit tåbelige svar. Efter GRUSOM befamling i baren, og ord som ”du er sikkert helt glatbarberet” og ”du er en moden blomst – jeg godt gad ….” fra en mand, der kunne være min oldefar, besluttede jeg mig at pakke sydfrugterne og drage hjem. Her kom jeg i tanke om mit løfte fra tidligere. Han stod heldigvis og snakkede med nogle andre, så jeg sagde farvel og tobak til hele flokken. MEN til min store fortrydelse hørte jeg en velkendt stemme sige: ”Ja hold da op, klokken er blevet mange, skal vi ikke følges?”. Det skulle vi åbenbart, men først skulle jeg på toilettet. Sad der ude lidt, med desperationens sved på panden, for at finde en flugtvej. Magtede hverken konfrontationen eller afvisning.
Så derfor mit snit til lige at kunne løbe ud på et depot, uden at blive set. Her var der en lille trappe, der førte ud på en altan. Her var der så igen en stige, der hang i to kroge på en væg. Man blev nød til at hoppe hen på stigen fra altanen, så det gjorde jeg. Og så hang jeg ligesom der, med en mærkelig brusen i blodet, og indså, at der var temmeligt langt ned, og at manden jeg flygtede fra,
stod nede i gården. Gik mildest talt i panik. Hvis jeg havde besvær med at forklare mig ud af min situation før, ville det at stå på en stige højt oppe på en bygning, næppe gavne. Jeg hoppede ned, og blev mødt med en kommentar, om det længste toiletbesøg han havde været vidne til.. I taxaen var stemningen lummer, og der var et sæt gamle mandehænder på mine lår. Jeg skyndte mig derfor ud, og smækkede døren med
ordene: ”Kom godt hjem, og hils din kone!”. Magen til idioti skal man fandeme lede længe efter.