‘Du er i minus’

Hvordan kan en kvinde med SÅ tyndt hår, være så højrøvet, at hendes røv simpelthen sidder så højt oppe, at man ikke KAN sparke derop? Det spørgsmål ramte mig, da jeg efter at have fået mit nye dankort spærret (man har kun 3 forsøg!?), og derfor måtte drage i Nordea for at få omtalte kort åbnet igen. Når lige ind, som dagens sidste kunde. Ser, at det tilmed var en gammel kending, der sad der bag den høje skranke. En kvinde, der på besynderlig vis, har tillagt sig et udseende, der sender tankerne på langfart – jeg ser “Ringenes Herre”- Smegal for mit indre blik. Hun må mindst være 100 år. Da det bliver min tur, oplyser hun mig, at kan jeg ikke huske koden, så har jeg to forsøg om dagen, til at gætte løs med. Ude i hæveautomaterne. Beder hende om, at hæve 500 kr. Venter.. Disse ord sniger sig nu ud af den gamle kvindes stramme mund: “Du har jo ingen penge.. Du er i minus. Du spilder min tid”…

Cykler på arbejde. Når til Gammel Kongevej. Og dér sker det så. Jeg går fra nul til hundrede, på et nanosekund.  Jeg forandrede mig til et enferno af raseri, lige foran øjnene på en mand, der sad lamslået bag sine tonede ruder, i hans røde bil. Manden havde sikkert travlt, og tænkte “Nu vil jeg hjem! Så må de andre lige skynde dig væk”. Han kørte lige ud på Gammel Kongevej. Èn nåede lige at løbe i sikkerhed. Jeg selv derimod, blev fanget lige i saksen. Væltede ned fra cyklen, da bilen ramte mit forhjul.

Normalt er cykelture et lille åndehul i min hverdag. Jeg holder af, at bevæge mig gennem byen, tilpas hurtigt til, at man ikke keder sig, men hele tiden ser nye ting. Men somme tider bliver posen rystet så kraftigt, at chancen for at finde helt nye sider af sig selv opstår. Jeg er ikke længere Carla Chloe med de strittende hjørnetænder. De faste cykelrammer erstattes af direkte panik, og jeg mister simpelthen min ellers stensikre sans for overblik. Hvor er mit snappy comeback, når jeg netop skal bruge det? Når sted og tid udelukker chancerne for gruppeterapi og kaffé latte, må man ty til råben. Det er ihvertfald hvad mine instinkter kommer op med, bliver jeg sat i en ny og spidsbelastet situation. Så jeg råbte. Bankede endda på hans bil med knyttet næve. Han sagde han ikke havde set mig. Og her kunne det have været på sin plads, at informere ham om, at han i givet fald ikke havde orienteret sig tilstrækkeligt. Men jeg valgte bare at cykle hovedrystende derfra. Havde for helvede lys og selvlysende cykelhjelm på!

Cyklede videre i regnen. Græd lidt over min situation. Flad. Og nu – kørt ned. Stoppede først, da jeg indså, at to cykelstyrskæg af mascara under øjnene og bævremund, ikke gavner min chancer for en tilfredsstillende aften på teatret. Og at manden i den røde bil, mindede om en bleg norsk tissemand.