Jeg er sgu da ikke mor!

Det er en skamfuld citron, men presses må den.. Jeg fik idag spørgsmålet, jeg ikke anede, man i ramme alvor kunne stille mig. Jeg fik spørgsmålet, der fik sat det hele i kog inden i min hjerne. Jeg fik spørgsmålet i et lydstudie. Der hvor Irma Hønens æg ville lande, landede de ved Sortedamssøen, efter en storm for eksempel.

Det særlige spørgsmål kommer lige straks. Men først de kolde facts: Jeg var netop kommet op af industri elevatoren, for så at træde ind i et lokale, som tilfældigvis var det lydstudie jeg idag skulle til eftersynk i. Sagde hej, lidt højt, da jeg ikke kunne få øje på nogen. Det var tændt sterrinlys. Mange ting havde fundet deres vej til dette lydstudie. Og her var de så, tingene. Tingene og nogle ikon billeder, lavet af Mexikanske børn, formodes. En gråhåret mand stikker hovedet ud af en dør. Han siger hej, og sådan nogle andre velkomst kommentarer. Vi følges ud i køkkenet, hvor jeg takker nej til brunekager (noget har jeg da lært), og ja til danskvand fra Irma. Der hænger blandt mange andre, et billede af en lille dreng, som man kan kan se, ligner sin far, lydmanden. Jeg så, at der ved siden af et par kina sko i, ja nok en størrelse 43, stod et par bittesmå kinasko. Spurgte om hans søn tit kom på disse kanter, her i lydstudiet? Han smilede, og lignede på samme tid en, der lige havde opdaget en helt ny farve, som måske havde været der hele tiden, ligesom at se farven orange for første gang. Og så kom spørgsmålet…(!) Det kommer nu. Hold fast: “Sjovt du bemærker den slags – har du selv børn?”

Min mave lavede et besynderligt stunt, og en form for stød spredete sig i min krop. Spørgsmålet trængte sig så smerteligt på, at jeg i bar’ befippelse, kom til at lyve om min alder. For svaret var nej! Jeg har da ingen børn! I min unge alder. Næh nej, nu må de stoppe. Han lo af min indrømmelse af alders-løgnen, og jeg sad nu i et frygteligt dilemma, og havde ved grød mit at tænke på. FØRST OG FREMMEST kan jeg ikke slippe tanken, om han mon troede, at vi var jævnaldrende, eller han i det mindste havde en kone på min alder. Det er i sig selv en grusom tanke. Derud over, kom jeg til at tænke på, at hvis jeg ligner en mor, så er det vist ved at være slut med at få kommentare som: “Nææh, er du så ung? Hvor er du talentfuld, at du er her sammen med os gamle, som du dog kan, i din unge alder”… Nu kan jeg se frem til kommentarer, hvor gamle mennesker siger: “Sådan nogle som OS gamle røvhuller, vi bliver jo nød til at gøre plads til de unge talenter”.

Dagen gik. Og aftenen med. Og dér omkring, slår mine rædsomme tanker sig ned i min rødhårede venindes univers. Trods jeg nødigt ville bringe hende i endnu større vanskligheder end jeg selv var, følte jeg, at en anden person (gerne ældre end jeg selv) måtte give mig en af de gode og så velkendte kommentarer. Men de udeblev. Til gengæld fandt jeg ud af, at hun var sådan ca. dobbelt så gammen som jeg hvade formodet! Vi blev enige om, at alder vist nok er noget vi selv skaber. Så NYD øjeblikket lige nu. Det kommer aldrig igen. Og i det næste er du mor.