Visse mennesker gør det svært ikke at ønske sig andet steds hen, når man er I deres nærvær. En kvindelig direktør gjorde sig den umage, at stille op som et pragteksemplar på denne art: ”Jeg vil bare lige nævne, at jeg syntes det er urimelig dårlig stil, at maden ikke står klar. Så er det nævnt!” Jo, tak – skab du da hellere lige en stemning der henleder tanken på militært diktatur, her på din fødselsdag, og desuden et kvarter før planlagt ankomst. Frikadeller har det til deres oplysning, med at blive kolde, står de længe uden varme. Og de livløse stykker hakket kød, du efterlyser, er ikke det fjerneste mere charmerende, kolde.
”Hvor er vinen?! Hvornår fatter i, at INGEN skal mangle noget, der skal hele tiden komme mere vin!” Disse ord var de næste, der kom fra nævnte direktør, fra den strøm af fornærmelser, der tilsyneladende ingen ende ville tage. ”Vinen er på vej” Hører jeg mig selv sige, med en stemmeføring, der på overfladen fremstår fattet, vel nærmest venlig, men bunder i et indre raseri og frustration.
Da den sidste flaske vin blev sat på bordet, og klokken havde slæbt sig hen mod receptionens slutning, strømmede det stadig ind med folk, der ville spise frikadeller og drikke vin. Det var tydeligt, at det aftalte antal gæster, for længst var fordoblet. Og da hun skulle betale pr. person, blev det forbistrede ansigt beriget med en bæ-mund så gyselig, da hun overhørte min begejsting over de mange gaver til gave-listen-med-navne-til-takkekort-damerne. For i selv samme samtale, fik jeg på snu vis disse kvinder til at afsløre, at der havde været omkring 250 gæster, op mod de forventede 100.
Receptionen fra helvede var slut. Kun fødselaren og hendes nærmeste slaver, var blevet tilbage, for at læsse de mange gaver ud i en lastvogn. Der var også dukket to 3×34 mænd op til samme formål. Den ene havde et makabert ansigt, der måske var blevet kørt over som knægt. Den anden lignede en meget høj prins. Kom til at tænke på, om de der ”gave-listen-med-navne-til-takkekort-damer” var blevet betalt for ulejligheden.(…?)
Her på falderebet gik jeg ikke i vejen for at provokere, og sige højt til min arbejdsveninde M, at jeg ikke forstod hvorfor jeg ikke fik så mange gaver til min fødselsdag. Så sød JEG er! ”Du er ikke gammel nok” var direktørens klare udmelding, uden den mindste varme eller humor i stemmen.
Man kan intet andet end formode, at der i hendes hoved hersker den opfattelse, at os ansatte, og mange andre, bevares, skal ned med nakken. Og ve den der modsætter sig. Hun er et sammensurium af Rungsted Kyst, antikke perlekæder og cigaretskodder. Måske en unik kombination for nogen, men for mig kortslutter det. Hun er et studie i dårlig energi, og har dog samtidig den forførende åndsforladte grusomhed, der, formodes, har gjort hende til succesrig direktør. Ved ikke om en eneste af dem der kom til hendes fødselsdag, er beriget med en skjult side af hende, der i menneskelige termer kaldes sødme. Eller om de alle blot er betalte slaver, og dybest set dødtrætte af frikadeller og for lidt vin. Det blev jeg i hvert fald.
Fast arbejde er ikke noget for os!
Som morfar altid sagde: “Det der med arbejde – det er ikke noget for os!”
Du trænger vist til et dejligt weekendophold unden stress og jag
eller en ferie til syden med sol, sand og vand