Fyret!

Det hele startede, da telefonen ringede tidligt i morges. De fleste frygter jo sådan et morgenopkald, fordi man er bange for at nogen ligger for døden. Men ikke jeg. Jeg ved det er min agent, der konsekvent ringer mig op, før fanden får sko på. Idag ville hun sætte penge ind på min konto, så jeg stod op, og fandt mit dankort frem. Tjekkede  i samme stund min facebook og min mail, hvor jeg her fandt en såkaldt “uønsket” mail. Og det skal jeg da ellers nok lige love for den var. Jeg havde i løbet af natten modtaget en henvendelse fra min tjener chef, om at de fremover ikke  kan tilbyde mig nogle vagter. Jeg havde i november måned, skrevet et blogindlæg om en kunde, og det være sig en nedlandende en af slagsen. Det må man ikke. Selvom man havde vist den til en chef, som morede sig ganske fortrinligt, med kun få korrigeringer, som korrigeret var blevet, var dette den sidste uønskede mail fra tjener kontoret. Kunne ikke undgå at tænke, hvad der egentlig sker for folk? Har alle mistet deres humoristiske sans? (…) Og parantesen med prikkerne i, er min egen, for nu sætter kulden ligesom ind, og jeg vil nødigt bringe mig selv unødigt i fedtefadet. Igen. Man får ikke fred ved selv at gå til angreb. Mit ego havde bare sådan lyst til latterliggørelse af folks illusioner om ro, orden og symmetri. Bare fordi de holder af at leve et vandkæmmet Fred Perry liv, i en duftsky af trøffelolie og champange, skal jeg da ikke trampe på nogen eller noget.

Nuvel. Jeg er lige blevet fyret. Burde vel være en hulkende ung kvinde med momentan sindssyge, være forberedt på mindst en uges æde marathon, og tro jeg var en fugl og derfor æde min egen kropsvægt flere gange. Denne reaktion er imidlertid udeblevet. Fugl eller ej, fik jeg skrattet mig vej frem til dørtelefonen, fordi min ven A kom forbi til frokost. Da han havde fået nyheden, og jeg fortalte ham, at jeg var ved godt mod, og egentlig også følte mig lidt som Bambi på glatis i det der tjener liv, modtog jeg en sms. Da jeg sad på mit stuegulv og pudsede sko, bad jeg ham om, at se hvem der skrev. Det var et nummer jeg ikke havde kodet ind. Og imens beskeden blev åbnet, nåede jeg lige at sige, at det sikkert var en, der ville ansætte mig i et eller andet job.

OG… DET var det! Jeg kørte mig selv fuldstændig op i en feberrus, og var ved at eksplodere indefra af glæde over, blot få timer efter min opsigelse, at have noget nyt at tage mig til! Ville dog ønske det havde været min agent, og ikke min gamle chef i en tøjbutik, der skrev.. Men det er der heldigvis masser af tidlige morgener forude, der kan rette op på!