I sommers grillede jeg pølser i en baggård. Min veninde, N´s kæreste havde inviteret, og vi havde det muntert på denne lune sommeraften. Senere var der en ven, som trak mig væk fra grill-osen, pølser og kyllingelår. Og dá indså jeg, at jeg ikke kunne stå imod hans voldsomme og ikke mindst overfladiske charme. Næste morgen kyssede han mig farvel, og forsvandt ud af mit liv. Og det er jo ikke det, der er mit problem. Men derimod de overraskelseselementer han kom med, i løbet af natten. Han var så grov, at jeg ikke troede det var muligt. Og fordi jeg ikke troede det var muligt, havde jeg slet ikke forberedt mig ordenligt, og anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Mine reaktioner er åbenbart ligesom oksekød.. De har ligefrem godt af at hænge lidt, før de nydes. Og nydt blev reaktionen så igår, nytårsaften i veninders lag.
A:”Har du OGSÅ været sammen med M?!”
Carla:”Ja!”
L: “Det har jeg sgu også!”
Han var utrættelig, og hans begær spruttede som et romerlys, og der var ingen kære mor. Shit. Vi kiggede på hinanden. Sad dér ved middagsbordet, og så begyndte vi at le. Vi lo gjorde vi. Højt og længe. Otte kvinder sad vi, og råbte kampråb, klappede hænderne sammen og svor hævn. Der var jo i sin enkelthed tale om usund økonomi, en gal form for velgørenhed. Vi, og måske især jeg, har åbenbart en kedelig tendens til at forveksle kærlighed med længsel, og indså hér, at denne illusion har en svimlende selvudslettende virkning, og derfor må ophøre. Meget i strid med ovenstående, ser jeg disse piger, som unge kvinder, der bobler af suveræn overskud og magt. De går i tårnhøje
hæle, lægger make-up, som var der tale om decideret krigsmaling, og æder alle på deres vej. De har så mange kvaliteter, og det har jeg faktisk også selv. Hvis man skulle ønske noget seriøst med 2010, kunne det være, at man frem over skulle vifte med det hvide flag, og kalde selvudslettende forhold for overstået. Hvem ved, måske ender det med, at positive muligheder dukker op, og 2010 udvikler sig ud fra intentionen om at værdsætte sig selv.